Archive | august, 2011

Øko-U-logiske opskrifter????

31 aug

Der ER altså noget jeg ikke har fattet.

Det er økologiske kogebøger..

Jeg fatter simpelthen ikke hvordan en opskrift kan blive bedre, eller værre, eller bare i det hele taget anderledes, af at man bruger et økologisk æg, i stedet for et ikke-økologisk et.

Jeg mener, det er vel en holdning man har – eller også sætter ens budget helt naturlige begrænsninger for hvor økologisk man har lyst til at være. Hvorom alting er – at købe en økologisk kogebog, er da fuldstændig hen i vejret.

Jo, en økologisk bøf smager tit bedre end en øko-U-logisk bøf – eller hvad det nu hedder når det ikke er økologisk – det kan vi godt blive enige om.

Men altså, enten laver man Faster Odas smørkage, med økologiske ingredienser – eller også gør man ikke?

Det har da ikke noget med opskriften at gøre?

Og hvad nu hvis, man har alle de økologiske ingredienser, man mangler blot økologisk smør til sin kage – men har det almindelige smør.. Kan man så ikke få lavet sin kage?? Eller er opskriften forkert?

Det burde da være såre simpelt – enten laver man noget økologisk eller også gør man det ikke. Det behøver man da ikke en ny kogebog til?

Men jeg fatter det som sagt ikke.. Det er der såmænd så meget jeg ikke gør – men denne var en af de tungere..

DISCLAIMER: Dette er ikke et indlæg imod økologi. Jeg er meget til økologiske varer, økologi i det hele taget – det er konceptet “øko-kogebog” jeg ikke fatter!!!

God onsdag.

Skolestart #1

30 aug

Så kommer dagen hvor Gårdmand Bjørn starter i skole. (endelig!!)

For allerførste gang i sit liv, glæder han sig til at komme i skole. Og det gør mig så usigeligt lykkelig.

For et år siden var den ganske anden sag.

I den danske skole, gjorde det ondt at se ham kæmpe med følelsen af at være dum – virkelig dum – og føle at de danske lærere ikke ville tage ham helt alvorligt. ”Det kommer nok” var reaktionen gang på gang. De var såmænd lydhøre nok, men det kom bare ikke.

Derfor kunne han vitterligt ikke læse da han kom til Frankrig for 12 måneder siden og skulle starte i 3.klasse.

Nu læser han på begge sprog – en anelse usikkert, men han læser. Og hvad mere er – han føler sig ikke dum.

Og han kan rent faktisk lide at læse.

Her kan man så se vigtigheden og nødvendigheden, for nogle børn, af ro og disciplin i klassen – samt krav om at lave lektier!

Men før han kom så langt, var vi igennem mange og lange triste dage, hvor tanker om hjemmeundervisning og desertion af fransk skude blev overvejet.

Indtil pludselig en dag, da jeg hentede ham og hans søde lærer, glad kunne meddele mig at min søn legede – og derfor ikke havde tid til at komme med hjem.

Gårdmand Bjørn leger!

Afsindigt dårligt billede – jeg ved det – men det blev omgående taget med min telefon, for at forevige denne milepæl! Det er ham i lysegrå trøje ved den gule dims.

Efter denne dag, kom resten helt af sig selv!

Nå, for at komme tilbage til glæden ved at starte – så er det meget muligt at glæden kun omfatter brugen af den helt nye skoletaske, samt gensynet med alle vennerne. Men det er da en god begyndelse!

Han har aldrig glædet sig til den danske skole. Man går jo heller ikke rundt og glæder sig til at føle sig dum.

I Frankrig er det sådan, at man skifter lærer hvert år – og i underskolen 0-5 kl. har man kun 1 lærer til alle fag!

Jeg ved at hans nye lærer er meget sød og dygtig, og at han godt kan lide hende, at hun ydermere samarbejder med hans lærer fra sidste år, er beroligende – så der forlanges sandsynligvis ikke for meget af hans franskkundskaber.

Bedre skolestart kunne jeg ikke ønske for ham.

Og det var så én!

Ikke helt efter planen og så noget om sportsånd

29 aug

Som sagt var jeg lørdag dødtræt af børn, og glædede mig i det hele taget til, at de snart ville opholde sig en del mere i andre lokaler, end de som er til rådighed på Æblebakken.

Men så kom der en på motocross og gav mig en blomst og så var jeg jo solgt. Alt var fryd og gammen lige indtil Zorronaldo ringede.

Som var taget af sted tidligt til en eller anden fodboldturnering. Og som nu havde ret ondt i sin skulder, fordi han var blevet tacklet. At han nu var han in town again og i øvrigt godt ville hentes.

Jeg skulle lige til at sige, at han altså godt kunne gå de par kilometer hjem selv, da han sagde at han havde haft så ondt at han ikke engang kunne spille finalen – som holdet så tabte.

Så var jeg jo godt klar over at den var helt gal. Og da jeg samlede ham op, var han helt hvid i hovedet.

Direkte på skadestuen. Der kunne man så konstatere at han havde brækket kravebenet. Et meget flot billede underbyggede deres teori – og selv jeg – som absolut ikke er lægeligt anlagt, kunne godt se at det der, det var brækket.

kraveben

Desværre var de ikke i besiddelse af sådan en smart 8-tals forbinding – i hans størrelse – og de sagde så at vi kunne købe en på apoteket mandag og at det ikke var et problem at rende rundt med et brækket kraveben så længe man forholdt sig i ro.

Muligvis var det ikke et problem for dem – men det var det i allerhøjeste grad for mig – så vi tog direkte fra den ene skadestue – til den anden, i Caen, 55 minutter væk. Vi havde jo absolut ingen planer for vores lørdag aften, så den kunne vi ligeså godt tilbringe i godt selskab med hinanden og vores sårede søn og tjekke forskellige skadestuer ud.

Der var der heldigvis ikke nogen ventetid i Caen – og selvom Zorronaldo var noget forbavset over at skulle på børneafdelingen – hvor der forefandtes bleer i alle størrelser samt babyvægt, så var han glad for endelig at kunne blive forbundet og få aflastet sin skulder som efterhånden var begyndt at dunke noget.

Heldigvis skal han ikke opereres, blot holde sig helt i ro i 4-6 uger, alt efter hvor seriøs han var.

Men hans største bekymring er såmænd hvordan det skal gå holdet, mens han ikke er der til at redde dem alle sammen. Det er ligeledes holdets største bekymring. Vores bekymring går mere på, når han er tilbage igen.

Problemet er, at Zorronaldo har talent, rigtigt meget talent, for at lege med bold.

Derfor spiller han på et niveau med drenge som er op til 2-3 år ældre end ham, og når de tager til turnering, hvad de ofte gør, vinder de alt hvad de kommer i nærheden af.. lige indtil modstanderne bliver trætte af min søn, og derefter udelukkende går efter at lægge ham ned.

De er ikke engang interesserede i at spille mere – blot at uskadeliggøre min lille lange målkonge.

Og det endte altså galt i går, og jeg kunne ønske mig at det aldrig vil være værre end dette, for det er nok ikke sidste gang det sker.

Alt for ofte går de over stregen for hvad der er god sportsånd. Jeg får lyst til at give dem buksevand og det der er værre – fordi de ikke kan spille ordentligt.

Søndagskagen #15

28 aug

I dag skal vi på en lille tur!

En rejse fra Paris til Brest (OG ja – man udtaler alle bogstaver i Brest – uagtet det pjat I har lært i fransktimerne!)

Paris-Brest

Men altså en Paris-Brest er faktisk en cykelkage. Det er vandbakkelse med en crème mousseline midt i,  som smager lidt af nødder, og drysset med mandelsplitter.

Den smager sindssygt godt. Sådan lidt sofistikeret fastelavnsbolleagtig.

Nå – for at komme tilbage til det med cyklen, så er der et cykelløb som blev startet i 1891 af en Pierre Giffard og for at fejre 20 året for dette cykelløb, bad han en konditor om at lave en kage som skulle ligne et cykelhjul..

Nogle steder bager man dem stadig med “eger” lavet af brødstrimler som dengang i 1910 da den første Paris-Brest kage så dagens lys.

I dag så den dagens lys – og mørke – på Æblebakken!

GLEM hvad jeg sagde igår..

28 aug

Jeg tager hvert et ord tilbage – jeg vil gerne være sammen med mine børn – HELE tiden.. Okay så, måske ikke hele tiden, men meget.

Uimodståeligt i hvert fald, at blive forstyrret ved at det banker på vinduet og når man åbner det, står der en glad Gårdmand Bjørn, som rækker denne frem mod mig og siger: “Den er til dig mor, det er en marguerit!”

IMG_5302

Og det var jo det, det var!

MAND-HVOR-JEG-GLÆDER-MIG-TIL-SKOLESTART..

27 aug

Jeg kan meget godt lide mine børn, sådan rigtigt fantastisk meget, og jeg elsker at være sammen med dem, jeg gik endda hjemme da de var små – MEN NU må de altså gerne snart komme af sted ud i verden igen.

Sommerferien har været lang – alt for lang – og nu går det ud over mig. Og jeg føler mig som Tante Berg eller hvad hun nu hedder, i “Lotte, Jonas og Jeg”

“Lotte: Hun blev glad to gange idag, da vi kom og da vi gik”

Hvert femte minut kommer det: moAAr, jeg vil dit – moAAr, jeg vil dat.

Det er til at blive idiot af..

Og det er altså rigtigt: bedst som man har sat sig for at skrive et spændende indlæg om en eller anden by.. Eller noget andet som verden bare har brug for at vide – så står der en person under 18 år og laver lyde – lige ved siden af mig. Og jeg er desværre sådan indrettet at jeg ikke kan høre noget når jeg er optaget af noget andet, hvilket nogle gange medfører at jeg får sagt ja til en masse vrøvl – før jeg vågner op og kan forstå hvad der bliver sagt.

I og med de efterhånden går ind i ferieuge nr. 9 er deres egen-aktivitets-gen en anelse falmet og mangler nogle kromosomer. Sagt med andre ord, de keder sig bravt og vil godt snart have lidt mere spænding i deres liv.

Pandekager til morgenmad rækker bare ikke længere.

Gårdmand Bjørn starter tirsdag, de 3 andre skal først pakke penalhuset d. 5. september.

Og det glæder vi os alle sammen til.

Nok mest mig, den onde Tante Berg-mor jeg er!

Hold nu op, jeg har travlt!

26 aug

Der kan ske mange ting, når man pludselig får 20 timer foræret. Og det endda hver eneste uge.

20 timer, hvor jeg ikke mere skal gøre det, jeg gjorde før. Verden ligger åben – der er tusind ting jeg kan tage mig til.

Det skal dog også helst være noget som jeg kunne tjene lidt på – idet jeg ikke får en rød reje fra nogen som helst foreløbigt. Men den tid den sorg.

Tanken om at jeg arbejdede gratis hele juli måned – samt alle de timer jeg har til gode – kan få mig helt op i det røde felt. Der er jo bare ikke noget at gøre ved det, men jeg vælger at bruge energien på noget andet!

Den dag jeg sad og mukkede kom jeg i tanke om min mors (og Doris Lessings) motto som er: “Between despair and energy – always chose energy”! Og det låner jeg lige lidt.

Takket være blandt andre, Jørgen, har jeg fået blod på tanden til at lave nogle andre blogs. Jeg har blandt andet lavet en som hedder http://normandiet.blogspot.com/  hvor jeg fortæller om ting man kan opleve i Normandiet. Andre projekter er på vej. Gode råd og idéer modtages med kyshånd!

En anden mulighed er, at klikke på det fine billede jeg har fået lavet derude i højre side! Så kommer man også vupti, over på min nye blog!

Men det er jo hårdt arbejde. Man skal skynde sig at skrive en masse spændende indlæg, først om det ene og så om det andet, for at mennesker der leder efter oplevelser i Normandiet, rent faktisk også kan få idéer til noget at lave. Så der er bare lidt at komme efter på min nye turistblog.

Det tager en masse af min tid, og jeg når derfor ikke så meget rundt til jer alle sammen, som jeg gerne ville. Men man skal nok lige ind i vanen med det, og så kører det.

Har ellers fået lavet mig en beton planlægning – så jeg burde kunne nå alt det jeg ellers skal. Og madplaner – jo jo!

Jeg har stadig ikke set skyggen af en tilbudsavis og jeg synes altså det er sært. Jeg plejede at få nogen – kan stadig høre mig selv bande over alt det papir, og hvor er det nu henne?

Men madplanerne gør, at i hvert fald madbudgettet bliver holdt på et fornuftigt plan, og om ikke andet kan jeg jo koge suppe på alle mine blogs, hvis det skulle knibe! (Det var lige en joke!)

Men altså – det er faktisk lidt hårdt at være sin egen arbejdsgiver. Især når man er lidt af en slavepisker og har alt for høje forventninger til andres – og egen – arbejdsindsats.

Jeg husker skam at holde pauser indimellem – skille skæg fra snot – jeg har endda også en plan om at holde fri indimellem. Om et par uger.. Det er også derfor jeg har den der betonplan! Smart ikk’? Nu skal jeg bare huske at kigge på den.

Men hvor er det skønt at opleve at livets noget ubehagelige tildragelser, faktisk med lidt god vilje og effektiv indsats, kan vendes til noget positivt, nemlig en masse nyt og spændende. Kan I høre violinerne??

Jeg, som elsker at skrive – tænk nu hvis jeg kunne leve af det? Ikke lige nu – men om et år eller tre?

Nå ja – drømme er heldigvis gratis.

%d bloggers like this: