Aldrig nogensinde mere

Den der madbesættelse, jeg snakkede om i går. Ja, ikke det der nupo, som vækker stærke følelser og gode tanker både her og der! Men min almene madbesættelse, ikk’?

Den medførte altså nogle kartoffelkroketter.

Det plaskede simpelthen fra min mund, da jeg så opskriften. Noget jeg bare måtte lave!

Jeg øjnede ligeledes en måde til måske at kunne liste kartoffelmos i mine to yngste, som bilder sig ind at de ikke kan lide kartoffelmos, hvorfor dette ikke er noget vi får ret tit.

Kartoffelkroketter lyder ikke af meget, men tag endelig ikke fejl. Først skulle der laves kartoffelmos. Med en enkelt gulerod eller to. Så blev der stegt bacontern og hvidløg.

Kartoffelmosen fik tilført et vognlæs revet ost, to æggeblommer, smør og varm mælk. Og så fik den ellers en tur med håndpiskeren til de værste klumper var væk. Bacontern a la hvidløg blev rørt i mosen, som så fik lov til at stå. Jeg måtte forlade matriklen, med min nupo, for ikke at sætte mig og æde løs direkte af gryden.

Hentede derpå mine børn på skolen og kom hjem til et hus der duftede så lifligt, at selv dem på 16 og derunder lagde mærke til det.

Dernæst skulle den lunkne kartoffelmos formes til små pølser som først skulle rulles i mel … dernæst i pisket æg … for til sidst at lande i en skål rasp.

Det var nemmere sagt end gjort. Jeg havde passet på ikke at lave mosen for lind, men det blev noget værre noget. Ingen pølselignende små fikse ruller kom der ud af mine anstrengelser. Derfor blev de mast flade, og gjort en del mindre.

Da jeg så med megen møje og besvær, og en hel del snask, havde lavet 6 meget små klatkager med rasp, og det meste af raspen sad på mine fingre, som dermed blev tykkere for hver gang jeg nærmede mig, blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville undlade at følge opskriften og bare lave små kartoffelklatter.

Det måtte være langt nemmere bare at placere små klatter mos på en varm pande, og undgå dette snaskede kugletrilleri.

Det nu meget lidt lækre rasp, æggerester og lidt klumpet mel blev hældt lodret ned i Blondinens retning. Ej det passer ikke, hun fik ikke melet, jeg var bange for at hun ville komme til at kløjs i det.

Hun blev både glad og overrasket, for grundet sommertiden havde hendes maveur endnu ikke opdaget, at vi faktisk var 15 minutter over hendes spisetid.

Glad hældte jeg olie på panden og gik i gang. Først stegte jeg de 6 klatkager med rasp på. De så fine, faste og sprøde ud.

…

Så kom turen til de ”rå” mos-klatter..

Det gik knap så godt. Det gik faktisk overhovedet slet ikke.

Det lignede ikke noget som helst.

Slet ikke da jeg begyndte at vende det, som i mit hoved gerne skulle ligne små faste frikadelleagtige klumper. Sådan en slags rösti i mosform havde jeg forestillet mig.

Det var mere en slags grød. Med olie på. Og olie i, og udenom..

Jeg måtte erkende at det nok ikke var det allerheldigste opskriftsinitiativ jeg nogensinde havde taget.

Altså kunne jeg starte forfra med mine ulækre, snaskede blandinger. Flere tallerkner. Mere mel. Og rasp.

Hidkaldt af min højlydte jamren, og vist nok også nogle grumme eder, ankom Zorronaldo lidt usikkert til køkkenet. Det var nok meget godt, for han kunne hjælpe mig med at slå æg ud.

Og hælde mere mel på. Som tak blev jeg så belemret med det styggeste rap og techno, som metallisk skingrede ud af hans telefon. Han skiftede dog sang når jeg begyndte at knurre for meget. Men det var hyggeligt, så jeg brokkede mig kun meget lidt.

Jeg fortsatte hvor jeg slap med snaskeriet. Rasp var der ikke ret meget tilbage af, den havde jeg jo givet til Blondinen, så de sidste blev dyppet i mel to gange …

Jeg svor højlydt undervejs flere gange, at jeg aldrig nogensinde ville lave den slags igen.

Alt det arbejde og det medfølgende snask, det var noget værre noget og efterhånden blev jeg også mere og mere sikker på at Prinsessen ikke engang ville sætte pris på mine fantastiske kreationer udi kartoffelmos.

Hun har, som sagt, altid hadet kartoffelmos, hun er født sådan og har desværre smittet sin lillebror og fejlagtigt forledt ham til at tro at han heller ikke kan lide det.

Men tilbage til mine klatter.

Det er et ganske afsindigt svineri og et ægte molboarbejde at lave, forme og raspe disse dimser. Jeg måtte ustandseligt vaske fingre så jeg undgik at få pakket hele hånden ind i den der tommetykke mel-æg-rasp skorpe.

Men de blev færdige, og stegt. De duftede himmelsk, så jeg satte tænderne i en lille én og glemte alt om min nupo. Men hvor meget kan sådan én sølle – okay så to – kartoffelkroketter ødelægge. Jeg trængte til en opmuntring efter alle mine anstrengelser.

Prinsessen kunne ganske rigtigt, finde på mange tusind andre ting, hun bedre kunne lide end mine klatter, så selvom de tre andre roste dem, især dem med rasp på, til skyerne – de turde nok ikke andet – kommer de til at se meget langt efter en gentagelse.

Der skal i hvert fald mindst gå flere år, så jeg har glemt hvor besværligt det var. Lidt i stil med et karbad faktisk.