Sort skærm..

Nu sker det vist igen – så vidt jeg har forstået.

Det der med sort skærm.

Og at man, for at kunne se fjernsyn igen, enten skal købe et nyt TV eller en slags dekoder.

Man burde være TV sælger – det er der virkelig penge i.

Men det fik mig til at tænke på dengang i 2003 da vi flyttede ind i huset på øen. Der var godt nok en parabol, men den var grim så den fik jeg pillet ned.

Der var så også en mutant mellem en rive og et hønsenet på taget – som indimellem kunne bruges. Indimellem er måske så meget sagt – vi så ikke ret meget fjernsyn.

Jeg – fordi jeg valgte det selv – firkløveret fordi de der antenneforhold langt fra var optimale.

Så var det at Preben lånte os en slags digital dekoder, til at forsøde vores liv. Cirka samtidigt kom en bestilt TV reparatør som skulle få vores franske fjernsyn til at kommunikere med hønsenettet oppe på taget.

Pludselig virkede det og vi kunne tage både dr1 og tv2. Ikke et øje tørt. Og den digitale dims blev stående ovenpå vores gamle, tonstunge franske fjernsyn – men uden at blive brugt.

Så spoler vi tiden frem til første gang der var tale om det der pjat med sort skærm.

I det meste af et år fik jeg tudet ørerne fulde af den kommende ulykke, såfremt jeg ikke købte et nyt fjernsyn. Det havde jeg i hvert fald forstået – for idet jeg ikke ser fjernsyn havde jeg ikke sat mig ind i sagen, rent bortset fra at jeg var fuldstændig ligeglad. First Man var aldrig hjemme, så han vidste endnu mindre.

I samme tidsrum gloede firkløveret på reklamer for sort skærm og disse digitale dekodere, og kom jævnligt og spurgte med angst i blikket, hvad der dog skulle ske med deres liv efter d. 31.10.2009

Jeg blev ved med at sige at jeg kategorisk nægtede at købe et nyt fjernsyn som ikke kunne vise de franske videoer – jo det var dengang der endnu var videoer til – i andet end sort & hvid.

Det var noget med et rør, havde jeg hørt.

Nå men således var det med tårer i øjnene, at firkløveret den 31.10.2009 havde set fjernsyn, for sidste gang i lang tid.

Da de første 3 dage var gået, og det gik op for mig at de IKKE havde opdaget sammenhængen mellem den lille flade kasse ovenpå fjernsynet og deres mangel på dårlig underholdning, klukkede jeg for mig selv, og tænkte tja – går den, så går den.

Visse voksne som kom på besøg spurgte undrende hvorfor jeg ikke bare tændte for dekoderen – men jeg synes nu det var lidt rart med en TV pause.

Det var naturligvis stadig muligt at se deres egne film, men fjernsyn, kunne de ikke se mere.

Jeg læst min avis og overlevede uden problemer. Firkløveret var ved at dø.. I hvert fald den første uge.

Men så en søndag morgen, fandt jeg Divaen og Gårdmand Bjørn på alle fire, midt i en kasse lego – og snart legede de alle 4 – i stedet for at se morgenfjernsyn.

De legede meget mere sammen, vi lagde puslespil sammen, spillede en masse ludo, snakkede og jeg læste højt af ”Sværdets søstre”.

Men så blev det december. Og julet som jeg er, kunne jeg altså ikke nænne at fratage dem fornøjelsen ved at kunne følge med i årets julekalender.

Nu er det sådan at vi har en mængde mystiske væsner og traditioner omkring os, i løbet af hele adventsperioden. Blandt andet en trekantet nisse som lægger æg. DVD-æg.

Indimellem larmer denne trekantede nisse så meget at jeg kan høre det og bliver nødt til at spørge mit afkom om de også kan høre det. Dette spørgsmål afføder gerne høje jubelhyl og så går den vilde jagt i hele huset for at lokalisere nissen og finde filmen den sidder på.

Denne første december sad nissen ovenpå dekoderen. Og først stirrede de lidt desorienterede på fjernsynet, som jo var den samme gamle store klods – der ikke virkede, og jeg måtte sige at de jo kunne prøve at tænde for den.

Som sagt, så gjort – og ô mirakel – der var julekalender! DET var da et julescoop der ville noget!

Bagefter – efter mit forræderi var blevet afsløret – gik de alle 4 rundt og stirrede mistroisk på mig i lang tid, fuldstændigt lamslåede, over at jeg havde været så modbydelig at snyde dem for en hel måneds fjernsyn!