Følgende indlæg er muligvis skrevet i voldsom affekt og krise. Jeg garanterer heller ikke mod en anelse hysteri. Og det er så blevet derefter!
Som sagt endte vi på skadestuen en af de formiddage hvor solen skinnede varmt fra en skyfri himmel – ikke ret fair når vi kunne have ligget ved poolen i stedet. Men sådan er det jo uvægerligt!
Men det var ikke engang det værste – det værste var at nogen, som var stor – gjorde onde ting ved MIN SØN.
Det turde han sikkert kun gøre, fordi han ikke kendte mig, kan jeg godt fortælle jer.
Men lad mig begynde med begyndelsen:
En aften hvor der skulle være en god koncert med et lokalt band, var det meste af familien, inklusive blondinen, at finde på den store aktivitetsplads, med vippende fodsåler og rokkende hofter. Det var trods alt bedre end karaoke…
Men der blev pludselig røre, idet Prinsesse Lyserød med meget brask og bram, krydret med store armbevægelser, kunne meddele at hendes – i dagens anledning højtelskede lillebror – var blevet maltrakteret af et væmmeligt bæst af en dreng.. På 14!! Kastet ned fra en rutsjebane og sparket på.. Jo..
Jeg fik en meget beskidt og hævet hånd at se – og First Man blev sat i spidsen for sygehjemtransporten, bistået af den nye legekammerat der også havde fået noget hårdt i hovedet, af samme monster.
Jeg selv stod i spidsen for det opsøgende politiarbejde, for at finde og identificere møgungen, da jeg jo som bekendt slet ikke er så cool til at håndtere ulykker, som First Man. Det gik ikke ret godt, det med at finde forbryderen, idet vi ikke havde andet at gå efter end ”stor dreng med blå bluse”.
Dem var der en ganske anseelig del af. Og jeg kunne jo af indlysende årsager ikke så godt gå hen og knurre af dem alle sammen. Selvom lysten var der!
Hjemme på terrassen sad en stille og bleg Gårdmand Bjørn med 2 fingre så tykke som langelandske medisterpølser, i en ispose..
Næste morgen drog vi af sted til nærmeste skadestue, en køretur på godt 45 minutter. Vi kom på rette tidspunkt og skulle vente i 8 minutter.
En læge trykkede ham på hånden, vendte medisterpølserne en gang og sendte ham direkte i røntgen.
De så eftersigende ikke brækkede ud – men da det var svært at se på børneknogler – fik han dem alligevel tapet op og vi fik besked på at se noget mere læge sådan ligesom idag eller i morgen.
Netop som vi kørte tilbage ind igennem porten til campingpladsen, siger Gårdmanden: “der er han” hvorpå jeg fløj ud af bilen.
Det var vitterligt ikke for at råbe af drengen – men for at fortælle hvad han egentlig havde gjort – samt at sige til hans forældre at de måske skulle forslå deres søn at lege med nogle på sin egen alder – hvilket vil sige 5 år ældre end Gårdmand Bjørn og hans kammerat, som jo kun er 9 år.
Jeg nåede dårligt at fortælle drengen hvad der var sket, med min søn, aftenen før da han – udover alt det andet – havde anbragt et spark på min søns hånd, før hans rappedulle af en mor sagde at det var i hvert fald ikke hendes søn som gjorde sådan noget – at sparke på små drenges fingre..
Øhh nå – og vidner og sådan – der var godt nok ikke noget Ekstra Blad i nærheden der havde foreviget hele misdåden, men alle de 9-10 årige drenge havde da set det.. Nå så okay nok ikke alle – men nok til at der var en del forargede smådrenge som var klar til at vidne!
Imidlertid nåede drengen faktisk at sige undskyld til Gårdmand Bjørn, som storsindet sagde: “det er okay det gør ikke noget” hvorpå furien vendte om og fortsatte sin vej mod poolen. Faderen kiggede undskyldende bagud – og First Man og jeg konstaterede at nogle var mere lydhøre end andre.
Nå, hånden er stadig tapet op – medisterpølserne er blevet til knækpølser – blå knækpølser, det af dem som er synligt i hvert fald – men gør dog ikke mere ondt end at han er i stand til at spille Lego Batman på PS2 indtil vi har en tid hos en knoglereparatør i morgen, som kan bekræfte at der ikke er andet galt.
Men det ændrer ikke på, at nogen gjorde ondt på min søn og jeg ønsker ham onde drømme i mindst 2 nætter, ucharmerende hårvækst i næse og ører samt glatte snørebånd, resten af hans liv. Blev der sagt. Altså møgbarnet – ikke min søn.. Min søn har nemlig velcro.
Kære Kong Mor,
det er dog forfærdeligt det med Gårdmand Bjørn. Jeg ved godt at børn skal lære livet at kende. Men på den måde er der nok ikke skrevet i manualen, at de skal. Det er jo meget beklageligt at der er flere og flere stride børster end da vi var i samme alder. Det kan kun være alt det dersens videospil de sidder og kikker på dagen lang. Jeg ville også have været gået op i sømmene hvis det havde været mit barn. Jeg ville helt sikkert have give børstens forældre den samme omgang, hvis jeg kunne. Jeg kender den følelse du har i dig.
En ting der er godt, er at du har dette sted hvor du kan komme af med det meste (forhåbentligt). Det kan godt give nogle grimme drømme nogle uger efter. Er Gårdmand Bjørn så ok idag? Et stort internet kram til dig.
Kære Mariane,
Tak for dine søde ord og dit net-kram!!
Han har det okay – men slår han sig eller rammer imod noget – gør det stadig voldsomt ondt.
Jeg ved heller ikke hvad det var for en dreng. Eller hvorfor han var sådan.
Sådan en møgunge.. altså ikke gårdmand Bjørn 🙂
Sender trøstende pust til Gårmandens pølser.. og fortsat god ferie.
Nej den fik jeg fat i 😉
tak for pust!!
Der er ikke noget som en Mor på krigsstien – især en KongMor 😉
Forsigtige puuuust til de ømme forslåede fingre og må angrebsmanden tisse i bukserne en nat eller to …
NEJ! lige nemlig! Jeg var rødglødende af raseri..
Uh hvor kan jeg godt forstå dit raseri. Der er intet der kan gøre en mor hidsig end når andres møgunger gør dem sådan noget – det skulle da lige være hvis de selv gør det over for nogen andre! Jeg synes det var godt at du nåede at sige fra over for den anden skrotunge og hans forældre, og hans mor burde lære at tage imod den slags. Vores børn er ikke engle og kan finde på forskellige ting og sager – det er vores pligt at undersøge om der er hold i anklagen og reagere derefter også hvis det inkluderer at give vores yndige små en skideballe.
Ja lige præcis – havde det været min unge som havde lavet noget dumt – hvilket naturligvis også sker – så skal de da have det at vide. Og de skal også have redskaberne (af os) til at gøre det godt igen.
Lære at man kan undskylde – selvom det ikke er så rart.
Hvis man har “nosser” til at lave noget dumt – må man have “nosser” til at gøre det godt igen..
Hø hø – glatte snørrebånd?! Dét er bare irriterende!
Du er et godt eksempel for dine børn. Vær ordentlig ved andre børn – eller man skal stå til ansvar over for både barn og forældre!
Det er sådan en flad fornemmelse at konfrontere et barn, og dennes forældre, med dårlig opførsel, når forældrene ikke deler ens mening om hvordan man opfører sig…
Så hvis ikke man var sur før – så er der god grund til at være den efterfølgende.
God bedring med hånden.
Det som irriterede mig mest var at jeg talte til drengen som jo var 14 – fordi jeg ville vise ham at jeg respekterede ham – og rappedullen siger – DU skal ikke tale til min søn, men til mig.
og i næste sætning – jeg kan ikke sige noget til ham for jeg var der ikke..
En anelse selvmodsigende måske..
Og tak!!
Har lidt ondt af ham møgungen (og dem som må leve med ham). Med den mor er det da ikke helt let at lære at opføre sig ordenligt.
Håber at bjørnen slap nådigt fra overfaldet.
Det kan du have helt ret i – en lille passage blev fjernet – fordi det ellers blev for langt – men humlen var at jeg fik enormt dårlig samvittighed over at jeg glemte franskmænds generelle mangel på pædagogisk sans.
Zorronaldo så drengen ret kort tid efter, hvor han sad på en bænk og græd – så han har fået læst og påskrevet af sin dumme mor.
Og DET var jo ikke meningen – det var meningen at han skulle forstå og tage ansvar – ikke blive skældt hæder og ære fra…
Stakkels lille fyr. Godt at han har lige præcis jer to som forældre.
Og slagsbror-møgungen… sådan nogen findes overalt, og med den mor kan han jo næsten ikke blive anderledes. Jeg tror ikke på, at der findes dårlige børn, men der findes desværre masser af dårlige forældre.
Til forældremøderne i skolen kunne ingen være i tvivl om, hvem der var forældre til klassens Brian og René…
Jeg håber, den søde lille Gårdmand Bjørn snart er helt i orden igen.
Ja jeg HAR også meget ondt af ham. Har netop siddet og aet og trøstet i lang tid fordi han skulle klø sig og så gled fingeren og det gjorde SÅ ondt (han tuder aldrig – normalt – der skal i hvert fald meget til) men her græd han salte tårer meget længe..
Men i morgen har vi en tid hos en ortopædkirurg som skal tjekke de stadigt meget!! hævede fingre.
Og du har SÅ meget ret i at det ikke er børnene som er de ansvarlige i det spil – men det bliver jo gerne dem som bliver sorteper.
Hvordan skulle han lære at det ikke er okay at kanøfle de små – hvis han selv bliver udsat for det hjemmefra?
Hårh…..tæsk og torden….til moderen til den 14 årige. Hvad pokker ligner det og især når nu knægten står og siger undskyld. Håber knægten tænker lidt over sin handling, så han undgår, at rode sig ud i den slags i fremtiden.
God bedring til Gårdmand Bjørn, som sandelige tager det i stiv arm,
Tror desværre at knægten er dårligt hjulpet.. Men man har jo lov at håbe!
Og tak! Han er jo lidt sej 😉
Stakkels Gårdmand Bjørn!
Men han er en heldig en, at have en beskyttermor som dig 🙂
God bedring til ham!!
Jooo.. er måske nok lidt løve i kanterne…
Kan ikke HA’ uretfærdighed…
Tak! 🙂
Også god bedring herfra! Det er bare ikke sådan en ferie skal tilbringes…
Faktisk også lidt stakkels møgunge. Det lyder ikke til, at hans forældre har lært ham mange måder at agere på…
Jeg tror du har ret – han har ikke lært at man har et valg. Ham den anden dreng.
Vi skal nu nok komme til DK alligevel! 😉 Finger eller ej
Stakkels barn. Den mor skulle da have nogle rockerbank, er du nu helt færdig med hende? Godt jeg ikke er på de kanter:-( Er rimelig allergisk overfor mødre, der ALTID går i forsvarsposition mht afkommet UDEN af vide det fjerneste om vad der er foregået!!!
God fortsat ferie anyways, Knuz fra det DK sommerland, øh sommer???
Katrine
Jeg er ligesom kommet videre – mod dumhed kæmper selv konger forgæves 😉
Der er så mange af den slags mødre som ikke vil acceptere at deres børn har gjort noget dumt – men pourtant – cela arrive a tout le monde.. Men sådan er der så mange.
Og sommer? Den kommer i weekenden når vi viser os nord for Padborg!!! 😉
Kram!