Har netop haft den fornøjelse at være til sidste afsluttende lægebesøg med Divaen i går aftes.
Vi havde ingen tid – skulle bare komme, aflevere alle de forskellige resultater og så ville vi komme ind efter rækkefølge. Der sad seks patienter før os.
Og vi ventede kun i to timer.
…
Men i de to timer nåede vi at få talt om alle dem der sad i venteværelset. Det var ikke alle som vi talte grimt om. Det var faktisk kun en dame med sin søn.
Hun og den otteårige søn sad med hver deres overdimensionerede stoflommetørklæde for næse og mund. På hver sin stol. Der var ikke stole til alle da vi kom ind og lommetørklædedamen lod uanfægtet sin søn sidde, selvom der var mange som stod op med små syge børn.
Alle andre selvsiddende børn, kom op på skødet af mor eller far, uden vrøvl. Men nogle mennesker KAN bare ikke se det, vel? De tror at hensyn kun er noget fra et tag selv bord.
Så var vi på vej hjem og pludselig stoppede trafikken. Jeg var træt og så dugger mine kontaktlinser, så jeg måtte have næsen helt op i forruden inden jeg fattede hvad der var på færde.
En dame i en Mercedes cabriolet ville parkere.
Men hun havde ikke tænkt sig at vente til der var fri bane, så sig hverken frem eller tilbage og var flere gange ved at køre ind i folk som ikke lige regnede med at en parkeret bil ville køre ud foran dem.
En i bilen foran os blev åbenbart så træt af hendes på tværs af vejen manøvrer, at han dyttede.. Hun rakte da bare tunge af ham og gav ham fingeren.
…
Tænk engang, et voksent menneske? Om jeg fatter at folk vil være sig selv bekendt.
Jeg vidste endda hvem hun var. Nu kunne hun ikke se mig fordi det var mørkt, men jeg kunne se hende og det var rigeligt.
Jeg kommer til at tænke på at det er en ret stor fordel at sidde i Normandiet og skrive blogindlæg på dansk om de sære franskmænd man møder på sin vej.
Hvad skal jeg dog gøre når jeg kommer hjem og skal brokke mig over naboen (hej Irene) eller den lokale præst?
Jeg må nok lave fiktive navne, og omskrive alle oplevelserne, så jeg har noget at skrive om alligevel.
Hvorom alting er, vi kom helskindede hjem. Divaen har stadig kun vasovagalis – eller sådan noget – på fransk hedder det malaise vagal. Så besvimer man, fordi hjertet stopper. Ja, det går naturligvis i gang igen forstås. Det er ikke alvorligt!
..
Hun overlever i hvert fald foreløbigt!
Kong Mor - med vilje 
Det er meget praktisk at kunne snakke sammen på et sprog ingen forstår.. 🙂
For en del mennesker er hensyn noget de andre skal vise.. Jeg har det svært med den indstilling..
Ja – man skal bare passe på indimellem!!
Jeg blev bare så paf over den opførsel – at man vil være sig selv bekendt? Det er mærkeligt.
Pyha det er godt, at Divaen ikke fejler noget alvorligt.
Ja, man måber og fatter ikke, at nogle mennesker kan være så ubetænksomme. Men morsomt er det nu at læse om 😉
Divaen og jeg hyggede os også gevaldigt med at tage mentale noter til et blogindlæg – så gik tiden da med det!
Og ja – godt at hun ikke er alvorligt syg
Nogle mennesker er bare så hensynsløse, mig først!!!…Godt at Divaen overlever, men det er da ikke rart for hende sådan at dejse om…;-D
Ja man forstår ikke altid hvordan de kan leve med det..
Nej det er ikke rart – men desværre ikke noget at gøre ved..
Jeg har det samme som divaen, min kardiolog kaldte det bare noget andet 🙂
Jeg håber, at hun er ok med det. For mig var det rigtig skræmmende oplevelser, som heldigvis ligger et par år tilbage.
Ja kært barn har mange navne.. 🙂
Hun er ikke som sådan skræmt men hun synes det er frygteligt pinligt at besvime foran alle mennesker.
Det må være en lettelse at få bekræftet, at diva’en ikke fejler noget livstruende.
Desværre kan det godt gå hen og blive et problem for hende, når hun skal have kørekort
– med mindre hun kan mærke det er “på vej” og kan nå at reagere.
Det er det også!
Det er ikke epilepsi, så ingen af de læger vi har set snakker om det!!
Hun kan godt mærke det – men om hun kan nå at reagere ved jeg ikke!
Det er da noget underligt noget, at Divaens hjerte sådan går i stå, så hun dejser om. Men godt, at det altså ikke er farligt.
Nogle mennesker er så hensynsløse, at det næsten bliver sjovt..
Ja man kan bare stå og måbe forbløffet 🙂
Og forarges over hvor sære folk er!
Det er underligt som mennesket er blevet så groft og hensynsløst over for andre. Er der ikke noget om at når der er for mange i en dyrerace, så begynder de at udrydde hinanden? Det må være det der sker, vi har det for godt og derfor bliver vi hensynsløse. Trist at voksne ikke skammer sig over at opføre sig som 3-årige.
Men dejligt at Divaen bare dejser yndigt om uden at det er farligt. Det kan hun sikkert trække kegler på overfor eventuelle bejlere som vil blive dybt imponerede over hendes evne til at dåne… 😉
Det lyder som en spændende teori.
Jeg går og tænker over romerrigets fald og om det er det der er ved at ske for os nu?
Jeg havde ikke set det fra den vinkel – men ja hun kan dejse om i armene på den udkårne!! 🙂
Sjovt. Eller. Nej, det er selvfølgelig ikke sjovt, men så pudsigt da … jeg har først for meget nylig hørt om den specielle hjerteting, og nu hører jeg så om den igen. Ikke noget at frygte, var også det jeg hørte, men umiddelbart tænkte jeg, som Bag Hækken, på en kørekortsituation. Men den kan I tage til den tid …
Og folks opførsel? Jeg er ganske enkelt målløs, men det var en interessant udryddelsesteori fra Kirsten 🙂
Det fik hun at vide som lille. Men hidtil er hun besvimet og vågnet uden problemer. Det er ikke et problem i forhold til kørekort, jeg har jo forhørt mig.
Jeg har også fået hende tjekket for epilepsi, nu der er en anden som har (haft) det!!
Fint at høre, at det ikke er noget alvorligt i vejen med Divaen.
Ja, som voksne mennesker kan opføre sig, man bliver helt flov på deres vegne.
Tænk hvis de kunne se sig selv?
Ville de så ikke blive flove eller er vi kommet derud hvor folk bare tager det med?
Godt Divaen ikke fejler noget alvorligt – altså selvfølgelig er det irriterende, at der ikke kan gøres noget, men så længe hun selv er klar over det og kan mærke på sig selv, hvornår hun skal bruge en pause, er det godt.
At voksne mennesker ikke kan tage hensyn til andre, er det mest irriterende træk ved mennesker, men til gengæld er det også, som her, til stor morskab for andre.
Jeg plejer at sige om disse mennesker, at de har rundsave på albuerne, for de har en attitude som siger: Her kommer jeg, og jeg skal først.
Jeg var som sagt ikke nervøs overhovedet, men jeg ville gerne være helt sikker. Jeg bryder mig ikke om at hun har det skidt længe efter hun er besvimet.
Jo den slags vil altid først, og de vinder intet ved det blot negativ holdning fra andre!