Okay – der skulle være et blogindlæg.
Det var i hvert fald oprindeligt meningen. Og det skulle handle om politisk korrekte men meget irriterende mennesker som tænker rigtigt. Og jeg fik også startet på et par ord.
Men hjertet var ikke med. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig.
Der var nemlig noget jeg ikke kunne finde. Og jeg havde ledt højt og lavt. Splittet huset ad. Højlydt jamret og dermed hidkaldt trøstende børn og også First Man som hjalp mig med at lede sammen med mig.
Det var intet sted at finde, alle de logiske steder, og en god del af de ulogiske steder blev gennemtrævlet. Det hele blev endevendt. Og jeg stod også på hovedet i en kasse julepynt med tårer i øjnene.
Jeg endte med at give op.
Satte mig så for at skrive. Men kunne slet ikke få ordene på gled. Hvad nu hvis det var helt væk? Smidt ud ved en frygtelig fejltagelse?
Nu kunne man sagtens forledes til at tro, at det var noget specielt værdifuldt jeg havde mistet. Et smukt og dyrt objekt som var uerstatteligt.
Det er både specielt og værdifuldt. Smukt og fuldstændigt uerstatteligt. Men dyrt … nej, ikke dyrt.
Mit fine bogmærke er ikke dyrt. Det er lavet på ternet papir. Farverne er for længst falmede og borte, selvom jeg ret hurtigt fik det lamineret.
For dengang jeg lå på hospitalet og kunne mærke at det nok måtte føles cirka sådan at dø, fik jeg et sødt bogmærke.
En bamse, som fejlagtigt bliver taget for en mus af uvidende fjolser som jeg selv, en bamse der holder et hjerte, et bogmærke min lille Diva havde tegnet fordi hun savnede sin mor, og jeg fandt ud af at jeg hellere måtte lade være med at dø lige der.
Et lille bogmærke, som Divaen i dag selv synes er frygteligt grimt men som jeg skatter meget højt.
Og pludselig uden helt at vide hvordan, rejste jeg mig, gik hen og åbnede præcis den mappe det lå i.
Kong Mor - med vilje 
Det var godt den dukkede op. Kender det alt for godt, man kan næsten splitte hele huset ad i desperation mens man leder – og er det ikke typisk, at den så dukker op, når man får ro på hjernen.
Ja – især når det er sådan noget man leder efter. 🙂
Jeg forstår dig så godt – den slags er en dyrebar skat, som skal gemmes! Hvor er det et sødt minde, du har!
Det hører med til den slags man gemmer på for altid.
Fantastisk, at du lige gik hen og tog den frem, din dyrebare skat. Erfaringsmæssigt plejer der ellers at gå nogle dage.
Nogle ting må bare aldrig gå tabt.
Og jeg var SÅ sikker på at det ikke var der. Overbevist om at jeg havde lagt det et andet sted – men da det var der det lå sidst det var væk.. kiggede jeg – og der var det!
Nu lyder det som om det har været væk 100 gange – det har kun været væk 2 gange. Og det bliver aldrig væk mere.
Det var da et mirakel – og godt det skete!!
Præcis – og ja! Jeg var gået helt i sort hvis det havde været helt væk
God du fandt den :-)den er bare skøn. God dag til jer
Ja ER den ikke bare vidunderlig? 🙂
Åh, jeg bliver helt blød om hjertet. Det er da det smukkeste bogmærke med alle følelser lagt i det. GODT du fandt det, jeg ved præcis, hvordan du har haft det indtil, du fandt det.
Ja – og det betyder netop så meget for mig! Ingen bog er helt komplet uden det 😉
Altså, kan godt se, at katastrofen lurede. Der er ting, der bare IKKE må blive væk. Godt, at det dukkede op igen – og godt, at du fik det lamineret i sin tid 🙂
Lige nemlig – det går bare ikke den slags bliver væk. 🙂 Det blev lamineret fordi det ene øre var ved at falde af.
Så godt du fandt det. Håber du får det lagt i en kasse andre med vigtige ting, så det ikke forsvinder igen eller endnu værre ryger ud med diverse isoleringsmateriale fra andre flyttekasser efter flytningen.
… Det MEST irriterende er, at det lå lige der – fordi det var et sted jeg var sikker på ikke at glemme – i en mappe med vigtige ting – så det ikke risikererede at blive væk i flytningen.
Men når jeg nu lægger det tilbage i den mappe – så har jeg i det mindste min blog til at minde mig om hvor det er..
Men jeg gik seriøst og småtudede før jeg fandt det.. Tømte samtlige bogreoler og bladrede i alle mine bøger.
Alzheimers light..
Det er lige præcis sådan nogle små skatte, man ikke kan holde ud at miste!
Det er det nemlig – de er ladet med minder og følelser – og selvom det kun er en ting, så er de SÅ vigtige.
Hvor er det fint. Jeg blev helt glad for at se det, da jeg havde læst til ende.
🙂 Tak Susanne – det synes jeg også! Og Divaen synes det er skrækkeligt! 🙂