I år skal jeg ikke sidde på en for lille stol

9 dec

Altså.. når man har været så tosset at tillægge sig fire børn indenfor et tidsrum af seks år, så skal man til en hulens masse skolesocialt i Danmark.

Man skal til forældremøder..

Forældremøder foregår på den måde at forældrene til 80 % af de børn som går i klassen dukker op på et givent tidspunkt. Man bedes venligst bemærke at de forældre som allerhelst burde være tilstede – ikke er det. Men det er ikke noget nyt.. Man savner dem sjældent.

Så er der de forældre som fejlagtigt tror, at et fælles forældremøde skal bruges til at diskutere hvorfor lille Johannes ikke spiser sin madpakke, samt at Amalie ikke er så glad for at plusse.

Den slags forældre lærer nok aldrig at fatte, at vi andre er fuldstændigt flintrende ligeglade med hvad Johannes putter ind i sin lille mund, og hvad Amalie kan lide at foretage sig, samt at den slags diskussioner med fordel kunne henlægges til en privat samtale.

Det sker også ofte at folk vil drøfte indholdet af de andre børns madpakker. Det er sjovt nok de selv samme som IKKE vil have madordning. Mine børn har ikke taget skade af at komme hjem og meddele at Camilla får sygevat-krydderboller med nutella, med i madpakken hver dag, samt at Rasmus ikke gider at spise sine økologiske-klid-spelt boller med tofupostej.

Og jeg vil, til den sidste madpakke er smurt, fastholde min ret til at fodre mine børn af med begge yderligheder – såfremt det passer mig.

Nå, men man skal også finde noget positivt ved forældremøder. På firkløverets skole skal vi synge – og det er sjovt. Især hvis det er den lærer som sætter os i gang med noget flerstemmigt. Okay indrømmet – ikke alle synger lige godt, men det er saftsuseme hyggeligt!

Man skal også til skole-hjem samtaler eller tre-partssamtaler eller hvad skolen nu vælger at kalde dem..

Det er også noget for sig. Man tager derover for at få et indblik i hvordan det går med ens barn. Nu har jeg aldrig hørt andet, end at det går strålende. Og det kunne jeg selv konstatere, ikke altid var tilfældet. Men det gik alligevel lige strålende hver gang.

I skrivende stund er Zorronaldo og jeg netop kommet hjem fra en times ”mød-dit-barns-lærer” i det som svarer til 9. klasse: Man skriver på en lille seddel hvilke lærere man gerne vil møde, og så får man en fast tid med klasselæreren og resten må man stå i kø for at se.

Man får mange gode informationer på denne måde. Og løsninger til eventuelle problemer.

Som for eks. at Zorronaldo laver ballade i engelsk selvom han er dygtig. Vi fandt ud af at det er fordi han keder sig, så nu får han flere udfordringer og mere frihed.

I fransk havde læreren fundet ud af hvor vi skal sætte ind for at sikre at han får sin afgangseksamen, og klasselæreren ville høre hvilke planer den unge mand har for næste år.

Denne metode er en anelse mere brugbar, end ”det går rigtigt godt, han er en sød dreng og en god kammerat” For det ved jeg jo godt selv. Men der er jo ikke andet for end at jeg må skynde mig hjem og lære dem hvordan det OGSÅ kunne gøres.

Sidst men ikke mindst, så skal man til juleklippe-klistre..

DET er heller ikke så grinagtigt som man gerne vil gøre det til.

Man skal deltage aktivt og enten stå bøjet over et vaffeljern i tre stive klokketimer, eller klippe julepynt med en arm, mens man prøver at undgå at lillesøster æder en limstift, samtidig med at man trøster et frustreret barn som bare aldrig lærer at flette et julehjerte, og man fristes til at synes at det ved gud også kan være lige meget, siddende hjælpeløs på en alt for lille stol som man ikke kan rejse sig fra, når det endelig er tid til at man sammen med to andre, skal feje papirfnuller op efter 17 forældre og 35 børn som på mystisk vis har været kloge nok til at fordufte, før det var for sent. (jeg trækker lige vejret)

Alt dette gange fire.

Det har jeg svært ved at se det sjove i, hver evig eneste år..

Reklamer

24 kommentarer to “I år skal jeg ikke sidde på en for lille stol”

  1. Kari 9. december 2011 hos 07:04 #

    Mange børn, mange møder!
    Det står der så bare ikke lige noget om, hverken i alle sekvhjælpsbøger for vordene forældre eller sundhedsplejerskens udleverede materiale.

    Alle møder er på en eller anden måde vigtige, men gange mange, bliver et bare ensformigt.

    På den anden side, så kan man følge med i barnets fremskridt. Det stopper, når de starter voksenuddannelse. Nøj hvor ville jeg gerne lige have en enkelt “skole-hjem”samtale med Ældstes lærer, bare for at høre om han kan følge med/ klarer sig gennem skoleåret i en klasse, hvor alderen strækker sig fra 17 år til midt i 30’erne.

    Men igen, med to børn mere, er der stadig mange samtaler, forældremøder eller andre arrangementer.

    • Kong Mor 9. december 2011 hos 22:09 #

      Det er nok derfor jeg bliver ved at være med.. Ikke til det hele – men meget af det.
      Og jeg ved lige hvad du mener – i Frankrig kommer man jo med som forældre igennem hele gymnasietiden.

  2. Ellen 9. december 2011 hos 07:33 #

    Hahaha – nu havde jeg måske nok lidt ondt af mit enebarn forleden dag, men efter dette indlæg kan jeg fryde mig voldsomt over kun at have skullet være dette igennem én gang – for ih, hvor er det rigtigt altsammen – jeg genkender hver en ting, du beskriver på din sædvanlige, skønne måde.

    C skiftede skole, da hun skulle i 3. klasse. Hun beskrev meget malende sine nye klassekammerater, og til det første forældremøde behøvede jeg slet ikke at få at vide, hvem der var forældre til hvem. Det var nemlig supernemt at gætte 😀

    • Kong Mor 9. december 2011 hos 22:10 #

      Jeg ville ønske det ikke var så forudsigeligt.
      Men desværre..

      Jeg kan lige se det for mig – man kan sagtens se hvem der er forældre til hvem. 😉

  3. Marie 9. december 2011 hos 08:58 #

    Du skriver og beskriver det så herligt levende,at jeg selv så mange år efter kan nikke genkendende til det….men jeg husker også at det var lidt underligt, da alt det “skoleræs” var slut.
    Nå, man kan også komme på banen som bedsteforældre, for i dag kører jeg til Sofies skole i Viborg og er med til klippe,klister,hyggedag i hendes SFO. derefter tager vi til hendes hjem, hvor hun skal holde fødselsdag med mange gæster.

    • Kong Mor 9. december 2011 hos 22:12 #

      Uhh ja – tillykke med hende! Lille trut!
      Jeg er sikker på at det er anderledes når man er bedsteforældre i og med man jo bestemmer selv.
      Håber hun fik en skøn dag og at hun blev glad for sin Nerf!

  4. SourPuss 9. december 2011 hos 10:04 #

    Ah ja – Velsignelserne ved at have sikret pensionsalderen. Betaling ved kasse 1 når man skal sidde og være overpædagogisk, forstående, rummende, lalleglad og supersocial MOAR sammen med alle de andre håbefulde aspiranter til årets prisuddeling af “hvem gjorde det bedst som forældre i år”.
    Ak – jeg erkender (skamfuldt ?) at jeg allerede ved Poden trak mig ud af dette ræs. Jeg møder op og går igen så snart jeg ser mit snit til det. Kan jeg undlade at møde op indrømmer jeg, at jeg er een af disse forældre (rødmer næsten). Dog er Poden eksemplarisk – det bliver værre når Mini-Afkommet skal til at hærge. Så bliver jeg nok nødt til at trække i Kampdragten og vise mit ansigt (*suk*)

    • Kong Mor 9. december 2011 hos 22:13 #

      Jeg har da også meldt fra masser af gange – mest til julehalløjet – det kunne jo være de andre møder var vigtige!!

      Men ja en evindelig konkurrence om hvem der er mest PÅ.. Suk

  5. pernille 9. december 2011 hos 10:15 #

    Åh ja og så var der det møde hvor to af pigernes mødre var ved at komme op at slås. Korporligt. Komplet med “du er fandme også en klam ludder” og meget meget pinligt tavshed blandt alle andre. Jeg er NÆSTEN ked af at det var Manden, som var med til lige det møde.

    • Kong Mor 9. december 2011 hos 22:15 #

      Holddaop!! Men.. sådan nogle har vi også haft. Men det var bare til en børnefødselsdag. Den ene (singlemor) havde snuppet en andens mand.. Ikke så godt. Så den forsmåede kone dukkede op til børnefødselsdagen og svinede den nu ikke single mor mere – til. Hvortil hun indkasserede en lige højre..
      SLAM – og foran alle ungerne.. i 2 eller 3 klasse. Surrealistisk..

      • pernille 10. december 2011 hos 04:41 #

        Jeg kommer aldrig til at fatte det der med “Du har hugget min mand”.
        Han har vel selv en vilje?

        • Kong Mor 11. december 2011 hos 22:53 #

          Så afgjort – eller det vil sige lige i dette tilfælde havde han ikke..
          Mage til vat..nisse skal man lede længe efter!

          Men du har helt ret 🙂
          De vælger selv! Han er nu hverken sammen med den ene eller den anden mere.. Et par år og et barn senere..

  6. Jens 9. december 2011 hos 12:40 #

    Øv, øv, øv… vi er jo nogen som direkte synger af helvede til. Det er simpelthen så pinligt og ydmygende, at være tvunget til fællessang ved sådan nogle arrangementer. For nogen er det direkte traumatisk. Måske er det derfor, at 20% af forældrene bliver væk….. hvis jeg havde børn på den skole, så ville jeg i hvert fald blive hjemme! 😉

    • Kong Mor 9. december 2011 hos 22:16 #

      Hold da ooooop det er HYGGELIGT at synge – dermed basta.
      Nej de som bliver væk..de er skjult af alkoholtåger..

      Og tro mig – jeg kender mange som ikke har en tone i livet- men vi hygger os nu alligevel 🙂

  7. Madame 9. december 2011 hos 17:05 #

    Pyha og så skal du gange alt det med fire 🙂 Til gengæld får du en masse skønne historier at fortælle dine børn, når du bliver gammel.

    • Kong Mor 9. december 2011 hos 22:17 #

      åhh ja.. gange fire..
      Og ja det var jo også en måde at se på det..
      😉

  8. Fruen I Midten 9. december 2011 hos 18:05 #

    Jeg kan nu meget godt lide forældremøder mm, men jeg har jo også kun 1 stk Pigebarn. Som ovenstående tydeligt viser, kan det jo også være ret underholdende på sådan en lidt alternativ måde.. Det der med flerstemmig sang kunne nok til gengæld få mig til at blive væk..! Jeg kan huske, hvordan min egen mor sang alt for HØJT til sådanne skole-arrangementer i sin tid – pinligt, syntes jeg.

    • Kong Mor 9. december 2011 hos 22:18 #

      Jeg synger godt altså ;)..
      Og så er ungerne jo ikke med til forældremøderne..så de kan ikke høre hvor jammerligt det lyder…

  9. esconditeren 9. december 2011 hos 21:27 #

    Åh, den del af det med at få fire børn havde jeg slet ikke tænkt på. Nå, det klarer jeg vel. Tror godt jeg kan overskue forældremøder og klippeklistring, men fællessang – og flerstemmigt – der står jeg altså af. Jeg er typen, der sidder og mimer fordi jeg hverken kan overskue at synge rigtigt eller at lade helt være (man vil jo ikke være asocial, vel?)

    Højdepunktet i min skole-hjem-samtale-karriere var dengang min matematik- og fysiklærer nervøst spurgte: “Øh, har du egentlig stadig fysik?”

    • Kong Mor 9. december 2011 hos 22:20 #

      Man skal IKKE tænke – man skal bare få sine fire børn og så tage genvordighederne som de kommer.
      🙂

      Jeg DØR af grin.. det må have været meget morsomt at skulle forklare det… hehe

  10. Joan Munk 10. december 2011 hos 00:07 #

    Hold dog op….hvor har jeg moret mig over dit indlæg. Jeg husker det som var det igår (mine “unger” er 30 – 28 og 23 år) jeg mindes stadig et møde hvor en far brugte det meste af en aften til at diskutere (ene tale) hvilken blyant der var mest rigtig at bruge…..til sidst fandt han da ud af at der ikke var en eneste der gad at høre på ham, hvorefter han spurgte om det ikke interesserede forsamlingen : NEJ….. Uha, lige nu vælter minderne frem.

    Mange hilsner fra Joan M.

    • Kong Mor 11. december 2011 hos 22:48 #

      I guder.. Kan man overhovedet snakke om noget mere kedeligt??
      Hvad ER det for nogle mennesker?? De er SÅ sære altså!!

  11. Moster Tulle 11. december 2011 hos 22:28 #

    He-he – jeg har fordelt mine 4 unger over 9 år, men ellers nikker jeg genkendende til din beskrivelse. Dog har vores skole valgt at man har konsultation hos hver lærer – dvs man har 5 min. enetid med hver lærer og farer så fra klasseværelse til klasseværelse. Det lyder værre end det er og det fungerer faktisk fint.

    Forældremøder er beskrevet lige i øjet – tror det mest groteske jeg har oplevet var allerførste forældremøde i 0. med allerførste barn. Løst og fast blev gennemgået og så pludselig rejser en kvinde (af tyrkisk herkomst) sig op og siger, at hun gerne vil snakke om lus. Fair nok, ikke noget vi lige havde haft problemer med på vores kortklippede knægt, men bestemt et problem, der kan være reelt nok. Det faldt dog noget til jorden, da hun fortsatte: Jeg synes det er så ulækkert med lus og danske børn har så mange lus fordi de spiser makrelmadder og tørrer fingrene af i håret….Den hang lidt i luften, så rejste en mor, der er frisør sig og sagde at lus og makrelmadder ikke lige havde nogen sammenhæng. Fuldstændig grotesk påstand, men også ret morsom 😉

    • Kong Mor 11. december 2011 hos 22:50 #

      Se DET ville jeg også gerne indføre – især fordi man ellers aldrig ser de andre lærere.

      .. og det med makrellen.. jeg savner ord. SÅ er man altså udenfor pædagogisk rækkevidde. Jeg ved seriøst ikke hvad jeg havde sagt til hende – men det var nok ikke ret pænt.

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: