Eller også er det en slags indrømmelse. Et surt opstød er det i hvert fald.
Engang for længe siden.. Kan man overhovedet starte et seriøst blogindlæg med den sætning? Jeg mener det er ret tæt på ”Der var engang”.. og det er jo et eventyr.
Dette her er bestemt ikke et eventyr – det er almen oplysning om hvordan NOGEN kan virke på andre. Til skræk og advarsel. Om hvordan man måske ikke bør opføre sig.
En eller anden form for menneskelig smålighed. Eller jeg ved ikke engang hvad jeg skal kalde det.
I hvert fald, engang for længe siden.. jeg var kommet til en ny by. Var selv ny. Kendte ingen, ikke et øje. Børnene var små. De kendte heller ingen. Og jeg var ved at gå til, fordi jeg ikke havde nogen at snakke med.
Stor var derfor min glæde, da en anden mor inviterede et af mine børn for at lege med et af hendes børn. Og mig med – til en kop te. Ô lykke.
Det var faktisk hyggeligt. Med speltboller uden form. Og urtete.
Lige indtil.. damen gav sig til at fortælle stolpe op og stolpe ned om denne her fantastiske husmoderforeningsklub. Alt det sjove og spændende de lavede. Lokale damer, naboer, lige om hjørnet, med børn i mine børns skole – endda klasser.
Det lød SÅ sjovt.
Men det var åbenbart ikke noget for mig, for jeg blev ikke inviteret med. Som i aldrig nogensinde.
Nu synes jeg ikke det er så rart sådan ligefrem at invitere sig selv, men jeg var jo desperat, og kunne ikke dy mig for at smide mig mentalt på gulvet, så hun lige kunne få fornøjelsen af at træde lidt på mig..
Fordi.. jeg sagde jo til hende at jeg syntes det lød spændende – samt at DET kunne jeg sandelig godt tænke mig. Men da det ikke ligesom blev taget op – så hang min etiske fordring der i luften og blafrede lidt ensomt.
Og jeg undrede mig helt enormt.
Når man ligefrem står og fortæller folk at man har brug for at lære andre at kende, at man savner at have en omgangskreds, og de ikke reagerer på det?
Hvad skal der så til?
Det lyder bittert – det er det da også lidt – men det er faktisk allermest undren over, hvordan man kan være sig selv nok på den måde. Der er nok en del som aldrig har hørt om den etiske fordring, og det er en skam.
At der skulle gå noget nær fem år, før der var andre end hende den søde fra Tyskland, som ville invitere mig på kaffe.
Er det mon et politisk korrekt fænomen?
Kong Mor - med vilje 
Findes der mon noget mere indspist end Strikkeklubben ? (Mødregrupper Fra Helvede tæller lidt med her .. for de er vel i bund og grund grundlaget for Strikkeklubben?).
Jeg relaterer (desværre) alt for godt til dit indlæg – og tjah – du ved jo, der er det med Brok, at det kan være godt, hvis det handler om at få luft og rense ud i ens eget system (nogen benytter sig af udrensningskure, andre blogger).
Næ det gør der nok ikke. Og det er meget muligt at starten var en mødregruppe.
Det var et surt opstød – jeg havde faktisk glemt det – men kom i tanke om det ovre hos dig (mødregrupper fra helvede!!)
Jeg er heldigvis kommet over det.. Bortset fra de følelser der kom op i 10min, efter jeg skrev indlægget.
Det ER mere synd for hende end for mig!
Og blogge kan bruges til meget, ja ,-)
Det var da en højest mærkværdig opførsel: først at invitere dig ind i varmen, fortælle om al den hygge og alt det spændende samvær – og så efterlade dig ude i den mentale kulde; vel vidende, at nok har vi andre det sjovt, men DU kommer i hvert fald aldrig ind i varmen!
Hvad pokker ville konen opnå? Hvor havde hun parkeret sin gode opdragelse? Sin empati? Sin pli?
En skam, at man er så sårbar og alene som ny i lokalsamfundet – jeg kunne ellers godt lige forestille mig dig komme op med en raffineret hævn.
Jeg har nogle ikke særlig pæne, men meget dækkende udtryk for sådan en type kvindemenneske, men dem behøver jeg vist ikke at skrive højt 😉
Det “værste”.. eller hvad man nu siger – er at damen selv var ny 2 år før mig. Så hun var ikke engang vokset op med denne gruppe.
Men det er vel i stil med at et mobbeoffer bliver til mobber.
Hævnen har jeg ikke brug for – det er som sagt mere synd for hende i dagligdagen.. Men det er sådan noget jeg ved fordi jeg ved det – og det skal ikke tværes ud på en blog..
Men jo, hun er af den type som ikke siger goddag hvis hun har en prut på tværs..
Jeg håber ALDRIG jeg bliver sådan! 😉
Hmmm kan være at konen pludselig blev bange for at du skulle komme og overtage hendes plads i kredsen, småligt og ualmindeligt dumt og tarveligt det var det ihvert fald..Man kan undre sig nogen gange, og klart at man bliver lidt bitter og ked af det når man bare gerne vil lære andre at kende…;(
Det ville jeg jo aldrig kunne komme til.. At tage hendes plads.
Og ja jeg var ked af det – og blev efterhånden bitter. Men så gik det over.. Og nu synes jeg bare hun er ynkelig..
Det virker lidt som “ha ha, jeg er bare med i inderkredsen og det er du ikke” og det er da en virkelig ubehagelig følelse når man er ny et sted. Men som Rejen skriver, måske en angst for at du skal dominere over hende og alligevel kunne hun ikke holde mund. Jeg mener, hvis man ikke vil have nogen med til noget skal man da ikke tale om det vel?
Jeg oplever desværre det samme stadigvæk i Israel, har efter nogen og tyve års bopæl i landet nærmet ingen indfødte veninder fordi det er helt umuligt at komme ind på livet af dem. Jeg har efterhånden forstået at jeg nok er en trussel fordi jeg er meget anderledes, og har affundet mig med at de eneste der kan klare mosten er andre udlændinge. Og det hos et folk der elsker at udbrede sig om hvor kolde skandinavere er og hvor varme de selv er…..
Ja det er nok sådan det hænger sammen. ISÆR fordi hun selv var ny – 2 år før jeg var det.
Det er utroligt.. Jeg fik da også først franske veninder da jeg forstod hvordan de “fungerede” men nu er jeg vist worldwide 😉
Nogen sammenlignede skandinaver med en kokosnød HÅRD udenpå og blød (imødekommende) indeni.
og Latinoer (eller israelere) med en fersken blød udenpå – og stenhård – umulig at komme ind i – indeni..
Det billede kan jeg ret godt lide!!
Og det er jo en grov generalisering jeg ved det – men idéen er god.
Endelig var der en…..
Er du klar over hvor svært det er at opretholde en gruppeidentitet når “alle” er er med?
Man har da ikke et fællesskab, hvis ikke man har nogen man kan holde udenfor… og da slet ikke, hvis disse ikke er klar over, at de bliver holdt udenfor….
Ja se DET tænkte jeg ikke på – men du har da ret.
Jeg laver min egen enkeltmandsgruppe og så vil jeg fortælle damen og de andre at de er holdt udenfor 😉
Tak for tippet 😉
Det er svært at være ny. Især når man ikke er ligeglad med hvad andre tænker og mener og man bare gerne vil være med i gruppen. Skide være med hvilken gruppe, bare en af dem med andre mennesker i.
Jeg tror det eneste vi kan gøre er, at gå foran som det gode eksempel?
Det ville i hvert fald være et forsøg værd. Det er nemlig svært at være ny.
Jeg synes det lyder som en virkelig ubehagelig oplevelse for dig – men jeg kan alligevel ikke helt lade være med at tænke på, at der også kunne være to andre forklaringer (i hvert fald umiddelbart ud fra det, du beskriver):
At hun enten a: ikke har kunne aflæse at du ikke kun syntes det var interessant, men at du gerne ville med (nogle mennesker har brug for at blive talt til meget direkte, fordi de ikke kan aflæse “mellem-linjerne” sprog, eller at b: hun ikke har følt sig berettiget til at invitere dig med, eftersom hun selv var “ny” i slænget (og dermed ikke var gruppens alfa-hun).
Men hvorom alting er, er det ofte ikke særlig rart at være ny, fordi man ikke har en jordisk chance for at vide, hvordan de sociale spilleregler er, og derfor kan komme til enten at træde helt ved siden af, eller trække sig så meget tilbage, at der går æoner før man har noget, der ligner et socialt netværk. Som at være tilbage i skolegården – et sted en del af os ikke brød os særlig meget om at være…
Nu var det jo i Danmark – så jeg kendte trods alt lidt til spillereglerne. Og tro mig (jeg ER ret direkte) Hun kan ikke have været i tvivl om at jeg gerne ville være med.
Men det er rigtigt at man skal tale tydeligt så folk forstår hvad man vil! Helt enig!
Den anden løsning er en mulighed.. Men jeg tror ikke så meget på det.
Uanset hvad jeg kom ikke ind i varmen – og det var så det.
Jeg undrer mig mere over det fænomen som forhindrer folk i at tage imod en som beder om noget.
Der kan være kemi indblandet og alt det der – men som udgangspunkt ville det være naturligt for mig at hjælpe folk videre – også selvom de ikke sagde mig så meget.
Og NEJ jeg kunne heller ikke lide at være i skolegården.
Hjertesuk, tænk at mangle så meget fornemmelse for hvordan man opfører sig, men sådan er det desværre. Min søster skulle partout have at vide af en “veninde”, at folk i byen snakkede om, at min søster og svoger ikke havde holdt om hinanden til deres datters begravelse! Nu stod de faktisk begge og holdt om deres eneste levende datter, og den prioritering kunne jeg godt lide,men hvor havde jeg lyst til at køre hen til mokken og sige min mening om hendes fornemmelse for venskab.
Der er nogen, som lever højt på at de kan trykke andre små og flade, fordi de selv er så små.
Hvor er det forfærdeligt – at hun står og er mere optaget af sin egen indre sladderspaltekælling istedet for at være der som støtte for din familie, der har oplevet det sværeste tab af alle. Det gør ondt at tænke på.
GUD fader en kaleche.. Og ja. de små skal op og stå på andre for at kunne se..
Igen – jeg gik nok ikke glip af så meget.. Men det gjorde ondt den gang fordi jeg havde brug for nogen.
Nu sidder jeg jo og reflekterer lidt, kan rigtig godt huske den første gang du var hos os, Zoronaldo og Lasse havde leget, det var kort tid efter at i var kommet til øen.
En rigtig hyggelig kop kaffe, selv om jeg nu ved at du mest er til te, hvis det altså ikke indebærer lidt bailey i før omtalte kaffe. Jeg må erkende at jeg/vi nok ikke har været helt fremme i skoene med hensyn til at tage os lidt af de nye bekendskaber.
Det har vi da så kompenseret for sidenhen.
Alligevel har det på en eller anden måde sat sig i min hukommelse.
Vi har da I HVERT fald kompenseret siden da!!! 🙂
Kaffen kom ned – på trods af den manglende baileys! 😉 mens vores drengebasser legede.. Det er jo snart 10 år siden altså.
Nu fortalte du mig jo heller ikke om en sjov klub jeg ikke måtte være med i!! 😉
Måske er det vane at man glemmer at inkludere de nye?
Der er i hver tilfælde blevet kompenseret sidenhen, og det må gerne fortsætte (det ved jeg at det gør). Men som du selv skriver, så tror jeg at mange glemmer nye mennesker. Ja, 10 år er ingen tid du ligner i hver tilfælde dig selv 😉
Det er noget med vane – det er jeg sikker på!!
PUha… det kender jeg godt. Jeg er stødt på det her i Houston, fra en gruppe danskere…. Da vi selv var nye, kom der en dansk familie herover og vi inviterede dem straks ud og delte gavmildt ud af de få erfaringer vi havde nået at gøre i vores nye område. Jeg var faktisk meget direkte og fortalte at jeg sådan havde savnet at bo et sted hvor der også var andre dansker, at jeg havde savnet at være sammen med nogen med samme referancerammer som mig osv. osv….. Da så pågældende dansker begyndte at få andre danske bekendtskaber i kraft af at de var ekspater i Dk firma og boede i et område med flere danske….. ja, der hørte jeg heller aldrig fra dem igen. Aldrig blev min første invitation gengældt… og nu læser jeg jævnligt på FB om disse danske pigers tøseture osv osv… Helt ærligt, så gør det altså ondt og jeg har også haft perioder hvor det har været svært ikke at være bitter og ked. Heldigvis har jeg en stor amerikansk bekentskabskred, og flere af dem er på vej til at blive rigtige gode venner 🙂 …så prøver på ikke at spilde min tid på at ærge mig over disse smålige mennesker..
Det lyder rigtigt trist og sårende.
Jeg må indrømme.. at jeg nok havde slettet hende fra min FB.. Hvad nytte til at sidde og blive ked af det hver gang de laver noget dansk??
En ting er at man måske ikke har det store tilfælles eller at det ikke lige er ens type man kan jo ikke være ven med alle – men når der er flere i gruppen så kunne man jo godt synes at alle skulle have lov til at være med.
.. Kæmpetrøsteknus og GODT du har de amerikanske!
Det var dog en frygtelig opførsel! Hvor er det trist at hun havde behov for at opføre sig sådan.
Når jeg læser din beretning og alle kommentarerne, kan jeg ikke lade være med at tænke på hvor svært jeg synes det er at komme med i fællesskaberne, komme ind under huden på folk. Jeg synes det virker som om folk i høj grad har nok i dem selv og deres eget. Det er nemt at blive overfladiske bekendte, der hygger sig når man ses “offentlige” steder, men derfra til at være venner og ses privat, der synes jeg der er langt. Det var sgu nemmere som barn. Vil du med hjem og lege har bare helt andre konnotationer i dag.
Jeg kan sagtens forstå, du blev noget underlig – for nu ikke at sige, skideked af det og bitter. Jeg tænkte også på muligheden med, at hun måske ikke “bare” måtte inviterere dig. Jeg kan ikke blive klog på, om der var en officiel klub, eller det bare var sådan en uofficiel dannet en af slagsen. Uanset, så kunne hun sgu da have holdt sin kæft, hvis hun alligevel ikke ville invitere dig. Hvis det var fordi, hun ikke måtte, kunne jo have sagt det, og sagt at hun skulle sige det videre, og have bedt om dit nummer. Sværere havde det vel ikke været.
Jeg synes generelt folk er superegoistiske. Jeg har oplevet det også, men måske endnu værre fra mennesker, jeg egentlig kaldte venner. Et vennepar, som flyttede udenlands skulle have konfirmation. Hun tegnede og fortalte også stolpe op og stolpe ned om forberedelserne til den her konfirmation. Hun fortalte endda med besværlighederne med andre venner, der skulle med etc. Jeg spurgte på et tidspunkt, om det kun var for familie for lige at prøve at skubbe til hende. Den fattede hun ikke, men fortalte da, at det så sandelig også var for venner. Og jeg sad så og tænkte “Okay, hvad er jeg så lige?”. Senere i anden sammenhæng blev der mulighed for at sige det lige ud til hende (efter det var overstået), og hun kunne godt se, at hun havde jokket kraftigt i spinaten. Dette var nemlig en samtale der gik på, hvor svigtet hun føler sig i forhold til sine danske venner, efter de er flyttet og hvor svært det er for hende at få venner deroppe! Og det ér svært. Det behøver man ikke flytte længere end til Lolland for at opdage!
Og nej skolegården, den ønsker jeg også hen hvor peberet gror.
Deborah: Det var bare en uofficiel hyggeklub – som hun selv var kommet med i 2 år før jeg kom til byen.
Hende din forh.ven.. hold OP en fuldstændig mangel på empati. Jeg er lidt målløs. Det er svært at få venner nye steder – det kan man vist hurtigt blive enige om..
Esconditor: Det med at kunne være sig selv sammen med folk – være med i et fællesskab eller et venskab, det ER svært.
Jeg synes tit folk ikke lægger så meget i forhold til andre mennesker som jeg selv gør. Men jeg synes så det er nemmere end da jeg var barn..
Du er heldig at det er blevet nemmere med tiden 😀
Nok fordi jeg er bevidst om at jeg er MIG og det bliver jeg ved med at være. Ikke som i skoletiden hvor man helst gerne vil være som de andre hele tiden.
Det er jo ligesom at vise et lille barn et stykke slik og sige “Det må du ikke få”. Rigtig tarveligt, hvis vi skal holde det på barn- og slikplan.
Jeg tror desværre, at rigtig mange har nok i sig selv. Og især i de små samfund skal man bo i årevis for ikke at være “de nye”,
Det er så sandt – man vil altid være tilflytterne – selv efter 15 år..
Hvis ens forældre ikke har gået i børnehave sammen – som det ofte er tilfældet der..
Det er vist ca et udtryk for manglende situationsfornemmelse, omsorg og indsigt. Og måske lidt teenagertøs der har overlevet til voksen-heden. Sådan lidt æv-bæv du må ikke komme med til fest -agtigt. Blot mere subtilt udført.
Jo, jeg synes faktisk det er ret meget teenager-stil, det der.. at holde andre udenfor – var det ikke noget der blev overstået i folkeskolen?
åh ja.. eller bitterhed over sit eget liv – og så skal andre i hvert fald ikke komme og ha det nemmere end jeg selv har.. Eller sådan noget..
Det er lidt barnligt ja.
Fordringen forsvinder ikke selv om ingen imødekommer den – jeg tror, det var godt du ikke kom med i den klub. Du ville nok alligevel ikke have brudt dig om selskabet.
Nej det er jo det den ikke gør!
Og Marianne du har HELT ret – det fandt jeg jo også ret hurtigt ud af.
Derfor gjorde det bare ondt alligevel. En afvisning vil altid svide lidt..