Dragende.

2 okt

Jeg ved ikke helt hvornår en fornemmelse af at være en slags Misse eller måske snarere en Mrs. Møghe opstod – undskyld mor – men et eller andet må der være sket siden jeg var 24.

(NU bliver jeg lige nødt til at sige, at dette er endnu en af de mange gange, hvor jeg får lyst til at skrive: ”SÅ I lige det meget morsomme ordspil med Misse og Mrs?” Men meget ofte så gør jeg ikke opmærksom på alle mine fantastiske guldkorn – for det første fordi det er lige blæret nok, og for det andet er I garanteret så kloge at I sagtens lægger mærke til dem uden jeg ligefrem behøver at gøre opmærksom på det – men altså denne gang skulle I lige havde den serveret!)

Nå, det var et sidespring, altså ser I: I går skulle First Man og jeg en tur i supermarkedet efter mælk..

Ja, det lyder ikke særligt ophidsende det ved jeg godt – men man skal altså ikke undervurdere den slags.

Det er faktisk det eneste sted, hvor vi kan være sammen, uden at blive afbrudt af børn. Jo, vi kunne da gå ud og spise sammen, men den slags skal planlægges og det er også lidt dyrere end at købe mælk og småting.

I hvert fald – vi var i supermarkedet. Jeg stod og kiggede på fyldepenne med rosa blæk og den slags livsnødvendige sager, First Man havde forladt mig, for at gå hen til vinhylden og finde en god vin til den firkløver bestemte menu – hjemmelavede burgere – vi skulle indtage senere.

Jeg stod som sagt på hovedet, eller rettere sad på hug, i farvet blæk, da jeg hørte nogen sige noget, lige ved siden af mig. Jeg kiggede op og så en mand smile venligt ned til mig.

Der gik et øjeblik før sætningens betydning gik op for mig, og i den mellemliggende tid nåede jeg at sige: ”hva’behar?”

I de splitsekunder inden manden gentog sit spørgsmål – nåede jeg også at tænke ”Naaaarj – DET sagde han dog alligevel ikke – ikke til mig..”

Men jo – det gjorde han – ”det kunne jeg nemlig konstatere, da han gentog: ”Kunne De tænke dem at gå ud og få en drink bagefter?”

Mens jeg rystet rejste mig op, og så på ham, fik jeg fremstammet ”Åhh Nej! Men øhh tak.” (Ah NON.. øh Merci)

Hans svar, efter sådan en gedigen kurv, var blot ”Det var så lidt”. Og så gik han.. Og jeg greb min indkøbsvogn og så hurtigt mine små ben kunne bære mig, skyndte jeg mig på jagt efter First Man, som stod et par hylder væk.

Og mens denne tog min ophidsede meddelelse med ganske roligt, og så lidt efter manden, der var på vej væk, gik jeg derimod under hele resten af indkøbsturen og følte mig Møghe agtig. Kiggede mig bagover skulderen og sådan. Og håbede inderligt at jeg ikke ville se ham igen.

Vidste ikke helt hvad jeg skulle synes – eller jo – er da lidt beæret over, at jeg som nærmer mig 42 år, kunne blive antastet af en fuldstændig ukendt i et supermarked. Lidt sejt.

Har også lidt ondt af den stakkels mand – han kunne jo godt have gjort sig selv den tjeneste, at tjekke fingre for vielsesring og sådan, for ikke at få sådan en kold afvaskning. Men han var overhovedet ikke grov eller på anden måde anstødelig. Men når han ikke har gjort forarbejdet ordentligt er han altså selv ude om det.

Men altså ret modig. Tænk at turde gå hen til en vildtfremmed og spørge om de ikke skulle nappe sig en drink. Og så i et supermarked.

Selvom, det gør han nu nok ikke mere, efter det umiskendelige nej, han fik fra Kong. Møghe.

Reklamer

18 kommentarer to “Dragende.”

  1. overleveren 2. oktober 2011 hos 07:55 #

    Jo jo jeg ser dine ordspil uden at du snitter dem ud i træ og skærer i pap og bøjer i neon. Bare rolig. Og ham gutten – jeg er helt sikker på at han gør det igen. Den slags kræver vist noget rutine når man kan gøre det så cool som han gjorde dér. Og for visse er vielsesringe jo ingen forhindring, hverken for bæreren eller spørgeren 🙂

    • Kong Mor 2. oktober 2011 hos 15:45 #

      Tja – jeg er tilbøjelig til at give dig ret!
      Snakkede en del med First Man om det i går aftes – og vi kom i hu at manden ikke engang havde en indkøbsvogn.

      Måske tilbringer han hver lørdag eftermiddag med at finde enlige damer der godt vil have en drink. Men HVEM tør sådan noget? En vildfremmed? Ja jeg gjorde ikke – men jeg er jo også en kylling.

  2. rejen 2. oktober 2011 hos 07:56 #

    hihi, det er ikke sådan, for at citere Misse: Det er fordi jeg drager!…;D

    • Kong Mor 2. oktober 2011 hos 15:46 #

      Jamen ikk? Det var sådan det føltes!! 🙂

  3. Liselotte 2. oktober 2011 hos 08:23 #

    Man skal nemlig aldrig undervurdere turen til supermarkedet. Det kan være her der lægges guldkorn eller startes revolutioner… eller bages 😉

    • Kong Mor 2. oktober 2011 hos 15:46 #

      Magi i Kvickly.. eller sådan noget.. 😉

  4. Anette 2. oktober 2011 hos 08:28 #

    ha ha det var da et dejligt kompliment at få lige midt i supermarkedet. Men jeg var nu nok også blevet lidt overrasket ;o)
    KH Anette

    • Kong Mor 2. oktober 2011 hos 15:47 #

      Det var altså ikke helt almindeligt!!! 😉 Jeg har aldrig hørt om det før!

  5. Påskeharen 2. oktober 2011 hos 09:15 #

    Kong Møghe. He!

  6. Ellen 2. oktober 2011 hos 11:50 #

    Hehe – kender godt det med at være fristet til at skære guldkornene ud i pap, for sæt nu, at de ikke fes ind (men så skal jeg bare tænke på et skilt fra Thiele briller 😉 )
    Flot kompliment at få – bare irriterende, at man bliver så forfjamsket, ikke? Man burde jo kunne være totalt cool, smile sødt og sige tak og nejtak, men tak fordi du spurgte.

    • Kong Mor 2. oktober 2011 hos 15:48 #

      SÅ sød gad jeg heller ikke at være. Ville bare være helt sikker på at han fattede at jeg IKKE ville noget..
      😉

  7. jensdrejer 2. oktober 2011 hos 15:44 #

    Det er en skøn historie…. og den fremmede var da supersej. Fedt at han turde! Men jeg synes altså du mangler en meget vigtigt detalje i historien….. hvordan så han ud? Var det sådan en rigtig lækker franskmand?

    Jeg må lige bemærke, at jeg synes godt man må lyve, hvis resultatet bliver en bedre historie, hehe…… man må i hvert fald godt lyve en lille smule. 😉

    • Kong Mor 2. oktober 2011 hos 15:52 #

      ÅÅÅÅkay!!!
      Han så som sagt ren og pæn ud. Han var ultrakort klippet – for at skjule den bare plet går jeg ud fra. Nydeligt lille veltrimmet skæg.
      Mellemblond – det er de fleste her i Normandiet – man skulle tro man var i Danmark.
      Men lidt rund i det – et par cm. eller 5 højere end mig og meget langt fra noget goodlooking anything.
      Flink og rar – og jeg kan huske jeg fik et flash som sagde “han er da gammel” men han var nok 45-47
      Han passede bare ikke på mit indre billede af hvordan jeg selv ser mig! 🙂

      Havde han nu set ud som Jason Statham er jeg ikke sikker på jeg var gået så hurtigt væk 😀

  8. Annette 2. oktober 2011 hos 19:53 #

    Daskede du den rare mand en med håndtasken??

    • Kong Mor 2. oktober 2011 hos 20:16 #

      Gnæk gnæk – nej – jeg havde ikke kræfter nok i min afmagt! 😉

  9. Stegemüller 2. oktober 2011 hos 20:21 #

    Jeg er enig i, at han da var en modig mand; der skal da et vist mod og mandshjerte til sådan videre at gå hen til en ukendt kvinde og invitere på en drink. Han respekterede dit ‘nej tak’ og gik. Jeg synes, han lyder okay. Han kunne jo ikke vide, at du har din first man.

    • Kong Mor 2. oktober 2011 hos 22:04 #

      Han var modig – og nej det kunne han ikke vide. Det var kun min reaktion som forbavsede mig! 😉

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: