Se, nu er det snart min fødselsdag.
Ej, ikke sådan rigtigt snart – men snart nok til at min mor har udbedt sig en ønskeseddel.
Hvilket for resten minder mig om – såfremt I mangler inspiration til noget give-away, kunne jeg jo godt komme med min ønskeseddel her på bloggen allerede nu.
Så er der god tid til at alle jeres gaver kan nå at komme helt til Normandiet inden jeg bliver 42!
Det med ønskesedler er i øvrigt noget underligt noget.
Der sker noget – især med nogle kvinder – jo ældre de bliver. De ønsker sig mindre og mindre. Og påstår hårdnakket at en tegning kan gøre det ud for gave. Det er også vældigt fint – men en anelse tamt. Jeg ville godt nok blive skuffet hvis jeg kun fik en tegning. Okay, det kommer så an på hvem artisten var.
Så er der fædre/bedstefædre – de ønsker sig aldrig nogensinde noget. Som helst. Overhovedet. Med det resultat de bliver begavet med 12 par sokker de kan have på i deres sandaler, 2 slips og en havesaks. Helt ærligt – jeg havde hængt mig i vindueskarmen i frustration.
Nå, men mig altså – jeg ønsker mig altid en hel masse. Jeg elsker at få gaver og især sådan nogen man ikke vidste man ønskede sig. Men det forhindrer mig altså ikke i også at have nogle ønsker.
For jeg vil godt have noget.. Altså noget man kan pakke op, se beundrende på og blive glad for. Det er naturligvis i orden, hvis nu det er en oplevelse, at jeg så ikke kan se det med det samme.
Jeg er ligeglad med prisen, for selv hvis man er ludfattig, så er det meget nemt at få en super billig gave til at se vildt luksuriøs og dyr ud – med lidt lir udenom. Man kan købe noget tiger til en tyver og så pakke det ind med balloner og konfetti, så det ligner en million.
Kender I for resten godt den slags mennesker som altid lige skal lave en pris-drop på de mange og dyre gaver de har fået tilranet sig? Den slags mennesker er noget så irriterende. Så kan man stå der og føle sig enormt ynkelig og have rigtigt ondt af sin hjemmestrikkede gave, som er halvt skjult bag ved Holmegaard og noget Louis Vuitton.
Så er der gavekort.
Hvad pokker er det nu for en gave? Jeg giver meget nødig gavekort. For det første giver man altid mere, end man egentlig har råd til – fordi prisen står LIGE der – og alle kan se hvor lidt, du troede du kunne nøjes med, fordi du er på fallittens rand og har levet af havregryn i 2 uger.
Men at få gavekort – må nok hellere slå fast at dette naturligvis ikke gælder for de gavekort jeg har fået for nylig.. Det er nok snarere gavekort, jeg fik for rigtigt mange år siden, af mennesker som er døde for længst. Eller sådan noget.
I hvert fald.
Man står med det der gavekort – og skal have beløbet til at passe med noget man egentligt godt kunne tænke sig. Og “man” det er mig, i dette tilfælde.
Enten har butikken ikke varen hjemme i den størrelse, eller farve det helst skulle være. Eller også mangler man nogle penge for at få det, man rigtigt meget ønsker sig og ender med at belåne hønsehuset til skorstenen, for at få fuld valuta for sit gavekort.
Det sker også, at der er et eller andet åndet beløb tilbage, efter man har fået noget man godt ville have, og ikke rigtigt kan finde andet og ikke orker at komme igen til en butik der ligger 37 km. væk, og som man så ender med at omsætte til et par løbesokker.. til 130 kroner.
Jeg ved ikke helt hvad der skete, jeg måtte have fået halvanden hjerneblødning den dag, for jeg havde da aldrig nogensinde – såfremt jeg havde været ved mine fulde fem – betalt så uhyggeligt mange penge for et par SOKKER.. Oven i købet til at løbe i..
Eller også har man et gavekort liggende i årevis og ender med simpelthen at købe ind for det. Og så kan man så sidde og rigtigt nyde sin fødselsdags mad med leverpostej. Og føle sig lidt snydt når man har bøvset af.
Så nej tak – ingen gavekort til mig.. Nu ved I det!
Men jeg sender gerne min adresse, så alle de andre fine ting, kan nå at komme frem til tiden!
Gavekort sucks. I hvert fald mange af dem. jeg fik engang et på 300 kroner til en ansigtsbehandling. Det kostede mig så lige 800 kroner at bruge. Og man kan jo ikke lade være, når man har fået det som gave.
En veninde var kvik og ønskede sig gavekort til en specifik kosmetolog. Hun fik så til fire forskellige. Det blev dyrt.
Jeg synes, at gaver skal være “luksus”, som man normalt ikke selv ville prioritere. Det behøver ikke at være dyrt. Det kan sagtens være hjemmestrikkede sokker, en god håndcreme, yndlingsdvd’en (som man selv har slidt op) eller et blødt håndklæde til sportstasken.
Nu fik jeg slettet sidste linje.
Hvad ønsker du dig?
Nej – det er jo lige det!!
Jeg har også tit brugt mere end gavekortet var på fordi jeg ikke kunne bruge det til andet..
Og gaver skal nemlig være det lille ekstra som man ikke selv køber! 🙂
Ønsker mig..
julepynt.
sjove anderledes kopper.
Tørklæder
bøger bøger bøger
og bøger
🙂
Haha – du skriver det, mange dårligt nok tør tænke 😀
Men du har helt ret, og jeg kan udvide listen med, at bedstemødre også kan have svært ved at finde på ønsker… nogen har det luksusproblem, at nogen synes, nogen har alt, hvad nogen har brug for, så ønskerne ligger desværre på et prisniveau, som kun en Rockefeller kunne opfylde.
John havde det i starten af vores karriere sammen netop med at sige “sokker og underbukser”, hver gang vi spurgte hvad han ønskede sig, for han mente inderst inde, at vi vel selv måtte være i stand til at finde noget, når han nu ikke gad gøre sig den ulejlighed at lægge hovedet i blød.
Lige indtil den jul, hvor Charlotte og jeg fik et djævelsk indfald og kun gav ham sokker og underbukser – og fik manipuleret min intetanende far til at give ham det samme 😀
Han lærte skam af det…
Men det behøver du ikke at lære – jeg håber, du får alle dine ønsker opfyldt 🙂
Tak Ellen 🙂
Jeg har kategorisk nægtet at give min mors mand sokker siden den jul hvor han fik ovennævnte.. Grotesk.
GODT I fik ham kureret!!
Man kan altid finde på noget at ønske sig – også selvom man er bedstemor – Ellen 😉 Man kunne jo ønske sig det garn som er lidt dyrt, nogle nye strikkepinde, et fotoprogram til computeren osv osv.
🙂
Jeg elsker både at give og få gaver.. Håber du får masser af flot indpakkede gaver. 🙂
Ja ikk? 😉 det er det sjoveste.
Og det er nogle gange sjovere at give end at få. Men ikke ret tit 😀
Arhhh TIS jeg har et gavekort liggende der hjemme som bliver for gammelt nu!
På 500 kr.!
Gave til mit PhD forsvar!
(en dyb indånding senere)
Nej. Gavekort er ingen god gave. En rigtig god gave er sådan en, man ikke viste man ville elske, og som råber ud af indpakningen at giveren bare ved hvem, og hvad du er.
Som når min storesøster, som jeg ser ca. en gang hvert andet år, køber tøj, som får mig til at ligne en million. Selv om jeg ryger op og ned i størrelserne.
Jeg fatter ikke hvordan hun gør.
Eller når min veninde at sået et ekstra blomsterfrø, så jeg kan få en plante.
Håber du får lutter gode gaver.
Ihhhh kan du ikke sende nogen hjem til jer – eller få nogen til at ringe til butikken/sende en mail og få det udskudt??
Og jeg er SÅ enig – hvis man kan se af indpakningen hvem den er fra og hvem den er til.. (kræver vist bare et til/fra kort 😀 ) så er det guld værd.
Jeg tror bare jeg vil stole på at koncerthuset vil være forstående. Hvorfor filan gav de mig ikke bare et gavekort til Train?
GAVER! Jeg eeeeelsker også gaver!
Det fantastiske ved gaver er, at de ikke behøver at være store og dyre, bare de er perfekte. Dyre gaver kan være intetsigende og kedelige, fordi man kan få følelsen af at de kun er købt fordi de var dyre. (Men jeg vil altså stadig gerne have en Mulberry i gave!! 😉 😀 )
Hvor og hvornår skal gaverne være fremme mon? 😉
Gaver er fantastisk – lige så meget en dyr ting som en ting fra tiger man kan bruge!
Og naturligvis ønsker jeg mig også Kelly tasken fra Hermès. og et tørklæde nu vi er igang..
Og en Ferrari.. men sådan er der så meget!
De skulle gerne ankomme d. 18 november – på årets næstbedste dag!
Og nu er det jo helt naturligt at jeg så må vide hvad den bedste dag er? 🙂
Det er da JULEAFTEN 😉 Jul er bare det bedste!
Nåh 🙂 🙂
Du fik mig lige til at huske dengang, hvor jeg fik 3 toiletspande i julegave og Bo fik 16 par underbukser…Hm…..
Jeg elsker gaver – også at give dem. Som for eksempel det år, hvor ungernes faster ønskede sig en bestemt perle til sit pandoraarmbånd. Den fandt jeg og lod indpakning være som guldsmeden havde bestemt det. Så blev den puttet i bunden af en papirpose og omgivet af små chokolader, som jeg ved, at hun elsker. Gaver og tanker hører sammen i min verden.
Det behøver ikke at koste en million for at glæde. Slet ikke (men jeg elsker da guld 🙂 ).
Jeg håber, at du får nogle rigtig gode gaver, så du kan give inspiration til vores julegaver og ønskesedler.
…
3 ?
toiletspande??
Hvorfor det?
Dejlig måde at få sin gave på – midt i et bjerg chokolader!
Skal nok fortælle om gaver så I kan få inspiration
Jeg var kommet til at ønske mig en. Og det var der så 3 af mine nærmeste, som mente var en god ide, når jeg nu lige var flyttet hjemmefra.
Jeg har siden lært, at der er ting, man bare køber selv.
Alternativt kan man jo lave en løbende ønskeseddel. Et princip jeg selv forsøger at afspise mine ønskeseddel-inkvisatorer med. Så laver man bare en online på f.eks.http://e-ønsker.dk og så kan de løbende gå ind og se hvad man har fundet på.