Nu ved jeg ikke med jer.. Men jeg har i de sidste år, hist og her, fundet mystiske tilføjelser på min krop. En af de nyanskaffelser jeg er kommet i besiddelse af, er hår i næsen.
Ja, jeg ved det godt – det er lidet charmerende med egen pels i næseborene. I det mindste får det mig ikke til at snorke. Det kunne man ellers godt foranlediges til at tro, med sådan en fortykning af den nasale luftudgang. Men ingenlunde.
Til gengæld stritter de.. Og nej, det er hverken ret pænt eller ladylike. Så derfor skal de fjernes. Og ER I godt klar over hvor ondt det gør at flå sådan et enkelt hår ud af næsen?
Plukke øjenbryn med en pincet af ældre dato er hundrede gange mere humant. Faktisk er jeg overbevist om at næsehårsudflåning er en meget effektiv form for tortur.
Jeg ville være i stand til at afsløre ALT, stillet overfor en pincet i næsehøjde.
Det er en anelse problematisk, hvis man nu har noget at skjule for sin mand. Og han tilfældigvis tager ophold i badeværelset mens man står der og prøver at afpelse sig selv, med tårerne sprøjtende ud i lokalet.
Han siger: ”Nå skat – hvad har du købt til min fødselsdag”. Hvortil man plejer at le koket, og sige: ”en gulerod og en urtekniv.. Ha ha du troede på mig.”
Nu, med højre næsebor fuld af et torturinstrument, lyder det derimod – meget lidt koket – ”Et weber termometer for helvede – men du får mig ikke til at sige at jeg også har købt en kompressor på tilbud i Aldi.”
Derfor er jeg også helst alene, under disse seancer.
Jeg har prøvet at udtænke alternativer, men jeg tror ærligt talt ikke at det er særlig sundt at putte hårfjerningscreme i næsen, jeg ved nu heller ikke lige, hvordan jeg skulle spule creme – og hår – ud igen, der er jo ligesom kun hul i den ene ende, sådan mod det udvendige af mig, mener jeg.
Og er det ikke sundt at putte cremen i næsen, er det nok endnu værre at sluge det hele via bihulerne.
Så har First Man sådan en fancy ting med motor på. Det ligner en meget tyk kuglepen.
Eller faktisk ved nærmere eftertanke ligner det en minitaser (en taser er sådan en elektrisk dims som man slår folk og røvere omkuld med i amerikanske film) og den har sikkert samme effekt. Det må føles som 50.000 volt direkte igennem systemet, medførende et vandfald af smertens tårer.
Jeg skylder at sige, jeg ikke har prøvet den.
Mænd har nemlig så mange bussemænd hele tiden, så jeg tvivler på den er så lækker igen.
Desuden har Zorronaldo åbenbart også prøvet den, for her i sidste uge meddelte han at den ikke virkede..
Jeg holder meget af både min mand og min ældste søn, men ikke nok til at jeg har lyst til at dele bussemænd med dem.
Så af flere onder, tror jeg bare jeg fortsætter med at luge, med den gamle pincet. Hår for hår.
Du må ønske dig din egen næsehårsudtagningsmaskine. Var der ikke noget med en fødselsdag i nær fremtid. Pincet metoden lyder nærmest lidt småfarlig, både for værdigheden og beholdningen af hemmeligheder.. Og det sidste er jo kritisk den nærtforestående jul taget i betragtning.
Jeg spilder altså ikke et ønske på sådan noget – jeg kunne risikere at få det. 🙂
Jeg har kun en løsning: ikke flå næsehår ud indtil jul!
Du må have din egen næsemaskine.. 🙂
Tja – jeg tvivler stadig på at det er rart 😉
Min kæreste plejede at sige, at det gjorde mere ondt at hive næsehår ud end at føde et barn. Og han kunne komme med en meget malende beskrivelse af, hvordan det føles som om sådan et hår sidder fast helt nede i lilletåen. Af en eller anden grund har jeg dog ikke hørt ham sige det i ca. 3 år … altså siden vi fik vores datter. 😉
Hahahhaa – nej en fødsel eller 4 får dem til at holde mund.
Jeg vil med gru vente på, at det bliver min tur:)
Sig ikke sådan – nu føler jeg mig OLDGAMMEL for pokker.. 😉
Jeg kender det desværre alt for godt og føler med dig… var i øvrigt ikke klar over, at der fandtes maskiner til den slags, men hvorfor ikke? Der findes jo maskiner til alt muligt andet.
Det er åbenbart så viseligt indrtettet, at samtidig med, at visse kropsbehåringer fader, så at sige, er der andre, der kommer til. Man vil jo helst have status quo.
Og dog… i modsætning til min mand bliver håret oven på mit hoved kraftigere og kraftigere. Ret mærkeligt. Jeg får det tyndet ud, hver gang jeg bliver klippet, ellers kan jeg slet ikke styre det. Måske har jeg det lige som min farmor: hun kunne stadig sidde på sit tykke, sorte hår, da hun døde som 89-årig. Hvis det er sådan det er, tager jeg gerne et par næsehår med… 😉
Orv ja – jeg har også hørt at øjenbryn bliver længere.. GYS..
Mit hår opfører sig mærkeligt her – det er vandet!
Det er vildt imponerende at hun havde sit lange sorte hår – din farmor!
Av, av, av. De er lede de små. Og hvorfor skal de kigge ud? Jeg håber ikke at det er plukke næse dag på Æblebakken i dag.
Jeg idag slipper jeg! 😉
hehe, det er rigtigt modbydeligt, jeg har overvejet at bedøve næseborene med en isterning, så kan det jo være at der går frost i næsehårene så de er til at knække af så man slipper for pincetten…;D God høst..
Fniiiiiiiiiis – det var en god idé -det må jeg prøve.
Læste forleden en netavisoverskrift om en kvinde der i 28 år havde barberet sit skæg i skjul for manden… Så tænkte jeg, sikke et bøvl, med skjul af høvl, skum og hår… Sæt du bare pris på dine snudebørster, som sikkert kun har brug for en månedlig trimning…
What? skæg? Det lyder da helt vanvittigt..
Nu slås jeg så kun med 3+2 hår.. .
Ja, en næsehårstrimmer må så absolut stå på ønskesedlen- din helt egen personlige.
For at dele pincet mellem øjenbryn, splintfjerning OG næsehårsfangning er nok heller ikke det lækreste? Heller ikke selvom det er dit det hele .
Min mand har en, og han er glad for den- jeg gav ham den da han begyndte at få synlige hår ud af næsen *ydvrk*… Og siden har jeg ikke set hår dér.
Til gengæld må han så gerne bruge mine sakse til fjernelse af sine “Anders Andersen-bryn”
Altså nu spritter jeg den af imellem de forskellige anvendelser! 😉
Og vil hellere have hår i næsen og så få noget jeg virkeligt ønsker mig
Har du over vejet stand up comedian som job?
øøøøhn nej Jayne.. Du ved hvordan jeg er in public.. Det ville aldrig gå! 😉 men tak ellers 😉
overvejet er vel et ord?
Sikkert – men gør det noget! 😉
Haha, helt vidunderlig historie 🙂 Der er også nogen, som får buskede hår, der stritter ud af ørerne …
Tak Madame!
Gudsketak og lov har jeg ikke hår ud af ørerne endnu!!
Ellers klip de længste med en lille neglesaks – når der ikke er tale om mere end et par stykker går det vel nemt 🙂
Jeg kunne også flette dem..