Her kommer så første del af min flyttejournal. Beklager meget at det er så smalspektret! Del 2-5 kommer inden længe!
Planlægningsdelen starter jeg med ca. 12 uger før flytningen.
1. Start tidligt – Alle har flere ting end de tror de har, og det tager altid længere tid at pakke end man regner med. 8 uger er den tid vi har brug for uden at dø af stress, men det kan naturligvis variere alt efter hvem man er.
2. Lav et flyttehæfte – Tag et kladdehæfte, del det på midten. I den ene halvdel er der plads til huskelister – hvad du har på papiret behøver du nemlig ikke have i hovedet – og i den anden halvdel er der plads til at skrive hvad der er i kasserne. I stil med: ”Kasse 12 / Værelse 3: skolehæfter og tegnesager”. Skriv IKKE indhold udenpå kasserne, det rager ikke flyttefolk hvor dit arvesølv eller ungernes ps3 gemmer sig.
3. Lav en flyttebox – Lav en plastikbox om til flyttecentral: deri lægger du dit flyttehæfte, flyttetape + dispenser, hobbyknive, tuscher, etiketter, elastikker, bobleplast, bagerpapir, den sekskantede ikeadims, kort sagt alt det du har brug for. Så har du alt samlet til at pakke sammen og pakke ud.
4. Kalender – Lav en tidsplan, og giv dig selv GOD tid, hav styr på hvornår hvert rum skal være pakket. Hvornår der skal gøres rent, aflæses måler osv.
5. Pust ud – Planlæg hyggelige ture til weekends og fridage, ellers holder man ikke til en hel flytning. Få din nattesøvn og spis sund mad. Lyder banalt men det er vigtigt.
6. Hold styr på den der kalender – tjek en gang om ugen at du holder din tidsplan. Opdater kalenderen – eller dine planer – hvis ikke det holder.
7. Uddeleger med fornuft – Hvis du får hjælp fra venner og familie så vær sikker på at alle ved præcis hvad de skal gøre, ellers kommer I til at træde hinanden over tæerne hele tiden. Jeg vil meget nødig have min svigerfar til at pakke nips. Skriv ned i flyttehæftet hvem der gør hvad, ellers glemmer man det.
8. Hjælp udefra – Tag glad imod al den hjælp du kan få. Hold ”Pakke-Party” med veninderne. Bag boller og forbered 10 kasser til bøger, nipsting og vintertøj, invitér veninderne og i løbet af 2 timer er der pakket 10 kasser og I har hygget jer.
9. Sidste aften – når der er lukket og slukket, møblerne er kørt, så invitér jer selv hos venner, så I kan sove ordentligt og få et bad og morgenmad i nogenlunde ro, før I kører næste morgen.
10. Skiltning – Lav skilte til at sætte fast over døren (med elefantsnot) til hvert rum så flyttefolkene ved hvilket rum du kalder ”værelse 3”.
11. Print etiketter – Lav en liste over de rum I flytter til. Det er lige meget hvor mange rum der er i huset der fraflyttes, det vigtige er hvor tingene skal hen i det nye hus. Print store klistermærkeetiketter (4 pr. A4ark) til hvert rum. 2-3 etiketter pr. kasse skulle være nok.
Når alt dette er planlagt og skrevet ned i flyttehæfte og kalender – når du ved hvornår nøglerne skal afleveres og hvor du skal sove den sidste nat – er du klar. Og så kan du passende holde den første pause, indtil der skal pakkes!
Jeg er imponeret – det er en rigtig god idé at have så meget styr på flytningen, som du har!
Tak – det er net nemlig – når alt det praktiske er på plads er det altså nemmere!
Åh det var godt! Tak! Nogen ting genkender jeg, andre er nyttige nye idéer. Jeg plejer også at planlægge en kasse med “første nat” ting til det nye sted – sengetøj, håndklæder, sæbe, tolietpapir og lignende, sådan at man ikke skal lede i hundrede kasser for at komme i seng og overleve første nat indtil der er lidt mere styr på sagerne. På en eller anden måde bliver det altid sen eftermiddag eller aften før alt er kommet frem og slæbt ind. Men det har du måske også i senere stadier 🙂
Kirstøøøøn – det kommer det kommer!! 🙂
Der er hele 5 afsnit i alt! 😉
Og vend endelig tilbage med ideer og ændringer!
Du er en skattebasse! Det er lige sådan en liste jeg har brug for – selvom det nok ikke lykkedes mig at være så organiseret alligevel.
Jamen tak! 😉
Prøv – alt bliver nemmere. Tro mig, jeg har prøvet de frygteligste flytninger!! 😀
Hvad er “den sekskantede ikeadims” ?
Du kan se det på min facebook – men det er den der lille værktøjsdims man får udleveret til alle ikeamøbler. Umbraco eller unbrako eller hvad pokker man(d) ellers kalder den. JEG kalder den “ikeadims”.
Praktisk at have ved hånden..
Ikeadimser er et must 😉
Jeg er imponeret … har altid flyttet uden hjælp fra flyttefolk; bare selv lejet en varebil, men vi har så absolut heller ikke flyttet så langt som jer.
Skulle det blive aktuelt, ved jeg nu, hvor hjælp og vejledning kan hentes 🙂
Jeg har kun haft hjælp af folk til transporten hvis det var store lastbiler, ellers har vi også altid flyttet selv – med hjælp fra venner.
Vi har flyttet alt for mange gange.. Tror det er 14. eller 15. gang denne omgang..
Og så har jeg ikke regnet alle de gange med fra før jeg mødte First Man!!!
Puha – sikken et arbejde. Jeg bliver helt udmattet. Jeg må dog lige bemærke, at jeg har overhovedet ikke flere ting end jeg regner med. Jeg ved lige præcis hvor meget jeg har og da jeg flyttede for et par år siden, brugte jeg to dage på at pakke…. men en eftermiddag havde sikkert været nok.
Men jeg tror det bliver MEGET anderledes når der er børn med i bagagen. Deres interesser skifter. Hvert år får de både julegaver og fødselsdagsgaver. Jeg kan sagtens forestille mig, at det kan være en udfordring at gennemskue præcis hvad de har og hvor meget det fylder i flyttekasserne.
Jeg ville ønske at jeg kunne hjælpe jer. Jeg hjælper nemlig gerne venner og bekendte som har brug for flyttehjælp. 😀
Hvis jeg kun havde to dage ville jeg melde mig ud af familien …
Men ja sådan var det da også da vi var unge uden børn.
Der er meget mere når der er børn. Der er også tøj. Det tøj som er for småt til nogle men som andre ikke kan passe endnu – det er for dyrt at skille sig af med.
Det er pænt af dig at sige 😉
En imponerende liste 🙂 og godt organisatorisk lavet …
Selv om jeg har flyttet et par gange efterhånden, har jeg ikke gjort brug at sådan en liste … og så alligevel. Den har godt nok ikke været skrevet ned men den har været i mit hoved og på pakkenellikerne=flyttekasser. Værktøj er altid det sidste der er blevet pakket, for det er det første der er kommet frem – især braco nøglen er en god ting 😉
Glæder mig til at følge med i flytteforberedelserne … men er samtidig glad for det ikke er mig 😉
Tak. Jeg bliver meget ofte mobbet voldsomt for mine planer 😀
Jeg har lister og planlægning til alt muligt.. Jul, fester, børnefødsler flytning osv..
Jeg glæder mig så lidt mindre end du – jeg ved hvad der venter mig.. og jeg gider ærligt talt ikke..
Kan så udemærket følge dig – for det er en ambivalent følelse at skulle pakke det hele ned, og med alle de forberedelser der er og det hårde slid som der også er. Men samtidig er der også en “boble af glæde” ved at flytte ind i noget andet og sætte sit præg på den måde man gerne vil have.
Min erfaring er at det tager dobbelt så lang tid at pakke ned som det tager at pakke ud og når det hele er pakket ud ja så er man over det … for denne gang 😉
Det er præcis sådan jeg har det. meget ambivalent!!
Det tager længere tid at pakke sammen – men jeg orker alligevel ikke 😉
Hvordan laver man en liste til børnefødsler? Jeg javde en det skal-være-i-orden-før-baby-kommer-liste og en det-skal-med-på-sygehuset-liste, men ingen for selve fødslen. Er bare nysgerrig og altid glad for at høre at der er andre end mig der har mange lister:)
Haha – ja det er rart med ligesindede!
Jeg havde et helt ringbind.. Med lister over hvad jeg skulle bruge i de forskellige situationer.
Hvad jeg skulle have med på klinikken. Det er noget mere omfattende i Frankrig fordi man skal have alt med selv.
Så havde jeg lister over hvad jeg skulle bruge til “bad”, “sove” og “Spise” så jeg ikke stod og havde glemt noget midt i det hele.
Nok også fordiman kan ikke huske på alt selv 😉 som jeg siger – hvad du har på papiret behøver du ikke have i hovedet 😉
Og efterhånden blev livet en anelse mere hektisk – med fire børnefødsler inderfor 6 år..
Pakkelister er af det gode, har lige stykket en sammen, selvom det bare er en tur på fire dage til Berlin det gælder. Jeg hader at have glemt!
Det er et impornerende forarbejde, du har lavet allerede, jeg er sikker på at alt glider meget mere smertefrit og uden den helt store strees, når det endelig bliver alvor med flyttedagen. Det er fint at I stadig kan holde week enden fri og få flere dejlige oplevelser ind under huden dernede fra.
Det er jo det – jeg kan heller ikke lide at have glemt noget.
Jeg har testet disse planer flere gange og de virker!!
Sikke en styring. Jeg bukker mig i beundring for din planlægning. Sidste gang vi flyttede, var vi bare 2. Vi tømte en etværelses og flyttede ud i vores hus, hvor vi nu har været i 21 år. Det foregik på ladet af en lånt pick-up, og vi klarede det selv.
Jeg ser sagtens forskellen mellem et ungt par, der rykker 3 km. for at komme i deres første hus, til en familie med 4 børn, der rykker fra et land til et andet.
Jeg er sikker på, at din planlægning kommer jer alle til gode.
Tak Susanne, ja en flytning med bare to kan tage en eftermiddag! Dem har jeg også prøvet. 🙂 Endda kun i en golf 😉
Men som du siger – det er noget ganske andet at flytte land, med fire børn og hund..
Mine lister virkede sidst – det gør de nok også denne gang
Er om muligt endnu mere imponeret nu, og bliver jo helt blæst omkuld af det der organisationstalent. Og så må jeg jo tilstå at jeg blev en lille smule overrasket over at læse at det var omkring pinse slaget skulle stå – jeg troede faktisk at det først var i sommerferien, og derfor var jeg måske lidt sådan.. ahem.. “allerede i flytteorganisations-humør?”. Men ok, det er jo snart, så det er jo egentlig på tide at komme igang så der også er tid til at slappe af ind i mellem.
Vi er kun to når der skal flyttes, men det er dælme komplekst nok i sig selv. Hader det intenst. Og kæresten er begyndt at lufte sine flyttetanker… *suk*
Wow – jamen tak da!! 🙂
Ja hvis jeg først skulle flytte i sommerferien var det en anelse tidligt!! 😉
Der er under 2 måneder til idag. Om 8 uger er der pakket, lukket og slukket. Så jeg vil da godt så småt igang!
Kan godt forstå du hader at flytte. Det gør jeg faktisk også. Det er nok derfor jeg planlægger så meget så det kan blive så smertefrit som muligt.
Rigtig gode redskaber, struktur og prioritering. Jeg bruger nogle af de samme redskaber og også regler og rutiner for at transformere følelser gennem flytteprocesserne.
Verdensborger – pendler mellem 2 verdensdele gennem 6 år
Mette Weber
http://www.metteweber.dk
Ja det ved jeg du gør Mette! Jeg havde bare brug for at gøre det praktiske nemt for at have mere plads til følelserne 🙂