Archive | februar, 2012

Hvad kufferten gemte og et lille surt opstød.

29 Feb

Det er næsten som om det var jul igen. Lene kom og det gode ved hende er at det ikke føles som syv måneder siden jeg så hende sidst.

Vi snakker/skriver naturligvis også sammen hver dag på skype, men alligevel. Og så havde hun en masse gode sager med i kufferten.

IMG_0730

Bemærk “kongemandlerne”! Elsker bare besøg Lene!!

Der var også noget til Prinsesse Lyserød og Gårdmand Bjørn.

Lektier…

Fra den danske skole. Så bliver jeg godt nok lidt rørt. Lærere har nok at lave til daglig, der er mange elever i klasserne, også selvom det er en privatskole…

Eller måske snarere især fordi det er en privatskole og fordi tre lokale skoler lige pludselig lukkede fordi riget fattedes penge – men jeg siger jer: det er en falsk besparelse!

Af sparehensyn lukker man alt det som gjorde det attraktivt at bo på landet. Den lokale sladder er også nået til Normandiet og kan berette at den vidunderlige børnehave hvor Prinsessen og Gårdmand Bjørn slog deres folder, nu er lukket på grund af mangel på børn.

Ingen vil bo i vores landsbyer mere, der er ingen børnehaver, ingen skoler, ingen butikker og færre busser. Nu kan man heller ikke engang låne penge til at købe hus i udkantsdanmark mere.

Nå, det var lige et surt opstød. Men det var jo ikke ret stort!

I hvert fald – jeg blev rørt; børnenes lærere har fundet noget materiale frem som vi kan bruge. de tager sig tid til elever som ikke engang er på skolen endnu.

De har kopieret, samlet sammen og gjort ved og de glæder sig faktisk til at se os til sommer!

IMG_0727

Jeg sagde lidt usikkert til Gårdmanden mens jeg rakte ham en læs og forstå: “det er sådan noget I kan lave om onsdagen”.. (når de har skolefri)

Han svarede: “Hvorfor kun om onsdagen? Må jeg ikke lave noget nu?” og de gik begge straks igang.

IMG_0734

Lene og jeg smed os i sofaen, nu med ens hjemmesko – og mig iført ny kop!!

Har jeg sagt at jeg elsker besøg?

Mandage er da fantastiske!

28 Feb

Især når man får pakke!!

I sidste uge fik vi en fin pakke, som raslede. Det var næsten ikke til at holde ud at skulle vente med at pakke den op. Det var fisk! Og et brev på papir smukt dekoreret af et barnebarn.

Pausefisk fra Marie!

IMG_0700

En fantastisk gave i et lakridsløst land!

IMG_0725

Nu er skålen jo knap så fyldt – skønt der stadig er et par stykker tilbage!

Men hvilken vidunderlig verden, når læsere begynder at sende fisk til ens blogfødselsdag! Der er blevet nydt og smasket og smovset i salte fisk, af fineste kvalitet!

Tusind tusind tak Marie! Du har en meget høj stjerne på firkløverets himmel!!

I dag er det så tirsdag!

Tirsdage – de er også ret fantastiske.. Især når man venter på at få besøg fra øen! Jeg glæder mig så meget at jeg hverken kan sidde stille eller koncentrere mig om et ordentligt indlæg.

Lene kommer en hel uge. Og hun lander lige om lidt!

Hvorfor er det nu fastelavn igen

27 Feb

Denne overskrift skal helst jamres. Og der må gerne sukkes dybt til sidst.

Fastelavn må være på højde med nissebamsen.

Et eller andet sted.

Eller naturligvis ikke selve fastelavnen og alle dens gerninger – og slet ikke fastelavnsbollerne.

Det skulle da lige være de tørre spandauere vi bliver spist af med på firkløverets danske skole.

De spandauere, som INTET har med fastelavnsboller at gøre, har givet mig traumer for livet og jeg tror nok at når jeg kommer hjem, så vil jeg med i noget udvalgsnoget som får indkøbt rigtige fastelavnsboller med en masse flødeskum i – i hvert fald til næste år – som vist er sidste år jeg skal til fastelavn med et skolebarn.

Nå, men det er udklædningerne det er galt med.

De hjemmelavede altså. De gør det fuldstændigt umuligt at være en okay mor.

Også selvom man for en gangs skyld husker det der med fastelavnsris. Adspurgt kunne firkløveret huske de havde vækket First Man og jeg med birkegrene over det hele, én eneste gang.

Det sølle minde berettiger ikke til den mængde ballade, maste lemmer, filtret hår og så alle de visne kviste der endte i min seng.

Men udklædningerne altså.

Jeg magter ikke engang at sige de er flotte.

Mennesker som burde være dekoratører i Disneyland eller på le Moulin Rouge, skulle faktisk holde sig fra at lave udklædninger til deres afkom. For at skåne mindre dygtige mødre. Som mig. Alternativt kunne de godt kreere udklædninger til alle os andre også.

Har nemlig lige været vidne til et udklædnings-spam-angreb via facebook.

Jeg gik ellers og var så glad. For i Frankrig er der slet ikke tradition for at lave et juletræ, en vandmand eller.. en haj der spiser en dykker. Jo – det findes.. sådan en udklædning har jeg nemlig lige set. Den var simpelthen så fantastisk flot at jeg kom til at græde..

Hallo derude.. Det er fandme ikke i orden. (hulker lige lidt mere seriøst her..)

Prøv dog at have lidt medlidenhed med almindelige dødelige, som kun lige akkurat kan skrue sig op til Lucky Luke når bølgerne går højt.

Ej, faktisk syede jeg en blomst og en leopard – HELT SELV – da Divaen var fem og Zorronaldo var 3. Disse to hjemmelavede udklædninger blev genbrugt år efter år efter år, og blev først smidt ud da leoparddragten til sidst sad så stramt at Gårdmand Bjørn ikke kunne sidde ned uden at tale med en meget lys stemme.. Mere lys end vanligt, forstås.

Så mente jeg, at jeg dermed havde aftjent min kreamorpligt. De havde endda vundet flere konkurrencer, det var godt nok i den danske kirke i Paris, men alligevel!

Men nu – med denne ”papmachéhaj sat udenpå barn forklædt som dykker”, for evigt tatoveret på indersiden af min hornhinde – er jeg jo nødt til at tænke kreativt. For at opretholde bare et minimum af en illusion om at jeg er en god mor. I hvert fald til fastelavn.

Måske er vi helt ovre i noget gulerod.. eller tandpastatube. Den ville jeg endda kunne tage med hjem til øen og bruge til næste år. Men det ville ikke hjælpe ret meget; alle dem i Danmark som jeg omgås, i fastelavnsregi, ved udmærket at jeg overhovedet ikke er så overskudsagtig.. De ville nok ikke engang tro på at jeg selv havde lavet den.

Det er hvad det er.

Men hvad værre er, han vil ikke.

Min Gårdmand Bjørn er fuldstændigt bedøvende ligeglad med at kunne blive gulerod. Og med at blære sig med sin mors kunnen.

Trist er det..

Han vil være James Bond.

Helt ærligt. Det er jo bare slet ikke ”krea-overskudsmor”-promoverende nok, så jeg prøver at overtale ham til noget som er svært at lave.

Med sikker woweffekt.

Sådan en rolig søndag..

26 Feb

I skrivende stund står min søde mand og fedter med en stålbøjle. Sådan en af de der vaskeri bøjler, som han har foldet ud. For at kunne lege Falckmand. Og det er ikke fordi han er træt af titlen som First Man.

Det er fordi vores bil kun har et eneste sæt nøgler.

..

Nogen lader altid nøglerne sidde i bilen når han har brugt den. Til stor irritation for mig, som flintrer huset rundt, for at lede efter dem når jeg så skal bruge bilen.

Det er givetvis også irriterende for ham, at han skal finde nøglerne i min taske hver gang han skal ud og køre, men det er trods alt nemmere at finde min taske og tage nøglerne og sætte sig ud i bilen. Og skulle den være låst kan man låse den op igen. Med de nøgler der lå i min taske.

Det er straks sværere at låse en bil op, hvor nøglerne – som sagt de eneste – sidder inde i bilen.

Da vi spiste frokost, sagde Zorronaldo at søndage var lidt kedelige når man ikke var hjemme på øen. First man gav ham ret, det var kedeligt her; her er ikke noget at lave. Hjemme på øen havde han en have han kunne rode rundt i, et oldgammelt hus som ustandseligt skal skrues på og saves i.

Der er altid noget at lave i ens eget hus.

Man skal passe på med hvad man ønsker sig. For i stedet for at kede sig på denne rolige søndag, tilbringer han nu tiden med at prøve at få låst bilen op igen. Med en bøjle.

Assisteret af ham som muligvis og ganske tilfældigt – men det er hverken helt sikkert eller bevist – kom til at låse UDEN at vide at nøglerne sad i. Længe leve centrallås..

IMG_0721

Og da ingen af dem har speciel erfaring indenfor biltyveri, kommer det nok til at tage sin tid. Og af samme grund, er der ingen kage!

Med prikker på

26 Feb

Jeg fandt en madkasse på nettet. En rigtig fin en. Med prikker på.

IMG_0704

Så flot, og den ville passe perfekt til Prinsessen. Glad og fro bestilte jeg et eksemplar som skulle følge med hjem til øen. Og følge med Prinsessen i skole.

Den ankom.

..

Og så var den meget mindre end jeg lige troede den var, og ville aldrig, om jeg så fyldte den til randen, kunne indeholde nok mad til at tilfredsstille Prinsessens appetit.

Tal lige om at være skuffet.

Jeg kunne naturligvis godt have tjekket størrelsen først, men det gjorde jeg så ikke. Men i teorien kunne den jo godt være på størrelse med et fingerbøl..

Så jeg vælger bare at være lidt positiv omkring det.. – er det kun mig som kan høre ordet spisesituation her??

Men indbydende er den altså.

IMG_0702

Heldigvis spiser Divaen ikke så meget som sin søster, så hun kunne sagtens nøjes med en lille madkasse!

Nu er jeg ikke madblogger

25 Feb

Men altså – jeg synes det har handlet meget om mad på den seneste og hvis I vidste hvor mange madindlæg der ligger og venter på at få lov til at betræde de hellige lokaler hos Kong Mor, ville I nok forsvinde.

Når jeg er ude og rejse, elsker jeg at få noget jeg ikke kender, for at smage noget nyt. Det har ført til et par lidt anderledes episoder, idet jeg således forledt af min lyst til eksotisme, engang fik sat en tallerken sort blæk foran mig.

Jeg spiste næsten op.. og ved nu at en venetiansk blækspecialitet er en anelse kvalm..

Jeg elsker kogebøger. Har alt for rigtigt mange. Læser glad og gerne i dem, også når jeg ikke har brug for en opskrift. Jeg elsker film som Babettes Gæstebud og Ratatouille – ja, jeg ved godt det er en tegneserie, men den er bare så god!

Men mad.. Sådan generelt.. Det er jo noget fantastisk noget. Ikke bare til at blive mæt af.

Fordi:

For et par år siden fik jeg en opringning fra en overlæge på børneafdelingen. Han ville blot fortælle mig at mit ene barn havde en mild form for epilepsi.

At de godt kunne give barnet noget medicin, men medicin af den slags har bivirkninger og i øvrigt, men det ville han under ingen omstændigheder citeres for, var epilepsien så mild, at jeg også kunne prøve at fjerne tilsætningsstoffer fra barnets kost. Bare et par måneder, for det kunne jo være det virkede.

..

Jeg sad længe med telefonen i hånden efter overlægen havde lagt på. Gik derefter direkte ud og tømte mit køkken på den hysteriske måde.

..

Er I godt klar over hvor meget der er tilsætningsstoffer i?

Så jeg begyndte at lave stort set alt fra bunden.

Det er muligt men besværligt. Der blev ens regler for alle – jeg kunne ikke bære at have et barn som ikke måtte få noget som helst og de andre uhæmmet kunne mæske sig med alskens e-numre.

I forvejen var sodavand kun noget der var i huset til jul og fødselsdage. Slik én gang om ugen. Sukkermorgenmad kun i weekend og ferier.

Nu lavede jeg sodavand med danskvand og økologisk saftevand. Jeg lærte at lave slik selv, selvom de gerne måtte få økologisk chokolade. Morgenmad med sukker i blev helt forbudt og skulle det gå højt, fik de ristet havregryn med sukker i.

Jeg nævner slik, sodavand og morgenmad fordi det var det sværeste. Det meste andet kunne fås uden alt for meget kemi i, eller laves uden de store problemer.

Sådan levede vi i 6 måneder til næste kontrol på sygehuset. Bliv ved – sagde overlægen. Jeg blev ved.

Og 18 måneder efter, kunne vi gå derfra, med et rask barn, og besked om at epilepsien var væk. Overlægen rådede os til at fortsætte, men at 80 % (hjemmelavet) var rigeligt, så længe der ikke kom flere anfald.

Og sådan har vi stort set levet siden.

Det har givet nogle meget uventede fordele. Mindre kræsne børn faktisk. Børn, der er mere nysgerrige omkring mad. Opmærksomme på hvad mad kan gøre ved kroppen.

De kan komme hjem fra venner og forundret meddele at der hverken er grøntsager til aftensmad eller ordentlig morgenmad. Det chokerer dem også når en klassekammerats madpakke kun indeholder en krydderbolle med nutella.

Jeg.. ja, jeg er jo ikke objektiv mere, jeg tror på at mit barn er blevet rask udelukkende på grund af god og sund mad. Det er muligvis forkert, men når jeg har en overlæge som bekræfter mig i min overbevisning, er det svært at tro på andet.

Jeg orker bare ikke at indgå i kategorien af klidagtige speltmødre, for sådan er jeg ikke.

Det er hårdt at skulle forsvare det man gør, overfor mennesker som måske gerne ville lave flere ting selv, men som ikke orker det og bliver mindet om deres egen dårlige samvittighed, ved omgang med sådan nogen som mig. hold nu OP en lang sætning – jeg blev helt forpustet..

Alt med måde, vi er ikke fanatiske mere, vel spiser vi posebiksemad eller thai take-away når det skal gå stærkt og vel får de slik og sodavand ind imellem. Det hænder også at vi spiser McDonalds, selvom det altid viser sig at være en skuffelse af tomme kalorier som ikke mætter ordentligt.

Basen er stadig ca. 70-80% hjemmelavet, med ordentlige råvarer.

Men de ækle poser med blå og grønne giftbomber, som børn i den ganske verden får udleveret til børnefødselsdage, spiser de ikke.

For.. vi er hvad vi spiser. Jeg tror ikke at hvidt toastbrød og blå e-numre giver lige så rolige og sunde børn som fuldkornspasta og hjemmelavet chokolademousse gør.

VELBEKOMME

Divaens gæstebud

25 Feb

Vi har set Babettes gæstebud.

Firkløveret kan som regel godt lide danske film, hvor der er nogen som snakker fransk. Det er rart at kunne begge sprog – at kunne følge med på flere niveauer.

Derfor elsker de vi også Olsenbanden over alle bjerge – hvor de er i Paris. Og vi griner inderligt når Benny skal sige ”nu” til Suzanne og det bliver til ”nøgen” i stedet for!

Så vi ville se Babettes gæstebud.

Stephane Audran, som spiller Babette, kunne ikke et eneste ord på dansk – og havde lært hele rollen udenad, uden at vide hvad hun sagde. Faktisk ret godt klaret. Men hun laver jo mad i denne film, ganske inspirerende mad – og Divaen blev enig med sig selv om at hun sagtens kunne lave en middag som lignede.

Hun måtte bare love sin sarte lillesøster at vagtlerne blev serveret uden hoved.

Jeg kunne nemlig fortælle at den eneste gang jeg fik vagtler, var hovedet med og da First Mans tante satte tænderne i kraniet på den stakkels fugl og sugede hjernen i sig, var jeg ved at besvime.

Eller kaste op.

Kunne ikke helt bestemme mig. Men det er mange år siden – så jeg var helt med på at prøve igen.

Jeg ringede til områdets bedste slagterbutik og fik bestilt nogle vagtler helt skrællede for knogler og diverse indvendige skeletstykker. Der blev indkøbt foie gras, nogle trøfler og en masse andet, hvorpå Divaen ellers gik igang.

Det endte faktisk med at blive til en slags Cailles en sarcofage og de smagte vidunderligt. Og det var nemt! Jeg hjalp nemlig heller ikke til denne gang.

Forretten var græskarsuppe med ristede rejer. Ingen skildpadder her! Så fik vi blinis Demidoff som i filmen og dernæst Vagtler.

Desserten var chokolademousse med hjemmelavede marengs og en marcipankage med safran.

IMG_0709

Her bliver foie gras og trøffelskiver pakket ind i den noget ledeløse fugl. Hvis vi nu havde ventet lidt med at spise, kunne vi faktisk godt have kaldt det for  “Dyrlægens natmad”!

IMG_0710

Lidt klippen og klistren med butterdejen som bliver forvandlet til:

IMG_0711

nogle ret store “sarkofages”. Tarteletter i overstørrelse. NEMT!!

IMG_0715

Og det færdige resultat. Alle kunne lide det – også dem på 10!

Vi sagde at det var en slags minikylling uden ben, og med foie gras i, og  han åd rub og stub! Det gjorde vi andre også!

IMG_0717

Og desserten. Mmm. First Man ville vide hvorfor danskere altid skal mmm’e når de har taget en bid – og vi måtte blive ham svar skyldig.

(Siger vi da sådan?)

Under middagen snakkede vi om at lave mad.

Daglig mad. Men også lækker mad.

Det er mærkeligt hvor mange franskmænd som aldrig laver mad; som køber råvarer af dårlig kvalitet, eller færdigretter. Både til daglig når det skal gå stærkt men også til fest hvor det meste mad kommer udefra.

Netop i et land som Frankrig, hvor de fineste råvarer er til rådighed så nemt som ingen ting.

I forhold til Danmark hvor forholdsvis mange mennesker kan lave god mad og hvor maden som regel er lidt mere bastant og lidt mindre forfinet. Det forstår jeg ikke.

Pigerne har virkelig nydt at lave fin fin mad til familien, vi har nydt at smage noget vi ikke får så tit og det gav en anden stemning omkring bordet. Nu mangler vi bare drengene, de har bestemt også lyst men har ikke haft tid endnu – det kommer!!

%d bloggers like this: