Julen varer lige til påske.

Jeg ved ikke med jer, men jeg er ganske ude af stand til at komme i påskestemning med alt det sne der ligger og flyder.

Jeg jamrede – den første påske på Æblebakken – højlydt over min manglende påskepynt. Nu er vi vendt hjem til netop denne påskepynt, og skæbnens ironi vil at jeg er såret og ikke kan gå. Uden at være fastklistret et sæt krykker.

Og der er altså ting der ikke vil have særligt godt af en dingletur i en skuldertaske påhæftet undertegnede. Pustede æg – er en af dem – porcelænshøns er en anden. Derfor har jeg måttet overlade påskeoppyntningen til andre. De som nu lige var i nærheden.

Og uden at være grov kan jeg vist godt afsløre at det ikke er alle mine børn der har lige stor æstetisk sans for udsmykning.

Hvis jeg altså skal sige min mening, men det skal jeg naturligvis ikke. Jeg holdt helt op med at sige min mening, eller næsten, da Divaen som to-treårig kom og satte en meget grim og meget turkis julemand, som hun havde produceret i den danske børnehave i St. Germain en Laye, på en af de nederste grene af mit meget fine juletræ.

Efter denne episode gik det op for mig at der var pæne ting og så var der de vidunderlige kunstværker mine geniale børn havde frembragt. Mit bogmærke som jeg vil begraves med, samt en stribet fiskepude, en fed pingvin og en lodden grå og trekantet høne hører til i den kategori. Sært nok hader de alle fire hver deres frembringelse, men er enige i at de andres ting er søde og finurlige.

Derfor – fordi jeg ikke blander mig så meget – i hvordan det nu lige står og ser ud, ser min påskepynt en anelse alternativ ud. Dette gik først op for mig, da jeg fandt en af de fine høns, stående foruroligende tæt op ad min cupcake-krukke.

Jeg bjæffede ud i lokalet hvad min fine høne lavede der, og Gårdmand Bjørn svarede at den spiste af flødeskummet. Slået af dette stærke argument gav jeg op, men Divaen som bliver 18 lige om lidt, har en meget vågen sans for klassisk skønhed, og i den indgår ikke nærsynede flødeskumssultne høns.

Den konstellation blev derfor rettet og genplaceret på et mere passende sted.

En filt-ægge-guirlande var også blevet hængt op, men enten var sømmet placeret for langt nede, eller også drejede det sig om en lidt mindre person, hvorom alting er der lå næsten lige så mange æg kunstfærdigt slængt hen ad gulvet som hængende på væggen. Også dette stilleben afgik ved en hurtig død, og jeg kan faktisk ikke helt huske hvor filtæggene så blev hængt hen.

Det er hvad det er, men jeg plejer at have en stor krukke med grene som er næsten sprunget ud, med vores fine æg på.

…

Ingen gå jo ud og klipper de der grene.

Og det er endnu en af de ting der bare er lidt mere udfordrende, på krykker.

Og hvis det er med grene fra haven som med viljen og evnen til at lave noget mad til sin mor, har det lange udsigter. Meget lange.

Følgende lille ordveksling fandt sted i søndags:

Mig: “Jeg er sulten, vil du ikke lave noget mad til mig?”

Zorronaldo: “Hvad vil du da ha’?”

Mig: “Bare noget mad. Ikke noget sødt”

Zorronaldo: “En banan?”

Jeg sukkede og lagde mig tilbage på sofaen i afmagt og håbede på at min søn ville være i stand til at smøre en rugbrødsmad til sin mor.

…

Det skete ikke. Han kom derimod tilbage, med en mad til sig selv…

Mig (nu ret surt): “På hvilket sprog skal jeg så sige at jeg vil have noget mad?”

Zorronaldo (ganske uforstående): “Jamen du sagde jo ikke hvad du ville have”

Mig: “gggnnnnnnn..”

Hvorpå han rejste sig og gik ud for at lave en rugbrødsmad med spegepølse. Denne gang til mig. Trods alt.

Så derfor går jeg ikke ud fra at der kommer grene i mit hus til påske i år.

Men det er som sagt også lige meget; jeg vil ikke risikere at komme til at hænge julehjerter på dem!