Sæl forklædt som krokodille

Der er lidt krise på matriklen for øjeblikket. Det bunder lidt i noget sprogforvirring. Og det er faktisk lidt synd for nogen på 9 år.

Nu har Gårdmand Bjørn i 3 uger, snakket om denne her fine krokodille nøglering han er ved at lave, og som First Man skal have på søndag, når det er fars dag. Det er et projekt i samme stil med mit armbånd – sikkert lavet med lige så stor og glad entusiasme fra Gårdmandens side.

Men i går aftes var det pludselig ikke godt nok – og han ville høre om ikke vi kunne købe en lille ting. En lille Hugo Boss ting. Jeg kommer til at grine og siger at Hugo Boss aldrig er en lille ting.

Jeg spurgte så, om han ikke havde denne her krokodillenøglering, som han havde fortalt mig var blevet malet i grøn med et par sorte striber på?

Hmm, jo men altså.. Det LIGNER ikke en krokodille – sagde han gnavent.

Nå, men hvad ligner den så? spørger jeg, uvidende om hvilke konsekvenser denne boren i emnet vil afstedkomme. ”Jamen det ved jeg ikke” kommer det frustreret. Jeg får at vide, at det var et dyr der lå på noget forbensagtigt noget og så med en hale der svuppede lidt i vejret.

Og så, siger jeg, med en lang krokodillemund?

Nej egentlig ikke, svarer han.. Han roder lidt i bamserne og finder sin tiger – sådan her – mule agtig. NÅ.. tænker jeg og kender ikke lige på stående fod nogle krokodiller med mule..

Jeg spørger om det er en afart af krokodiller i stil med varan, alligator eller andre krybdyrs lignende ting. En kamæleon for eksempel.

Der er stille lidt.. ”Men hvad betyder phoque så?”.. kommer det lige så stille.

Og lige på dette tidspunkt, kan jeg godt høre at vi er ude i noget argt lort, for nu at være diplomatisk. Jeg stikker fingeren i jorden og spørger ind til om det var meget vigtigt, at det var en krokodille.

Og ja det var det altså, fordi der var ingen gorilla-nøgleringe – et dyr som First Man absolut genkender sig selv i, så skulle det være et andet vældigt farligt dyr.

Selvom jeg ved at dramaets alvor lige om et kort øjeblik vil gå op for min søn, trækker jeg tiden ud og vælger at vise ham et billede af en ”phoque” på computeren – i håb om at dette yderst søde og venlige dyr kan bløde lidt op på situationen – med sin nuttethed.

Dette sker ikke. For da han ser den ualmindeligt søde sæl – bliver han en anelse skuffet: ”Er DET en phoque?” Spørger han med undren i stemmen.

“Jamen, jeg troede bare det var en krokodille” mumler han, da jeg nikker. Så bliver han vred ”Hold OP hvor er jeg dum.. Nu får far en grøn sæl.. En grøn sæl – mor.. Åååhhhh altså”.

Jeg foreslår at det måske er en sæl forklædt som krokodille.

Han går op i sin seng og græmmer sig – lidt på skrømt – men da han siger – ”så og nu skriver du det på din blog og så til sommer når vi kommer til Danmark, så peger alle fingre af mig og siger – det er ham den skøre dreng som har lavet en grøn sæl” ender han trods alt med at kunne grine af det.

Og i dag da jeg spurgte om vi skulle finde noget andet – havde han åbenbart forliget sig med tanken om en meget grøn sæl og vil ikke finde en ny gave. Men jeg har lidt ondt af ham alligevel.

Hvis nu nogen tænker: ”Jamen hvorfor spurgte den lille mand ikke hvad ”phoque” betød”? – så har jeg svaret.

Man spørger nemlig ikke om noget, man tror man ved i forvejen!