P123 og andre forudsigelige oplæsere

…

Jeg vil starte med at beklage at dette endte med at blive endnu en omgang brok. Det var oprindeligt ikke meningen, men så tog den ene irritation den anden, og før jeg så mig om, var brokkeriet en realitet. Og man skal af med sin brok, ellers kunne det komme til at sidde og klemme et sted og pludselig lave en surhedsbyld. Og DET går ikke!

Altså..

Nogen – som i First Man – har pillet ved min bilradio og dermed fjernet den behagelige og meget lidt tankevirksomhedskrævende lokalradio fra mine ører. Og det har voldt mig en del problemer, nu da jeg var frarøvet fornøjelsen ved lydbøger.

Han er dog næsten blevet tilgivet igen, dels ved at skrabe min bil fri for is hver morgen, samt fylde benzin på, dels ved at kradse hjerter i islaget som jeg så kan blære mig med efterfølgende!

Blærehjerte!!

Da jeg er travlt optaget af at køre bil, kan jeg ikke også lede efter radiokanaler og jeg kender ikke min radio godt nok til at turde bede den om at klare sig selv og finde min lokale station til mig.

Derfor, og igen på grund af dårlige lydbogsoplæsere, ender jeg somme tider på nogle helt forkerte radiostationer.

Jeg lander ofte på noget taleradio som er så kedeligt at jeg er bange for at falde i søvn. Havde det så endda været interessante filosofiske betragtninger eller måske et hørespil som i gamle dage, men det er nok for meget forlangt.

Andre gange lander jeg på stationer med emsige oplæsere der knapt kan udtale de mest gængse ord uden en styg tillært syngende tone, fordi de uden tvivl har lært at sådan taler man når man er radiojournalist.

I kender dem godt, de tager tilløb, starter i den dybere afdeling, holder en ultrakort kunstpause, og kører derpå videre og taler sig varme med slet skjult ophidselse over deres emne, for næsten af kamme over når de når pointen i sådan et hoppende og næsten syngende tonefald. Skrækkeligt og påtaget.

De ignorerer dialekter og almindelig måde at tale på, sender alle sætninger igennem samme kværn, som får alting til at lyde ens. Man kan nærmest høre at de tænker “komma” før de trækker vejret og hopper videre i deres sætning.

Såfremt jeg havde teksten, ville jeg kunne synge den med præcis samme alt for forudsigelige journalisthøjskolede tonefald.

Den eneste kanal som lige i disse dage har fundet nåde for mine ører, er en lidt større underafdeling af noget P, men dog alligevel så lokal at vi snakker om hvem der kommer fra Øen eller ej.

Derudover har jeg som en ekstra bonus, kunnet nyde at Charlotte tager rundt og laver udsendelser om det ene og det andet i ghettoen. (Hvordan går det ellers Charlotte – nu skal vi også snart ses igen) Ellers plejer jeg ikke at lytte til lige netop den lokale P for så ender jeg ofte i stor affekt over hvor mange penge folk bruger på deres kæledyr eller om en eventuel lockout er berettiget eller ej. Og ingen kan alligevel høre mine ophidsede udbrud – hvilket er godt det samme – så det er lidt spild af godt krudt.

Det er netop derfor det er så dejligt befriende at høre på en lokal lokalradiovært som på syngende fynsk beretter hvor man ka’ få billig benzin idaaag, før han fortæller hvem der kommer på besøø’ på biblioteket i aften og sender os så på rejse med sidste nye hit fra Seebach eller Saybia. Desværre er det så lige præcis den station jeg ikke kan finde. Hvilket er trist.

Fordi det er nøjagtig den slags småsludren, som ikke kræver den store tankevirksomhed klokken 6.53 hvor jeg allerede i en del minutter har befundet mig på de små veje der fører mig over til motorvejen, der gør at jeg kan vågne i ro og mag, dog under heftige eder og forbandelser når mænd i store biler vil overhale mig, trods det faktum at jeg allerede kører 130 – der jo som bekendt er makshastighed på lige den strækning – men de kan heller ikke høre mig.

Derfor vil jeg lade Charlotte fortælle sin ghettohistorie færdig på P-etellerandet og så i øvrigt kaste mig ud i lydbogen om den hundredårige.. Det tør jeg nemlig godt når Ellen siger han er god!