Cybervenner i Blogland

23 dec

Det er flere år siden siden jeg begyndte at meditere over fænomenet “Cybervenskaber”.

Måske startede det dengang jeg troede jeg kendte en eller flere aupair-piger, og ikke gjorde det alligevel. Fordi de viste sig at være en hel del anderledes end det de gav udtryk for i deres mails.

Men det kan faktisk også godt være at det startede dengang First Man – til min store ærgrelse – fik sin første mobil-telefon.

For, som jeg sagde, hvad i alverdens riger og lande skulle han bruge den til. Hvis han var hjemme havde han vores nr., og var han på arbejde kunne man kontakte ham der.

Jeg indså godt nok lidt efter lidt, det praktiske ved en sådan indretning, og endte endda selv med at få én. Og nu har jeg min elskede Blackberry som jeg ikke vil af med for noget i verden.

Men spørg mig ikke om mit mobilnummer, for jeg kan det ikke. Jo, jeg ved at det vist starter med 06, ligesom alle de andre mobiler i Frankrig.

Derimod forandrede den totalt First Mans og mine bilture.

Hvor vi førhen kunne sidde og pjatte, snakke om det der var vigtigt lige nu og her, eller bare være tavse sammen, så bliver alt næsten med det samme afbrudt af tonerne til noget Vivaldi, hvis det er kolleger der ringer, men hvis det er vennerne der lige skal høre hvor vi er henne, og hvordan det dog kan være at vi kan ånde uden dem, lyder derimod nogen hotte westernmelodier.

Og så kan jeg så sidde der, og høre på at First Man fortæller alle andre om hvordan han har det.

Altså, alt det han plejede at fortælle mig.

Man kan jo naturligvis godt sige, at jeg stadig er til stede, og også at jeg stadig bliver informeret om hans gøren og laden. Men det er ikke henvendt direkte til mig.

Derhjemme er det ikke stort bedre. Enten ringer vores fastnet, og er man optaget på den, kan man være sikker på at mobilen nok skal give lyd fra sig, på et eller andet tidspunkt. Eller omvendt.

Det begyndte endda, at blive nemmere at snakke sammen i telefonen, for First Man og jeg. De gange jeg alligevel havde ham i røret for at spørge om jeg skulle lave mad til ham også, kunne vi jo ligeså godt “komme hinanden ved” og blive ført up-to-date med det sidste nye, som vi alligevel aldrig havde tid til at snakke om når han var hjemme.

Fordi så er der børnene, måltiderne, dagligdagen, fjernsynet… og alle telefonerne.

Selvom jeg har prøvet at forklare ham vigtigheden af at slukke sin telefon engang imellem, subsidiært sætte den på lydløs, så bliver grænsen mellem arbejdstid og fritid lige så langsomt visket ud.

Derfor kan det sagtens hænde at han snakker om monteringen af det sidste kamera på fabrikken i Sydfrankrig , lørdag aften kl. 21:57 mens vi har gæster.

Og når nu han begyndte at bruge så meget tid i sin mobiltelefon, endte det med at jeg faktisk kedede mig en smule. Der var jo optaget hvis jeg ville ringe til
ham.

Men så var det at jeg fik en blog.

For lige pludselig var der jo nogen (okay – det var godt nok nogen jeg ikke kendte – men det faktum var jeg villig til at se bort fra) men i hvert fald, nogen der læste hvad jeg havde på hjertet.

Eller med andre ord – et sted jeg kunne komme af med mine vældig gode synspunkter – uden at blive afbrudt og uden at blive modsagt.

Og hurtigt blev også blogland en del af min hverdag.

Jeg glemmer aldrig chokket over at se nogen af jer i levende live, ikke at I var specielle på nogen måde, men det undrede mig ligesom lidt, at der var rigtige
mennesker af kød og blod bag ved de flotte blognavne.

Det slog mig pludselig at aldrig har vi været nemmere at få fat i, aldrig har vi haft et større netværk, aldrig har der været så mange at snakke med døgnet
rundt, og aldrig har vi kommunikeret mere end i dag.

Og aldrig har vi været mere alene når vi gør det.

Alene foran en kold summende maskine mens man ser ind i en blinkende skærm i stedet for at par øjne, alene mens man holder en kold lille boks mod øret i stedet for at holde en levende hånd, eller hvile hovedet mod en levende skulder.

Jeg synes blogland er en ny og rig dimension af vores kolde elektroniske fagre verden. Det er jo fantastisk stort at kunne kommunikere verden over med lynets hast.

Jeg håber da ikke at jeg er anderledes her på skærmen, end i virkeligheden?

Jeg gør mit bedste for at være så naturlig og ærlig, og helt igennem mig selv, på min blog, som jeg er til daglig sammen med mine unger på vej til skole, eller over en kop te med en veninde.

Reklamer

12 kommentarer to “Cybervenner i Blogland”

  1. overleveren 23. december 2011 hos 06:37 #

    Se, nu har jeg jo endnu ikke haft æren, oplevelsen, skrækken eller glæden ved at se dig live, så jeg kan jo ikke svare på om du faktisk er anderledes live end på bloggen. Jeg må indtil videre nøjes med at forholde mig til bloggen og dine skrevne ord. De dækker nu altså også ganske godt, tror jeg.

    Men det er en skæg udvikling i kommunikationsformerne. Mail, mobiltlf, sms, FB der så deler sig ud mod to tendenser; twitter for de hurtige og maskingeværkommunikerende og blogs, hvor der er bedre tid og mere omtanke for ordene, meningerne og menneskene bag. FB prøver at være begge dele, at give plads til alt – for de vil jo have alt, men de rendyrkede trækker andre steder hen.

    Jeg oplever, at jeg skrider lidt væk fra facebook og her over. Blandt jer. Facebook er blevet lidt for kortfattet og med alt for meget alt for uvæsentligt. Herovre kan jeg uden problemer se at der er tænkende og kommunikerende mennesker bag hver eneste side, og det nyder jeg en hel del mere end at se på kopierede statusser på FB.

    • Kong Mor 23. december 2011 hos 17:25 #

      Nej du må stole på at bloggen afspejler mig 😉 Det tror jeg nu også at den gør.
      Jeg bruger FB måske lidt anderledes end de fleste – jeg holder kontakt med venner som bor langt væk, hvor man ikke lige ringer – eller sender en mail hver uge – men man vil alligevel gerne høre lidt om hvordan de har det!
      Men for det mere tænksomme bruger jeg gerne mine internetgrupper. Og så lidt bloggen i en skrabet og stueren version! Man skulle jo nødig såre nogen..

  2. Rejen 23. december 2011 hos 09:22 #

    Fagre nye verden, men også en fin måde at få nye venner og bekendtskaber på, og selvom jeg er “alene” når jeg laver indlæg eller kommenterer, så læser Jimmi altid dagens indlæg så han følger med i hvad jeg går og “laver”…Men jeg giver dig ret i at tit fylder de mobiler lidt for meget…;-D

    • Kong Mor 23. december 2011 hos 17:27 #

      Det er en ny verden – men jeg ville ikke undvære det!! Absolut ikke – men nogen gange synes jeg det er rart at kunne hive stikket ud. 🙂

  3. Susanne 23. december 2011 hos 12:14 #

    Der er skabt nogen behov hen ad vejen. Som barn boede jeg i et hus, der var telefonløst. naboen havde, og der kunne bedsteforældrene ringe til, hvis der var akut behov. Ellers cyklede mor til boksen og ringede en gang imellem.

    Her i huset er vi alle udstyret med telefon. Og ja – ind imellem fylder de bare for meget. Jeg forlanger, at de lader skidtet være, når vi spíser, og man sidder ikke og roder med den, når der er gæster.

    Blogland er et herligt sted at være. Jeg er faldet godt til her og føler, at jeg kender en masse. Nogen har jeg været heldig at møde hen over året. Til stor fornøjelse.

    God lillejuleaften til jer i det franske.

    • Kong Mor 23. december 2011 hos 17:29 #

      Jamen lige præcis – vi overlevede altså udmærket uden telefon. Selvom de er gode at have!
      Men blogland har overrasket mig – jeg troede ikke det var sådan.. 🙂
      Tak og i lige måde!

  4. kongemoderen 23. december 2011 hos 15:43 #

    kloge tanker! og selvom cyper venskaber er dejlige og gode, og skype o.l. er fantastisk , så er der intet der erstatter en varm hånd, en kærlig stemme, et knus og lyset i den andens øjne, når man er ansigt til ansigt. Så ja – mobilen, computere, Ipad’en osv. har deres store berettigelse, men somme tideer skal der bare slukkes!

    • Kong Mor 23. december 2011 hos 17:29 #

      Nemmelig!! 🙂
      Selvom det var nu hyggeligt at skype i går 😉

  5. Madame 23. december 2011 hos 18:23 #

    Og så tænker jeg på min barndom, hvor tv’et pludselig en dag revolutionerede vores liv. Hvor man tændte klokken 19.30 og så ‘Aktuelt’, og hvis jeg var heldig kunne jeg sidde og se en fodboldkamp helt tæt på min far og mærke hans glæde, som smittede 🙂
    Glædelig jul til dig og dine, kære Stine!

    • Kong Mor 23. december 2011 hos 20:50 #

      Ja det er gået ret stærkt de senere år!
      Jeg kan lige se dig for mig!!

      Tak og i lige måde 🙂

  6. helleq 25. december 2011 hos 21:01 #

    Jeg tænker at man måske lettere kan give udtryk for de inderste tanker via sin blog, end man kan i “den virkeligeverden” udenfor- og på den måde viser ens blog nok meget mere hvem man er, end dagliglivet væk fra skærmen.

    Ikke at jeg er anderledes, men måske mere reserveret ude i virkelighedens verden…
    Og det er lettere, når man skriver, end når man taler 🙂

    Og jeg tror nu ikke at hverken du, jeg eller andre bloggere ville kunne skabe en helt anden illusion om sig selv, for så ville man kunne læse det mellem linjerne.

    Og tænk hvis man ikke havde sin blog og sin android – verden ville skrumpe lidt 🙂

    • Kong Mor 27. december 2011 hos 17:30 #

      Det har du sikkert ret i Helle – men nu kommer jeg ikke med så dybe og inderlige tanker på bloggen at det gør noget.

      Og det med illusionen er jeg ikke så sikker på – der er MANGE syge mennesker derude..

      Jeg kan da heller ikke overleve uden mobil nu 😉 overhovedet!! Eller min blog

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: