At holde på en hemmelighed

16 maj

Børn kan have svært ved at holde på hemmeligheder, og jeg var absolut ingen undtagelse. Der er for øvrigt ingen mening i at dele store hemmelige voksen ting med børn, for det går uvægerligt galt.

Af samme årsag har firkløveret skullet nå en betragtelig alder, før jeg har villet indvie dem, i såvel store som små hemmeligheder, da jeg ikke kunne bære hvis de skulle stå alene med ansvaret for at ødelægge en fødselsdagsoverraskelse, eller offentliggøre vigtig viden om andre mennesker, før disse selv ville delagtiggøre omgangskredsen.

Den sommer jeg var 6år, havde min mor lånt vores bil ud til nogle venner, som skulle på sommerferie til Frankrig. Min morfar var måske en anelse uenig i hendes beslutning om at låne en bil ud, også selvom det var til gode venner, og hun insisterede på at der ikke ville ske noget som helst, og det var ansvarlige mennesker og, ja I kan selv forestille jer deres meningsudveksling.

Nå, hvorom alting er, vennerne lånte bilen og kørte afsted. Det gik hverken værre eller bedre end at bilen, jeg er fristet til at sige naturligvis, gik i stykker dernede. Sådan rigtig meget i stykker. Men som de ansvarlige mennesker, de der venner nu engang var, fik de sat en ny motor i bilen og længere var den ikke.

De kom også hjem igen, med bilen som fuldstændig lignede sig selv. Da der tilfældigvis ikke var plads på gaden foran vores hus, parkerede de et stykke længere oppe ad vores lille gade. Samme dag skulle mormor og morfar på besøg og 10 minutter inden de skulle komme, tog min mor fat i mig og indprentede mig, at jeg under ingen omstændigheder måtte sige noget som helst om, at bilen havde fået ny motor.

Hun sagde det flere gange, og mit hoved var ved at sprænges ved dette unævnelige scoop, som jeg garanteret aldrig ville have skænket en tanke, hvis ikke hun netop havde gentaget det så mange gange.

Med det resultat, at da jeg spurtede ud på gaden, for at kaste mig i armene på mine elskede bedsteforældre, og min søde morfar undrende spurgte: ”Hvorfor holder bilen dog derovre?” røg det ud af mig: ”Jamen det er fordi den har fået en ny motor..”

Og i selvsamme øjeblik disse ord var sluppet ud af min mund, vidste jeg at den var gal, så jeg gjorde det om muligt endnu værre ved at tilføje: ”Hov – det måtte jeg jo slet ikke sige til jer”.

På dette tidspunkt var jeg ganske klar over, at jeg var kommet så langt ud, at kun flugt var en mulig løsning, og jeg spurtede derpå igennem huset, ud i haven, og gemte mig under en busk på et strategisk sted i, hvad der føltes som, flere timer – godt ærgerlig over således at gå glip af besøget.

Men der var nok ikke gået mere end 15 voksenminutter før jeg, Lokket af en tallerken henkogte ferskner med flødeskum, og min mormors blide røst, til sidst forlod mit trygge skjulested, og fik forbavsende nok ingen yderligere påtale for fadæsen.

Jeg er blevet mere diskret med årene, skønt det med at holde min mund, først er kommet langt senere..

Reklamer

28 kommentarer to “At holde på en hemmelighed”

  1. Marianne 16. maj 2011 hos 06:59 #

    Ak ja, hemmeligheder er meget tunge at bære. Sød historie 🙂

    • Kong Mor 16. maj 2011 hos 10:32 #

      Når man er lille og ikke vant til det, ja 😉

  2. Mille 16. maj 2011 hos 07:17 #

    Puha den følelse kan jeg godt huske. Min værste afsløring var vist da jeg prøvede at fortælle min fætter, at min onkel ikke var hans biologiske far ved at spørge, om det ikke var lidt sært, at han både havde farmor og farfar, mormor og morfar og bedstefar og bedstemor. Til alt helt forstod han det ikke, og blev først klar over, hvordan sagerne hang sammen, da han var 14 og hans mor mente, at han skulle kende sandheden. Den vide var bare alt for spændende til at blive inde i mit hoved.

    • Kong Mor 16. maj 2011 hos 10:32 #

      Åh-åh.. Lidt ufint af hans mor at skjule det for ham til han var 14 synes jeg nok.
      Men ja ting bliver alt for spændende!

  3. Susanne 16. maj 2011 hos 07:21 #

    Det er jo ikke med vilje, når der lige smutter noget. Jeg kan godt huske det. Og jo mere det er blevet pointeret, at det siger vi ikke til nogen, jo yderligere ligger det på tungen. Lige parat til at poppe ud, når man åbner munden.

    • Kong Mor 16. maj 2011 hos 10:34 #

      Lige præcis!!
      Man sidder der og skal holde det tilbage 😉

  4. Madame 16. maj 2011 hos 08:06 #

    Det var meget genkendeligt at læse – jeg gætter på, de fleste af os har oplevet noget lignende 😉 Jeg kan mærke følelsen i mig selv …

    • Kong Mor 16. maj 2011 hos 10:34 #

      Det sker altså ikke mere, vil jeg lige pointere 😉

  5. pernille 16. maj 2011 hos 08:12 #

    Jeg er i stort omfang vokset op uden store “men det må du altså ikke sige til…” klausuler. Jeg har faktisk stadigvæk ikke rigtigt lært det. Af princip styrer jeg i vidt omfang uden om fortielser, for jeg har simpelthen ikke hjerne til, at huske hvem det nu var, jeg skulle sige hvad til.
    I mine øjne gør størstedelen af fortielser i familiensskød mere skade end gavn. Hvis familieforhold (som fx hvem der er far eller mor til hvem) er ude i det åbne fra ungerne er helt små er det en helt naturlig del af livet. Jeg ville blive noget så splitter rasende, hvis jeg var den sidste, som fik at vide at min far ikke var min far.

    Når det er sagt fortæller jeg altså heller ikke mine unger om gaver og sådan… der findes også gode hemmeligheder.

    • Kong Mor 16. maj 2011 hos 10:40 #

      Jamen det var jo derfor at jeg ikke kunne holde på den der dumme hemmelighed – vi fortalte altid alt og der har ikke været den slags i familien før – tror bare min mor ikke gad at diskutere med sin far mere.

      Vi er rørende enige om at fortielser og familiehemmeligheder har fanden skabt – de er ikke sunde og jeg undgår dem så vidt det er muligt.
      Jeg mente mere overraskelser osv.

      Det er også et dilemma hvis folk fortæller de skal skilles men at ingen andre må få det at vide endnu. Så har jeg som regel fortalt det til de børn der var så store at de forstår vigtigheden i at skolen/omgangskredsen ikke skal have det at vide endnu, fordi jeg netop ikke gider de der fortielser.

  6. Nadia 16. maj 2011 hos 08:17 #

    Flødeskum og ferskner lokkede dig frem? Det havde nok fået mig til at blive i buskene 😉
    Ej, det er en meget sød historie! Min lillebror afslørede engang en julegave for mig af samme grund. Jeg tudede da jeg efter en halv times lokning endelig havde fået det ud af ham. Jeg var SÅ skuffet. Han tudede også.
    Jeg var dog så lille, at jeg glemte hvad han havde fortalt efter en uge. Til jul var det derfor stadig en overraskelse.

    • Kong Mor 16. maj 2011 hos 10:40 #

      Nuuuuurh.. Ja den er svær – man vil gerne vide det og så alligevel ikke.. 🙂

  7. Diktesoph 16. maj 2011 hos 08:39 #

    Ha ha, det lyder altså også som om du var VIRKELIG dårlig til at holde på hemmeligheder! 😛
    Men det er også tarveligt, det var lidt “I dare you” at hun blev ved og ved at sige det 🙂

    • Kong Mor 16. maj 2011 hos 10:41 #

      Jamen ja. Jeg kunne slet ikke håndtere det – hvorfor holde sådan noget skjult. Jeg syntes for eks. også at det var så synd for min mor at hun ikke vidste hvad hun skulle have i gave.. så det fik hun også at vide 😀

      • Diktesoph 17. maj 2011 hos 14:44 #

        Så betænksom du er 😀

        • Kong Mor 17. maj 2011 hos 18:49 #

          Jamen jo da 😀 altid til tjeneste

  8. Inge 16. maj 2011 hos 10:53 #

    Børn og hemmeligheder er en skidt kombi.. med mindre man gerne vil have dem offentlig gjort.. 🙂

    • Kong Mor 16. maj 2011 hos 14:30 #

      Ja når det er små børn det handler om! 🙂

  9. Ellen 16. maj 2011 hos 13:13 #

    Det er jo en hel fabel, du fortæller her 🙂 God at lære af.
    Du har en fin pointe i, at det ofte er et (for) stort ansvar at lægge på et barn; uanset om det er en ‘vigtig’ hemmelighed eller en julegave, det handler om.
    Man er nødt til at teste en gang imellem, om de synes, det er sjovt at holde på en hemmelighed, men så taler vi kun gaver og den slags uskyldigheder. Faderskabsforhold og lignende skal ikke bebyrde deres spinkle skuldre 🙂
    For børn er næsten alting rent sort eller rent hvidt, og sådan må det også gerne være – de kan tidsnok blive involveret i den komplicerede voksenverden…

    • Kong Mor 16. maj 2011 hos 14:34 #

      Min søde mor fandt jo også ud af at det var for meget for mig at holde på hemmeligheder da jeg ikke var vant til dem!
      Men ja – det er synd hvis børn skal stå med et ansvar de ikke kan bære. I deres fine lille verden!

  10. Fru E 16. maj 2011 hos 17:04 #

    Jeg har pt. en hemmelighed, som jeg også sprænges for, at fortælle. Men den pine (selvvalgt) må jeg bære noget tid endnu 🙂 Uhh hvor jeg glæder mig til, at kunne åbne den pose 🙂

    Rigtig sød historie fra din barndom.

    • Kong Mor 16. maj 2011 hos 22:21 #

      Sådan nogle hemmeligheder er skønne!
      Håber du finder den rette måde at fortælle det på!!

  11. Kirstine 16. maj 2011 hos 19:40 #

    Fantastisk historie! Har også selv lavet den med gaven til min søster, da jeg til hendes fødselsdag (altså for MANGE år siden!!!) spurgte om hun ville vide hvad hun fik i gave, hvilket hun klart svarede “NEJ!” til… mit svar var så “Du får en cykel”, og jeg kunne slet ikke forstå, at hun blev ked af det og kommenterede forundret: “men du ved jo ikke hvad farve den er!”
    Længe leve barne-logik!

    • Kong Mor 16. maj 2011 hos 22:23 #

      Nåååårh – fniiis 😉 Sikke en sød historie
      Selvom det var lidt synd for din søster!

  12. Marie 16. maj 2011 hos 20:01 #

    Ja, den kære barndom—husker stadig den eftermiddag, jeg lige der under havens smukkeste æbletræ skulle vide, hvorfor vores efternavn ikke var det samme, som det min farfar havde…..Jeg husker min mors lynene øjne, der sagde, nu tier du! Meget snart efter fik jeg forklaringen…..og nu ved jeg det hele,for der er blevet søgt og fundet så meget nyt frem.
    En rigtig sød historie, du kunne fortælle os Kong Mor.

    • Kong Mor 16. maj 2011 hos 22:24 #

      Uhhh familie hemmeligheder er ikke sunde!!
      Godt at du ved det hele nu!

  13. Sequence 18. maj 2011 hos 18:35 #

    Jeg kender nu også voksne, som bare ikke kan holde på en hemmelighed.

    Ærgerligt for dem, for de ender jo med at være de sidste, som får nyhederne

    • Kong Mor 18. maj 2011 hos 20:40 #

      Afgjort – man skal kunne holde sin mund! Det har jeg såmænd også fået lært 😉

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: