Hegnet og mig..

4 jul

Hvorfor.. må man ikke synes at de unge i Danmark – jeg mener især dem i folkeskolen og gymnasiet – drikker alt, alt, for meget og at det ville være en idé at prøve at gøre noget ved det, uden at blive katalogiseret som indremissionsk afholdsprædikant?

Nu er det jo ikke sådan, at vi aldrig drikker – vi får ofte vin eller øl i weekenden, måske en cocktail før maden, og jeg er ude af stand til at drikke kaffe hvis der ikke er baileys i..

Firkløveret har fået en grænse for alkohol som hed 16år. Det er hvad loven siger i Danmark og den agter jeg at rette mig efter som et minimum. Meget tit får Divaen og Zorronaldo lov til at smage nogle af de forskellige Vol.% der kommer forbi.

Men det var meget, meget svært når man ustandseligt rendte ind i forældre!! – ja, ikke engang de unge selv – men forældre som syntes:

”Nåååhr, jamen de skal da have lov”.

”De gør det alligevel selvom de ikke må – så vil vi hellere give lov”

”Vi gjorde jo det samme”

Der var også mange flere som røg i 70’erne og 80’erne – det blev det vel ikke mere sundt af, så den der med at “det gjorde vi jo også” den kan de rulle sammen og stikke skåt op hvis det stod til mig.

Faktisk er det bevist, at de forældre som har et helt klart NEJ, til alkohol før deres børn er 16 år, får mindre fulde børn, end dem som siger ”årh, det går jo nok” hvis de alligevel drikker.

Jo senere man starter med alkohol – jo bedre er man til at administrere sine branderter i det hele taget. Alt dette, og meget andet, fik vi at vide i 7.klasse til et infomøde med SSP- konsulenter og politibetjente og det hele.

Men denne, for vores børn så nyttige information, var på besynderlig vis gået i glemmebogen i 9.kl. for Divaens klasses vedkomne i hvert fald.

Hvis man forestiller sig en 9kl. med kun 2 elever som er 16 år, hvis forældre er samlet til møde, så er det meget svært at få et ben til jorden med fælles fodslag i forhold til alkohol, når der startes med at grine højt og længe af en dreng, som til sidste klassefest blev så fuld at han kastede op ud af bilen flere gange – ned langs ydersiden – på de 3 km hjemturen varede.

Samtlige forældre, syntes dette var simpelthen det mest morsomme de længe havde hørt. Jeg syntes faktisk det var ret trist. Både at drengen blev så plakatfuld, men faktisk mest, at hans egen mor sad og grinte så højt af det.

Det er ydermere svært at komme med en idé om fælles alkoholforbud i klassen, når en eller andens far inviterer 14årige 8.klasser til nytårsfest og han skulle da nok sørge for breezer m.m..  FLOT!!

Divaen kom til et par fester.. Men holdt op, da hun blev overfuset og nedgjort, hver evige eneste gang hun sagde nej til at drikke og nej til at ryge. Hun har da smagt – også selvom hun ikke måtte – men hun turde faktisk komme direkte hjem og sige det, så vi kunne snakke om hvad vi lige gjorde ved det.

Hvorimod andre røg og drak sig i det der hegn, den ene fest efter den anden, uden at deres forældre havde den fjerneste idé om hvad de foretog sig.

En, lod sin datter drikke – for så røg hun nok ikke.. HA HA.. Det gjorde hun så alligevel.

Der findes ikke noget mere deprimerende, end at modtage en sms fra sit barn som siger: ”er du sød at hente mig nu, pigerne er blevet så fulde at de har taget al tøjet af og står i trusser+bh og danser foran drengene, og det er ikke så sjovt mere”..

Drikke mentaliteten i Danmark, er blevet sat ekstra meget i relief hernede. Her bliver ikke holdt fest hver weekend, og når de unge så endelig holder fest, er de ikke nødt til at drikke hjernen ud. De drikker, men på en helt anden måde.

Da jeg så læste dette indlæg, faldt det mig ind, at det ikke kun er de unge, som har et problem med om andre drikker eller ej. Det er da grotesk, at man ikke kan vælge at lade være med at drikke, uden at skulle få alle mulige bemærkninger og spydige stikpiller. Jo, hvis man er gravid, er det til nøds accepteret, men ellers.. Jeg fatter det ikke.

Det er naturligt at der, til en fest i Frankrig, er ca. 1/3 som ikke drikker alkohol. Og ingen siger noget til det. Hvor ville det være rart med den samme tolerance i Danmark.

Jeg må indrømme, at jeg rask væk hjernevasker mine børn, hver gang der sker ulykker på grund af druk – gentager jeg ufint at ”DET der, er på grund af druk”. Men måske er jeg også farvet af denne oplevelse:

Min barndomslegekammerat og jeg blev unge sammen – hun tog en tur i hegnet hver weekend – jeg kunne ikke lide det og drak mælk til jeg var 17.. Vi mistede kontakten da jeg drog udenlands, men da vi flyttede tilbage til øen, kom jeg forbi en butik, hendes far ejer – jeg fór glad ind, og spurgte om de kendte ejerens datter. Det gjorde de da.. De havde netop været til hendes begravelse. Død af druk, som 31årig..

Vi var som sagt til fødselsdag i weekenden – der var rig mulighed for at drikke mig i det der famøse hegn med champagne og skøn rødvin – men der blev ikke set skævt til mig, fordi jeg valgte at lade være. Jeg fik vel 2-3 genstande og havde det, trods dette hæmmende faktum, yderst morsomt og var, sammen med den ualmindeligt smukke og skønne fødselar, den sidste som forlod dansegulvet!

IMG_4700

Og selvom jeg var træt, som et alderdomshjem i modvind, hele søndagen, var det uden den invaliderende hovedpine, der uvægerligt kommer i kølvandet på en tur i det der åndssvage hegn!

Det synes jeg faktisk er en pligt, at turde lære sine børn. At man sagtens kan drikke – måske bare ikke hver weekend, og måske ikke så meget at man mister fornemmelsen for tid og sted, og derpå skvatter ned af et tårn, og dør, på den splattede måde.

Reklamer

44 kommentarer to “Hegnet og mig..”

  1. jane 4. juli 2011 hos 08:10 #

    Det samme lærer jeg mine børn. Og i skolen lærer de og bliver skræmt af hvor skadeligt røg og alcohol er.

    • Kong Mor 4. juli 2011 hos 10:42 #

      Det er bare meget anderledes i Danmark har jeg opdaget!

  2. Nadia D. 4. juli 2011 hos 08:24 #

    Ja, det er ikke nemt at være ædru teenager. Eller ædru, ung og til fest i det hele taget. Jeg synes det er imponerende, at hun kan sige nej – det må være hårdt at være uden for og udsat for sådan et pres til alle festerne.
    Min mor løste i sin tid problemet med at købe mig tre ØL. Det var det eneste, jeg måtte drikke. Jeg kunne virkelig ikke li’ øl, så jeg sad tit bare og spyttede lidt i det, men jeg følte at jeg var med. Da jeg startede på gymnasiet var den taktik dog slut…

    Det værste er næsten, at man ikke engang kan trøste børnene med, at det bliver bedre, når de bliver ældre – det gør det overhoved ikke. Det har jeg da lært af at være til fest med Kasper. De kan slet ikke lade ham være, når han ikke drikker.

    • Kong Mor 4. juli 2011 hos 17:54 #

      Jamen hun kunne jo næsten heller ikke sige nej og det var derfor hun valgte dem fra.
      Og idag med breezer og alle de der soda-alkohol kan de jo ikke mærke hvornår det er nok.
      Øl var nemmere at administrere.

      Jeg har personligt ikke haft problemer som voksen – men det som Kasper og when i doubt, make tea er udsat for – det er jo latterligt.

  3. Katrine Reher Lund 4. juli 2011 hos 08:29 #

    Det var lige ord på mine tanker.

    Det har taget mig godt 3 år at få dele af min omgangskreds til at forstå at jeg kun drikker efter lyst, og at hegnet er et sted jeg ikke har behov for at besøge specielt ofte.
    Men det ha da også være svært for dem, fordi for dem føles det som om en god fest, unægteligt hænger sammen med en ordentlig røvfuld alkohol, men tilhørende konsekvens dagen derpå.
    Og det tænker jeg er trist.
    Personligt er jeg skæggest når jeg er ædru, for der er jeg skarpest.
    Og når jeg er stiv, siger jeg dumme ting, som “du har en lækker numse”, til voksne mænd, jeg ikke er gift med. Heldigvis er ham jeg er gift med ret large på det område, og ved at jeg i virkeligheden synes hans numse er den allerpæneste nogensinde.

    Og det er værdier min, lige nu, 9 årige kommer til at høre meget om. Ligesom der kommer grænser for hvornår man må smage, og hvornår man må besøge hegnet.

    Så vise ord, kære Konge! Og du er bestemt ikke alene med din undren over hvorfor man nærmest er en paria, hvis man er hegnsfornægter

    • Kong Mor 4. juli 2011 hos 17:57 #

      Hej og velkommen til!
      Dette bekræfter bare at det åbenbart er et problem i alle aldre.
      Hvis bare tolerancen var lidt større så kunne vi jo godt være her alle sammen!

  4. Ellen 4. juli 2011 hos 08:51 #

    Det var kloge ord.
    Jeg er helt enig – har lige hørt et argument for at acceptere de unges lidt rigelige drikkeri: “det gjorde vi jo også, da vi var unge, så hvordan kan vi tillade os at have noget imod det?”
    Johhh – selvfølgelig drak vi til fester i gymnasiet. Men ikke før; dvs. at debuten var omkring de 16 år, og det var så langt fra hver weekend – det var måske fire gange på et år. Jeg synes derfor overhovedet ikke, at argumantationen holder.
    Nu er jeg også så ‘heldig’, at jeg har en datter, hvem alkohol aldrig har sagt noget som helst, og den dag i dag drikker hun stort set aldrig; tager kun et lille glas vin for at kunne have noget at skåle med… Hun har nu aldrig haft problemer eller er blevet drillet, fordi hun sagde nej – men det var jo også rart for kammeraterne at have en chauffør – vi boede jo på landet 😉

    • Kong Mor 4. juli 2011 hos 17:58 #

      De som har styrken til at sige nej – og mod til at være alene i en klasse hvor alle andre drikker meget til fester – de kan jo godt klare sig.
      Men hvad med de svage som ikke tør?

  5. Laila 4. juli 2011 hos 09:18 #

    Jeg kan også tilslutte mig koret. Jeg synes dog, at det er blevet meget nemmere jo ældre man er blevet. Dem jeg fester med, kender mig og ved, at jeg ikke gider ende helt derude. Jeg kan sagtens tage et glas rødvin eller 3, men så er vi også ved at være der.
    Jeg tænker faktisk, at min tid er for kostbar til at spilde en hel dag dagen efter på at have det dårligt… Det gider jeg bare ikke. Og jeg kan bare have det sjovt uden!
    Vores børn er endnu så små, at vi ikke står i problematikkerne endnu. Men jeg tænker, at de har meget med hjemmefra. Vores børn har aldrig set os fulde. De har set os nyde et glas rødvin, ja. Men ikke mere end det. Og lige nu er de dér, hvor de bliver meget forargede over meget fulde folk. Det gør jeg ikke selv, men jeg lader dem være det 🙂

    • Kong Mor 4. juli 2011 hos 18:00 #

      Som sagt har jeg ikke selv oplevet at blive holdt udenfor i forhold til alkohol.
      Det vigtigste er bare at have en klar holdning og være klar i spyttet når man siger DET må du og DET må du ikke. I forhold til alkohol i hvert fald!

  6. Marianne 4. juli 2011 hos 09:46 #

    Jeg er enig – og meget glad for, at det rent faktisk er lykkes at hæve alkoholdebutalderen i Danmark, det kan godt være, at det ikke er tilfældet ALLE steder, men på landsplan. Så den der med, at vi gjorde det også, da vi var unge, den er langt ude, for det kunne jo tænkes, at de unge er mere fornuftige i dag end dengang.
    Eksperter på området mener, at faldet skyldes flere ting bl.a. Salgsloven med de 16 år, forældre, der sætter grænser og at unge i dag prioriterer skole/uddannelse. Det er selvfølgelig stadig problemer i Danmark, men det ser ud til at det mere og mere får en social slagside – 20% af befolkningen står for 80% af alkoholindtaget. DET er et stort problem, synes jeg.

    • Kong Mor 4. juli 2011 hos 18:01 #

      Tænk det var jeg ikke engang klar over de havde gjort.

      Det er uhyggeligt med den 20/80 fordeling!!

  7. helleq 4. juli 2011 hos 10:40 #

    Det er et svært emne…

    Vi drikker ikke særligt meget hjemme hos os. Der kan let gå 3-4 uger mellem at vi åbner en flaske vin, og vi har ALTID for mange flasker vin i hust, fordi vi drikker så lidt.

    Og vi har meget stramme regler angående alkohol og hverdage. Det er bare no-go for alle derhjemme, medmindre der er noget helt specielt at fejre. F.eks da jeg var til eksamen en tirsdag og efterfølgende drak en ale med mine medstuderende. Og fik et “nå-nå-nå-nå du drikker på en hverdag??” fra sønnen.

    Og selv når de bliver 18, håndhæver vi det – så længe de bor hjemme, bestemmer vi den slags!! Så Jeppe må stadig ikek drikke på hverdage.

    Til gengæld har Lærke ( som jo er 16) relative frie tøjler med hensyn til at drikke. Men jeg forventer også, at hun kun drikker til dér, hvor hun mærker at nu er hun ved at være fuld.
    Og indtil videre har hun kunnet styre det- uden at blive syg. Og det næste år er alkoholfrit for hendes vedkommende, da hun ikek må drikke mens hun er i USA… Så det er så let.

    Og den med øl- vores drenge har altid fået en sixpack med, når de skulle til fest. For så bliver man hurtigere fyldt end fuld 🙂

    Jeg synes, vi er nødt til at foregå med et godt eksempel- ser børnene de voksne drikke i tide og utide, så er det vel bare normen at gøre sådan?

    • Kong Mor 4. juli 2011 hos 18:04 #

      Så længe ungerne er over 16 og store nok til at kunne styre det – har jeg ikke noget problem med det – men det var IKKE tilfældet i Divaens 9.kl.
      Vores barskab er også overfyldt fordi vi aldrig får “drukket op”.

  8. Bettina Holst 4. juli 2011 hos 11:04 #

    Og så er det som regel nooget nemmere at håndhæve reglerne, hvis man selv foregår med et godt eksempel……

    • Kong Mor 4. juli 2011 hos 18:05 #

      Det er det – men mange unge kigger også på kammeraterne. Der var i hvert fald ikke ret mange af de forældre som drak lige så meget som deres børn i Divaens klasse.

  9. Madame 4. juli 2011 hos 11:44 #

    Jeg synes også, det er vores pligt som forældre at lære vores børn om alkohol. Måske skolerne kunne have nogle unge alkoholkonsulenter ude for at holde foredrag – det er jo gerne dem på deres egen alder, de lytter mest til.
    Husker fx en ung mand i rullestol, der kom besøg i sønnikes klasse og fortalte, hvor dumt han havde båret sig ad ved at drikke hjernen ud og springe på hovedet i et svømmebasin – hvor der ikke var vand nok. Det gjorde et dybt indtryk på hele klassen.

    • Kong Mor 4. juli 2011 hos 18:06 #

      Det var jo netop det vi gjorde – havde hele styrken ude til at informere!
      Og det blev bare fortolket på meget forskellige måder!

      Jo folk der er kommet galt afsted – det være sig uden cykelhjelm, sprut, narko osv gør gerne større indtryk!

  10. Christiane 4. juli 2011 hos 11:50 #

    Åh ja, jeg er enig, og jeg skulle være en af dem, der mener at man bare skal drikke, da jeg er 19 og ung.
    Selv begyndte jeg at drikke da jeg begyndte i gymnasiet, kort før min 16-års fødselsdag, da jeg i folkeskolen var så utjekket på alle mulige måder, at ingen af de seje børn ville have mig med til fest. Jeg indrømmer, at jeg kun begyndte at drikke, fordi jeg ikke gad være i den samme rolle, som jeg var i folkeskolen. Jeg har altid vidt, hvornår jeg skulle stoppe, så jeg ikke endte i det famøse hegn.
    Det gør mig ked af det, når en af mine veninder kan joke med at hun nærmest er alkoholiker (og hashmisbruger), da der ikke går en uge, hvor hun ikke er fuld mindst to dage, eller når en anden drikker noget, fordi det er billigt, men som bare skal have et eller andet for at blive fuld. Jeg kan ikke lade være med at tænke, hvad der skal blive af dem.

    Mine forældre har aldrig sat en grænse for, hvornår jeg og mine søskende måtte drikke. Min søster har været den mest vilde af os tre børn, og jeg tror, at mine forældre har måttet opgivet med at komme med en grænse, da hun ville drikke alligevel. Jeg begyndte, som sagt, kort før min 16-årsfødelsedag, og jeg tror, det samme gælder for min bror.
    Jeg håber da, at jeg vil kunne få min nevø, der er næsten tre, så der er mange år endnu, før det er aktuelt, til at vente så længe som muligt, og jeg vil håbe, at han vil lytte til mig, hvis han ikke lytter til sine forældre. Jeg mener, at man skal vente så længe, det er muligt, da jeg tror, at man så vil nemmere kunne styre sig.
    Desuden tror jeg også, at man som forældre må være et godt forbillede for sine børn, da det er nærmere, at sige, at du ikke må drikke, hvis man som forældre heller ikke drikke sig fuld.

    Jeg ville ønske, at mentalitet var en anden. At man ikke blev set ned på, hvis man ikke drikker. Jeg håber, at den vil ændre sig, men det ser ikke ud til, at det vil ske.

    • Kong Mor 4. juli 2011 hos 18:11 #

      Hejsa – velkommen 😉
      Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre – så jeg snakkede med folk der vidste noget om det – læste på nettet og sådan og så bestemte vi at vi ville i det mindste følge loven så de må drikke når de er 16.
      Hjemme er det ikke blevet overholdt 100% – fordi de gerne må smage på det vi voksne drikker lørdag aften med gæster eller få en velkomstdrink til store fester osv.
      Det er heldigvis ikke alle unge som er ligesom Divaens forhenværende klassekammerater.
      Det er du jo også et bevis på

  11. Mille 4. juli 2011 hos 12:11 #

    Hvorfor tror alle, at teenagere gør alt det de ikke må bag deres forædres ryg? Jeg gjorde ikke, og hvis jeg gjorde, kunne jeg ikke lade være med at fortælle min mor det alligevel.

    For et par år siden var jeg på bar med en flok venner. Den ene drak kun vand, og jeg spurgte til det, (hvilket man åbenbart ikke må). Han svarede, at han ikke havde råd til at drikke sig fuld, og så var der jo ingen grund til at bruge penge på øl. Det tror jeg er den store forskel på drikkevanerne i Frankrig og Danmark. I Danmark går vi efter beruselsen, mens man i Frankrig går efter nydelsen.

    (Når det gælder den franske ungdom er det i øvrigt min opfattelse, at pigerne oftere kaster sig over fjolletobakken end alkoholen, så helt uskyldige er de altså ikke.).

    • Kong Mor 4. juli 2011 hos 18:21 #

      Jeg tror ikke at alle teenagere er sådan – men mange er altså – jeg kunne bare ved selvsyn se hvordan det foregik når jeg skulle hente Divaen.
      Og facebook viser også aftenens indtag af alkohol. Og ikke kun i Divaens klasse!

      Jeg sagde ikke at man ikke må spørge – jeg refererer bare til “when in doubt, make tea”‘s oplevelse. For det må være rigtigt træls at skulle forsvare sig på den måde – selv som voksen.
      Det unge gruppepres forstår jeg på en måde bedre. Som sagt er jeg ikke selv blevet generet.

      Jeg synes heller ikke at de franske unge er uskyldsrene lam – slet ikke. Og det er helt rigtigt at de ryger meget mere end danske unge.

      Heldigvis har vi ikke fjolletobak i de større mængder herude på landet – i hvert fald ikke i den alder. Men det vil jo også blive et problem hvis det er almindeligt i en gruppe at ryge den slags.

      Det er tolerancen jeg efterlyser. Og en slags reaktion fra nogle forældre.

  12. Kirsten 4. juli 2011 hos 12:23 #

    Kunne ikke være mere enig!

  13. Benedikte 4. juli 2011 hos 12:25 #

    Jeg vil gemme dette indlæg til jeg engang behøver støtte og opbakning i at stå ved mit “nej” overfor mine egne børn.
    Du beskriver det så dejligt præcist.

    • Kong Mor 4. juli 2011 hos 18:22 #

      Til den tid er der forhåbentligt ikke brug for de store overtalelsesevner.
      Der er vel håb om at folk bliver mere obs på problemet.
      😉

  14. Susanne 4. juli 2011 hos 13:32 #

    Vi kunne ikke blive mere enige. Her i huset har vi sagt nej og holdt dem hen. Når man ikke må købe noget, før man er 16, så må man heller ikke indtage. Det har heldigvis ikke været problematisk, fordi omgivelserne ikke er de vildeste. Begge de store har fundet ud af, at man faktisk har det sjovest, når man undgår det berømte hegn. Nøjagtigt som vi har fortalt dem. Jeg holder selv meget af et glas vin, men kan også sagtens undvære det. Jeg kører gerne, når vi skal nogen steder – det er altid aftalt på forhånd, hvem der holder rattet på hjemturen.

    Faktisk var jeg selv lidt yngre end mine egne børn, da jeg ramte hegnet. Men det behøver jeg jo ikke at prale af.

    • Kong Mor 4. juli 2011 hos 18:25 #

      Jeg er også sikker på (statistikken hjælper mig) at de som siger klart NEJ – har nemmere ved at få deres børn helskindet igennem den periode hvor det er svært at være udenfor.

      Ramte hegnet som 17 årig og PUUUHHAAA 😉 Jeg fortæller til gengæld glad og gerne om hvor ÆKELT det var!!

  15. Birgitte Agger Mote 4. juli 2011 hos 13:39 #

    Dejligt at du “råber” højt … du har fuldstændigt og aldeles ret … jeg står 100% bag dig.
    Jeg drak MEGET – rigtigt MEGET da jeg boede i Danmark. Var bartender, og hver uge drak jeg en flaske gin, rom eller wiskey efter arbejde … og jeg vil love dig at jeg den dag i dag ville ønske, at jeg havde haft en eller anden der kunne fortælle mig, hvor flov og ked af det jeg er i dag og alle de dumme ting jeg gjorde når jeg var “i hegnet” … Jeg græder bestemt også for den søn, der så sin mor grine af hans opkast – hvad er det lige for noget pjat – hvis ikke ens egne forældre håndhæver noget morale og konsekvens – og støtte når alle andre griner af en, hvor skal man så finde det? Det er vores job at sætte grænser og sige nej til ting, der ikke er godt for dem – også selvom vi kan blive hylens upopulære.
    Igen – for mig her i Canada er det en hel anderledes kultur, så jeg håber også at med det eksemple vi sætter for vores børn, et glas eller to måske hver anden weekend, lærer de, at det ikke behøver gå helt i hat og briller for at det er sjovt.

    • Kong Mor 4. juli 2011 hos 18:28 #

      Det er nemlig os som skal (med fare for at lyde hellig) vide dem hvilken vej der er bedst. Men vi kan heldigvis ikke tvinge dem til det. Så det er med vores bedste overbevisning og eksempel at de forhåbentlig kan se hvilken vej der er den bedste.

  16. Spelt-segmentet 4. juli 2011 hos 15:43 #

    Jeg tror ofte, det handler om, at mange drikker deres usikkerhed væk og føler sig usikre igen, hvis andre ikke har brug for at drikke. Jeg tror, at det er ret vigtigt, at vi er mange, der husker at sige og understrege, at man sagtens kan være en del af et festligt lag uden at drikke, og at man ikke behøver en undskyldning for at være ædru.

    /Linda

    • Kong Mor 4. juli 2011 hos 18:31 #

      Halløj! Og velkommen til!
      Det er måske rigtigt.det med usikkerhed. Men som Divaen sagde – det VAR altså ikke sjovt uden at drikke – derfor holdt hun op med at komme til festerne.
      Jeg kan sagtens more mig uden at drikke – men det kunne hun ikke “få lov til”. Og det bunder sikkert i den usikkerhed du nævner!

  17. Rikke 4. juli 2011 hos 16:40 #

    Jeg elsker et rigtig godt glas vin, et perlende glas champagne, en vel tilrettelavet cocktail, eller et sødmefyldt glas portvin – men det er så også det. Jeg duer ikke rigtig til at blive fuld og bliver oftes træt og dorsk før jeg bliver morsom.

    Så jeg drikker et glas eller to når jeg har lyst til det – og vand eller sodavand når jeg ikke har …. og jeg har aldrig haft problemer med at andre har sagt noget til det – eller også er det bare ikke noget jeg lægger mærke til?

    Men jeg lægger mærke til at min venindes 16 årige har øl i køleskabet derhjemme og drikker en øl når vi andre får et glas rødvin …. på en almindelig tirsdag … og der er jeg total dobbeltmoralsk.

    For mens jeg synes at det er ok at to voksne nyder et glas vin på en hverdag, synes jeg ikke at det er noget man som forældre skal tillade sin teenager at gøre.

    • Kong Mor 4. juli 2011 hos 18:36 #

      Jeg har heller ikke haft problemer med hvor meget eller lidt jeg ville drikke.
      Kan rigtigt godt lide præcis det du beskriver – jeg giver en formue for den helt rigtige rødvin til juleaften – og resten af året drikker jeg måske 10 glas. 😉

      Se jeg synes ikke det er dobbeltmoralsk når der er en lov som siger du må ikke købe/indtage før du har en vis alder. Du vil jo heller ikke synes det var dobbeltmoralsk at nægte en 16 at køre i bil – selvom en voksen gør det.
      At den 16årige må smage en slurk vill for mig være okay.. måske ikke på en tirsdag – men det kommer an på så meget. Jeg drikker heller ikke selv på hverdage.
      Der ER forskel på børn og voksne. Og det synes jeg er vigtigt at fastholde.

  18. Morten Iversen 4. juli 2011 hos 19:58 #

    Har en veninde hvis far fortalte hende at nogle puttede narko i drinks og gav til piger de derefter udnyttede. Derfor måtte hun kun drikke drikkevare hjemmefra, faderen gav hende derefter en flaske rom og cola med. Da hun blev 20 afslører faderen det var cola med romessens.

    • Kong Mor 4. juli 2011 hos 20:56 #

      Hej og velkommen her!!
      Genialt fundet på!! En super idé 😉

  19. Lis 4. juli 2011 hos 20:26 #

    Kloge ord Kongmor. Og endnu et argument er at når unge er under indflydelse af alkohol, er det jo endnu nemmere at lokke dem til at prøve andre stærkere stoffer.

    • Kong Mor 4. juli 2011 hos 20:58 #

      Hej med dig!! 😉
      Tak! Og ja du har helt ret!

  20. pernille 5. juli 2011 hos 04:49 #

    Mine unger (12 og 14) må smage (en gang) af de voksnes glas i weekender, ellers er der nul alko politik.

    Det er der så heller ingen problemer med, da der ikke er private fester på den sprogskole de går på nu. Det er ikke et af de emner, jeg glæder mig til at skulle batle med, når vi kommer hjem.

    Jeg har undervis på HTX en kort periode og blev ret forundret og over de unges generelle holdning til alkohol. En god fest var, når de ikke kunne huske noget, andet end den akavede stilling de vågnede i et tilfældigt sted.
    “Ajj det var herreskægt i fredags, jeg gik i koma kl 10”
    WHAT????

    Jeg fik helt hovedpine af mit indre syn af deres rallende døende affedtede hjerneceller.

    En god fest er sku da, når man vågner med ondt i læg og nakke efter at have danset sygt hele natten og i kinderne af grin, og kan huske alle betroelser, sjove bemærkninger og kærlige knus.

    Det er hverken sjovt eller cool at gå i koma.

    Det er dumt.

    Også selv om man er blevet 16.

    • Kong Mor 9. juli 2011 hos 20:17 #

      Min 12årige må ikke engang smage.. Stakkels pige. Ham på 14 kan ikke lide smagen af noget (minder for meget om sin mor) og hende på 16 smager kun.

      Og ja – jeg kan sagtens følge dit indre syn af hjerneceller!!!

      Det er DUMT.

  21. Lykke 5. juli 2011 hos 10:27 #

    Klogt og meget tankevækkende, som du her har skrevet!!!
    Jeg er meget enig, og håber at mine drenge vil lytte til mig, når de engang bliver så store!
    Hilsen Lykke

    • Kong Mor 5. juli 2011 hos 17:42 #

      Tak skal du have og – velkommen!!
      Det gælder om at turde være upopulær!

  22. Kat 5. august 2011 hos 21:38 #

    Huh, nu er et et ældre indlæg jeg kommenterer på, men jeg føler alligevel for at blande mig.

    For det er mig, I taler om. Jeg er 18, så ift. lov og ret, så må jeg drikke alt det jeg vil, og det gør jeg også. Om mine forældre har haft strenge regler? Næh. Jeg begyndte så småt at drikke, da jeg var 14, med et par øl og breezers med veninderne, og min første ægte brandert var til min 15-års fødselsdag.

    Men er jeg nogensinde kommet hamrende stiv hjem? Nej. Har der nogensinde været ukontrollerede, farlige situationer i forbindelse med druk? Nej, for ihvertfald i min omgangskreds er vi ansvarlige og har styr på hinanden, også når vi er fulde. Og ingen af os har haft videre strenge regler hjemme omhandlende alkohol. Selvfølgelig går folk under, men så tages der hånd om dem. Det gør mig ked af det, at din datter ikke har turde fortælle om, at hun har smagt. Hvad den dag, hun ikke kan sige nej og bliver plakatfuld og skriger af frygt for, at hendes venner skal ringe efter hendes forældre? Jeg har stået i den situation med en klassekammerat, da vi lige var startet i 1.g. Det var ikke kønt.

    • Kong Mor 8. august 2011 hos 16:00 #

      Hejsa, tror måske ikke at du har læst indlægget helt rigtigt. Så prøv lige at læs det igen..

      Der står jo at min datter turde – mine børn generelt – netop godt komme hjem og sige at hun havde smagt – selvom hun ikke måtte. Og så snakkede vi roligt om det.

      Og den dag der bliver ringet at et af mine børn ligger stangstiv ude i hækken – så kommer jeg naturligvis og henter dem uden problem.
      Det vil de altså heller ikke blive straffet for – tømmermænd er alt rigeligt.

      Det er da fint hvis du og din omgangskreds kan håndtere det med at drikke.
      Hvad jeg ikke forstår – er hvorfor det skal være som 14-15årige???
      Hvorfor ikke vente til man er en anelse mere voksen og fornuftig?

      Og HVORFOR skal man mobbe en som ikke vil/ må drikke? Det er DET jeg ikke forstår.

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: