Hvad skal vi nu finde på

Ulempen ved at have en blog om sig selv, er jo at den indimellem bliver lidt kedelig.. Eller ensformig.

Okay – jeg ved det godt, jeg bruger en hel del tid til at udstille mine børns liv og levned i cyberspace.

De stakkels sagesløse unger har ikke engang noget valg. Jeg kan vælge og vrage blandt historierne, fortælle om den ene pinlige tildragelse efter den anden og de kan gøre nul og en hattenål ved det.

I teorien kunne jeg jo endda godt have fundet på alle historierne – og bare gøre dem til grin i det ganske land, ja endda længere endnu, uden at de overhovedet har gjort andet, end at blive født ind i en sær familie.

Men så igen, de har altså gjort så mange tossede ting de børn, at det umuligt er noget jeg havde kunnet finde på selv alt sammen.

Det kommer jo nok heller ikke fra fremmede.

På date nummer ét.. med First Man altså.. var vi ude og spise på en italiensk restaurant ved Porte d’Italie – ja i Paris – vældigt romantisk ved første øjekast.

Jeg var lidt forelsket, så jeg kunne stort set ikke få ene eneste bid ned. Næsten ikke, altså.

First Man startede med spaghetti carbonera til forret og så en pizza til hovedret. Kan ikke engang huske hvad jeg fik at spise. Det var nok noget pasta med laks og crème fraiche.

Nå, men hvad jeg sagtens kan huske, er at jeg var ved at få min badoit noget så eftertrykkeligt galt i halsen. Af grin – halvvejs inde i hans forret.

Vi spiste lidt. Snakkede ikke så meget for jeg kunne ikke ret meget fransk, udover den der åndssvage sætning og så de gængse: ”ja” ”nej” og ”to øl.”

Som regel klarede vi os med en lille blå ordbog, men det var lidt besværligt når vi samtidig skulle styre at se hinanden dybt i øjnene og få spist.

Så der var stille lidt indimellem. Faktisk ret ofte.

Men så pludselig.. First Man tog en mundfuld spaghetti.. og lod en hænge halvvejs ude, sådan langt ude.

…

Jeg nåede lige at tænke, ”hmmmmnnååå, er han sådan en som spiser snasket?” da han derpå drejede på sine ører – ja du læste rigtigt – han drejede på sine ører og sugede samtidigt den hængende spaghetti ind..

Uden en lyd..

Andet end det lille svup det gav da den sidste ende af spaghettien svirpede op forbi hans næse, inden den også blev suget indenbords.

Og så – intet.

Pokerfjæs.

Udover en meget tynd stribe parmesan på næsen var der intet spor efter hans optræden.

Han fortsatte med at spise og prøve at kommunikere med mig, som om intet var hændt.

Jeg var fuldstændig grædefærdig af grin.

Tænk at en flot og supersej ung mand på 24, på sin første date, ville gøre sådan noget! Jeg var overvældet og imponeret. Og kunne kun med møje og besvær få fat i min serviet for at tørre hans næse ren så meget grinte jeg.

Er der noget at sige til at jeg – trods alle de genvordigheder, vi ligesom i eventyrene, har været igennem – stadig holder fast i ham her 24 år efter?

Men muligvis er det sammensætningen af generne der ligger til grund for måden mine børn spiser flødeboller på..