En bortcensureret billedbog…

20 Mar

Mine børn har så mange bøger at det næsten er løgn. Eller i hvert fald ret overdrevet.

På den anden side kan man da ikke få for mange bøger, kan man vel?

Men da vi flyttede til Danmark første gang, fik jeg vist sagt noget tåbeligt om at de skulle forbyde mig at købe flere bøger til dem. Det glemte de heldigvis igen ret hurtigt. Desuden var det nok også bare fordi de – bøgerne – vejede så utroligt meget og jeg fik ondt i ryggen af at slæbe på dem.

De fleste af bøgerne er rigtig gode. Også en del af de bøger jeg ikke kendte i forvejen. Det er jo lidt af et sats når man bare river en fire-fem stykker til sig på et bogudsalg.

Jeg har i min tid som moderlig hofbibliotekar, dog måttet bortcensurere to styks. Den ene var så heldig kun at miste et par sider, den anden blev helt fjernet fra biblioteket endda før børnene havde fået fingre i den.

Den med løsbladsystemet mistede nogle sider fordi de ikke indeholdt andet end en ret stor mængde bandeord, som jeg mente at mine børn ikke behøvede at lære allerede fra børnehavealderen, så langt væk fra Danmark.

Den anden.. Ja, jeg har endnu ikke fundet nogen som er enig med mig – og risikoen ved at fortælle om det her, er jo at der godt kunne sidde forskellige mindfulde freudianske coacher, der kan få en masse ud af min modvilje i forhold til denne billedbog i form af pottetraumer og den slags… Jeg har aldrig gået på universitetet, og jeg er ikke specielt klog på hverken det ene eller det andet, så jeg kan naturligvis tage grueligt fejl.

Ydermere er min mor, der er helt forfærdelig klog, også ganske uenig med mig.

Ikke desto mindre vil jeg til enhver tid hævde, at hvis bogen gør mig trist, er det en trist bog for mig. Ikke nødvendigvis for andre, men for mig.

Altså. Det handler om en blå kat.

Altså en anderledes kat.

Den er meget ensom. Og ked af det.

Altså er man ensom, og tillige ked af det, hvis man er anderledes eller hvad?

Denne stakkels lille – meget søde – blå kat leder efter venner, men ingen har tid til den. Ingen vil være venner med den.

Til sidst møder den lille blå kat månen. Den er vist også ensom. Det har nok mere noget med afstanden at gøre i månens tilfælde.

Hvorom alting er, månen siger til den lille blå kat, at de sagtens kan være venner, katten kan bare kan komme op til den og forlade jorden og så bliver alting godt.

Vræl!

Der sad jeg.

Med børn der var en lille smule anderledes end andre børn, i og med de havde to kulturer at tage hensyn til. Og to sprog.

Og det eneste råd denne bog gav, hvis man var anderledes og ensom, var at de kunne forlade jorden, for på jorden havde alle mennesker alt for travlt til at blive venner med dem som var anderledes og ensomme.

Det var mere end jeg kunne bære og ingen af mine børn har fået lov til at læse denne billedbog før de var så store at vi kunne snakke om den. Hvilket vil sige, at jeg måske tager den frem når Gårdmand Bjørn flytter hjemmefra.

Kloge hoveder vil nok gentage mine egne ord og påpege, at det som gør mig trist ikke nødvendigvis gør mine børn triste, og at jeg skal lade være med at projicere min frygt ud på dem. Det er der ikke noget at gøre ved, for jeg kan jo ikke bare lade stå til, hvis jeg virkelig mener at det er en bog som er dårlig for mine børn.

Jeg mener nemlig at bogen ikke er god for børns tro på at mennesker generelt er venlige og imødekommende.

Og at man, selvom man er lidt anderledes – blå eller tosproget kan vel komme ud på et – skal vokse op i sikker forvisning om at man godt kan finde nogen her på jorden som også gerne vil være sammen med de ensomme.

Ikke bare fordi de skal, men fordi de har lyst, og at man ikke nødvendigvis behøver at tage til månen for at finde en ven.

Det er helt sikkert ikke sådan forfatteren har tænkt, men det var sådan jeg opfattede det.

Har I bøger I ikke kan med, af en eller anden uforklarlig årsag?

14 kommentarer to “En bortcensureret billedbog…”

  1. Bente 20. marts 2013 hos 22:50 #

    Husker den(modbydelig,tårefremkaldende) bog , som jeg ligeså afleverede, ulæst for barnet!

    • Kong Mor 21. marts 2013 hos 22:12 #

      NEJ hvor er jeg glad for at du heller ikke kunne lide den!! SÅ trist var den!!

  2. Rejen 21. marts 2013 hos 05:08 #

    Det lyder da som en trist bog, lidt a la af den grimme ælling, som jo egentlig også er en trist historie; hvis du vokser op og bliver smuk så vil alle gerne lege med dig, men er du eller ser du anderledes ud så kan du stå i krogen og være alene i verden! Det er da heller ingen god historie at fortælle sine børn, og her tænker jeg så på alt den selveksponering som er i fjernsynet hvor man skal være smuk eller synge godt for at være noget værd. (At man så er lidt dum i låget, det gør ikke noget, bare du har store bryster eller en flot sixpack, så kommer du frem i verden! Eller i det mindste i medierne!)

    • Kong Mor 21. marts 2013 hos 22:14 #

      Ja – du har ret. Faktisk var mange HC Andersen eventyr slet ikke for børn. Den lille pige med svovlstikkerne.. for eks.
      Og hvor har du ret i det med “det ydre” for at blive set og anerkendt. Trist er det!

  3. Nina 21. marts 2013 hos 08:38 #

    Da jeg læste Brødrene Løvehjerte højt for Bertram, karmpehulkede jeg så meget, at han stak mig en kleenex, bad mig aldrig mere at læse den bog og udvandrede i græmmelse over sin mor.

    • Kong Mor 21. marts 2013 hos 22:15 #

      Tal om et traume for livet🙂

  4. wildskud 21. marts 2013 hos 17:08 #

    For det meste er det mine børn der præsenterer mig for deres bøger og ikke omvendt. Og jeg må indrømme at en del af dem finder jeg enten aldeles moralierende eller direkte anti-inspirerende. Men gennem samtalerne med mine børn omkring bøgernes indhold, og dermed den verden DE lever i, har jeg fundet ud af, at der er mindst lige så mange måder at opfatte bøger på, som der er læsere til. Jeg kunne sagtens bruge et par tusinde linier på at reflektere over en blå kat der finder månen som eneste ven og må da medgive dig, at afslutningen ikke er sønderlig tiltalende, så fremt man ser det som en opfordring til selvmord (eller en eller anden anden form for depressionsgenereret isolationshandling). Med Beethovens måneskinssonate kørende i baghovedet og erindringen om dengang jeg i sin tid knækkede koden for hvordan man spiller den, fristes jeg til at byde ind med et alternativ. For er der en ting, komponister altid har forsøgt at ramme i deres ensommelige og ofte natlige sysler, så er det netop månens skær. Den der kan skrive et stykke musik der kan projicere månens ståleglans over i et andet menneskes bevidsthed, er i sandhed en stor kompnist. Hvis man så bare ER en blå kat (med mere blues end jazz på repertoiret) så synes jeg da at der er en formidabel invitation til at investere sine evner hvor der sættes pris på dem.Måske de fortravlede og dogmegrå motorvejskatte ligefrem giver sig fem minutter til at lytte. ja, hvem ved….. måske en af dem ligefrem kunne finde på at vise interesse.
    Men det forudsætter jo nok, at jeg var opmærksom på hvilken påvirkning omtalte bog havde på mine børn og jeg eventuelt var nærværende nok til at opsnappe en spirende depression i opløbet og få vendt en negativ til en positiv.
    Vi KAN jo af gode grunde ikke jævne vejen fuldstændigt for vore kære små, men vi kan hjælpe dem op når de falder og lære dem at genkende hullerne og gå uden om fælderne.

    Jeg har for så vidt ikke bøger jeg ikke kan med, men Disneykoncernens visuelle fortolkning af alle vore gode eventyr styrer jeg helst udenom.

    Til gengæld elsker jeg Halfdan!

    • Kong Mor 21. marts 2013 hos 22:18 #

      Jeg hører dig godt. Jeg ved godt at vi ikke skal fjerne alle obstakler fra deres vej – men nogle ting bliver jeg bare nødt til at reagere på. Som bogen om den lille blå kat.

      Grunden til at det var mig der valgte bøger til dem var at vi boede i det store udland og hvis de skulle have god dansk børnebogslitteratur hang det på mig og kontakterne i DK.

      Så ja – Halfdan fylder en del og så i mine børns samling.
      Faktisk har jeg en veninde der som jeg har fået børn med en udlænding, og hendes to drenge hedder begge Halfdan (halv dansk) til mellemnavn og jeg elsker det!

  5. Ellen 21. marts 2013 hos 17:24 #

    Tankevækkende … en tilsvarende oplevelse har jeg ikke – i hver fald ikke med en såkaldt børnebog, men jeg forstår dig særdeles godt og ville sandsynligvis have reageret som dig, hvis det havde været tilfældet.
    Jeg kender slet ikke den bog, du nævner, men det er jeg ikke ked af efter din beskrivelse af den.
    Børn kan tidsnok få oplevelser med ulykkelige slutninger; der er ingen som helst grund til, at de skal have dem ind med modermælken.
    Om jeg har en bog, jeg ikke kan med? Nu ekskluderer du mig nok fra det gode selskab: det er nemlig Le Petit Prince … Den irriterer mig ud over alle grænser. Beklager – jeg er vist den eneste i verden, der synes det.

    • Kong Mor 21. marts 2013 hos 22:21 #

      Jeg er jo ikke så klog at jeg har en mening om Le Petit Prince.🙂
      Jeg kan godt lide de oprindelige tegninger og Zorronaldo har en del merchandising med le Prince. Værende første drengebarnebarn og sådan.

      Den bog gjorde mig trist helt ind til benet og jeg syntes den slet skjult talte om at selvmord var en udvej (komme væk fra jorden) hvis man var ensom og anderledes. Frygtelig..

      • Paul Becker 23. marts 2013 hos 13:47 #

        Alene kapitlet om hvordan man tæmmer en ræv (og omvendt!) gør, at Den lille prins altid vil stå min hylde. Til gengæld røg den sakrosante “klassiker”, De Smaa Synger, ud lige så snart, jeg havde taget mig tid til at læse det reaktionære, forældede vrøvl, den flyder over af. Jo, jo, husker da mig selv tralle glad med på Lille føl, ved du hvad, men også hvor trist, jeg altid blev over, at den stakkels krage skulle dø igen og igen. Den store Bastian kan de grine over, når de bliver voksne, og jeg har heller aldrig læst op af Spørge Jørgen med den rædsomme morale, at børn værsgo har at dæmpe deres helt naturlige og nødvendige, umådelige nysgerrighed på omverdenen. Af hensyn til de trætte voksne. Fnys. Omvendt bliver jeg ved at finde glemte skatte i kisten med gamle børnebøger: Lorentz Frølichs og P.J.Stahls bøger om Mademoiselle Lili fx (jeg har arvet førsteudgaven af “Aux Eaux”, 1877,whauw) eller Estrid Ott og Marie Hjulers “Bimbis Fødselsdag”, som jeg satte mit hjemmelavede exlibris i som 6-årig, og som var en af min tidlige barndoms absolutte favoritter. Andre kan sikkert komme op med lignende eksempler? vh Paul

        • Kong Mor 23. marts 2013 hos 22:50 #

          Trolden i Næsefjeldet og Gro kommer til byen.
          De er ret gode.

  6. Pernille 1. maj 2013 hos 10:26 #

    Når børnene er store nok til at man kan tale med dem om den blå kat, så kunne snakken jo gå på, at man ikke ønsker at nogen på denne jord skal ha’ det sådan, at de har lyst at komme herfra, og at man kan være opmærksom på blå katte i dagligdagen, på skolen, i SFO’en…, og hjælpe dem ind i fællesskabet ?

    Til gengæld synes jeg ikke, det kommer helt ud på ét, om forskelligheden er at være blå eller tosproget. Er man tosproget, kan man jo vælge, om man i den givne situation vil vise sin forskellighed eller ej. Er man blå, kan alle se det. Det er noget, jeg tit tænker på her i Frankrig, hvor jeg jo er “fremmed”, men faktisk ser mere fransk ud, end dansk og min accent (sikkert også lidt derfor. Havde jeg været høj og lyshåret, ville man nok straks tænke “hvor mon hun kommer fra”?), sjældent bemærkes. I modsætning til mange andre udlændinge, kan jeg vælge om jeg vil gå i ét med det franske folk, eller om jeg godt lige vil hive et lille Dannebrog frem, fordi det også kan være fedt, at være anderledes🙂 -Når det ikke fører til ensomhed, naturligvis.

    • Kong Mor 1. maj 2013 hos 22:09 #

      Det kunne man sikkert godt – men jeg bare så chokeret over moralen..

      Hvis man ikke ser anderledes ud så har du ret – men nu var hun lille og mørkhåret og meget lidt dansk at se på🙂

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: