Zorronaldo superstar

Jeg var faktisk ved at fortælle om hvor uhyggeligt det er, når man opdager at man er ligeså gammel som sin mor.. Sådan mentalt. Og indimellem kan man blive helt i tvivl om man ikke i stedet er gift med sin svigerfar..

Men så var det at jeg kom i tanke om Zorronaldo. Han går til fodbold..

Og så slog det mig, at jeg vist aldrig nogensinde har fortalt hvor dygtig han er?

Det ligner mig ellers rigtigt dårligt, ikke at udnytte enhver lejlighed til at blære mig med mit afkom, men lige familiens fodboldstjerne har jeg vist ikke udbredt mig om.

Så derfor bliver det til et helt andet indlæg – og historien om at være gift med sin svigerfar (GYS) må komme en anden dag.

Da han som 9årig blev sendt startede til fodbold, ene og alene fordi hans mor, havde indkøbt nogle totalt seje ”Le Coq Sportif” fodboldstøvler i sølv og orange.

Det var også lidt fordi jeg var lidt træt af at sidde alene, hver gang der var landskamp, idet First Man hader få ting så meget som fodbold, det skulle da lige være spillerne, men i hvert fald, jeg sad i ensom majestæt kamp efter kamp, og heppede lidt for et syns skyld, til landskampe eller spændende ligakampe.

Jeg har aldrig selv spillet fodbold, jeg kunne jo risikere at knække en negl, jeg kender dårligt nok alle reglerne, men jeg kan godt lide at se landskampe, og så har de fleste fodboldspillere sådan nogle pæne numser..

Men jeg følte mig ganske alene med min heppen, og ville godt have en sammensvoren. Derfor blev der indkøbt fodboldstøvler og jeg meddelte min søde lille søn med uglelooket, at han skulle til at spille fodbold.

Han var der to gange.

Efter anden træning kom han hjem, og med øjne der var ved at løbe over af tårer, og mimrende underlæbe sagde han at de andre ikke var søde og at træneren talte grimt til dem. Hvilket desværre var sandt. Og fodbold skal være sjovt, så han kom naturligvis ikke tilbage dertil.

Men sommeren efter, sendte jeg ham på fodboldskole i nabobyen, og han kom hjem hver dag og var dødtræt, møgbeskidt og lykkelig. Og jeg tænkte – jeg prøver igen.

Og en lun septemberdag stod jeg med en meget nervøs lille dreng ved hånden, for at følge ham hen til gruppen af drenge, som jeg inderligt håbede, ville tage godt imod ham.

Og – Ô lykke – Anton kom sprintende hen for at sige velkommen, og jeg fik lov til at gå!

Gruppen af drenge var genial, træneren fantastisk og forældrene støttende! Og min lille usikre ugle tog sine skridt ud på grønsværen, støttet og opmuntret.

Og så havde han søreme talent! Det kom ikke lige med det samme, men langsomt blev han bedre, og pludselig var han topscorer. Og nu klapper et helt stadion når han kommer på banen!

Jeg kunne jo af gode grunde ikke være objektiv, men fra alle sider lød det: ”Han er bare super GOD!” Nå ja, lige bortset fra den afsatte topscorers mor, men fred være med hende.

I Frankrig blev han set an i en uge, og kom så direkte på førsteholdet i aldersklassen over hans. Da de blev sendt til talentudvælgelse, tog de ham med, også selvom han kun var 13. Han kom ikke på med regionsholdet, fordi han var for ung, men han blev sendt videre til andre talentspejdere, og han kom på en liste over unge talenter – med mulig udtagelse til landsholdet!

Vi har sågar haft fodboldklubber som ringede hjem til os for at høre, om han dog ikke vil skifte klub.

Men så brækkede han jo kravebenet og har ikke spillet en hel sæson. Han var ulykkelig, for der var nye udtagelser til regionalholdene, og han kunne ikke deltage.

Ikke desto mindre er han åbenbart mere end almindelig god, for talentspejderne kom tilbage for at se ham træne, og han skal til personlig audition engang i februar når han er blevet 15 og er helt kampklar igen!

Og jeg har skam vist ham det hus i Saint Jean de Luz, som han skal købe til mig, når han bliver spiller i Real!!