Arkiv | september, 2011

Gør som jeg siger, ikke som jeg gør.

30 sep

Nå, lidt selverkendelse er vist på sin plads.

I mange og lange år, har jeg anmodet, bedt, tryglet om at firkløveret hentede deres vaskede, strøgne og sammenlagte tøj fra vaskerummet. Eller i hvert fald, fra det sted hvor jeg stryger og lægger sammen.

Mange gange har jeg, mere end træt, henstillet til at de fik orden på deres 3 millioner sokker og ligeledes fjernede dem fra tøjkurven.. Jeg har nok også råbt lidt indimellem – når de har omdannet føromtalte vaskerum til et fælles klædeskab, hvor alle mødtes hver morgen for at finde ud af hvad de skulle tage på.

Og skulle jeg formaste mig til at kigge i deres skabe – var de gabende tomme og barnet kunne se mig direkte ind i mine rødsprængte øjne og sige – i ramme alvor – jeg har brug for nyt tøj, jeg har ikke noget at tage på.

Og hvis jeg slæbte alt det tøj ovenpå, og distribuerede det på de respektive værelser ville der være så meget tøj at skabet bugnede og ikke kunne lukkes.

Jeg kunne åbne en tøjbutik, så meget har de.

Bare spørg dem – jeg taler meget om deres tøj. Hele tiden. Og om at de skal rydde det op.

Og så var det, at noget lige pludselig sprang mig i øjnene. På en meget direkte måde.

IMG_5444

 

Og som nok får mig til at klappe hesten en anelse.. I hvert fald til jeg selv får ryddet op, så kan jeg jo altid give mig til at råbe igen!

JO – bortset fra håndklæderne er det mit alt sammen.. også sokkerne midt på gulvet.

Der står en stige

29 sep

Som I måske har læst om før, er Eventyrhuset en anelse utæt – og er med andre ord pissekoldt om vinteren. Huse med plads til 6 mennesker og hund var bare ikke det nemmeste at få fat i her i omegnen, så udvalget var ikke så stort.

Vi valgte at bo på Æblebakken på grund af udsigten over hele dalen, samt de 900 meter til skole, mere end vi tænkte på den manglende isolering.

Samt det faktum, at vi er i Frankrig, hvor det som bekendt er varmere end hjemme på øen. Dette har i år været en sandhed med nogle modifikationer.

Ikke desto mindre er Eventyrhuset, en veritabel fryseboks om vinteren og jeg sidder med enorme sweatre på, og drikker spandevis af varm te for at holde varmen.

I køkkenet er der et gigantisk åbent ildsted, der faktisk er så åbent, at det drypper en hel del ned når det regner.

Hvilket det jo ofte gør  i Normandiet.

Og kloge hoveder som foreslår at vi tænder op i dette ildsted, for på den måde at holde varmen, de kan godt glemme det.

IMG_5448

Såfremt jeg tænder op i dette gabende hul, vil jeg tro at både mit spisebord og stolene går op i røg ret hurtigt.

Køkkenet er nemlig ikke så stort, og man sidder ret tæt på det åbne ildsted. Rent bortset fra, at jeg ikke tror det ville varme det store – det ville nok snarere fise ovenud.

Nå, vi har bedt udlejeren om at sætte sådan en slags hat ovenpå toppen af skorstenen, men det ville han ikke.

Indtil nu.

Og derfor står der en stige i haven. Den er ankommet lidt i etaper, rent højdemæssigt, mener jeg.

Indtil videre er det lykkedes mig, at holde en voldsomt interesseret Gårdmand Bjørn væk fra denne gigantiske stige, som virkelig er fristende.

Flere gange dagligt stiller han, tilsyneladende helt uskyldige, spørgsmål om denne stiges formål.

Om dens skridsikkerhed. Om tagets overflade. Om hvor smuk udsigten må være deroppe fra.

Jeg synes også han mumlede noget om, at han ville kunne se til Marianelund ligesom Emil. (det er godt nok, at han ikke har små søstre – bør nok holde øje med Blondinen i de næste par dage)

I det hele taget, er han kommet med den slags iagttagelser, som kan give enhver mor hjertestop ved tanken om flyvende – subsidiært faldende – drenge som har udforsket taget, via alt-mulig-mands stige.

IMG_5445

Stigen er nemlig stillet der, fordi alt-mulig-mand har været forbi.

Han meddelte at ikke alene får jeg 2 nye døre, så der er håb om at temperaturen i gavlværelset kan komme op over 12 grader om vinteren, men også at jeg får en hat til skorstenen.

Udover den meget åbenlyse fordel, at det derfor ikke kommer til at regne i mit køkken mere, så slipper jeg også for at høre på den due der kurrer så højt at det lyder som om den befandt sig midt på spisebordet.

Altså, alt-mulig-mand kravlede op for at måle omkreds på skorstenen, og konstaterede ret hurtigt, at hans medbragte stige var noget kort. Og han kørte derfor sin vej igen.

Uden stige.

Han kom dog først tilbage dagen efter, med en forlængerstige. Som stadig ikke var lang nok.

Han var muligvis mere frisk, idet han allerede samme eftermiddag var tilbage, og skræmte livet af Blondinen som var midt i sin eftermiddagslur.

Han nåede endelig op – helt op – og jeg går også ud fra at han fik målt.

Men så gik han. Stadig uden at tage de 5 stiger med, som nu står her og lokker svage sjæle på 9 år, mod forjættende højder.

Går lidt ud fra, at stigerne får lov til at stå, til han kommer tilbage og sætter hue på min skorsten.

Håber bare vi kan holde flyvefærdige drenge, på afstand indtil da! Må vist hellere som prævention lægge et par strategiske madrasser rundt om huset, så han i det mindste lander nogenlunde blødt.

Helle for en frikadelle og store drenge

28 sep

Jeg har været rundt og rundt igen. Og at lede efter blogge skal jo passe til ens humør. Havde vist brug for et helle.

Et helle er et fristed, og jeg som elsker frikadeller. Hvad kunne passe bedre?

Jeg har været forbi fra tid til anden, men har hver gang glemt at kopiere ind i favorites, og har ikke kunnet finde hellet igen.

Men nu dukkede hun op på min vej med grin og tanker. Hun er befriende morsom og dybsindig – livssmagende. Men hun fortæller det faktisk bedst selv.

Jeg er glad for at jeg fandt frem til Helle Pelle Frikadelle igen! Hun er rigtig god at have med i tankerne!

Hun elsker sine piger og savner en lille Steen – jeg vil så her indskyde at jeg er glad for at jeg har både piger og en Steen! Kan godt se hvordan den slags små drenge kan mangle i en familie. Også store drenge for den sags skyld.

Også selvom det med store drenge.. Ingen vil være i tvivl om at der har været visse sammenstød mellem en vranten teenager og hans mor på æblebakken.

På det seneste har han været noget vrissen fordi han ikke må spille fodboldkamp i de næste 4-6 måneder. Det der brækkede kraveben spøger jo.

Jeg gider ikke fodbold – udover landskamp, så jeg har ikke kunnet sætte mig ind i hans frustrationer – synes det er total blødt at 22 voksne mænd stæser rundt efter samme bold. Men hvis jeg nu tog ham alvorligt?

Jeg holder meget af musik, meget forskellige musik, men den menneskefjendske rap han ynder at høre, minder mest om larm i mine ører.

Men hans mor – det er jo så mig – har lært noget, eller taget en beslutning. Hvis JEG ændrede adfærd overfor ham, ville det måske hjælpe lidt.

Så jeg satte mig ned og lyttede til ham uden forbehold – og – mirakel, han taler til mig uden at vrisse, og det endte faktisk med at han fandt noget musik jeg kunne lide!

Og når man sådan har fundet sin dejlige dreng igen smelter man – og bliver mentalt sparket tilbage til dengang på klinikken, da jeg stod med min lille nyfødte dreng i armene, og tænkte: hun har bare at være sød – hende min svigerdatter!

Perfekt # 1

27 sep

Har jeg aldrig påstået jeg var.

Tænk at poste det samme indlæg to gange. Det er jo jammerligt.

Og jeg ved ikke rigtigt – når der nu kun er én person der har givet udtryk for at det er en genganger – er jeg nok ikke ene om, at have en light form for Alzheimers.

Lidt betryggende – jeg mener – det kunne jo godt ske igen at jeg var ude i noget à la Morfars historier. Det ligger trods alt til familiens gener.

Jeg syntes de var sjove at høre på – I ved det med børn og gentagelser.. Men jeg bed godt mærke i det noget anstrengte look, hos min mormor og mor – for nu ikke at tale om resten af familien – som kendte hans historier til bevidstløshed.

Men da jeg nu er ude i noget af det samme, og dermed skylder jer et indlæg, vil jeg straks fortælle et par anekdoter som kunne få min søde morfar til at hulke af grin. Og min mormor til at forlade rummet.

Nu er det jo mange år siden han døde, og da der ikke har været andre som har fortalt dem, kan det godt være at de ikke er helt korrekt gengivet. Men det gør nok kun min mor og moster glade, såfremt de læser med her.

Altså.. der var noget med en Skovrider, som min morfar snakkede med og som udtalte følgende udødelige, og meget fynske, ord: ”Ha’ der, ha er ei huhund” (Oversættelse: ”Ham der, han er en hun-hund.”) Det fandt min morfar usandsynligt underholdende.

Så var der den ikke så stuerene.. Som jeg altså ikke er helt sikker på. Posten som kom besøg hos.. en eller anden gammel dame der, med disse ord, bød på kaffe lavet på et gammeldags komfur engang i forrige årtusind: “den er kun fisselunken for den er fra det bageste hul”. Også her grinte han højt!

Ja, jeg synes de er vanvittigt morsomme – nok mest fordi det var min morfar, der fortalte dem. Det er også muligt at de ikke er morsomme mere når man har hørt dem noget nær 20.000 gange. Eller hvis man ikke kendte ham.

Men nu er de i hvert fald blevet spredt til et lidt større publikum end lige min familie.

Worlds most hated

27 sep

Hvor længe skal man gå rundt og være ”Worlds most hated” uden at gøre noget effektivt for at ændre det?

Jeg ved godt, at når man er blevet mor, har man samtidigt sagt ja til at være upopulær flere gange dagligt, resten af livet. Og det kan man så gange med antallet af børn.

Men mine skuldre er brede og jeg kan godt stå i mod, falder sjældent for fristelsen til at lade afkommet få deres vilje, bare fordi de kører noget hetz mod deres mor, selvom det altså godt kan ske at jeg giver efter for gode argumenter.

Sker ikke så tit, men det hænder.

Og nu har Prinsesse Lyserød altså udset sig et par støvletter, som er hendes mor – altså mig – meget imod.

Disse støvletter, har nemlig så høje hæle, at jeg er ikke engang sikker på at jeg selv ville kunne gå med dem en hel dag, uden at vække, i det mindste en af mine diskos prolapser.

Prinsessen er 12 år gammel – og hun ville gerne være lidt tættere på de 16 hun føler sig som.

Og stables op på de der 8-9 cm støvlehæle.

Og hun er ved at gå til over, at jeg overhovedet ikke deler hendes synspunkter desangående.

Ihukommende gårsdagens indlæg burde jeg vel egentligt give efter, og bare lade hende stavre rundt. For i grunden kan jeg godt selv huske de ting som jeg ønskede mig inderligt. Og sommetider fik. Som et par røde hjemmesko.

Når man sådan tænker efter, er det jo fantastisk at få sit højeste ønske opfyldt.

Problemet er bare, at jeg synes der går inflation i det der med ”højeste-ønsker-jeg-falder-død-om-hvis-ikke-jeg-straks-får-en”. Der går gerne 2 eller 3 dage efter man har opfyldt et barns ”højeste-ønske-jeg-falder-død-om-hvis-ikke-jeg-straks-får-en” – før de udser sig en ny dims, de absolut ikke kan leve uden.

Nogle gange er det okay, men man tager altså ikke skade af ikke at få alt hvad man ønsker sig.

Igen – hun er 12 år. Og i min verden går man ikke høje hæle som 12årig.

Faktisk må hun gerne være 12, i hvert fald indtil hun lovformeligt bliver 13. Og så fremdeles. Jeg er nemlig ikke den store tilhænger af at ”brûler les étapes” eller på dansk – gå for hurtigt frem.

Man er jo voksen altid, bagefter.

Så derfor er chancen for at jeg fortsætter med min fine titel, som ”Worlds most hated” lidt endnu, temmelig stor!

Hvad du ønsker, skal du få..

26 sep

Når man får børn, eller i hvert fald da jeg fik Divaen, havde jeg en helt klar idé om hvordan hun skulle opdrages. Og hvad hun skulle lege med.

Nemlig fornuftigt ergonomisk kvalitetslegetøj – af træ. Og hun måtte ikke få slik, se fjernsyn eller andet som var ganske normalt for hendes franske jævnaldrende.

Det gik også fint så længe jeg selv kunne få lov til at bestemme – men nu er det, jeg havde nær sagt desværre, sådan at verden også består af andre mennesker.

Så den perfekte og Barbie frie verden jeg havde planlagt for Divaen – blev på det groveste spoleret af en bekendt, som absolut mente at hun da skulle have en Barbiedukke som 4 årig.

Lykkeligvis var hun ganske ligeglad med den, ville helst have dyr, dyr og atter dyr. Dukkerne røg ned i en kasse – og den eneste der er overlevet, er en meget fin dukke med kastanje-rødbrunt hår og brune øjne, præcis som hende selv.

Desværre for mig, var det første Prinsesse Lyserød greb ud efter – da hun langt om længe rejste sig op for at gå på opdagelse i sine søskendes verdner – netop den forhadte Barbie.

Så hvor ofte sker det ikke at ens planlægning går i fisk på grund af venligtsindede mennesker, som sikkert kun vil det bedste for ens barn, i form af parabener og farvestoffer.

I værste fald er det ungen selv som på det skammeligste sjofler ens økologiske og ergonomiske hensigter.

Jeg mindes stadig Divaens anden jul. Det perfekte stykke ergonomiske og udviklende trælegetøj var indkøbt…

Tøsen brugte en god halv time på at splitte indpakningspapiret til konfetti og derefter legede hun udelukkende med den store papkasse i hvilken den ergonomiske ting var leveret.

Eller dengang nogen ønskede sig en pistol, og jeg tænkte – det er da lige tidligt nok – for det siger de i ”bøgerne”, hvorpå nogen fik en pakke lego – og der gik, siger og skriver, ikke meget mere end 4 minutter før nogen selv havde bygget en pistol af og Zorronaldos lille stemme lød “Moar, det var sådan en jeg ønskede mig..”

Lige præcis her var det så, at jeg blev fuldstændig enig med mig selv om, at for fremtiden var det ikke omgivelserne – de der rigtige bøger skrevet af kloge mennesker – der skulle bestemme hvad jeg skulle give mine børn – men derimod barnets ønsker.

Så skulle jeg nok vise mine børn, hvordan man håndterede verden udenom.

Og derfor kan jeg nu se på et kort, men højtelsket filmklip, fra endnu en anden jul, og – i stedet for at rynke på næsen over et ønske om plastik pynte dimser -glæde mig over synet af en lille bitte Diva med strutnederdel, afskyelige plastik klipklappere og bling-bling smurt ud over det hele – men med en værdighed som en dronning!

Søndagskagen #19

25 sep

Denne søndag er vi ude i noget meget specielt. Og meget lokalt!

På en skole hvor man blandt andet kan tage en konditor uddannelse, har eleverne lavet en kage, til ære for vores helgen Sainte Thérèse.

IMG_5423

Kagen bliver leveret med en lille forklaring: den er hjerteformet fordi Thérèse talte meget om kærlighed, og der er 3 lag i kagen – fader, søn og helligånd og så fremdeles.

IMG_5437

Der er kandiserede roser på, fordi Thérèse lovede at sende roser ned på jorden. Og med roserne mente hun “des actes de grâce”.

IMG_5439

Prisen er rimeligt dyr idet alt overskud går til velgørende formål.

Kagen smagte fint. Firkløveret kunne ikke så godt lide den da der var en masse (også for mange efter min smag) forskellige smagsoplevelser.

Roser, kanel, exotiske frugter, hvid chokolade og crème brûlée. Noget af et symfoniorkester inde i munden – men det smagte godt – anderledes men godt. Alt andet end bitre piller..

%d bloggers like this: