Alt på et bræt

Nu vi er ved de der toiletter, så vil jeg da også skynde mig at fortælle, at jeg slet ikke tør tage telefonen med derud mere.

At have alt på et bræt er nemlig ikke en mulighed mere.

Det er gudskelov kun en forbigående angst – da det har en hel del med noget komfort at gøre – og intet med min telefon.

Brættet er nemlig ved at knække.

Jeg ER på kur, sagde jeg. Og First Man vejer stadig en hel del mere end jeg.

Men hver gang jeg satte mig – og dernæst ville rejse mig igen – var der noget som nev mig i ballen. Sådan rigtig eftertrykkeligt.

Eller faktisk, hvis jeg skal være anatomisk korrekt, var det ikke helt i ballen, men på baglåret sådan cirka 5 cm under ballen.

Der blev jeg nevet. Hver gang. Der var ikke noget på selve brættet. Og det begyndte ærligt talt at blive en anelse trivielt, for slet ikke at tale om hvor irriterende det var, ikke at vide hvad der nev mig.

Jeg er trods alt ikke mere blond, end at jeg godt er klar over at det ikke er en hvem.

Hvorom alting er, så mener jeg at man på et eller andet tidspunkt må finde på en lidt mere effektiv måde at få opmærksomhed på. Og blive ved med at nive sagesløse folk – mig – i baglåret er ikke i orden. Også selvom man er en ting.

Efter flere gange at have klaget min nød og First Man blot stirrede forvirret på mig uden at foretage sig det mindste for at redde mit skamferede baglår, endte det med at jeg tog brættet i egen hånd, og opdagede en knappenålstynd revne i malingen på brættet, knapt synlig med det blotte øje.

Jeg udledte heraf at noget var i stykker og at det var grunden til de gentagne niv.

Klog af skade, ville mit baglår ikke deltage i festlighederne længere, og begyndte derfor at lette og hælde over til den anden side. Og således, voldsomt akavet og noget skråt placeret, på et ellers nivende wcbræt, er det ikke muligt også at håndtere en mobiltelefon uden stor risiko for det ene og det andet.

Men der er håb forude, selvom han ikke tog sit protektorat seriøst, har First Man åbenbart også selv fået kærligheden at føle fordi, for lidt siden kom han nemlig meget hurtigt forbi min plads og spurgte en anelse forpint hvor jeg gemte min gaffatape.