Arkiv | marts, 2013

Hare hop, hare hop..

27 mar

Det kunne også have heddet “Krykhusar over stok og sten”. Men det er mig det handler om, eller rettere mine krykker.

Eller for nu at være nøjagtig: krykkers bivirkning.

Jeg kan, såfremt dette cirkus står på meget længere, vinke farvel til mine mormorvinger. Hvilket i sig selv ikke er helt tosset, men som under afskedsseancen volder mig stor smerte lige under armhulen.

Hold da helt op, hvor gør noget ondt lige der.

Og så min kondition…

Jeg troede jeg var i fin fysisk form, med alt det gymnastik jeg har trænet. Men nej, også her er jeg gået galt i byen. Jeg skal bare hoppe op ad trappen på mit arbejde, med den ene hånd på gelænderet, den anden på en krykke, for at blive fuldstændig udmattet når jeg endelig er kommet til tops.

Hvis jeg undlader at spørge mine søde kolleger om de vil gå i printeren efter mine ting, og selv humper derned – nu med begge krykker i brug – så er jeg så forpustet det er på grænsen til pinligt og jeg sveder tran.

Når jeg så har hoppet rundt det jeg nu skal hoppe, på sådan en dag, får jeg krampe i den højre balle fordi højre ben i den grad er overbelastet.

jeg bliver skævvredet…

Simpelthen.

Ender med en enkelt balle af stål og en anden, som er kravlet halvvejs ned af låret.

Gad vide om man kan få erstatning for følgeskader efter brug af krykker?

Hvis jeg nu ber’ pænt?

 

Julen varer lige til påske.

26 mar

Jeg ved ikke med jer, men jeg er ganske ude af stand til at komme i påskestemning med alt det sne der ligger og flyder.

Jeg jamrede – den første påske på Æblebakken – højlydt over min manglende påskepynt. Nu er vi vendt hjem til netop denne påskepynt, og skæbnens ironi vil at jeg er såret og ikke kan gå. Uden at være fastklistret et sæt krykker.

Og der er altså ting der ikke vil have særligt godt af en dingletur i en skuldertaske påhæftet undertegnede. Pustede æg – er en af dem – porcelænshøns er en anden. Derfor har jeg måttet overlade påskeoppyntningen til andre. De som nu lige var i nærheden.

Og uden at være grov kan jeg vist godt afsløre at det ikke er alle mine børn der har lige stor æstetisk sans for udsmykning.

Hvis jeg altså skal sige min mening, men det skal jeg naturligvis ikke. Jeg holdt helt op med at sige min mening, eller næsten, da Divaen som to-treårig kom og satte en meget grim og meget turkis julemand, som hun havde produceret i den danske børnehave i St. Germain en Laye, på en af de nederste grene af mit meget fine juletræ.

Efter denne episode gik det op for mig at der var pæne ting og så var der de vidunderlige kunstværker mine geniale børn havde frembragt. Mit bogmærke som jeg vil begraves med, samt en stribet fiskepude, en fed pingvin og en lodden grå og trekantet høne hører til i den kategori. Sært nok hader de alle fire hver deres frembringelse, men er enige i at de andres ting er søde og finurlige.

Derfor – fordi jeg ikke blander mig så meget – i hvordan det nu lige står og ser ud, ser min påskepynt en anelse alternativ ud. Dette gik først op for mig, da jeg fandt en af de fine høns, stående foruroligende tæt op ad min cupcake-krukke.

Jeg bjæffede ud i lokalet hvad min fine høne lavede der, og Gårdmand Bjørn svarede at den spiste af flødeskummet. Slået af dette stærke argument gav jeg op, men Divaen som bliver 18 lige om lidt, har en meget vågen sans for klassisk skønhed, og i den indgår ikke nærsynede flødeskumssultne høns.

Den konstellation blev derfor rettet og genplaceret på et mere passende sted.

En filt-ægge-guirlande var også blevet hængt op, men enten var sømmet placeret for langt nede, eller også drejede det sig om en lidt mindre person, hvorom alting er der lå næsten lige så mange æg kunstfærdigt slængt hen ad gulvet som hængende på væggen. Også dette stilleben afgik ved en hurtig død, og jeg kan faktisk ikke helt huske hvor filtæggene så blev hængt hen.

Det er hvad det er, men jeg plejer at have en stor krukke med grene som er næsten sprunget ud, med vores fine æg på.

Ingen gå jo ud og klipper de der grene.

Og det er endnu en af de ting der bare er lidt mere udfordrende, på krykker.

Og hvis det er med grene fra haven som med viljen og evnen til at lave noget mad til sin mor, har det lange udsigter. Meget lange.

Følgende lille ordveksling fandt sted i søndags:

Mig: “Jeg er sulten, vil du ikke lave noget mad til mig?”

Zorronaldo: “Hvad vil du da ha’?”

Mig: “Bare noget mad. Ikke noget sødt”

Zorronaldo: “En banan?”

Jeg sukkede og lagde mig tilbage på sofaen i afmagt og håbede på at min søn ville være i stand til at smøre en rugbrødsmad til sin mor.

Det skete ikke. Han kom derimod tilbage, med en mad til sig selv…

Mig (nu ret surt): “På hvilket sprog skal jeg så sige at jeg vil have noget mad?”

Zorronaldo (ganske uforstående): “Jamen du sagde jo ikke hvad du ville have”

Mig: “gggnnnnnnn..”

Hvorpå han rejste sig og gik ud for at lave en rugbrødsmad med spegepølse. Denne gang til mig. Trods alt.

Så derfor går jeg ikke ud fra at der kommer grene i mit hus til påske i år.

Men det er som sagt også lige meget; jeg vil ikke risikere at komme til at hænge julehjerter på dem!

Aftensmad

25 mar

Da jeg var lille spiste jeg min aftensmad på denne tallerken, hver eneste aften.
Den står på min tallerkenrække og kigger med, men den bliver ikke rigtigt brugt mere.
Og så i går aftes, blev min pandekage serveret på den. Og jeg kunne pludselig mærke glæden over prikkerne på kanten, og pigens fletninger.

20130324-224607.jpg

At hun holder en ost i armene har jeg altid set bort fra. Hun var så sød, at selvom jeg ikke brød mig om ost, så kunne jeg sagtens tilgive hende dette lille fejltrin.

Og nu hvor jeg er i gang, må jeg vist have opstøvet den tallerken i hvilken jeg – som mange andre i familien – spiste min øllebrød, havregrød eller varme mælk med tvebakker.

På tre ben.

22 mar

Ja, et er mit eget, de to andre ben er venligst udlånt af “Rehabiliteringsafdelingen”. Det sidste ben – det sårede – er lockoutet fra mit nuværende liv. Godt jeg har de udlånte skruebrækkerben, for de gør at jeg kan komme på arbejde idag og at jeg har kunnet komme på toilettet mens alle andre var væk.

En kollega der bor i nærheden kører mig og så må jeg sidde på min pind med benet oppe, så længe jeg kan det!

Det har ellers været ret ekvilibristisk at være mig. Der er nemlig det ved krykker at man ikke både kan humpe sig fremad, og bære noget. Ergo har jeg hver gang skullet overveje hvad der var vigtigst. Det har virkelig været en lektion i prioriteter.

Når jeg har været sulten, har jeg humpet ud i køkkenet og lavet maden der – vi snakker ristet brød eller havregryn – men jeg har også spist der.. i køkkenet. På gulvet. Fordi det er umuligt at gå med krykker og en skål havregryn hen til bordet, og ligeledes er det ret svært at hoppe med samme tallerken i hånden. Eller nej det er ikke svært at hoppe, men sandsynligheden for at skålen er tom eller delvist tom når jeg ankommer til bordet, er uforholdsmæssig stor. Det har jeg nemlig prøvet med et glas vand. Glasset var ikke engang helt fuldt. Men det meste endte alligevel på gulvet.

Derfor har jeg spist, siddende på gulvet med en meget interesseret Blondine vimsende omkring mig, eller nærmere om min mad.

Til min oprindelige skade, er der nu tilstødt yderligere skavanker. Jeg har nu ondt i det andet ben.. Fordi jeg kun bruger det. Jeg har ondt i ryggen af at ligge ned, og sikkert også af at skulle kompensere for det manglende ben. Og jeg taler slet ikke om de traumer jeg har fået af sådan en kedsomhed.

Jeg er ikke skabt til at ligge og glo. Og fjernsynet har været tændt 2 gange. En gang for at se Black Swan som jeg aldrig har set, og en gang for at holde mig ajourført med diverse lockoutvarsler.

Gad vide om man kan lockoute sin egen demokratisk valgte regering?

For så ville jeg gerne lockoute dem alle sammen.

Fra nu af…

En bortcensureret billedbog…

20 mar

Mine børn har så mange bøger at det næsten er løgn. Eller i hvert fald ret overdrevet.

På den anden side kan man da ikke få for mange bøger, kan man vel?

Men da vi flyttede til Danmark første gang, fik jeg vist sagt noget tåbeligt om at de skulle forbyde mig at købe flere bøger til dem. Det glemte de heldigvis igen ret hurtigt. Desuden var det nok også bare fordi de – bøgerne – vejede så utroligt meget og jeg fik ondt i ryggen af at slæbe på dem.

De fleste af bøgerne er rigtig gode. Også en del af de bøger jeg ikke kendte i forvejen. Det er jo lidt af et sats når man bare river en fire-fem stykker til sig på et bogudsalg.

Jeg har i min tid som moderlig hofbibliotekar, dog måttet bortcensurere to styks. Den ene var så heldig kun at miste et par sider, den anden blev helt fjernet fra biblioteket endda før børnene havde fået fingre i den.

Den med løsbladsystemet mistede nogle sider fordi de ikke indeholdt andet end en ret stor mængde bandeord, som jeg mente at mine børn ikke behøvede at lære allerede fra børnehavealderen, så langt væk fra Danmark.

Den anden.. Ja, jeg har endnu ikke fundet nogen som er enig med mig – og risikoen ved at fortælle om det her, er jo at der godt kunne sidde forskellige mindfulde freudianske coacher, der kan få en masse ud af min modvilje i forhold til denne billedbog i form af pottetraumer og den slags… Jeg har aldrig gået på universitetet, og jeg er ikke specielt klog på hverken det ene eller det andet, så jeg kan naturligvis tage grueligt fejl.

Ydermere er min mor, der er helt forfærdelig klog, også ganske uenig med mig.

Ikke desto mindre vil jeg til enhver tid hævde, at hvis bogen gør mig trist, er det en trist bog for mig. Ikke nødvendigvis for andre, men for mig.

Altså. Det handler om en blå kat.

Altså en anderledes kat.

Den er meget ensom. Og ked af det.

Altså er man ensom, og tillige ked af det, hvis man er anderledes eller hvad?

Denne stakkels lille – meget søde – blå kat leder efter venner, men ingen har tid til den. Ingen vil være venner med den.

Til sidst møder den lille blå kat månen. Den er vist også ensom. Det har nok mere noget med afstanden at gøre i månens tilfælde.

Hvorom alting er, månen siger til den lille blå kat, at de sagtens kan være venner, katten kan bare kan komme op til den og forlade jorden og så bliver alting godt.

Vræl!

Der sad jeg.

Med børn der var en lille smule anderledes end andre børn, i og med de havde to kulturer at tage hensyn til. Og to sprog.

Og det eneste råd denne bog gav, hvis man var anderledes og ensom, var at de kunne forlade jorden, for på jorden havde alle mennesker alt for travlt til at blive venner med dem som var anderledes og ensomme.

Det var mere end jeg kunne bære og ingen af mine børn har fået lov til at læse denne billedbog før de var så store at vi kunne snakke om den. Hvilket vil sige, at jeg måske tager den frem når Gårdmand Bjørn flytter hjemmefra.

Kloge hoveder vil nok gentage mine egne ord og påpege, at det som gør mig trist ikke nødvendigvis gør mine børn triste, og at jeg skal lade være med at projicere min frygt ud på dem. Det er der ikke noget at gøre ved, for jeg kan jo ikke bare lade stå til, hvis jeg virkelig mener at det er en bog som er dårlig for mine børn.

Jeg mener nemlig at bogen ikke er god for børns tro på at mennesker generelt er venlige og imødekommende.

Og at man, selvom man er lidt anderledes – blå eller tosproget kan vel komme ud på et – skal vokse op i sikker forvisning om at man godt kan finde nogen her på jorden som også gerne vil være sammen med de ensomme.

Ikke bare fordi de skal, men fordi de har lyst, og at man ikke nødvendigvis behøver at tage til månen for at finde en ven.

Det er helt sikkert ikke sådan forfatteren har tænkt, men det var sådan jeg opfattede det.

Har I bøger I ikke kan med, af en eller anden uforklarlig årsag?

Okay, jeg blev ikke kvalt..

19 mar

i min fine røde vimpel. Ejheller lykkedes det mig at kvæle nogle af de andre på holdet.

Men det forhindrede mig ikke i at komme til den sidste gymnastiktræning i denne sæson, varme op, og så lege tagfat, for derefter at få en gedigen fibersprængning i min læg. Ud af det blå. Og så eftertrykkeligt at min egen læge sendte mig på skadestuen for at sikre sig at akillessenen var intakt. Det var den gudskelov.

Velkommen.. Ved ikke hvor dybfølt man skal tage det. Det er lidt som at tage på besøg hos en ældre, og meget sur tante, som uvægerligt vil kysse en omgivet af en stank af naftalin og nive en under armen på det bløde sted, hvis man bliver for kæk. Man skal have det overstået – af åbenlyse diplomatiske årsager – men man er faktisk helst fri.

Min lægmuskel er derimod ikke intakt. På nogen måde. Jeg kan nemlig ikke engang sætte foden i gulvet, og det er en anelse besværligt når man skal bevæge sig fra et sted til et andet. Skadestuelægen mente at musklen var helt revet over, men det er fordi hun ikke kender mig og min stædighed.

Det var ellers imponerende. Det føltes som om nogen havde kylet en tennisbold lige ind på mit ben, der lød et kæmpe smæld og så var jeg sendt til tælling, med koldsved, tåre i øjenkrogen og alt muligt.

Dorte og Dorte fandt is, Marie fandt stol, Lars tjekkede hælen første gang, og alle de andre vimsede rundt og tilbød puder og trøjer og trøst. Det er jo sportsnørder jeg træner med, så de render rundt med engangs-isposer i tasken som det naturligste i verden. Da der ligeledes forefindes sygeplejesker og (gift med)-fysioterapeuter var jeg i gode hænder. Ville jo ikke gå glip af afslutningsmiddagen bare fordi jeg skulle have lidt ekstra opmærksomhed!

Da aftenen var slut fik Kirsten og Helen mig ud af omklædningsrummet, Benny bar mig ud til bilen og Stinne kørte min bil – med mig indeni – hjem til mig selv og Anne kørte bagefter i Stinnes bil.

Og min egen søde mand slæbte mig så rundt i huset og endte med at smide mig på sofaen.

I skrivende stund ligger jeg her – som en strandet hval – og lagde ud med Gårdmand Bjørns skateboard som eneste transportmiddel når jeg skulle hen over stuegulvet.

Der er nemlig det ved det at stuegulvet er et trægulv som indimellem afleverer nogle alvorlige splinter. Og oven i alt det andet kunne jeg ikke også overskue at skulle til at flå splinter ud af den anden fod eller eventuelt min bagdel, når jeg krabbede mig hen til badeværelset. Så jeg sætter mig – majestætisk – med røven på et skateboard og triller igennem stuen når jeg er tørstig eller da jeg skulle have morgenmad og alle andre i husstanden fejt havde forladt mig.

De kom dog tilbage igen efterhånden og jeg er skam blevet forkælet og puslet om!

Det som piner mig mest er at jeg ikke må køre bil foreløbigt OG det faktum at jeg stadig er i min prøvetid på arbejdet kan godt give mig endnu en omgang koldsved.

Men afdelingslederen var sød og forstående og min mor tilbød at køre mig på arbejde i næste uge. Så mon ikke det løser sig.

I mellemtiden skal jeg have lært at styre de meget fancy krykker jeg fik udleveret på skadestuen. Så jeg slap for skateboardet.

De er vildt flotte de der krykker – men tænk jer bare engang – der er refleksbrikker på..

Refleksbrikker!

SOM OM man har lyst til at rende rundt i nattens mulm og mørke… på krykker?

Hvem ved sine fulde fem ville tage på vandretur med krykker?

Nogle ting er bare fuldstændigt overkill!!

Ikke desto mindre vækker de stor lykke, krykkerne, både hos undertegnede, da jeg synes det er sejt og i øvrigt aldrig har prøvet sådan nogle før. Godt nok har jeg engang gået på stylter, men det føles ikke helt lige sådan. Jeg er ganske vist lige så vakkelvorn som dengang med stylterne.

Men altså, de vækker også stor lykke i resten af familien, da heller ingen af de andre har prøvet at gå med krykker før. Så der er rift om dem, og det i sådan en grad at jeg må sidde og brøle op hvis jeg skal tisse, for at hidkalde krykkerne, som er påmonteret et barn der igen befinder sig udenfor rækkevidde, inden jeg tisser i bukserne.

Det er svært at være syg uden at have feber. Og være tvunget til at ligge stille og glo. Men jeg får læst nogle bøger.

Spillet wordfeud.

og ruzzle.

og quizbattle.

Men derfor er det alligevel svært synd for mig og jeg ville altså sætte stor pris på opmuntring!

Jeg – en stalker..

18 mar

Her kommer endnu en indrømmelse.

Det er også ved at være længe siden.

Så jeg indrømmer det, jeg er lidt en stalker.

Også selvom jeg flere gange i den forgangne uge har forsikret folk om at jeg netop ikke var det..

Jeg har dog ikke tænkt mig at gøre mine ofre noget ondt – de kan tage det ganske roligt – det ligger ikke til mig, den slags. Men jeg er bare så… – jeg ville egentlig kalde det nysgerrig men det lyder som noget grimt, og som noget med katte. Så jeg vil hellere kalde det eventyrlysten og måske opmærksomhedsnørd.

Det er hvad jeg er!

Nu i fredags.

På vej ud fra parkeringspladsen ved Netto krydsede jeg – eller vi – da Prinsessen også sad i bilen, en lille almindelig sort bil med en lyshåret kvinde iført solbriller i spyfluestørrelse, ved rattet. Netop der, gav Prinsessen sig til at hvine meget højt.

“Mooooaaarrr – det var Baronesse Caroliiiine i den bil” kom det åndeløst fra hende, mens jeg drejede ud fra parkeringspladsen hen til lyskrydset. “Eeej, mon dog” jeg tvivlede lidt på at Caroline ligefrem havde ærinder i Netto en fredag før lukketid. Men så igen, hvis det endelig var, så var stedet helt i overensstemmelse med de mulige tilholdssteder denne dame har, når hun opholder sig i Danmark. Ydermere var det som sagt en fredag, så chancen for at hun skulle på weekend hos farmand, var absolut tilstede.

Vi holdt ved lyskrydset og Prinsessen stirrede på den sorte bil der nu holdt i et afsides hjørne af parkeringspladsen. Damen steg dog ikke ud. Og så kom en meget stor og meget gul postbil og skyggede for alt udsyn. Prinsessen hoppede i sædet: “Dyt, mor – gør noget – et eller andet. Jeg er sikker på det er hende.” Jeg nægtede både at dytte og at køre ind i den foranholdende Opel, hvilket afstedkom et højlydt suk.

Da jeg altid har været tilhænger af at opmuntre sære tilbøjeligheder hos mine børn, sikkert fordi de minder mig så meget om mig selv, tog jeg en rask beslutning og i stedet for at dreje pænt til venstre, rev jeg i rattet og trak håndbremsen på stuntmanmåden.. okay, nej så.. jeg trak ikke håndbremsen, men jeg kunne godt have gjort det.. I hvert fald kastede jeg det røde lyn den anden vej, på den U-agtige måde og vi gjorde tilbagetog til Nettos parkeringsplads.

Min datter fik åndenød og hjertebanken. Og da vi nærmede os den sorte bil, kørte jeg meget langsomt i stalkerhastighed forbi den og sagde til min datter: “Og NU kigger du ALT hvad du kan.”

Hun kiggede, og hvinede nu endnu højere end før. Mine trommehinder fortalte mig derfor at det var Caroline. Ingen almindelig dame ville frembringe denne lyd hos min datter, uanset hvor store solbriller hun så end havde på.

Jeg kørte naturligvis forbi og ud på vejen igen, alt imens Prinsessen fik nogenlunde styr på sig selv. Og mens hun speedsnakkede om det epokegørende i denne oplevelse, vendte jeg igen bilen, denne gang nede ved bageren, helt efter bogen og ganske uden brug af min imaginære håndbremse. “Mor, det var altså hende, ihhh hvor var hun pæn. Hvad tror du hun laver der ?”

Jeg havde ingen anelse om hvad Caroline kunne tænkes at bestille på Nettos parkeringsplads, og blev i mit stille sind, næsten helt glad for at hun ikke længere – Caroline altså – er sammen med sin yngste søns far, for jeg kunne ikke helt overskue konsekvenserne af at have Bendter gående kørende løs på disse kanter. Både af de åbenlyse sikkerhedsmæssige årsager, men jeg var heller ikke helt sikker på om jeg ville kunne holde First Man fra ham.

Engang var vi nemlig i byen, min søde mand og jeg, og jeg så Bokse-missingbrain-Brian hænge ved baren og jeg fortalte det til First Man. Ethvert almindeligt menneske havde blot nikket og været ligeglad, men der er vel en grund til at vi har været gift så mange år, for han rejste sig resolut og gik op til Brian og dunkede ham på skulderen…

De fik sig derpå en øl og sludrede som gamle venner, på et eller andet, delvist fransk, kaudervælsk krydret med enstavelsesord som kun de to forstod, mens jeg måbende og undrende så til. Da øllen var drukket, gav de hånd, sagde farvel og derpå forlod min mand Brians side, som om intet var hændt. Og på mit spørgsmål om hvorfor?? svarede han alvorligt at det var en del af hans integration i det danske samfund. Men en ting er en bokser med ti hjerneceller, en anden er en fodboldspiller med det dobbelte, selv med samme promille.

Jeg tvivlede derimod stærkt på at Caroline ville sætte pris på at jeg satte mig ind i hendes bil, slog hende på skulderen og bød på en af de påskebryg jeg havde i bagagerummet, netop indkøbt i Netto, bare for integrationens skyld, så jeg nøjedes med at køre hjem, med en drømmende datter ved siden.

%d bloggers like this: