Arkiv | januar, 2013

Altsååååå

31 jan

… Nu er vi ude i noget indrømmelse, som nogle mennesker sikkert helst er ganske fri for at få at vide, så nu er I advarede.

Det forholder sig nemlig sådan at da jeg i går havde været i bad, mærkede jeg noget vældigt ømt på min ene balle.

Sådan bistikvarmt og rundt. Byldeagtigt faktisk!

Og helt afsindigt ømt.

Og jeg tænkte: “hvad i alverden er dog det?”

Snurrede mig et par gange rundt om mig selv og kunne ikke se andet en en rød plet. Jeg moslede ud i køkkenet hvor Divaen sad i skrædderstilling på en køkkenstol og så meget zenagtig ud.

“Hvad er det der” hylede jeg mens jeg igen snurrede et par gange mere rundt om mig selv. Ikke ulig Blondinen når hun jagter sin hale… Faktisk.. Nu jeg tænker over det.

Der var stille lidt mens den stakkels tøs var tvunget til at glo på sin mors balle, hvorpå hun meget lakonisk svarede: “Det er da bare en bums”.

Hylede jeg før, er det intet imod hvad jeg hylede efter.

Ej men helt ærligt.

En bums på ballen – i min fremskredne alder – var mere end jeg kunne magte.

Og placeret et sådant sted ingen kunne gøre slemme ting ved den, mindst af alt mig selv.

Bedre blev det ikke da min bebumsede balle blev det generelle samtaleemne ved bordet.

Forklaringerne var lige så mange som de var fantasifulde og ualmindeligt dårlige!

“Det er nok et hår der ikke kan komme ud” Lidet hjalp det at jeg påpegede at jeg ikke har hår på den del af min krop. Altså små almindelige dun ja, men ikke sådan nogle hår som laver bumser.

“Det er et stykke af din arseniktand” Her tillod jeg mig at tvivle højlydt på at et stykke tand kunne finde vej helt derned uanset hvor stedkendt den så ellers var.

“Du har siddet på en tegnestift uden at lægge mærke til det” Jeg indvendte at den slags anordninger ikke kan siddes på ubemærket.

Til gengæld var de alle sammen rørende enige om at det ikke kunne være hverken en bi eller en hveps.

Trods alt.

Og så gik jeg min vej.

Der er absolut INGEN billeder af min bebumsede balle, men derimod et billede fra en strandtur i sidste uge.

Smuk og kold tur ved vandet.

Reklamer

Der er ingen krummer i min dreng!

29 jan

Kan man, uden alt for mange mentale forstyrrelser, være glad for skolen når man er 11 år?

Det er forhåbentligt tilfældet for de fleste, men der er mange for hvem det ikke er en selvfølge. Mobning, uengagerede lærere, uro, mangel på lokaler og resourcer kan sende mange børn ud af kurs.

Nu har jeg været så fantastisk egoistisk og ubetænksom at flå mine børn op med rod tre gange. De har overlevet og indstillet sig på tre skift. Det har været hårdt. For alle fire. For mig, for os som famile.

Og beslutningen om at gøre det en gang til for 2 1/2 år siden var ikke nem; vi vidste jo godt at det ville blive svært at falde til, men også at skulle sige farvel til Normandiet igen.

Det ville ikke blive nemt at vende tilbage til Møllen på Øen, vi havde set det før og gruede for hvordan det skulle gå.

I går var vi til samtale på skolen. Det gængse. Skole-hjemsamtale/trepartssamtale, kært barn har mange navne.

Hvorom alting er, vi var der. Med Gårdmand Bjørn. Om hvordan det går og lektier, kammerater og alt det hejs.

Derfor skulle han – sammen med mig – udfylde nogle papirer og svare på en del spørgsmål for en uges tid siden.

Og efterhånden som vi kom længere ind i spørgsmålene, den eftermiddag i sidste uge, jo mere stod det lysende klart for mig at min lille bamsebjørn er blevet stor og at han bare er glad. Alle de svar han kom med var gennemsyrede af tilfredshed. Han kan godt lide at gå i skole, han kan godt lide sine lærere – okay så, lige med undtagelse af en som bare er vikar så det kan være det samme – han kan lide sine kammerater og “sin” Nicolai.

Det var simpelthen så skønt at sidde og opdage at han er bevidst om hvad han er god til, hvad han kan blive bedre til og at han er glad for at gå i skole. Han kan godt lide dansk fordi Lone er en god lærer. Han kan godt lide matematik fordi Jørn jo bare er Jørn og han kan godt lide engelsk fordi han synes sprog er spændende og han elsker at lære nye ord. Han synes ikke han har for mange lektier for og han holder skam mund når de ber’ ham om det.

Og.. “faktisk føles det som om klassen, og skolen også lidt, at det er en slags stor familie”.

Kan man andet end at frydes inderligt over en sådan holdning til sin skolegang fra en dreng på 11 år? Jørn fik i hvert fald stjerner i øjnene! Tror jeg nok, for jeg så lidt sløret lige akkurat på det tidspunkt..

Faktisk kan Krumme bare tage sin sang og gå hen og sætte sig i et hjørne. Han er ikke aktuel i møllen.

Der er nemlig slet ingen Krummer i min søn!

Fra Gårdmand Bjørn og Nicolais fælles fødselsdag i december!

Når man nu tager i betragtning hvor lidt jeg bryder mig om krummer, er det faktisk pænt heldigt!

Gad dog vide…

27 jan

Gad vide om der i wordpress er indbygget en app – for nu at blive i det hype – som muliggør fusioner af to enheder med forskelligt indhold?

For nu skriver jeg lystigt løs her, ganske som før, og ikke så meget andre steder. Når så reklamerne forsvinder fra mit domæne, kan man så fusionnere indholdet fra begge blogs uden at sidde tilbage med 498 indlæg der ved en frygtelig misforståelse er kommet ind to gange..

Anyone?

Set på TV.

25 jan

DET er mig!!

Ja mig!

Jeg har været i den der kasse – eller flade skærm alt efter hvor nymodens man er – i den forgangne uge. Udsendelsen kan vist ses her!

Ikke at det varede ret lang tid, for hvis man kommer til at blinke på det forkerte tidspunkt, opdager man mig nemlig slet ikke. Sådan lige akkurat i halvandet sekund kan jeg beskues på en ø, som i øvrigt slet ikke er min egen!

Det foregik i en udsendelse om Danmark udenfor storbyen. For i Danmark er det nemlig sådan at såfremt man vover sig mere end 50 meter væk fra stenbroen så er man udkant.

Man er ikke hype, man er ikke strømlinet, man kan ikke få jobs og er i det hele taget bare en udkant. En andenrangsindbygger. Sådan føles det i hvert fald når man snakker om det.

Man kan meget med ord. Det grå guld er blevet til ældrebyrden og det som engang var “idyllisk” og “beliggenhed” er nu “udkant”. Ikke anderledes, bare med en ny etikette på.

Og forresten i forbindelse med at få jobs, skulle vi alle sammen tage og flytte til Esbjerg. Siger en selvudråbt kloge-Åge. Nu tror jeg – det er naturligvis kun en hypotese – men jeg tror bare at folk i Esbjerg og opland garanteret er ligeså kloge og veluddannede som  i resten af landet, så mon ikke Esbjerg nok skal finde adresser at sende alle disse lønsedler til?

Det var lige en sidebemærkning.

Nå, det var mig i halvandet sekund vi kom fra!

Uddsendelsen som var god – og kun meget svagt romantiseret – havde åbenbart til formål at få storbyboere til at fatte at man sagtens kan overleve andre steder end på Østerbro. Overleve ganske uden problemer endda.

I frisk luft.

Nå ja, ikke lige når der spredes gylle, det er klart.

Men ellers!

Og her er også pænt om vinteren. Ikke kun i sommerferien. Og vi laver faktisk mange sjove ting både sammen og hver for sig. Selvom forhenværende kulturministre indimellem syntes at have været af den overbevisning at såfremt man bevægede sig mere end 12 km. væk fra Tivoli var det ikke kultur længere. Endsige Danmark.

Det passer bare ikke.

Det er muligt vi virker vældig provinsielle for hype og moderne mennesker der bor i storbyerne, det er vi bare ligeglade med, og for pokker hvor har vi det sjovt imens!

Nå…

23 jan

Utålmodigheden melder sig. Jeg farer land og rige rundt, og det føles nærmest som en blanding mellem forberedelser til en længere belejring og de sidste feriedage hvor man desperat prøver at slappe af og feriere så man har fået fuld valuta for sine penge.

Jeg har haft samtlige børn til læger og tandlæger. Køber sportssko og langærmede t-shirts. Laver madplaner, huskelister og budgetter. Transporterer billøse veninder rundt til svært tilgængelige steder. Laver aftaler om en sidste kop kaffe med veninder og har bestilt tid til det røde lyn hos Jan og mine krøller når også lige at runde Heidi inden jeg starter!

På det der job.

Og nu måtte det faktisk bare godt snart blive næste fredag.

Jeg har næsten lidt ondt af dem. Nu kommer jeg stormende ind om lidt og hvirvler det hele op, så jeg kan komme igang med at bestille noget. Må hellere tage den lidt med ro. I starten i hvert fald. De skulle jo nødig blive bange.

Men jeg er sådan set klar nu. Næsten. Der står stadig et par ting på min liste. Af den slags man alligevel aldrig får gjort:

Rydde op i syting. (hahaha som om det nogensinde ville ske!)

Rydde op i fryseren (… Hallo, det er en kummefryser fra forrige årtusind. Gad vide om jeg inderst inde selv tror på at det vil ske?)

Male kommode under trappen (der kræves vist maling til den slags.. Hvornår skal jeg pensioneres?)

Blogge… (øhhm jo, altså.. viljen er der. Helt bestemt. Vist er den så…)

Så ja, jeg er snart klar!

 

Popups!

22 jan

Ja.. Det kan ikke have forbigået nogen som indimellem læser med på kongmor.dk at der er kommet nogle ualmindeligt lede popupreklamer.

Der er få ting som irriterer mig mere, når jeg klikker ind på bt.dk og hver anden artikel bliver forstyrret af popups kan det gøre mig hidsig i flere omgange. Derfor har jeg kontaktet bloggers og bedt dem om at fjerne popups på mit domæne, men om det bliver efterkommet – eller hvornår ved jeg ikke.

I mellemtiden vil jeg slå mine folder her..

Så er det i hvert fald på plads.

Godnat på ny

18 jan

Det er da vist efterhånden længe siden vi har fået en lille godnat historie.

Lige pt er Gårdmand Bjørn voldsomt optaget af at han og Jeppe har jubilæum. Og om han i øvrigt i den forbindelse gerne måtte få en ekstra müslibar med i skole. Jeg indvendte at jeg ikke helt kunne se sammenhængen, og ville desuden gerne vide hvorfor han havde et jubilæum.

Det kunne han ikke helt sige. Men det var i hvert fald et tomåneders jubilæum. Og så brød han sammen af grin.

Jeg synes der er gået inflation i jubilæer men det har jeg vist sagt før.

Derudover var det mig magtpåliggende at få at vide hvorfor de havde jubilæum, idet Jeppe og Gårdmanden har en lang og tung tradition for ballade. Af den morsomme slags. Og så en enkelt glasrude. Men den snakker vi ikke om her.

Men ikke om han ville ud med det.

Det endte med at jeg måtte love ham lidt lækkert til i morgen. Det var udelukkende af udspekulerede årsager; noget for noget, og der er en reel chance for at jeg så får at vide hvad det jubilæum omhandler.

“Det er lidt trist vi ikke får gaver” kom det lidt efter. “Det kunne også være at Lone havde blomster med.”

Jeg uddtrykte mine tvivl vedrørende dette, men han kørte på: “Og en pokal.”

Han hengav sig til sine forestillinger om afholdelsen af et virkeligt jubilæum og så drømmende frem for sig.

Jeg kyssede ham på næsen og ville rejse mig.

Han sprang op og ville give mig et sidste godnatknus stående op i sengen. “Ihh” grinede han “når jeg bliver så stor som det her, så er du bare lille bitte” Han dikkede mig under hagen, mens han fnes “nååårh lille mor.”

Jeg må have set meget lidt underholdt ud, i hvert fald kastede han sig i mine arme og trøstede mig: “Åhh mor, jeg er så glad for at jeg har jer som forældre. Jeg synes at jeg er møgforkælet.”

Jeg rynkede undrende brynene og afventede en fortsættelse.

“Jo, for jeg ønskede mig et skateboard – og fik det, jeg ønskede mig en jakke – og fik den.. Moaar jeg ønsker mig også en Xbox”

Og så var det jeg mente at det afgjort var sengetid for drenge på 11!

%d bloggers like this: