Archive | februar, 2013

Hej mor, undskyld jeg forstyrrer

28 feb

lød det i mit øre i mandags.

En lidt forpustet Gårdmand Bjørn der snød sig – ganske uden for nummer – til at ringe til sin mor midt i skoletiden.

Dobbelt forbudt altså.

Forbudt at ringe til mor i arbejdstiden – jeg er jo for pokker stadig midt i prøvetiden – naturligvis må de ringe hvis der er ildebrand eller noget andet alvorligt og helt aldeles vigtigt, men opkald for at sige at de har fri eller spørge om de må åbne en ny rulle kiks, er meget ilde set.

Men det er jo også forbudt at ringe i skoletiden. Og her vil jeg gerne henstille til at diverse skolelærere som tilfældigvis læser med, afholder sig fra at sanktionere! Det er ikke hans skyld at jeg sladrer. Og i hans øjne var det virkelig en emergency!

Men altså, grunden til dette yderst forbudte opkald var at finde i hans næste åndeløse sætning, som blev afleveret i en halvhviskende køre: “mor der er nogle af de andre mødre der vil lave en fastelavnsfest for os på onsdag. Og jeg vil gerne være gulerod, må jeg ikke godt det?”

Jeg kunne seriøst have kogt ham.

På gulerodsmåden.

Hvem var det som havde tid (læs lyst og overskud) til at lave et gulerodskostume sidste år?

Hvem tilbød også at lave det?

Og HVEM afslog?

Jeg nævner ingen navne.

Siddende der ved mit nye skrivebord i min nye stilling, som aldeles ikke fastansat, kunne jeg ikke engang råbe ad ham. Jeg kunne bare sige “jooo da..” som den gode mor jeg er.

Jeg lagde på med et forpint blik, og Tina spurgte hvad der var galt.

“Hvordan laver jeg en gulerod på to aftner, hvoraf den ene bliver afbrudt af en gymnastiktræning på et par timer?”

Jeg havde ikke engang noget stof. Og mine evner udi syeriet kan ligge på et meget lille sted. Næsten lige så lille som der hvor mine strikkeevner ligger.

Men jeg er som sagt en MEGET god mor så jeg drønede i Stof 2000 – guidet af Tina – og fik indkøbt grøn filt, pladevat og orange lagenlærred for medelst 200 kroner. Glemte mønster men tænkte at det nok gik alligevel. Vel hjemme igen fik jeg klippet noget, der med lidt god vilje kunne ligne en gulerod… En gulerod med meget brede skuldre.

Klipper gulerod…

Og taget lidt i etaper, afbrudt af gymnastiktræning, en tur på sygehuset, søvn, arbejde, lektiehjælp og goodieboxafhentning, blev jeg færdig med en kappelignende orange tingest der med god vilje fik min yngste søn til at ligne en gulerod, 14 minutter før festens start.

Kong Gulerod

Syet efter devisen: det kan nok ikke ses når musikken spiller. Og “hovsa – nå, der kom et ekstra lufthul”.

Og for folk der tænker “neeej hvor tjekket” vil jeg omgående betro dem at det ikke var tjekket.

Det var bare.. sådan.

Og som sagt uden mønster. Og så bliver det som den slags gør. Ikke desto mindre var min søn glad for at være gulerod. Også selvom de andre ikke kunne se hvad han var.

Men jeg gør det aldrig mere.

Aldrig, hører I?

Det var dog alt besværet værd, da Nicolai ringede på – klædt ud som kanin!!

Den der lugt i bilen

15 feb

Måske mindes I svagt at der – på min første arbejdsdag – var en kemisk hyggeduftedims i min bil, placeret der af min betænksomme mand.

Et gyseligt wunderbaum som jeg i teorien – og på det æstetiske plan – helst havde været foruden. Men det var på sin plads med en luftfornyer, også selvom det var af den mere kunstige slags, idet min ellers så søde mand havde prøvet at brænde min kobling af.

Det forholder sig nemlig sådan, at han er den heldige chauffør af en tømrervarevogn, i kraft af sin nye titel som tømrerlærling. Denne bil er udstyret med fire usandsynligt dårlige – og jeg fristes lidt til at sige billige men da det ville gøre Thomas ked af det holder jeg min mund med det – dæk. Dæk som under ingen omstændigheder er tilpasset vores nordlige meteorlogiske tilstande.

Og det resulterer i ganske store genvordigheder når bilen skal forcere noget tiliset. Faktisk forcerer bilen ikke noget som helst, den bliver på stedet og opheder hvad end der er nedenunder. Og larmer ganske forfærdeligt.

Hvilket i sig selv er mig ret ligegyldigt, hvis ikke det var fordi bilen på et tidspunkt sad fast i min egen baghave.

En morgen hørte jeg en usandsynlig infernalsk larm, sådan opgassende og aggressiv. Og jeg ringede sporenstregs til Gårdmand Bjørn som netop havde forladt huset, for at advare ham om at der var motorbøller på færde i landsbyen og han skulle derfor krydse landevejen med stor forsigtighed og agtpågivenhed.

Da jeg fik min yngste søn i tale, kunne jeg stort set intet høre idet han åbenbart befandt sig i umiddelbar nærhed af disse føromtalte motorbøller, og larmen var øredøvende!

Langsomt brød andre lyde igennem mine sløve trommehinder, og det gik lidt efter lidt op for mig, at noget foregik i min baghave.

Ganske rigtigt, da jeg fik åbnet døren kunne jeg overordentligt tydeligt høre de hidsige lyde og jeg vovede mig nærmere, alt i mens jeg lagde an til et hysterisk anfald såfremt de unge fløse skulle have tørt på, i deres omgang med motorer og andre folks haver, selvom jeg for min død ikke kunne begribe hvordan i alverden de var havnet der.

Det var såmænd ingen anden end min – på daværende tidspunkt – knapt så populære mand der var igang med at fræse min græsplæne. Unødvendigt og en anelse for tidligt for min smag så jeg bankede energisk på sideruden af varevognen og spurgte, hvad i alverden det var han foretog sig.

Han råbte hidsigt at jeg vel godt kunne se at han sad fast og at jeg skulle trække ham fri. Som i “omgående”.

Jeg burde allerede her have lyttet til min intuition og have nægtet, men han lignede ikke en man kunne at diskutere noget som helst fornuftigt med, så jeg satte mig bag rattet i mit røde lyn og forberedte mig på at trække tre tons fri af lige dele overophedet og smattet snesjap og græsplæne.

Da jeg tredie gang ikke kom ud af stedet og der i stedet bredte sig en ualmindelig dårlig odeur inde i min trofaste bil, slog jeg bremserne i og nægtede at foretage mig yderligere. Dette på trods af trusler om bål og brand!

At min kobling ikke gik op i røg var ikke min mands fortjeneste og jeg kunne efterfølgende nyde en umiskendelig stank af brændt gummi, hver gang jeg satte mig bag rattet i mit røde lyn. First man kunne ligeledes nyde dette, ikke duftmæssigt, men lydmæssigt idet jeg ikke undlod at ringe ham op og råbe obskure ting i hans øre, hver gang jeg satte nøglen i tændingen og blev mødt af den meget ubehagelige lugt.

Derfor sad der en wunderbaum i min bil den morgen, jeg for første gang skulle tilbagelægge de 50 km der skilte mig fra min nye arbejdsplads, og jeg gik ud fra at det ikke udelukkende var af kærlig hensyntagen til sin kones sarte næse, at han havde indkøbt det dinglende såkaldte skov-duftende papjuletræ.

Han var sikkert også ret træt af min højrøstede opkald.

Men det er naturligvis kun en hypotese!

Alt det jeg kunne skrive!

8 feb

Jeg kunne godt skrive at jeg er havnet i en super afdeling med nogle spændende og dygtige mennesker, og så Tina. Ja, som naturligvis også er spændende og dygtig

Jeg kunne også godt skrive at jeg nu i en uge ikke har spist morgenmad hjemme idet dette måltid bliver serveret kvit og frit på min nye arbejdsplads. Morgenmaden er naturligvis uden at medregne alt det frugt jeg får hældt indenbords.

Jeg kunne også fortælle hvordan hele firmaet er gennemsyret af rare imødekommende mennesker, med hver deres særheder – bevares – men som i den grad har gjort den første uge til en helt unik oplevelse.

Jeg kunne også sagtens lade et par ord falde om den forståelse jeg blev mødt med da jeg bad om at møde lidt tidligere for at undgå myldretid og dermed en ikke uanseelig stigning i transporttiden.

Sluttelig kunne jeg også fortælle at det ikke føles som om jeg kun har været der en uge og at jeg i bund og grund har fået en velkomst som er min kongelige titel værdig!

Men det vil jeg lade være med, for I kunne nemt gå hen og blive frygteligt misundelige, og det ville vel nok være umådeligt synd for jer!!

Råd om styling!

4 feb

“Moaar, kom lige”

Jeg havde sagt godnat til ham, men gik ind og forhørte mig om hvad der var galt.

“Ikke noget, kan du ikke lige sidde et lille “sikund” jeg har lyst til at snakke” kom det fra Gårdmand Bjørn. Og da den tid snart nok kan være et overstået kapitel, satte jeg mig naturligvis ned igen!

“Hende der Birthe Kjær som er med i regeringen..” begyndte han.

Jeg tillod mig at afbryde ham og jeg tilføjede at jeg troede lidt han forvekslede hende med en anden.

“Hvem er Birthe Kjær da?” ville han vide.

Jeg prøvede at uddybe, hvilket var lidt svært da jeg ikke er udpræget fan, men jeg fik fortalt at hun er en dame der synger. Jeg kunne så udvide historien med at hun synger en sang om en rød gummibåd, som vi synger når vi pjatter.

“Nååårrh, hende” kom det så. “Nej det var ikke hende jeg mente”

Det havde jeg næsten gættet, når nu han snakkede om en dame i regeringen. “Hvordan ser hun ud?” spurgte jeg, i håb om at pejle mig ind på damen.

“Hende den gamle med håret” sagde han og holdt hænderne bag ørerne.

“Nå, Pia Kærsgård” grinte jeg.

“Okay, jeg troede hun hed Birthe Kjær” sagde han undrende.

Jeg vidste ikke helt, hvem det lige var mest synd for her, men sagde ikke mere.

“Er det ikke også hende som har sommerhus ved siden af os?” ville han vide.

“Nej det er Marianne Jelved, du ved Antons papmormor” oplyste jeg.

“Nå” han var stille lidt.

Her må jeg lige fortælle, at for et par uger siden kom Prinsessen løbende ind i stuen i stor affekt: “Mor mor, den nye kulturminister er Antons papmormor!”

“Nå da, hvor spændende” sagde jeg, og mente mest den del om Anton, idet jeg godt var klar over hvem den nye kulturminister var! “Jamen er det ikke bare totalt sejt” hvinede hun. Da jeg sagde: “Søde skat, du ser Marianne Jelved hver eneste sommer nede på stranden, og det har du gjort hele dit liv, så jeg ved ikke lige hvor sejt det er.” punkterede jeg vist ballonen lidt, for hun stoppede brat op og rynkede på næsen “Ej er det bare hende damen med det grå hår?” hvortil jeg nikkede. “Nå, øv” mumlede hun og gik slukøret ud af stuen igen.

Tilbage til studiet Gårdmand Bjørn.

“Men i hvert fald” fortsatte han “Hende Pia Kærsgård, hendes hår det er bare så grimt. Hun kunne godt tage at få en lidt pænere frits. Sådan lidt smart. Som mormor faktisk. Det ville være sjovt hvis de lignede hinanden”

Jeg rynkede på næsen og sagde at mormor nok ville blive meget ked af at ligne Pia K, så det var nok bedst at Pia K blev ved med at se ud som hun gjorde. Ellers ville vi jo ikke vide hvem hun var.

Det kunne han godt se det smarte i.

“Men jeg synes nu stadig hun skulle få en smartere frisure! Godnat mor”

Godnat søn. Måske er der er job til dig på borgen om et par år?

Afsindigt dårligt billede af stylistens dør på Christiansborg.

Første dag.

3 feb

Jo, jeg stod jo op. Og gjorde alt det man gør om morgenen.

Og så satte jeg mig ud i min bil. Og gav mig næsten til at svede ud af øjnene.

Fordi det var dette syn der mødte mig:

Vand, labre larver, duftdims og blomster.

Min søde mand er helt fantastisk, og jeg har bare så ondt af alle jer som ikke har sådan en som min!

Duftdimsen har sin egen historie som kommer en anden dag, men lad mig bare sige at den var værdsat!

I hvert fald satte jeg mig tilrette i det røde lyn og kørte de 50,5 km der skilte mig fra min nye arbejdsplads.

Jeg kørte forbi et sted hvor jeg engang arbejdede i tre måneder. Tre sølle måneder, jeg blev nemlig fyret den sidste dag i min prøveperiode! Den første dag på den arbejdsplads sad jeg i min bil og havde ikke lyst til at gå ind, ringede til Anne på mobilen og småtudede lidt, fordi det bare slet ikke var mig. Jeg skulle have lyttet til min generelle mavefornemmelse og bare have sagt: “nej tak – I er ikke noget for mig.” Jeg kunne skrive rigtigt mange rigtigt grimme ting om det sted, men det vil jeg helt lade være med, det er de nemlig ikke værd! De søger forresten rigtigt tit nye medarbejdere, så der kan ikke være særligt rart at være for almindelige mennesker.

Men da jeg kørte forbi det sted fredag morgen, frydede det mig i den grad at jeg kunne hilse dem fra min mave og sige at fornemmelsen, denne gang, var helt rigtig!

Jeg ankom og fik parkeret bilen, ramlede så ind i et par stykker på parkeringspladsen, men da de hverken råbte efter mig eller løb væk, besluttede jeg at det nok var søde og rare mennesker, som jeg sagtens kunne hilse på.

Hvilket jeg så gjorde.

Jeg blev hjulpet på plads – hvor der søreme også stod blomster og ventede på mig – og der var hyggelig fælles morgenmad i det team jeg skal arbejde med. Og dagen gik hurtigt med præsentationer af kolleger og arbejdsgange. Kun smilende søde mennesker, ja og så Tina – som altså også er vældigt smilende og meget sød – så jeg var faktisk glad hele dagen.

Lavede kun to mindre kiks. Sådan af den pinlige slags. Men dem snakker vi ikke om.

Selve arbejdspladsen virker rigtig god. Der er fokus på gode og sunde værdier og den slags jeg synes er vigtige. Det er i hvert fald et sted jeg glæder mig til at komme tilbage til i morgen.

Og jeg var lige så glad i maven da jeg kørte hjem!

Tusind tak for jeres gode tanker og søde ord! Jeg er sikker på den slags hjælper på den ene eller den anden måde.

 

Koldt og blåt!

2 feb

Var ude og gå en lille tur idag, i det fantastiske vejr!

Lidt af to øer, både her og der!

Jeg holder så meget af at se på vand. Og vand har vi jo en del af, og det er endda ikke ret langt væk!

En lokal badebro.

Det var koldt, men helt vindstille og det virkede varmere end det var – især i solen – som det var rart at se igen!

Og en tredie ø!

 

 

Sommerfuglefarmen

1 feb

i min mave, skal jeg lige have styr på. Godt der er 35-40 minutters kørsel til jeg når frem til min nye arbejdsplads.

Gårdmand Bjørn beroligede mig i går eftermiddags: “Mor, du får naturligvis en masse veninder allerede første dag! Selvfølgelig gør du det!” Det var ikke så svært at genkende retorikken. Det lignede umiskendeligt den jeg har brugt hver gang de har skullet tilpasse sig et nyt kapitel i deres liv.

Og hvis de kan, så kan jeg også!

Jeg har pakket krus, kleenex, læbepomade og håndcreme så jeg er helt klar til at flytte ind i en ny plads. Prinsessen og Divaen har i smuk og sjælden enighed fundet det helt rette sæt tøj frem til mig og jeg smører mit blå – efterhånden faktisk papegøjegrønne – mærke på kinden ind i dækcreme og pudder og håber det ikke vækker alt for stor opsigt.

Overvejer lidt om jeg skal overbevise fotografen om at han først skal tage websidebillede af mig i næste uge… Eller, hvem ved det kommer måske helt af sig selv når han ser mig!

Men i hvert fald.

Mere klar end lige nu, bliver jeg nok ikke. Håber at jeg kan leve op til deres forventninger, og at de kan leve op til mine.

Hej arbejdsmarked: HER KOMMER JEG!

Lidt op ad bakke, men der er lys forude!

%d bloggers like this: