Lysestage-slukker

Jeg var forbi min butik. Ja, ikke min butik – men en butik, som har ting jeg godt kan lide.

Sådan en slags butik som man, okay så, som jeg ikke kan gå forbi uden at gå ind i, og når jeg først er kommet derind, er det kun sket en enkelt gang eller 2 at jeg er kommet ud igen – uden at købe noget.

Altså, sådan en vanvittigt irriterende butik. Men, det positive er, at der er mange ting som ikke er særligt dyre, og man føler sig så godt tilpas, når man har sparet millioner ved at gå ind i lige netop den butik og ikke en anden. En sko butik for eks. Så er det nemlig ikke sikkert at jeg får sparet ligeså meget.

Når der så er tilbud – hellige banan – hvor jeg sparer penge.

Altså, i sidste uge, kom jeg til at gå derind. Og det var rigtigt godt.. For jeg kom ud igen, med en påskekanin nedsat til langt under ½pris – nok fordi påsken ligesom er et overstået kapitel for i år, men jeg kunne altså godt finde en lille plads til kaninen i mit skab, indtil den kan bruges engang til næste år. Naturligvis under forudsætning af at jeg husker hvor den er – og at den findes, ikke mindst.

Nå, men jeg fandt også noget andet. Hvilket kræver en forhistorie:

Engang for længe siden, hjemme på øen, havde jeg nogle meget pæne lysestager, sådan nogle Rosendahl nogen, som jeg også selv har foræret til mange mennesker, fordi de er så pæne. De stod på et konsolbord, under et spejl og så yderst dekorative ud.

En dag ville yngstedreng gå en tur med Blondinen. I sig selv ikke noget problem, eller rettere, det troede jeg ikke det var, eller ville blive.

Men da jeg lige havde sagt: Ja, du må gerne gå en tur i haven med Blondinen, og drengen forlod køkkenet, hørte jeg et gigantisk drøn, og lyden af en hel masse glas der splintres på stengulv. En meget karakteristisk lyd..

Endnu før braget døde helt hen, storkede jeg hen mod den skæbnesvangre stilhed, der nu herskede i entréen.

Der møder jeg min yngste søn, som for en sikkerheds skyld, giver sig til at vræle da han ser mig. Jeg ser min konsol ligge væltet på gulvet, og mine lysestager, eller det som jeg vidste, engang var, og aldrig mere ville blive til, glaslysestager fra Rosendahl. De var fuldstændigt pulveriserede.

Før jeg overhovedet når så langt, som til at tjekke barnefødder og hundepoter for glasskår, endsige åbne munden, begynder konsollen at bevæge sig i modsat retning, væk fra det pulveriserede inferno.

Jeg må have set usandsynligt dum ud, indtil det går op for mig, at konsollen ikke er levende, ej heller besat af ånder eller lignende, men at Blondinen derimod, er bundet fast til den. Og da hun er på vej væk, følger konsollen ganske naturligt efter hende.

Jeg mindes svagt at have råbt meget højt, alt imens jeg skræver over glasskår og konsol, for at befri Blondinen og tjekke hendes poter, inden jeg giver slip, hvorpå hun spurter ud i haven for at gå sin tur alene. Hun fornemmer måske at hendes herre og mester, vil være lettere optaget i den nærmeste fremtid, hvorfor turen nødvendigvis må foregå uden ham.

Da jeg har børstet ham af, og undersøgt ham for mulige snitsår uden at finde nogen, prøver jeg at tage mig sammen, og så roligt som det er mig muligt, får jeg spurgt, okay råbt, HVAD I ALVERDEN HAN FORETOG SIG?

Forklaringen var såre enkel, han ville som sagt gå en tur, men da han, for at foregribe begivenhedernes gang, allerede havde givet hende snor på, vidste han godt at der var en vis sandsynlighed for, at hun ville gå sin tur alene, før han fik spurgt.

Han fik først fat i Divaen som fejede ham af med et, ”så bind hende til et eller andet”.

Hvilket han så gjorde. Og løb ud for at spørge mig.

Det mest fantastiske er, at konsolbordpladen – som også er af glas – ikke fik så meget som en ridse. Heraf kan man så udlede at Rosendahl glas er en anelse mere skrøbeligt end gedigent konsolglas fra et eller andet byggemarked.

I mange år stod der derfor ingen Rosendahl på konsollen, men da vi nu skulle rejse udenlands, investerede jeg i 2 nye som jeg kunne dekorere Normandiet med.

Derfor var jeg nok en anelse vrissen, da yngstedrengen for et par måneder siden uforvarende fik den ene skubbet på gulvet, så den kunne følge sine forgængere til de evige jagtmarker.

Den stod ikke engang på konsollen.

Der stod derimod 2 meget nydelige lilla glasskåle, jeg fik af Linda før vi flyttede. Nu står der kun én, idet den anden også for kort tid siden, er blevet fejet ned af samme lysestagedestroyer..

Med det resultat at jeg satte de 2 overlevende stager, højt op på en hylde. Der står de så nu.. Og er kun meget lidt dekorative.

Men så var det jo, at min konsol så helt tom og trist ud. Jeg overvejede på et tidspunkt at investere i nogle nye lysestager af massivt jern, men jeg var trods alt lidt nervøs for, hvilke skader de kunne forvolde på tæer og poter.

Jeg blev derfor voldsomt glad, da jeg fandt disse 2 små fyrfadsstager, til den formidable pris af 1,35€ stykket.

Så har jeg ikke så meget at ærgre mig over, næste gang yngstedreng bestemmer sig for at gøre mig lysestageløs.