Tanker på en lørdag.

24 mar

Min kladdemappe er fuld – propfuld – af mulige blogindlæg, indlæg som aldrig kommer videre. Indlæg som enten aldrig blev færdige, fordi tiden gik, eller fordi det er for tunge indlæg, som måske ikke helt hører til på Kong Mor. Men nogle af dem bliver ved med at komme tilbage og kræve min opmærksomhed.

Det er fordi Divaen har smækket en 80er opsamlings CD i bilradioen.

Den er sikker hver gang. Så snart jeg hører ”Do you realy want to hurt me” bliver jeg i tankerne sendt tilbage. Tilbage til en skole, hvor yndlingsbeskæftigelsen var at mobbe en pige. Tilbage til et år, hvor jeg prøvede at gøre en forskel.

Jeg har sjældent set så meget ondskab samlet på et sted. Hun blev drillet på grund af sin familie. Og at pigen er i live i dag, er ikke klassekammeraternes skyld.

Sikkert heller ikke min. Jeg turde nemlig ikke sige til dem, at de var modbydelige og umenneskelige. Jeg kunne ikke få dem til at stoppe. Jeg turde ikke engang prøve. Men jeg kunne være sammen med hende indimellem. Og det var jeg så.

Hun var en meget sød pige. Alvorlig, og lidt tilbageholdende af natur, men sød og sjov. I starten meget mistroisk. Hvilket jeg ikke kunne fortænke hende i.

Men efterhånden håber jeg hun stolede på mig. Vi hyggede os sammen. Sov sammen, fnes sammen, åd spandevis af pasta med ketchup og gjorde alt det, som piger på 13 gør.

Og vi hørte musik sammen. Og hun elskede Culture Club. Mest af alt ”Do you realy want to hurt me”. Den kunne vi høre om og om igen.

Meget trist symbolik i den titel, men det ser man måske først som voksen.

Slutningen af dette indlæg, er blevet skrevet om mange gange.

Jeg kunne naturligvis godt insistere på at mobning ikke skulle finde sted. Det ville være halsløs gerning, for selvom alle officielt er enige med mig, så er der jo mennesker som enten har mobbet, eller som stadig gør det. På trods af at de tager afstand fra det. Så det vil jeg ikke skrive.

Jeg vil heller ikke skrive, at jeg ikke håber pigen læser dette. For måske ville hun føle sig udleveret. Eller blive mindet om en tid, som ikke var rar. Så det vil jeg også lade være med at skrive.

Jeg burde heller ikke fortælle jer at en af hendes plageånder en dag tissede i bukserne. I 7. klasse. Jeg hjalp hende med at skjule det våde tøj, lånte hende noget tørt og fortalte ingen om hendes skamfulde tårer. Hun fortjente det ikke. Så den historie tror jeg faktisk at jeg vil have med her.

Og så jeg vil bede jer om, aldrig nogensinde at se på mobning uden at prøve at gøre noget.

Hvem ved, det kunne måske gøre en forskel?

Reklamer

10 kommentarer to “Tanker på en lørdag.”

  1. Ellen 24. marts 2012 hos 17:44 #

    Du har jo så ret, men det dér negative gruppepres er svært at komme til livs.
    Man skal helst lære sig ikke at kunne blive moppet, men det kan man ikke alene. Hvis ikke man lader sig moppe, er det ikke længere sjovt og stopper derfor (oftest) af sig selv.
    C forsøgtes at blive gjort til offer, men endte med at blive den, man fulgte, fordi hun var stærk. Og sej. Og retfærdig. Så alle undtagen de to dumme tøser af nogle ‘startere’ blev enige om, at skolen skulle være et rart sted at være for alle.
    Det var en lang historie i ekstrem forkortelse, men hvor ville jeg ønske, det samme var sket for ‘din’ pige i indlægget. Mobning er så skrækkeligt ødelæggende.

    • Kong Mor 25. marts 2012 hos 17:40 #

      Det er meget svært at finde den indre styrke! Jeg kunne ikke – og blev selv mobbet. Dog ikke så meget på lige den der skole – men lidt.

      Jeg kan godt huske historien om C – hun er også bare vildt sej! Godt op-bragt!! 😉

      Pigen i mit indlæg har fået familie og lever i samme by. Og hendes barndom, var i mine øjne, forfærdelig.

  2. Tove 24. marts 2012 hos 18:44 #

    Et rigtig godt og tænkevækkende indlæg.
    Som barn var jeg en af dem, som blev mobbet. Jeg var anderledes, fordi jeg gik i modetøj og nederdele, men på den skole var det ikke “tilladt” at gå i den slags tøj. Det var jeans og sweater. Jeg prøvede at klare det alene, men til sidst blev det for meget for mig, og jeg brød sammen – det vil sige, jeg nægtede at gå i skole, og det var på den måde mine forældre fandt ud af det. Min far opsøgte den værste balllademagers forældre for at tale med dem, men han fandt ud af, at ballademageren havde “støtte” hjemmefra til den slags. Men mine forældre bakkede mig, kontaktede den gamle skole, meldte mig ud og i løbet af 1-2 dage var jeg i en ny skole. Så jeg ved på egen krop hvordan det er at blive mobbet.

    Ved uretfærdighed/drilleri/mobning overfor mine drenge er jeg en løvemor. Jeg tolererede ikke, at drilleri blev til “for meget”, men jeg respekterer også mine drenges forsøg på at løse problemet, og det ved de. Til gengæld “kræver” jeg også fra mine drenge, at de behandler andre med retfærdighed og respekt.
    Mobning er en forfærdelig ting, men desværre finder det sted overalt – selv på arbejdspladser. Men hvis man gør folk opmærksom på hvor ødelæggende det kan være – som med dette indlæg – kan det måske ændres.

    • Kong Mor 25. marts 2012 hos 17:45 #

      Det er jo det – tænk at nogle mennesker ikke kan se hvis deres eget afkom opfører sig skidt overfor andre.
      Jeg er blevet flyttet rundt med og har skiftet skole mange gange. Og var vist også meget ældre da jeg var mindre. Mentalt altså. Det er først nu jeg er blevet barnlig 😉
      Og jeg blev mobbet – det ene sted efter det andet. Men Pigen her – blev altså mobbet mere end jeg. Og jeg kunne ikke holde det ud.

      Hvis man vidste hvor forfærdeligt det er, så ville man måske ikke gøre det. Eller lære sine børn hvordan de er stærke nok til at sige fra!

  3. SourPuss 24. marts 2012 hos 20:08 #

    Du gjorde så mange ting rigtigt.

    • Kong Mor 25. marts 2012 hos 17:46 #

      Tak.
      Men jeg føler mig stadig som til dels skyldig fordi jeg ikke gjorde noget. Men jeg havde ikke den styrke – som offer i forvejen.
      Men jeg er glad for at hun lever – og jeg er glad for at jeg måske en dag kan se hende igen!

  4. Gitte K 24. marts 2012 hos 22:16 #

    Mobning er så ondt, og det starter allerede i vuggestuen, har man opdaget. Det handler ikke om at man mobber nogen fordi man synes at deres reaktion er morsom. Det værste råd vi fik, da min veninde og jeg blev mobbet, var at vi skulle ignorere det. Fordi mobningen var vores egen skyld, fordi vi reagerede på mobningen.

    Men hvordan ignorerer man at blive spyttet på, få tæsk, få skrevet ‘luder’ i nakken og få en kniv i hånden? Det var bare et udvalg af de ting, min veninde og jeg blev udsat for i folkeskolen i 80erne. Hun, fordi hun lugtede af hvidløg, var tynd og gik i kikset tøj – og jeg fordi jeg var hendes veninde.

    Man må aldrig ignorere mobning.

    Aldrig.

    Punktum.

    • Pernille 25. marts 2012 hos 02:28 #

      Det er som Gitte skiver IKKE mobbeofrets skyld.
      Selv om vi ofte føler det.
      Ja nogle af os var sku’ da kiksede. Men hvordan tror I at det gennemsnitlige barn ville opfører sig, hvis hverdagens spændingsmoment var, hvornår man blev banket eller grinet ud, og hvem som ville starte?
      Det er heller ikke smadder nemt at regne alle de uskrevne regler ud, i en gruppe man er ekskluderet fra.

      Men

      Faktisk kan mobberne også ofte betragtes som ofre for en dårlig gruppe dynamik og manglende voksenledelse.
      For ikke at tale om mellemgruppen som godt ved at det er forkert men ikke tør sige fra andet end i det skjulte. Og derfor lever med både angsten for selv at blive ofre og skammen over ikke at sætte en stopper for det.

      Mobning er ledelsens ansvar især blandt børn men også blandt voksne.

      Hvis ledelsen ikke vil være sit ansvar voksen skal man som offer stemme med fødderne før den ødelæggende kultur får lov at definere hvem man er.

      Og Kongmor selvfølgelig kunne du ikke løse hele klassens problemer. Det var ikke i din magt og ikke dit ansvar. Men du gav en trængt pige en smag af normalitet og en følelse af at være god nok. Sådan noget kan rede liv.

      • Kong Mor 25. marts 2012 hos 17:55 #

        Det er vel også en slags overgreb, der – hvis man ikke hjælper barnet – sætter dybe spor.

        Jeg kan i dag se at mobbere også har det svært. Men det kan man jo ikke se som lille – eller som mobbeoffer.

        Og ja – den der ikke siger noget – den som bare lader stå til – er ikke et hak bedre.

        Jeg ved godt jeg ikke kunne redde klassen – den var vist fortabt på forhånd. Men jeg håber at pigen kan mindes den korte tid vi havde – som værende en god tid trods alt – altså udenfor den ækle skoleklasse.

    • Kong Mor 25. marts 2012 hos 17:50 #

      Gitte:
      Man kan ikke ignorere sådan noget. Det sidder i dig altid. Jeg ved hvad du mener.

      Det at blive spyttet på. Jeg kan stadig mærke fornedrelsen.
      Og så den lærer som sagde jeg var hysterisk da jeg grædende fortalte at de havde spyttet på mig. Det kunne vaskes sagde hun.
      Ja ja.

      Om ikke andet, bliver man enormt god til at sætte sig i andres sted – og jeg kan forsikre dig for at ingen af mine børn nogensinde har mobbet. Tværtimod.

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: