Idoler på piedestaler

Jeg har altid elsket at have idoler – sådan nogle spændende mennesker som jeg må se op til. Ganske uden beregning. Altså, man kan jo bare lade være med at investere i al deres merchandising. Men det er da rart at have folk man kan se op til, og som man kan identificere sig en lille smule med. Sådan nogle som ikke har bumser på plakaterne, eller svedige hænder når de siger goddag.

Sådan nogen som altid gør det rigtige i bøgerne, så man kan tro på at der findes noget som er perfekt.

Jeg må have den største samling ABBA skrammel (til min store fortrydelse kan jeg ikke vende det første B om..) der endnu findes. Okay så måske ikke, for jeg var ikke ret rig som 6årig. Og ja, jeg ville også være den lyshårede.

At være ABBA fan for 6årige mig, begrænsede sig derfor lidt til plakater i Sølvpil og Ung Nu, og optagede kassetter fra radioen, hvor jeg med stor omhu knækkede de der dimser, så jeg ikke at vanvare kom til at optage noget andet ovenpå mine elskede ABBA sange.

Stor var skuffelsen, når Michael Juul Sørensen i Hej P3 eller Tom McEwan til noget andet radio noget lørdag morgen, dristede sig til at tale, mens musikken stadig spillede – det var bare så tarveligt.

Næsten ligeså tarveligt som det faktum at ABBA stoppede længe før jeg var gammel nok, til overhovedet at komme til koncert med dem. Men jeg så da deres film i biografen, med min mors veninde – min mor orkede vist ikke mere ABBA.

Hvis de engang tager sig sammen og begynder at tale sammen igen, og laver en sidste lillebitte koncert med dygtigt playback, så skal jeg med!

Nå, så var der Madonna. Der på Herning pløjemark blev jeg lige 17 igen – sammen med Linda. Vi var iført lyserøde cowboyhatte med bling.

Det var heldigvis ikke den samme koncert anmelderne så – for vi kunne nemlig  rigtigt godt lide koncerten – men de stod naturligvis heller ikke oppe foran, som vi gjorde.

Næ, de sad på deres VIP pladser allerbagerst – sådan lidt kejserens nye klæder-agtige – så fine at de ikke behøvede at høre noget, for at gå til koncert. Men det måtte de jo om.

I hvert fald vil Linda være Madonna i sit næste liv, jeg nøjes bare med at blive Madonna når jeg bliver stor – for hun er da sej.. Eller var.. Hun er efterhånden lidt flosset i kanten.

Men altså der var også de andre – efter ABBA – for selvom jeg blev ældre og tog til Paris – skulle jeg stadig have mine idoler. Jeg lavede dog ikke så meget andet i min fritid, end at læse. En dag forærede en ven mig ”Nattens Kys” – fordi den handlede blandt andet om en som hed Stine der tog til Paris. Det kunne jeg jo særdeles godt forholde mig til – og så blev jeg Hanne Vibeke Holst fan.

Efter et besøg hjemme, plyndrede jeg min mormors bogreol – kun lidt – og blev derefter Suzanne Brøgger fan.

Derfor var jeg fyr og flamme da min mor for et par år siden, fortalte om en foredragsrække på Vartov, med begge disse mine idoler gennem mange år.

Hanne Vibeke Holst holdt sit foredrag om Grundtvig – og jeg sad helt stille på anden række, med min bog i hånden. Da det var slut gik jeg med klamme håndflader hen, og ventede pænt, for at få hendes autograf – nårh nej, det hedder ikke autografer når man er voksen – så får man i stedet sin bog signeret. Hvorom alting er, rødmende og stammende som en teenager fik jeg autografsignaturen i min bog, og var himmel henrykt.

Da jeg derimod skulle høre Suzanne Brøgger, i samme foredragsrække, gik jeg helt i stå. Åndeløs sad jeg bare og stirrede på hende. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med – jeg troede faktisk hun sad inde i et fint vitrineskab og ikke sådan rigtigt fandtes, kun blev taget frem engang imellem ved særlige lejligheder. At hun var helt levende – havde jeg i hvert fald ikke regnet med.

Men nu trænger jeg til nogle nye idoler som kan holde Hanne Vibeke med selskab. Der sker jo ikke rigtigt så fantastisk meget, hverken for ABBA, Madonna eller Brøgger. I hvert fald ikke som når helt til Normandiet.

Jeg har nogle forskellige i tankerne: Svampebob er faktisk et ret godt bud med sit firkantede look. Eller måske Brødrene Price, deres look er sådan lidt mere rundt i det.

Der er jo selvfølgelig også Gaddafi, men hans look er væk – for de kan ikke finde ham.

Må i tænkeboks.