DØD over nissebamsen..

13 dec

Nu får jeg nok ingen julegaver og musene kommer tilbage med deres fætre eller hvad ved jeg, men HELT ærligt hvad er det med den åndssvage nisse som hjemsøger samtlige hjem med børn under 10 år?

Mange pædagoger har vel selv børn, så hvorfor GØR de sådan noget, ved sagesløse familier??

Det er ikke andet end en lang opremsning af hvor brilliante forældre der er i børnehaven, gerne med billeddokumentation, som ville kunne enhver julereportage i Bolig Liv til at blegne.

Ren reklame for uhyggelige overskudsforældre, som har masser af tid til at lave pebernødder med den ene hånd, alt imens den anden hånd laver et råhvidt juletræ af de der famøse 17 piberensere og en økologisk mælkekarton, pyntet med bladguld.

Og så strikker de da bare en ny garderobe til nissen når ungen er lagt i seng.

Så hav’ dog lidt omtanke for andre? Jeg har aldrig nogensinde mødt et menneske som ikke hader denne nisse inderligt. Okay så, Mrs. Perfect – hende som altid får dig til at kigge ned af dit tøj, for at tjekke at du ikke har mystiske pletter, eller birkes imellem tænderne.. Hun synes muligvis det er morsomt at få den lede nisse med hjem, så hun kan promovere sine egne kreationer og umenneskelige føromtalte overskud.

For pokker da – så afliv den eller lad forældrene selv skrive sig på en liste OM de gerne vil have den tåbelige og usandsynligt ulækre og fedtede bamsenisse med hjem.

Bare tanken om alle de bakterier der er syltet ind i dens snaskede tøj gav mig kvalme, så den startede som regel sit ophold på matriklen med et tiltrængt bad.

Ingen af mine børn har i øvrigt været særligt begejstret for at få den med hjem.. og nu er jeg forresten heldigt sluppet, antallet af børn taget i betragtning, idet nisser bestemt ikke har gjort deres indtog i det franske land, hvorfor vi slap for den til de to store, men desværre har både Prinsesse Lyserød og Gårdmand Bjørn gået i børnehave, og haft den ene ækle dims med hjem, efter den anden.

Og netop som man tror at man er sluppet fri af børnehavenissens klør, så kommer dens fætter, børnehaveKLASSEnissen og forlanger at blive underholdt – med tilhørende fortælling som skulle få H.C. Andersen til at blegne.. For slet ikke at tale om deres gode ven SFOnissen.

Jeg foreslår kidnapning, tortur og noget syre til at slette alle spor.

Og så i øvrigt en opfordring til pædagoger i det ganske danske land: køb en julebog og læs op for børnene, hvis I mangler inspiration.

31 kommentarer til “DØD over nissebamsen..”

  1. Ellen 13. december 2011 hos 07:28 #

    Det har jeg – eller C – heldigvis aldrig været udsat for, så der gik lidt tid, inden jeg fik en ide om, hvad du egentlig skrev om i dag 🙂
    Underlig ide.

    • Kong Mor 13. december 2011 hos 15:53 #

      Ja jeg har aldrig brudt mig om det..
      Det er noget “nymodens pjat” 😉

  2. Rejen 13. december 2011 hos 08:19 #

    Åh ja det kan jeg også godt huske, sådan en skod opfindelse…Som du skriver så burde pædagogerne sgu da selv sætte fantasien i sving, som om der ikke var nok at se til med børn og jul uden at skulle have nogle ulækre bamser med på slæb…;D

    • Kong Mor 13. december 2011 hos 15:54 #

      Det er jo ikke alle som kan skrive en fortælling eller har tid til at lave noget VILDT op til jul på kommando..

  3. Madame 13. december 2011 hos 08:23 #

    Jeg har haft perioder, hvor jeg ønskede alle nisser hen hvor peberet gror – men nu svælger jeg gerne i dem igen 🙂

    • Kong Mor 13. december 2011 hos 15:54 #

      Jo men ikke den slags tvungne børnehavenisser..

  4. SourPuss 13. december 2011 hos 09:00 #

    Jeg tilbeder i dette øjeblik dit indlæg ! De tanker har jeg tænkt hver eneste (suk + mange bandeord) gang jeg har stået med den lede nisse i hånden (“yay”).
    Så tak ! Af hjertet TAK !

    • Kong Mor 13. december 2011 hos 15:55 #

      Ô selv mange tak!
      Det er stygt at få den slags uanmeldt besøg.

  5. GiSP 13. december 2011 hos 09:06 #

    Jeg tænkte det samme, og i går blev det så vores tur til at få besøg af ham. Og ja, jeg brugte noget dyrebar aftentid på at skrive i nissens dagbog, hvad den havde oplevet i vores hus og hvilke drillerier, den havde fundet på. Og ja, jeg syntes det var en pestilens. Lige indtil i morges, hvor lille pige blev vildt overrasket og glad, da det viste sig, at nissen havde puttet pebernødder i havregrynene og tryllet mælken lyserød. Hun var super stolt, da hun kunne fortælle det i børnehaven til morgen, og jeg ved, at hun vil elske at være den, der sidder og holder ved nissen, mens der bliver læst op af dagbogen. Og så er det faktisk okay lige at ofre lidt tid på det.

    • Kong Mor 13. december 2011 hos 15:59 #

      Tja – hvis ens eget barn er vild med det, så er det lidt svært, kan jeg godt se. Det var da dejligt at hun blev glad!

      Mine var bare helt ligeglade – og jeg GAD simpelthen ikke!

  6. Marianne 13. december 2011 hos 09:08 #

    – jeg elskede dem, både nisserne og Pjokke og Trofast og Øffe og hvad de nu ellers hed alle de skiftende på-besøg-hjemme-tøjdyr. Savner dem faktisk lidt!

    • Kong Mor 13. december 2011 hos 16:01 #

      Hmmm 😉 jammen hvis nu bare det var frivilligt? Det er unfair at presse sådan noget ned over hovedet på folk som virkeligt ikke har lyst.

      Det er jo heller ikke obligatorisk at holde børnefødselsdag hjemme hvis ikke man orker det..

      Du må jo lave nogle nye nisser 😉

  7. Kirsten 13. december 2011 hos 10:00 #

    Åh Gud, heldigvis har vi ikke været udsat for sådan nogen, til gengæld har vi så haft Hamsteren med hjemme i flere weekender. Og de kræ har det med at afgå ved døden helt uforberedt – bare fordi de nu har lyst til det – så min skræk og rædsel var altid at det skulle ske i vores weekend. Heldigvis skete det aldrig……
    Din beskrivelse er himmelsk – hvis du ikke allerede har læst den, så læs Nynnes Dagbog nr 3 tror jeg nok (måske nr 2) og få dine mareridt bekræftet!

    • Kong Mor 13. december 2011 hos 16:03 #

      Det kan vi desværre ikke – på grund af allergi – men det havde da været bedre end en ulækker nisse.

      Har vist engang læst Nynne – men kan ikke helt huske dem.

  8. Moster Tulle 13. december 2011 hos 10:24 #

    He-he – det er næsten en kopi af et blogindlæg, jeg skrev for nogle år siden – vi er HELT enige, bortset fra jeg synes det er meget hyggeligt med den der bamse/nisse/kat, whatever. Det jeg hader er at folk går fuldstændig i selvsving og inviterer bamse med på restaurant, i biffen, i tivoli, ud at shoppe, bage mv. og alt i løbet af samme weekend.

    Derfor var det også befriende skønt, da yngstesønnens ven engang glemte at han havde bamsen med hjem og hans far derfor skrev i bogen (det var i starten af 0. og derfor stadig forældrene der skrev). “X glemte mig så derfor har jeg ligget hele weekenden og kedet mig i hans skoletaske”

    • Kong Mor 13. december 2011 hos 16:04 #

      Åhh det må jeg se!! 😉
      Det er jo det jeg siger – det skal være frivilligt.. Og barnet skal altså også ville det.

  9. fruenimidten 13. december 2011 hos 10:37 #

    Åh ja, Tiske og Hviske. Det værste var, hvis man fik væsenet helt op under jul, hvor alle de nemme løsninger allerede var brugt, og man var nødt til at finde på et eller andet helt ekstra-ordinært for at leve op til Pigebarnets forventning om noget, der var mere fantastisk end alle de foregående tyves oplevelser. Støn..

    • Kong Mor 13. december 2011 hos 16:06 #

      Det værste var da når man fik den en onsdag aften kl 17.30 når man kom hjem fra arbejde og indkøb, og skulle have den ene til gymnastik og den anden til noget andet og lave mad og hjælpe med lektier og styrte rundt som en normal familie.

      Og så har man pludselig også den der nisse man skal skrive et eventyr om til torsdag morgen. DET er ikke i orden!

  10. Susanne 13. december 2011 hos 17:30 #

    Jeg husker med gru, den gang Julius fra Spire-stuen var med i Bilka – og blev glemt ved kasselinien. Hvor mange tårer, der blev grædt ved jeg ikke. Men jeg tror, at bilen nåede at blive våd i bunden, inden vi kom tilbage. Og fandt Julius – præcis hvor han var glemt. Måske fordi han hverken var særlig ren eller særlig køn. Jo, vi har også en vis erfaring i huset her….
    Når man går i 6 klasse er det overstået. Og jeg har ikke hørt om gymnasienisser. Så jeg tror faktisk, at det er overstået.

    • Kong Mor 13. december 2011 hos 20:56 #

      Hvis det ikke havde været på grund af tårerne så havde jeg ladet nissen blive i Bilka..
      ..
      Det er da godt at det ikke er i gymnasiet trods alt..

  11. Annette 13. december 2011 hos 19:23 #

    De nisser har også invaderet vores hjem utallige gange!
    Og det jeg fandt mest underholdende, var at læse de historier de andre forældre (mødre!) havde skrevet, og så disset dem med min ægtefælle. There i said it!
    Det er jo fanme lige før man skal planlægge efter at lave 4 slags småkager, følge barnet til sport, bade det, børste tænder, se julekalendertv selvfølgelig hele familien sammen i sofaen, og trille konfekt, som så medbringes i børnehaven næste dag og deles ud, til at være lige præcis den dag nissen følger med hjem.
    Ellers vil jeg gerne dele et fif, som er bedst når man har hund, og barnet ikke ænser nissen når først den er i huset: Skriv i bogen, at barnets hund ikke bryder sig om nisser, og nissen derfor har været nødt til at tilbringe sin tid på køkkenbordet. Om natten kan Nissen jo lave alt muligt og umuligt, som man så istedet for kan skrive om. Det flytter fokus på moderens overskud!
    Mine børn altid været glade for at få læst op i børnehaven hvad deres mor havde skrevet, at få den opmærksomhed.
    Jeg stemmer ja – afskaf dem!

    • Kong Mor 13. december 2011 hos 21:02 #

      Det var ellers et godt fik.. Gad vide om man ikke bare kunne give den til sin hund og så fodre den med bamsen..
      Det er nemlig lige før man føler sig forpligtet – i forhold til sit barn – at skulle lave ALT muligt fantastisk lige den dag man har fidusen med hjem.

  12. Tine 14. december 2011 hos 09:08 #

    Min datter proklamerede stolt til morgen, at hun skal have nissen med hjem i eftermiddag!!! GAH

    • Kong Mor 14. december 2011 hos 21:51 #

      Du har min DYBESTE medfølelse..

  13. Sofie 14. december 2011 hos 12:05 #

    Med 4 børn og lidt flytten rundt har jeg haft min gang på hele 5 gode og mindre gode daginstitutioner. Alle med tvangsnisseordninger. Nu er jeg nået til institution nr. 6, som i den grad er rosinen i pølseenden: En super institution. Udgangspunktet for alt hvad de foretager sig er omsorg for børnene OG deres familier. Oplevede bl a i sommers hvordan der blev lavet særlige genopstartsordninger børn der lige var kommet tilbage fra sommerferie. Her til jul undrer det mig at ingen af mine unger har skullet have en gave med til uddeling på stuen. Det viser sig så, at BØRNEHAVEN KØBER GAVER TIL BØRNENE!!! (og endda ordentlige ting..!!??). Også tvangsnissen glimrede ved sit fravær. Holdningen er så, viser det sig, at forældrene har ri-ge-ligt at tænke på i december. Og at ikke alle forældre har ressourcer til at lave en kvalificieret nissedag med tvangsnissen. Så pædagogerne laver det nissesjov der hører sig til. Jeg eeelsker den institution!

    • Kong Mor 14. december 2011 hos 21:52 #

      ..
      HOLDDAOP.. Det var da en fantastisk drømme institution! Genialt sted.. Jeg ville gerne bede om navnet hvis jeg havde små i den alder endnu!!

  14. Mille 14. december 2011 hos 21:55 #

    Hvis starutten nogensinde får sådan en med hjem, bliver det ren socialrealisme. Og verdens kedeligste nissehistorie.

    • Kong Mor 14. december 2011 hos 21:59 #

      Undrer mig meget at de ikke allerede er startet i vuggestuealderen..

  15. Rudolfine 15. december 2011 hos 22:29 #

    Men hvorfor føle sig forpligtet til at lade bamsen opleve alverden hvis ungen alligevel er ligeglad.
    Så er det da bare at skrive i bogen “Jeg (nissen) har ikke oplevet noget som helst hos Sofie. KH Nissen.
    Så er den da ude af verden?!!

    Min datter synes det er fedt at have julenissen med hjem, men jeg orker da virkelig ikke at gøre noget specielt ud af dette eller skrive en hel fiktiv roman om nissens halve døgn hos os. Er det ikke FORÆLDRENE selv der skaber disse illusioner om at det skal være helt perfekt og overdådogt og gennemført? Synes egentlig ikke det er gogérne….

    • Kong Mor 16. december 2011 hos 08:38 #

      Jo vel er det forældrene som kører det op til et performance show i dimensioner – men jeg synes også pædagogerne har deres del af ansvaret for at “det forventes” at nissen har haft det sjovt – fordi ellers er der ligesom ikke noget at samles om næste morgen. Jeg har spillet med fordi sådan var reglerne. Det er jo ikke noget du bare kommer og laver om på uden videre.

      Jeg kunne da også rase over absolut at skulle invitere hele klassen fordi det gjorde “man” i stedet for at nøjes med alle drengene eller alle pigerne. Men jeg gjorde det fordi sådan var reglerne på det sted. Og man følger jo med uanset om man er enig eller ej. Det er demokrati og fælles fodslag. At man så er rygende uenig er en anden sag. 🙂

Trackbacks/Pingbacks

  1. Hvorfor er det nu fastelavn igen « Kong Mor - 27. februar 2012

    […] Fastelavn må være på højde med nissebamsen. […]

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: