Fête de la moto

11 jul

Lokket af Diva’en – sekunderet af Gårdmand Bjørn og jeg selv – faldt First Man i en fælde der hed ”Fête de la Moto”. Fælde fordi han ikke er så meget for den slags folkelige, fællesarrangementer.

Divaens klassekammerater har for længst fattet, at hun og Gårdmand Bjørn har oktan 95 i stedet for hvide blodlegemer, så de var så venlige at informere hende om noget motorcykel noget, der skulle foregå omme i industrikvarteret.

First Man mente først – stærkt beroliget ved synet af de 14 motorcykler der stod lidt fortabt rundt omkring – at det bare var nogle bikere som mødtes og viste deres kværn frem.

I øvrigt ikke et ondt ord om mænd sådan generelt, men som oftest – når de lader som om, de ved en hel masse, om noget de ikke har en skid styr på – viser det sig at de tager grueligt fejl.

Vi kørte nemlig roligt videre for at vende bilen og så var der pludselig noget med lang kø, noget med at betale ved indgang – og da jeg ikke lige kunne se nogle pengeautomater, så skulle jeg pludselig have talt finanserne! Men ind kom vi!

Det viste sig, at det var sådan lidt i stil med ræs på noget mark bagved Herning eller deroppe a’.

Jeg synes sådan noget er sindssygt morsomt – jeg råber og klapper gerne – og meget gerne på forkerte tidspunkter – og går i det hele taget op i det, med meget synlig entusiasme, hvis jeg en sjælden gang er til sådanne live events.

Og så står de rigtige fans ved siden af mig, og prøver at lade være med at stirre, firkløveret fniser skjult.. og de der fans, ved ikke helt om jeg bare er ganske harmløs og rigtigt meget blond, eller om jeg vitterligt tager tykt gas på dem.

Tvivlen kommer mig trods alt oftest til gode – og derfor kan jeg ustraffet hvine af fryd på forkerte tidspunkter til stor moro for familien!

Denne motorcykelfest var ingen undtagelse.

Meget uigennemtænkt placerede vi os ved siden af en dårlig højtaler, der spyede høj lyd ud over vores sagesløse hoveder, og dette afstedkom omgående begyndende tinnitus, af blandt andet meget skingre stemmer som fortalte indforståede jokes til de andre arrangører der stod strategisk spredt rundt omkring pletvist afbrudt af noget hårrystende heavy metal. Da vi ikke anede hvad vi skulle vente os af det reklamerede show, var forventningerne ikke ret høje.

Det var nok meget godt, for det første hold som kom på banen. Det viste sig at deres største lyst her i livet, var at brænde dæk af.. Altså – få dækkene til at fise rundt på stedet, for det til sidst eksploderer..

IMG_4606

Jeg mindes at have set noget tilsvarende i Store Nørd.. Eller Mythbusters eller sådan noget. Bare på en slidt BMW. Men jo i forsknings øjemed.. Ikke for at folk kunne hvine eksalteret, til duften af brændt gummi.

Altså – den dybere mening med dette larmende show – var simpelthen at punktere.. Vanvittigt ophidsende…

Det lykkedes også ganske godt for de 4 forvoksede scooterdrenge, som uden tvivl desværre vil være at finde enten 5 alen under mulde eller forklædt som grøntsager, inden de har rundet 25år.

Dette udsagn baserer jeg på trist faktuel viden, idet de ofte er at finde på diverse omfartsveje i området, let genkendelige på deres farvestrålende jakkemærker.

I sæsonen omkommer en scooterdreng pr. weekend. Og hvis dem vi så, ikke bliver bedre til at holde deres stunts, på den dertil indrettede bane – spår jeg at det hurtigt vil gå dem ligeså ilde!!

IMG_4626

Holdene blev dog bedre hen ad vejen og sidste hold på banen var af en hel anden kaliber og meget mod min vilje – blev jeg dybt imponeret, og klappede nu helt naturligt – også på de rigtige tidspunkter.

IMG_4627

Øre i hovederne, rimeligt sultne, og med åndedrætsbesvær efter at have inhaleret røgen fra alle de brændte dæk, forlod vi arenaen og skyndte os hjem – med samme fornemmelse som man havde dengang man forlod et cirkustelt og absolut skulle hjem og studere til russisk akrobat, og med en Gårdmand Bjørn som var meget fjern i blikket, og det var tydeligt at se at han udtænkte hvordan han skulle lære at stejle og brænde dæk på sin cykel – nu da hans motorcykel står hjemme hos Jan, på øen!!

Advertisements

8 kommentarer to “Fête de la moto”

  1. Benedikte 11. juli 2011 hos 07:23 #

    Du må minde Gårdmand Bjørn om at huske hjelmen.

    • Kong Mor 11. juli 2011 hos 09:20 #

      Han har skam 3 – til motorcyklen og 1 til cyklen! 😉

  2. Laila 11. juli 2011 hos 08:35 #

    Nu må jeg hellere melde ud. Jeg havde ellers censureret mig selv. Ville ikke stemples som totalt bonderøv. Men vi har været til Traktortræk… I vores lille landsby er det en årligt tilbagevendende begivenhed. Det eneste som sker her og derfor den eneste attraktion, som vi kan gå til.
    Børnene glæder sig. Jeg tager gerne med. Ikke for at se traktorerne. Men for at se på publikum. Gennemgående tema er: nylonjakke med rygmærke fra Maskinstation. Træsko uden hælkap. Ca. 25 kg for meget om maven. En fadbamse i hånden. Mandligt strithår med affarvede spidser. Desuden serveres helstegt pattegris. Sangen “Cotton Eye Joe” spilles til hudløshed. Og folk gør mærkelige håndtegn (rykker ned med armen, som for at illustrere, at man trækker i hornet i en lastbil) mens de råber “FullPull!!!” Se det er en fest. Og faktisk ret pinligt at have været til.

    Må skynde mig at tilføje, at vi på ingen måde går op i hverken landbrug eller maskiner. Desuden bor vi kun 8 km fra Viborg, så vi er ikke helt fortabte. (Nødråb: Placér os ikke i samme segment som ovenstående!) 🙂

    • Kong Mor 11. juli 2011 hos 09:25 #

      Det er da ikke pinligt – men derimod vildt morsomt!!! 😉
      Jeg har endda været til landbrugs messe et eller andet sted – det var nok også i Herning – hvor voksne mænd rendte rundt og kiggede på gigantiske gyllespredere med samme blik i øjnene – som når vi kommer ind i en Jimmy Choo forretning.
      Jeg ved liiiige hvilken slags du mener – vi har de samme nede på øen!

      Og nej jeg ser dig ikke i samme segment – men derfor er det da sjovt at være med til.

      Og altså – hellere bonderøv end kedelig!

  3. Inge 11. juli 2011 hos 09:58 #

    I har da fået jeres del af brændt gummi og hidsig motorlyd i går.. Mind lige Gårdmand Bjørn og hjelm og køredragt, hvis han skal øve sig på den slags.. 🙂

    • Kong Mor 11. juli 2011 hos 10:33 #

      ork ja! Han har skam det hele!
      🙂 venter faktisk kun på en mulighed for at prøve det hele!

  4. Lene 11. juli 2011 hos 16:28 #

    Traktorræs og brænden dæk af siger ikke landmanden og motorcyklisten her i huset noget, men han kan få vældig lang tid til at gå med at kigge på maskiner,landbrugsrelateret eller motorcykelrelateret samt tilbehør 🙂
    Og vi så en sand verdensmester udi freestyle streetbike, Chris Pfeiffer, i Garmisch-Partenkirchen.
    Tjek det her link:

    God sommeraften til jer 🙂

    • Kong Mor 11. juli 2011 hos 21:53 #

      Jamen det sidste hold lavede præcis sådan noget lir! Ren ballet på motorcykel!
      Tak for link!

      God sommeraften til jer også!

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: