Selve flyttedagen bliver hektisk nok i forvejen, så hvis man har planlagt forløbet lidt – okay så, meget – så undgår man at flytte med en halvfuld tepotte.
Jo, jo – det er skam sket. For nogle.
For mig for eksempel.
Pludselig stod alle First Mans kolleger midt i lejligheden, og havde da lige tid til at flytte os fra det ene højhus til det andet. Datoen var IKKE planlagt på forhånd og selvom alt var mere eller mindre pakket, var jeg ikke færdig. Jeg sad midt i morgenmaden, med tre helt små børn! Prinsessen var lige tre måneder gammel de andre var to og fire!
Hu hej, hvor det gik.
Køleskabet blev flyttet – fyldt – med det resultat at en marmeladekrukke væltede og syltede alt andet ind i en flot mørkerød farve, så det kan ikke anbefales. Jeg fandt også min meget kolde morgente og en halv fuld tepotte, på bunden af en flyttekasse, da jeg om aftenen, forvirret prøvede at komme til bunds i det syndige rod.
Og jeg svor: aldrig mere – og begyndte derfor at lave denne flyttejournal, som har fået mig frelst igennem mindst fem eller seks flytninger siden!
Altså, på selve flyttedagen:
1. Start tidligt – Alt skal være klar til flyttemændene/hjælpere kommer.
2. Pasning af børn og dyr – Få hjælp fra venner og babysittere. Få små børn og dyr væk fra slagmarken. Du har ikke selv tid, de bliver nervøse eller kede af det eller løber væk.
3. Hav mad klar – Til flyttefolk + venner, hav kaffe, juice, vand klar. Køb brød (croissants + snacks) man bliver sulten af at flytte.
4. Første måltid i det nye hus – Husk også det første måltid i det nye hus. Arrangér evt. med venner eller familie at de kan have mad klar når I kommer frem. Husk mad til dit kæledyr – både til rejsen og til når I kommer frem.
5. Mobiltelefonnumre – Tjek at du har alle telefonnumre på flyttefolkene/hjælpere, hvis I bliver væk fra hinanden eller de farer vild.
6. Penge og værdier – hav penge og smykker i et aflåst handskerum i din bil! Hav nøgler om halsen i en nøglesnor.
Dette er et udpluk af alle mulige småting der har været vigtige for os, og gjort vores flytninger mindre besværlige.
1. Farvelparty – Hold et lille farvel party/Åbent hus hvor folk tager mad med selv. Print små kort med alle jeres oplysninger, den nye adresse, email, skype, telefonnumre osv. og del rundhåndet ud – naturligvis kun til dem I gider se igen, så I kan holde kontakten når I rejser. Samtidigt kan der deles ud af de ting I ikke vil have med.
2. Engangsservice – Når alt er pakket ned, og før det bliver pakket ud igen, er det smart at have engangsservice. Man skal ikke vente med at lukke en kasse og der skal ikke vaskes op. Ligeledes har jeg mad fra fryseren klar til de sidste dage – hjemmelavede pizza/tærter/pølsehorn som ikke skal forberedes med andet, end den ovn som alligevel står der.
3. Køkkenkasse – ”luk mig op først”-kassen til køkkenet, skal gerne indeholde alt det som du skal bruge for at overleve første dag i et nyt tomt køkken. Lidt morgenmad, kiks, pasta, te og kaffe. Og ellers elkedel, gryde, kaffemaskine+filtre, lidt opvaskemiddel + børste, viskestykke osv. Evt. madskål og mad, til dit kæledyr. Blondinen ville blive meget fornærmet hvis vi glemte hendes mad!
4. Badeværelseskasse – ”luk mig op først”-kassen til badeværelset skal indeholde håndklæder til alle, sengetøj til alle, førstehjælp: plaster og hovedpinepiller m.m. Shampoo og sæbe, et par rengøringsmidler og sidst, men ikke mindst, wc-papir!
Har du overvejet at skrive en bog om at flytte? Hvis ikke, kunne du så ikke lige gøre det, og overvej samtidig om ikke du har grundlag for andre “liste-bøger”. Altså det der organisationstalent du fremviser, det burde du dele ud af til flere end os der lige læser med her.
Og så til sidst.. har altid lært at det er en artighed at efterlade en ny rulle wcpapir i det man flytter fra.. for der kommer sikkert nogen der har arbejdet hårdt, kørt langt og som ikke har tid til at lokalisere toiletpapiret inden de styrter ud på toilettet.
Jeg er med på Overleverens indspark der.
Tusind tak Sourpuss.. Men som sagt tror jeg ikke der ville være salg i den.. 🙂
Overlever: øhhm jo da – jeg har faktisk overvejet at skrive mange bøger. Men hvem gider købe en bog om at flytte?? Helt ærligt..
Jeg er i mange mange år blevet drillet/venligt mobbet med mit organistationsgen.. Er dog næsten immun overfor smarte bemærkninger.. næsten..
Jeg har også lært at man efterlader wcpapir.. Men det er ikke alle som har lært det – derfor tager jeg det med! 🙂
Wow, hvor gad jeg godt dit organisationstalent. Jeg har ikke flyttet i 29 år, og jeg gruer for den dag, jeg skal flytte. I denne påske skal vi starte på at sortere i mine forældres ting, vi har lovet at være skrappe til at smide ud, men lur mig om der alligevel ikke bliver en bunke, der kan føjes til bunkerne herhjemme 🙂
Det ville da kun være naturligt hvis der var guld at hente I dine forældres gemmer.
Men hvis man nu siger – en ny ting ind – en gammel ting ud. Du kunne forære en vase til datteren, en dug til sønnen, og så må du tage to nye ting ind 😉
Sådan PRØVER jeg at gøre.. 😉
Hihi … Engang jeg flyttede, troede jeg at jeg havde mistet min højtelskede sukkerskål. Et halvt år efter flytningen fandt jeg den i bunden af en kurv med plasticposer til genbrug. Fuld af sukker. 🙂
Hahahaha! Morsomt. 🙂
Altså Kong Mor, så er jeg sikker på, at der vil være salg i en bog om flytning! 🙂
Det sjove er, at jeg tænkte det samme, da jeg læste dette indlæg og da jeg så læste kommentarerne, så var der jo flere som foreslog det samme – så der må være noget om det 😉
Jeg ville i hvert fald rigtig gerne købe en sådan bog.
Du har supergode råd om flytning, som ville komme mange flere til gavn, hvis de var i en bog 🙂
Tusind tak Marianne.
Jamen hvorfor ikke – det kunne være jeg skulle prøve at gøre noget ved det! 🙂
Tak for opmuntringen!!