Indlæg nr. 200

Så kom jeg pludselig til at se på tælleren, at der var 200 indlæg. I går. Så dette er egentligt indlæg nr. 201.

Nu var det faktisk oprindeligt sådan at nr. 200 skulle have været det bedste nogensinde.

Og ret beset var jeg heller ikke et øjeblik i tvivl om, at det ville være mit gennembrud. Med indlæg 200 skulle jeg opdages og omtales i et eller andet talkshow.

Folk ville flokkes om min helt igennem fantastiske blog, og der ville komme en stor film kontrakt. Vi ville blive berømte og tjene en masse penge.

Og så ville mine unger blive sådan nogle forkælede og tankeløse nogen, som bare kunne få hvad de pegede på, hvorpå de til sidst ville ende i noget snavs, i stil med Lindsey, for nu ikke at sige Amy..

Så da det gik op for mig hvilket stort ansvar der hvilede på mine skuldre – skyndte jeg mig at springe indlæg 200 over.

For jeg vil alligevel ikke have deres undergang på samvittigheden. Og de der 15 minutes of fame har jeg altså haft. Og kunnet konstatere at der ER vigtigere ting i verden. Sjovt var det – men så vigtigt var det nu heller ikke.

Så i stedet for, kan I passende få en lille forklaring på hvorfor jeg godt vil beholde mine unger som de er – i stedet for de forkælede ødeland jeg uvægerligt vil få hvis jeg havde skrevet det perfekte blogindlæg nr. 200:

En dag i sidste uge på campingpladsen kom Gårdmand Bjørn blæsende på sin cykel – med den nye kammerat i hælene – og kom forpustet op ad trappen til terrassen og spurgte stakåndet om han måtte få en euro.

Med euroen i hånden, forsvandt han ligeså hurtigt som han var kommet.

Og jeg nåede dårligt at sætte mig tilrette med min bog igen, før han var tilbage og stod og rakte en lille pose frem mod mig ”Den er til dig mor”

Og jeg åbnede overrasket for dette:

Og min lille Bjørn fik et kæmpeknus.

Hvis sandheden skal frem – og det skal den ikke – men jeg kan da godt sige lige så stille, og kun hvis I ikke siger det til ham, at de er en anelse for små, så det er kun med en anseelig mængde håndlotion jeg overhovedet er i stand til at tage dem på.

De klirrer meget smukt imod hinanden, men den larm kan jeg jo ikke sove med, så jeg er tvunget til at vride dem af hver aften. I hvert fald de dage hvor jeg har rødt tøj på – og det har jeg tit.

Nå, senere samme dag, var vi ude og gå en tur på pladsen, og jeg endte ved en af de boder hvor man kan købe alskens absolut uundværlige ting og sager. Pludselig kom damen der stod i boden frem og sagde vidende: “ååååh DU er moderen”..

Jeg må have set meget uforstående ud, for hun grinte og skyndte sig at sige at hun havde solgt armbåndene til Gårdmand Bjørn. Først spurgte hun ham om det var til hans ”Chérie” (Kæreste) hvortil han indigneret svarede ”Neeej, det er da til min mor”.

”Nåårh din Mor-chérie, altså” sagde damen. Og han havde svaret ligeså nøgternt: ”ja, det er det vel – jeg elsker hende i hvert fald.”

SMELT!