Ældes med ynde – eller før tid

Vælg selv.

Overskriften KUNNE godt have været ”Svigermonster” – men jeg var altså sød ved hende. Hende min nye svigerdatter. Den første jeg i hvert fald har fået kendskab om.

Og lige apropos: Starter de ikke lidt vel tidligt nu til dags??

Nå, men lad det nu være. I hvert fald – Zorronaldo meddelte for et par uger siden, at han havde fået en kæreste. Hun er naturligvis det allersødeste, det er da klart. Soleklart.

Så skulle de mødes en eftermiddag nede i byen. Stadig klart.

Men uden os. Klart.. Måske en anelse grumset på bunden – for pokker – vi var jo ved at gå til af nysgerrighed. Ja, OKAY så, JEG var ved at gå til. Ville jo godt lige se hende.

Vi andre endte med at shoppe og spise noget fra en bager – trekløveret forstås – jeg er jo på kur. Så var det jeg fik en sms fra Zorronaldo.

…

Og da blev det der klare noget, med lidt grums på bunden, med ét rigtigt meget grumset – det blev faktisk blæksort.. Jeg blev en anelse olm i blikket og kunne pludselig kun tale på falsetmåden.

Fordi min søn – min søn –  som syntes jeg var alt for pinlig til at blive vist frem til en kæreste – skulle simpelthen ud og købe ind, med pigen og pigens mor.

For nu at få det fulde udbytte af min indignation, skal man vide at Zorronaldo HADER at købe ind – han mener det er totalt og aldeles formålsløst. Den slags har han jo folk til. Så ingen indkøbsture til ham. Med mindre, det selvfølgelig er for at købe nyt tøj til ham.

Men altså, her stod jeg og følte mig snydt – med rette.

Ikke alene skulle hendes mor have æren af at se giraffen – han accepterede også at tage med ud og købe ind.

Måske er det uretfærdige, faldet ham i øjnene efterfølgende, for han var åbenbart kommet på andre tanker, da han dagen efter, spurgte om hende, hans hjertes udkårne, måtte komme på besøg.

Det måtte hun naturligvis gerne. Og her er det så mit alders-issue kommer til udtryk. Ikke i forhold til at være alene på værelset, og den slags – det ville også være lidt svært idet han deler værelse med Gårdmanden. Næh, jeg lod dem være. Jeg skulle ikke op og banke på og lokke med te eller noget andet skummelt, for at snuse rundt.

Nej, jeg brølede bare ud i huset, med vanlig mangel på finesse, at der var kage. En absolut ikke snagende mor, som lader det unge par sidde og gøre hvad de nu har lyst til.

Lige indtil der var goûter.. Eller eftermiddagskage..

De kom ned – det gjorde de – de turde nok ikke andet. Og mens mine børn lystigt tog for sig af retterne, skulle den udkårne ikke have så meget som et glas vand. Ikke en eneste lille bitte kiks, for slet ikke at tale om kage.

Og SÅ skete der ellers noget: jeg blev på kortere tid, end det tager at sige folkepension, mindst 40 år ældre – forvandlet til en olde-bedste af en art, en af den hedengangne slags som nøder folk. De findes muligvis endnu i fjerne egne, men jeg er ikke så heldig at kende nogen personligt.

Her stod jeg – med mit normale mentale jeg transplanteret ind i en nødende bedstemor – og syntes det var ”marjed mærkeligt” at det pigebarn ikke skulle have noget af min gode kage.

Endsige et glas vand? Var hun da syg?

Jeg ved da godt, pigen sikkert var ved at besvime af skræk – men helt ærligt.. bare et lille bitte stykke kage? Havde jeg virkelig råbt så højt?

Da det unge par havde forladt huset, for at gå sig en tur, undlod jeg ikke at holde et længere foredrag, for resten af mine lydhøre børn, om vigtigheden i at tage bare en lille smule at spise, når man er på besøg hos fremmede. Undtaget naturligvis steder som hos børnelokkere og i pandekagehuset.

Men altså – andre steder og især første gang..

Nu står jeg så i et dilemma. Hun skal med hjem og spise til frokost sammen med alle de andre kammerater, som synes at kantinen på Æblebakken er væsentlig bedre end den sædvanlige, de får tilbudt ovre på skolen. Så jeg har vist ikke mindre end 7 unger til frokost lige om lidt.

Mon hun er kommet sig så meget over sin skræk, at hun kan indtage føde i mit nærvær?

Man bliver jo lidt bekymret – tænk hvis man bare har den effekt på folk at de får lammelser omkring spiserøret, første gang de møder én?

De af jer, som planlægger at spise madpakke med mig forskellige steder i Danmark til sommer, skulle måske lige overveje at spise hjemmefra – så I ikke sidder med lammet spiserør og bliver sultne. Det ville jo være synd.

Og så må I heller ikke blive forskrækkede over min rollator..