D-day

6 jun

Når man bor i Normandiet, er det fuldstændigt umuligt at ignorere d. 6. juni 1944.

Alle taler om det, med et slet skjult strejf af fanatisme, men Normandiet har været så meget mere med i den krig, end mange andre steder, derfor er minderne og historierne om krigen meget nærværende – til tider kvalmende.

Skolerne gør også deres til at forherlige de døde helte, borgmestre kappes om at smide med blomsterkranse hist og her og alle vegne på de ukendtes gravmonumenter, og hele området sovses ind i drama og overdrivelse, i en grad så man blot glæder sig til d. 7 juni.

Den by vi bor i, havde under krigen ca. 5000 indbyggere – 800 døde på grund af D-day og i hvert fald 70 % af byen blev ødelagt. Derfor er der heller ikke ret mange af de fine gamle bygninger som er så typiske for Normandiet. Det er noget argt lort de fik stablet på benene i efterkrigsårene og meget lidt pænt. Det er de dog ved at finde ud af at planlægge sig ud af, så meget er ved at blive forbedret.

Der er også mange museer i Normandiet der omhandler krigen. Det største ligger i Caen, og er en slags base for de omkringliggende, som oftest er ved de strande hvor de allierede tropper gik i land med deres ”Operation Neptune”. Det tager timer at komme igennem. Mange timer.

Normalt skulle befrielsen af Normandiet vist have været overstået på kort tid – men det blev ved indtil i august måned. Lidt af en fejlberegning hvis du spørger mig..

Jeg vil overlade det rent faktuelle til internettet og historietimerne, men hvis man vil vide noget mere, er det smarteste nok at man kigger forbi på Memorial i Caen, og så udvælger sig en strand eller to at se.

Ikke fordi man skal smage på krigen og lade den fylde – men fordi det er en del af noget historie. Noget skal trods alt huskes for ikke at blive gentaget.

Selve museet i Caen er som sagt stort. Og det tager lang tid at gå igennem. Nogle steder er det umuligt at komme forbi, uden at blive rørt. Det fortæller ikke kun Normandiets historie, men også resten af verdens død og ødelæggelse, i den periode.

Der er mange personlige og private breve og optegnelser, fra begge sider – med ord, billeder og fortællinger som bider sig fast og går helt ind. Det er bliver til noget følelsesporno som er ulækkert. En slags fortidens realityshow som jeg dybest set ikke bryder mig om.

De har jo med vilje valgt ting, som man bare ikke har brug for at vide. Tit har jeg dem også mistænkt for at glemme at fortælle HELE sandheden. Det er så nemt at glemme de lidt mere uheldige ting, og kun fremhæve det heltemodige..

Museerne på de forskellige strande fortæller mere specifikt det, som foregik netop der. Og det er hårdt på en helt anden måde. Især hvis man har mødt én som var med.

De første 5-10 minutter af filmen ”Saving private Ryan” skulle efter sigende være så tæt på sandheden om landgangen, som det overhovedet er muligt at komme, så mange år efter.

Og uanset hvem man er, kommer man ikke derfra upåvirket – ung eller gammel – men om det lige har den ønskede effekt, kan så diskuteres.

Reklamer

12 kommentarer to “D-day”

  1. Ellen 6. juni 2011 hos 07:52 #

    Fint indlæg 🙂
    Vi var hele familien i Normandiet i 2003, især for vores fars skyld – han ville så gerne se invasionskysten og nogle af de mange museer. Hvad der næsten var mest interessant, var at se de helt unges reaktion. De var specielt påvirkede af besøget på den amerikanske kirkegård, men de tog alt med den største seriøsitet – måske delvist pga. deres morfar, men det var ikke kun derfor.
    Charlottes farfar var med på Omaha Beach, så hun var klart nok også berørt. Tims farfar var RAF-pilot fra 1939-1945 – utroligt at han overlevede.

    Jeg synes bestemt heller ikke, at det, eller krigen i det hele taget, skal glemmes, men jeg forstår udmærket, at du kan synes, det bliver lidt for meget, når du bor lige midt i det hele – og så hvert eneste år…

    • Kong Mor 6. juni 2011 hos 20:06 #

      Firkløveret syntes såmænd at le Memorial de Caen var interessant og det gjorde jeg altså også!

      Der var bare nogle ting som var så forfærdelige at jeg ikke kunne være med mere. Såsom breve fra en tysk officer til sin kone, hvor han fortalte om hvordan han slog spædbørn ihjel. inkl detaljer..

      Filmklip som bare var så modbydelige – som jeg godt kunne have undværet. Museet havde været gribende nok for det.
      Det er bare som om det skulle tværes HELT ud i synet på os – og det var ikke nødvendigt for at synes at krigen var frygtelig. Hvis du forstår hvad jeg mener.

      Zorronaldos gudmor’s engelske far var med på Sword Beach tror jeg det var – han gik kom land fra de der både.. og overlevede.. Måske derfor synes jeg at strandende er mere levende – der er ikke så meget udenomspjat.

  2. Sequence 6. juni 2011 hos 08:11 #

    Gemalen min og vores drenge snakker meget om at komme til Normandiet, netop for at se nogle af de ting du nævner. Det bliver dog ikke lige i år, men måske jeg lige skal tjekke “sights” med dig, inden vi planlægger noget.

    Vores den 12 årige og faderen var i Berlin sammen med farfar sidste år, og i sommers besøgte vi Ørnereden i Østrig. Det gør ret stort indtryk, og er en god måde at få gjort historie timerne lidt mere interessante på.

    Men derfra til så at skulle “dyrke” det hvert år, ville også lige være rigeligt for mig.

    • Kong Mor 6. juni 2011 hos 20:23 #

      Jeg synes helt bestemt at I skal tage til Memorial. Men det tager mange, mange timer at komme hele vejen rundt. Og der ER mange ting som bare ikke er for små børn.

      Så et “d-day” besøg skal nok gøres over 2 dage – en dag til Memorial i Caen og så som sagt vælg en strand ud. Arromanches er efter min mening en af de gode – der er en cirkel-biograf på 360grader og du står MIDT i det hele – DET er gribende…

      Men der er heldigvis også meget andet at se! 😉
      Du siger bare til hvis du vil have flere idéer!

  3. Rikke 6. juni 2011 hos 08:20 #

    I min kærestes barndom gik mange af ferierne med at rejse efter krigsminderne og med sin far og mor (der var ret gamle og derfor selv havde oplevet krigen) var han i Normandiet.

    Det gjorde stort indtryk på ham dengang og han har flere gange talt om at vi engang skulle tage derover se stedet … men det skal så nok ikke være omkring den 6. juni 🙂

    • Kong Mor 6. juni 2011 hos 20:25 #

      Eller måske SKAL det netop være omkring den 6. juni.
      Kan jo være han ikke er så sart som mig 🙂
      Jeg går fuldstændigt i stykker når man er ond mod børn. Jeg kan slet slet ikke klare det.

      Det gør et kæmpe indtryk – helt sikkert! Det er det overflødige jeg ikke har brug for.

  4. Nadia 6. juni 2011 hos 08:34 #

    Hm. Jeg får kvalme af følelsesporno. Og jeg får knopper af propaganda-agtige helteberetninger. Jeg har det i forvejen noget anstrengt med overdrevne helteberetninger fra modstandsbevægelsen i Danmark (der var 3 i min familie, der deltog, og de fik meget forskellige oplevelser ud af det, og det vil jeg meget hellere høre om), så jeg tror slet ikke jeg kan tåle sådan et museeum.

    Jeg synes man på sin vis ødelægger den slags fortællinger fra fortiden, ved at køre det op og dyrke det.

    • Kong Mor 6. juni 2011 hos 20:29 #

      Min morfar var også med i modstandsbevægelsen og hans fortællinger er mere gribende og nuancerede end alle de andre officielle og kvalmende heltekvad..

      Jeg mener at man skal se Memorial for at have været der – men udvælge det man kan tåle og lad resten ligge.

      Det er heller ikke tilfældigt at det billede fra Berlin der gjorde mest indtryk på mig – selv som stor skolepige – var en lille dreng som rækker armene op mod en soldat – og der er pigtråd imellem dem.

  5. Laila 6. juni 2011 hos 20:40 #

    Lige for tiden viser DR søndag aften hele serien “Band of Brothers”. Meget barsk og meget gribende. Et af afsnittene var netop D-day. Grusomt. Men en del af Europas historie, som skal huskes! Jeg synes, at det er vigtigt. Ikke for at svælge i fortiden, men måske for ikke at gentage. Naivt? Måske – men det må jeg så være.

    • Kong Mor 6. juni 2011 hos 21:42 #

      Nej – selvfølgelig skal der huskes og fortælles. Men kunne de nøjes med det!

      Nogle museer går bare over gevind.

      For nogle år siden var vi i Oradour sur Glane.. En by som blev fuldstændigt udslettet.
      Samtlige mænd blev skudt og kvinder og børn og gamle blev lukket inde i kirken.. Som blev brændt.
      Og byen står som tyskerne forlod den – jeg havde så meget kvalme af bare at være i den by – men… der var falske skudhuller i det gamle legetøj.
      (First Man ved noget om den slags og skudhuller er ikke 3-kantede…)

      De behøvede ikke at vise gennemhullet legetøj fra 1944 for at få mig til at græde og huske og tænke “aldrig mere”.
      Ligeledes kan jeg sagtens blive rystet over krigen uden at se en gammel tysk propaganda dokumentar om jødiske børn der dør af sult og velklædte damer går forbi de små lig på gaden.

      Hvorimod strandene ikke har alt det følelsesporno.

      Det er lidt svært at forklare på skrift..

      • Laila 6. juni 2011 hos 21:47 #

        Jeg tror, at jeg er helt med. Og er helt enig! Noget er bare for meget.

        Jeg var for mange år siden i Auschwitz og der kan man opleve lidt af det samme. Store montre, som var fyldt med alt det afklippede menneskehår eller guldtænder. Det var voldsomt!

        Og det bliver nemt følelsesporno af den værste skuffe. Særligt, hvis det så måske er for at tjene penge. Som i – hvis vi har nogle voldsomme attraktioner, så kommer der flere “kunder”. Det bliver grimt.

        Så måske vi endnu en gang er helt enige 🙂

        • Kong Mor 6. juni 2011 hos 22:01 #

          Ja tænk engang 🙂
          Men jeg gider nu ikke ligefrem lede efter noget vi kunne være uenige om 😉

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: