Gaver!

Se, nu er det snart min fødselsdag.

Ej, ikke sådan rigtigt snart – men snart nok til at min mor har udbedt sig en ønskeseddel.

Hvilket for resten minder mig om – såfremt I mangler inspiration til noget give-away, kunne jeg jo godt komme med min ønskeseddel her på bloggen allerede nu.

Så er der god tid til at alle jeres gaver kan nå at komme helt til Normandiet inden jeg bliver 42!

Det med ønskesedler er i øvrigt noget underligt noget.

Der sker noget – især med nogle kvinder – jo ældre de bliver. De ønsker sig mindre og mindre. Og påstår hårdnakket at en tegning kan gøre det ud for gave. Det er også vældigt fint – men en anelse tamt. Jeg ville godt nok blive skuffet hvis jeg kun fik en tegning. Okay, det kommer så an på hvem artisten var.

Så er der fædre/bedstefædre – de ønsker sig aldrig nogensinde noget. Som helst. Overhovedet. Med det resultat de bliver begavet med 12 par sokker de kan have på i deres sandaler, 2 slips og en havesaks. Helt ærligt – jeg havde hængt mig i vindueskarmen i frustration.

Nå, men mig altså – jeg ønsker mig altid en hel masse. Jeg elsker at få gaver og især sådan nogen man ikke vidste man ønskede sig. Men det forhindrer mig altså ikke i også at have nogle ønsker.

For jeg vil godt have noget.. Altså noget man kan pakke op, se beundrende på og blive glad for. Det er naturligvis i orden, hvis nu det er en oplevelse, at jeg så ikke kan se det med det samme.

Jeg er ligeglad med prisen, for selv hvis man er ludfattig, så er det meget nemt at få en super billig gave til at se vildt luksuriøs og dyr ud – med lidt lir udenom. Man kan købe noget tiger til en tyver og så pakke det ind med balloner og konfetti, så det ligner en million.

Kender I for resten godt den slags mennesker som altid lige skal lave en pris-drop på de mange og dyre gaver de har fået tilranet sig? Den slags mennesker er noget så irriterende. Så kan man stå der og føle sig enormt ynkelig og have rigtigt ondt af sin hjemmestrikkede gave, som er halvt skjult bag ved Holmegaard og noget Louis Vuitton.

Så er der gavekort.

Hvad pokker er det nu for en gave? Jeg giver meget nødig gavekort. For det første giver man altid mere, end man egentlig har råd til – fordi prisen står LIGE der – og alle kan se hvor lidt, du troede du kunne nøjes med, fordi du er på fallittens rand og har levet af havregryn i 2 uger.

Men at få gavekort – må nok hellere slå fast at dette naturligvis ikke gælder for de gavekort jeg har fået for nylig.. Det er nok snarere gavekort, jeg fik for rigtigt mange år siden, af mennesker som er døde for længst. Eller sådan noget.

I hvert fald.

Man står med det der gavekort – og skal have beløbet til at passe med noget man egentligt godt kunne tænke sig. Og “man” det er mig, i dette tilfælde.

Enten har butikken ikke varen hjemme i den størrelse, eller farve det helst skulle være. Eller også mangler man nogle penge for at få det, man rigtigt meget ønsker sig og ender med at belåne hønsehuset til skorstenen, for at få fuld valuta for sit gavekort.

Det sker også, at der er et eller andet åndet beløb tilbage, efter man har fået noget man godt ville have, og ikke rigtigt kan finde andet og ikke orker at komme igen til en butik der ligger 37 km. væk, og som man så ender med at omsætte til et par løbesokker.. til 130 kroner.

Jeg ved ikke helt hvad der skete, jeg måtte have fået halvanden hjerneblødning den dag, for jeg havde da aldrig nogensinde – såfremt jeg havde været ved mine fulde fem – betalt så uhyggeligt mange penge for et par SOKKER.. Oven i købet til at løbe i..

Eller også har man et gavekort liggende i årevis og ender med simpelthen at købe ind for det. Og så kan man så sidde og rigtigt nyde sin fødselsdags mad med leverpostej. Og føle sig lidt snydt når man har bøvset af.

Så nej tak – ingen gavekort til mig.. Nu ved I det!

Men jeg sender gerne min adresse, så alle de andre fine ting, kan nå at komme frem til tiden!