Dragende.

Jeg ved ikke helt hvornår en fornemmelse af at være en slags Misse eller måske snarere en Mrs. Møghe opstod – undskyld mor – men et eller andet må der være sket siden jeg var 24.

(NU bliver jeg lige nødt til at sige, at dette er endnu en af de mange gange, hvor jeg får lyst til at skrive: ”SÅ I lige det meget morsomme ordspil med Misse og Mrs?” Men meget ofte så gør jeg ikke opmærksom på alle mine fantastiske guldkorn – for det første fordi det er lige blæret nok, og for det andet er I garanteret så kloge at I sagtens lægger mærke til dem uden jeg ligefrem behøver at gøre opmærksom på det – men altså denne gang skulle I lige havde den serveret!)

Nå, det var et sidespring, altså ser I: I går skulle First Man og jeg en tur i supermarkedet efter mælk..

Ja, det lyder ikke særligt ophidsende det ved jeg godt – men man skal altså ikke undervurdere den slags.

Det er faktisk det eneste sted, hvor vi kan være sammen, uden at blive afbrudt af børn. Jo, vi kunne da gå ud og spise sammen, men den slags skal planlægges og det er også lidt dyrere end at købe mælk og småting.

I hvert fald – vi var i supermarkedet. Jeg stod og kiggede på fyldepenne med rosa blæk og den slags livsnødvendige sager, First Man havde forladt mig, for at gå hen til vinhylden og finde en god vin til den firkløver bestemte menu – hjemmelavede burgere – vi skulle indtage senere.

Jeg stod som sagt på hovedet, eller rettere sad på hug, i farvet blæk, da jeg hørte nogen sige noget, lige ved siden af mig. Jeg kiggede op og så en mand smile venligt ned til mig.

Der gik et øjeblik før sætningens betydning gik op for mig, og i den mellemliggende tid nåede jeg at sige: ”hva’behar?”

I de splitsekunder inden manden gentog sit spørgsmål – nåede jeg også at tænke ”Naaaarj – DET sagde han dog alligevel ikke – ikke til mig..”

Men jo – det gjorde han – ”det kunne jeg nemlig konstatere, da han gentog: ”Kunne De tænke dem at gå ud og få en drink bagefter?”

Mens jeg rystet rejste mig op, og så på ham, fik jeg fremstammet ”Åhh Nej! Men øhh tak.” (Ah NON.. øh Merci)

Hans svar, efter sådan en gedigen kurv, var blot ”Det var så lidt”. Og så gik han.. Og jeg greb min indkøbsvogn og så hurtigt mine små ben kunne bære mig, skyndte jeg mig på jagt efter First Man, som stod et par hylder væk.

Og mens denne tog min ophidsede meddelelse med ganske roligt, og så lidt efter manden, der var på vej væk, gik jeg derimod under hele resten af indkøbsturen og følte mig Møghe agtig. Kiggede mig bagover skulderen og sådan. Og håbede inderligt at jeg ikke ville se ham igen.

Vidste ikke helt hvad jeg skulle synes – eller jo – er da lidt beæret over, at jeg som nærmer mig 42 år, kunne blive antastet af en fuldstændig ukendt i et supermarked. Lidt sejt.

Har også lidt ondt af den stakkels mand – han kunne jo godt have gjort sig selv den tjeneste, at tjekke fingre for vielsesring og sådan, for ikke at få sådan en kold afvaskning. Men han var overhovedet ikke grov eller på anden måde anstødelig. Men når han ikke har gjort forarbejdet ordentligt er han altså selv ude om det.

Men altså ret modig. Tænk at turde gå hen til en vildtfremmed og spørge om de ikke skulle nappe sig en drink. Og så i et supermarked.

Selvom, det gør han nu nok ikke mere, efter det umiskendelige nej, han fik fra Kong. Møghe.