Grunden til at mine børn kom i seng på den forkerte side af midnat lørdag aften, eller rettere søndag morgen, var at finde i et spændende besøg, så spændende at det måske var blevet klassificeret som værende en “snar” af folk som ikke vil tro på at jeg er blevet til en Minimoyser .
Det var et besøg hos meget gode venner. Sådan nogle af den slags, man er meget ked af at skulle sige på gensyn til.
Disse venner har nogle flotte biler. Som vi skulle ud og køre i. Til alles udelte fornøjelse!
Andre har også været ude og køre i dem, mestendels fordi de ejede bilerne engang for mange år siden. Sådan nogle frygteligt kendte nogle som Walt Disney, Bourville og vist en enkelt diktator. Men det er jo ikke bilernes skyld!
Nogle af dem, bilerne altså, har endda været statister i forskellige film. Blandt andet Arthur & Minimoyserne #3.
Her vil jeg stærkt opfordre til at man omgående forlader sin lune plads bag skærmen, finder filmen frem, subsidiært låner den på biblioteket, og ser den. Foran rådhuset i byen – som er falsk idet den var bygget op til lejligheden i Bessons baghave – stod den bil vi var ude og køre i, lørdag aften.
Hvilket nok ikke gør mig officielt til en Minimoyser, men næsten.
Bilen var en Cadillac fra 1954 … Og er I lige klar over, hvor godt man sidder i sådan en? Bagsædet er en ren sofa. Sikkerhedsseler forefindes naturligvis ikke, sådan noget nymodens pjat.
Men faktisk var jeg meget imponeret over de elektriske vinduer. Og forsædet som ligeledes var elektrisk.
Ret imponerende at den slags fandtes allerede i 1954, når jeg tænker på at jeg har tilbragt i hvert fald halvdelen af mit liv, som passager i biler hvor man kun under opydelse af heftige armbevægelser kunne åbne vinduet på bagsædet.
Efter denne filosoferen udi biludstyr, og en del kilometer senere, kunne vi slappe af i, hvad Divaen kalder ”The Room” i herligt selskab, med god mad og musik fra dengang da bilerne var helt nye.
“The Room”, er en kopi af en amerikansk Diner, med originale og morsomme ting fra dengang, og man føler sig virkelig hensat til en helt anden verden.
Og det er ganske vist og slet ingen “snar”.
Kong Mor - med vilje 
Sikke nogle skønne biler – det må være spændende at opleve og sjovt at tænke på, hvem der har ejet dem. Min onkel kom hjem fra Canada, da jeg var en lille pige, og havde en kæmpe Buick med hjem. Jeg husker stadig, hvordan vi måbede … 🙂
Ja de var super flotte! Og historierne bag dem spændende!
Der var anderledes stil over biler i gamle dage! 🙂
Dejlige øser I har været ude og cruise i.. Fedt når der bliver passet på og puslet om de gamle biler.
Ja – de er da slidte – men da de bliver lejet ud til film er der jo ikke noget at udsætte på dem!
🙂
Det er bare så fedt at sidde en sådan en sofabil, prøvede det i sensommeren i en lyseblå Ford fra 1957…Man føler sig lidt speciel…;-D
Ja man gør så! Sjovt!!
😉
Der er nu noget over sådanne flydere … kan godt lidt forstå, at de fleste mænd og mange kvinder savler, når de ser dem.
I ville kunne lide Sverige – dér vrimler det med dem – især i weekenderne. Man kan på lang afstand høre på lyden, at nu kommer der en gammel amerikanerbil 🙂
Det virker næsten som om man er i en film eller en anden tid. Jeg må åbenbart til Sverige engang!! 😉
Kan godt forstå at I havde en skøn dag i sådanne flydere 🙂
Det var herligt! 🙂
Sikke en oplevelse for drengerøvene m/k i jeres familie. De er skønne de gamle biler og som du helt rigtigt bemærker udstyret med visse ganske moderne bekvemmeligheder.
Meeeeen i disse tider så vender chaufføren sig om og spørger sine passagerer… “hva så.. skal vi splejse til en overhaling af den der traktor?”
Men charme – det har de… dyr charme… 🙂
.. jeg vil nok mene at vi er seks drengerøve i familien så 😀
HELDIGVIS skulle vi ikke betale benzinen! For de har da bare et bundløst hul!
Wauv…. Det er noget andet end min lille blå polo. Jeg har nogen i flokken her, der gerne ville have delt oplevelserne med jer.
Fnis ja! 😉
Der er sikkert bilfans i alle familier!