Arkiv | april, 2013

Tankevækkende

30 apr

Jeg finder det tankevækkende, at man i Danmark snakker om at lave heldagsskole, eller hvad de nu kalder det – i hvert fald skole i længere tid – og lærere der skal være på skolen fra 8-16, og dermed uden tvivl ganske svære at komme i kontakt med derefter, når man nu blandt andet i Frankrig, i stedet forsøger at forkorte børnenes utroligt lange dage, med vores skole som forbillede: “se bare på skolerne i Danmark, de har glade elever!”

I Frankrig har nemlig man i mange år forsøgt at gøre skolen til et bedre sted at være. En skole der i høj grad er indrettet på voksne og ikke på børn. Det er hårdt at være barn i Frankrig. Det kan jeg da skrive under på.

Men den franske skole er indstillet på at man har lange dage. Den halvanden times lange middagspause med varm mad på den 4 retters menu, giver masser af brændstof til at fortsætte dagen lige til kl. 16.30. Det gør en våd rosinpakke, klidboller uden smør, sukker, mælk og andet hyggeligt, ikke.

Jeg finder det også tankevækkende at man forsøger at køre en skole som et firma. Som en business der skal være rentabel, ellers må vi optimere og rationalisere. Og fyre folk (elever) der ikke lever op til standarden.

Men det er børn, ikke maskiner. De skal blive til hele sunde mennesker og ikke små produkter af et skrabet system hvor kun de bedste (læs fra resourcestærke familier) kan overleve. Der skal være plads til alle, så alle kan få deres chance, deres mulighed. Det betyder at der skal være en bred vifte af tilbud alt efter hvad eleven har brug for.

Men så må man lade være med at spare specialklasserne væk, for ingen kan bilde mig ind at inklusion er sundt. Hverken for de børn der har behov for noget andet og mere, eller for de børn der klarer sig som de fleste.

For slet ikke at tale om lærerne.

Derfor koster skolen uforholdsmæssigt meget på papiret i forhold til hvad der umiddelbart kommer ud af det. Det er en langtidsinvestering og resultatet kan givetvis aflæses på de fornuftige dygtige mennesker der en dag skal overtage det hele når vi sidder på plejehjemmet og mimrer.

Men derimod kunne jeg godt tænke mig at forældre tog deres ansvar lidt mere alvorligt. Der er snart ingen grænser for hvad en lærer skal lære andre folks børn. En lærer er nu ikke bare det menneske der skal lære vores børn at læse. De skal også være psykologer, ergoterapeuter, diætister og meget mere. Og så skal det jo gerne krydres med guitarspil og noget andet spændende, så ungerne gider sidde stille.

Hvis nu vi turde opdrage vores børn selv, turde sige til og fra, turde kræve af vores børn at de skulle høre efter hvad lærerene siger, og respektere andre mennesker, så kunne det være det blev en anelse nemmere at være lærer og de faktisk dermed kunne få presset mere indhold i deres timer når tiden ikke skal bruges til at få Amalie til at spise sin madpakke og Johan til at tie stille på en mere permanent basis.

Men at få nogen til at lytte er nok noget af en opgave.

Og jeg er ikke sikker på at jeg gider have den. Opgaven altså.

Reklamer

Stjernevariationer. Oppe og nede…

29 apr

Knapt nok var jeg kommet mig over benovelsen af min lydbogsoplæsers kommentar på denne side, før jeg nu igen skulle mænge mig med stjernerne.

Sagen er den at vi har været til konfirmation.

Og her opdagede First Man til sin store glæde – altså først efter jeg hviskende havde meddelt ham hvem han netop havde sagt goddag til – at han kunne dele lokale med en fantastisk guitarist ved navn Franz, som engang i 70erne revolutionerede den danske rockscene. Dette var så stort, for en af de få franskmænd i verden der kan synge med på både “Kvinde min” og “Hva’ gør vi nu – lille du” at han fik fat i denne legende efter middagen og bad om en autograf på et CD indlæg han lige havde været hjemme og hente, dog først efter at have forhørt sig om sligt nu også var helt i orden.

Hvilket det var.

Og så fik vi ellers en lille snak om det ene og det andet, Franz, First Man, Firkløveret og jeg. Til Firkløverets store forbavselse var han et ganske almindeligt hyggeligt menneske, præcis som Marianne Jelved der som bekendt tabte lidt af sin stjernestatus da det gik op for dem at det bare var damen fra stranden.

Ligeså mistede Franz også lidt at sit stjernedrys efter han både kunne fremsige et digt til konfirmanden og sige au revoir Madame til mig, da vi gik.

Ikke desto mindre, eller måske snarere netop derfor, har Rabalderstræde genlydt i møllen lige siden!

Rabalderen forstummede imidlertid da vi troppede op i haven for at fejre flere uger uden frost, med ild i bålstedet og snobrød til aftensmad.

Weekendens nederlag blev leveret af en småkage opskrift.

For det kan umuligt have været min egen skyld.

Jeg ville lave småkager til mine børns lockoutede lærere, der jo vender tilbage til skolen i dag. De har ikke haft det nemt og jeg ville derfor opmuntre dem lidt, og vise dem at de har været savnet.

Altså googlede jeg “nemme småkager” og fandt en opskrift som afgjort så nem ud.

Og jeg havde læst kommentarerne – også dem som var knapt så positive – men i det store hele følte jeg mig rustet til at kaste mig ud i denne ultranemme opskrift.

Og jeg fik rullet dejen ud – med besvær, bevares – og stukket stjerner ud.

Som blev bagt.

STJERNER, sagde jeg.

Stjerner… Ikke på grund af Franz, men på grund af det er den støste ikke julede udstiksform jeg har, uden vi går over til hjerteform. Men altså stjerneformede småkager, blev der sagt. Det var i hvert fald hvad jeg puttede ind i ovnen.

Hvorefter jeg tog pladen ud efter 7 minutter, og en kende skuffet kunne betragte dette.

Der kom altså ingen stjerner på besøg, så småkagerne måtte vente til en anden dag.

 

Po-li-tik og uenighed.

24 apr

NEJ, jeg går ikke ind i politik.

Det ville være synd.

Men mest for mig.

Jeg har mine meninger og dem vil jeg gerne have i fred.

Ingen – i hvert fald ikke uden seriøse argumenter – skal komme og fortælle mig at det jeg mener er forkert. Selvom jeg er rørende enig med vores hedengagne Hr. Krag i at man har et standpunkt til man tager et nyt, så bør dette ændrede standpunkt komme fra en selv og ikke være trukket ned over hovedet på én, af andre.

Folk der har bedre talegaver end jeg, folk der er vant til at tale med overbevisning i stemmen, kan sagtens rulle mine meninger sammen og sende dem til tælling.

Og mig med for den sags skyld.

Det er en ting at være uenige, det må man respektere. Det betyder bare ikke at kompromiser er umulige. Det betyder at man skal respektere hinanden.

Og som i enhver debat og konfrontation, vil der altid være én part som er stærkere.

Det er så her demokratiet spiller en rolle. For selvom man bliver sat til vægs af flertallet, så skal der være plads til dem. På tålelige præmisser.

Det glemmer mange i farten.

 

Væddemål

23 apr

Når man indgår et væddemål, så bør man nok overveje betingelserne en ekstra gang hvis man vil undgå stærkt pinlige situationer.

Jeg vil ikke nævne nogen navne, men nogen diskuterede med sin lillebror over årets første is. Der havde været en del polemik vedrørende indholdet i lillebrors is, idet storebror holdt på at der var en styg klat kemisk syltetøj inde i jordbærisen.

Lillebror holdt på det modsatte.

Storebror ville omgående vædde 10 kr. på at han havde ret, hvilket mor modsatte sig. Så blev det til at vinderen måtte slå taberen. Dette forslag blev også nedstemt af mor.

Og så var det at storebror fandt på – meget lidt gennemtænkt – at taberen skulle tage alt tøjet af og løbe en rundtur i haven. Lillebror som ikke lader sig slå ud af den slags småting, slog til på stedet og væddemålet var en realitet.

Alt imens lillebror fortærede sin is, sad resten af familie og fulgte opmærksomt med i indholdet af den omdiskuterede is, for at det kunne gå rigtigt til. Men uanset hvor ofte isen blev tjekket, kom syltetøjsstriben ikke til syne.

Storebror begyndte nu at få en anelse hjertebanken. Lillebror tilbød solidarisk at han altså godt ville løbe med – ligeledes i bar figur – men det ville storebror slet ikke høre tale om.

Han håbede stadig på at syltetøjet ville komme til syne. Hvilket det ikke gjorde. Det blev ikke bedre af at storesøster grinte bredt og sagde at efterskoleeleverne sikkert sad på taget af deres hus og nød aftensolen, og dermed kunne glo lige ned i haven.

Da begyndte han at svede.

Og kiggede en ekstra gang på isen. Isen uden syltetøj.

Da den sidste bid var nedsvælget, både af hans egen is, og den forræderiske is uden syltetøj, gik han for sig selv. Vi andre myldrede ud på terrassen for at vente på den let påklædte atlet.

Han udeblev ikke.

I bar røv og viklers spurtede han hele haven rundt. Da grunden faktisk er ret stor, kunne vi nyde synet af en lang – pamolhvid – 16 årig knægt uden tøj på, i et ganske betragteligt tidsrum, og storebror lærte hermed at hovmod står for fald, eller også at man skal tjekke sine væddemål lidt bedre før man indlader sig på den slags.

Vi andre grinede så vi havde ondt i både mave og kinder, og jeg glædede mig over at jeg har så skøre børn der ikke er blege for at lave den slags!

Storebror overlevede trods alt, men indlader sig nok ikke på nye væddemål lige med det første!

Ligeledes tillod han at jeg måtte skrive om det, som han sagde: “Der er jo heldigvis ingen billeder af det”.

 

Is

22 apr

Kung-Fu, Magnum, Twister, Astronaut, Lynstang.

Og så is, jo altså. Fællesnævneren.

Et dejligt nemt ord – og kort – som kan udtrykke et helt bestemt ønske!

Der er naturligvis flere former for is, men lige her handler det om den slags med fløde og sukker og sikkert også en masse grumme tilsætningsstoffer.

Det er endda begyndt at være ved den tid, at man kan overveje at spise en is uden at få forfrysninger ved tanken. Nu er det også flere dage siden der var sne sidst, så jeg var da begyndt at savne det kolde gys.

Eller nej..

Nå, men altså, så var det jeg hørte en radioreklame. For is. Is leveret i blå biler med tilhørende klokkebimlen. For, reklamere for dem ved at nævne dem ved navn, vil jeg ikke.

Jeg kan nemlig ikke udtale deres nye is. Heller ikke engang hvis jeg lader som om jeg er Texaner. Hvad jeg ikke er.

Helt ærligt, hvad sker der for de som styrer de blå isbiler?

En is skal da have et forholdsvist nemt navn, så det ikke tager 20 minutter at købe den?

Eller hvad?

Jeg kan ikke engang huske halvdelen af navnet. Heller ikke når jeg lige har hørt reklamen, og jeg ville stå ganske fortabt uden at ane hvordan jeg skulle bestille den.

Kunne det ikke bare være en is?

Med et navn. Et simpelt navn.

Som Kæmpeeskimo?

Eller Filur?

Det ved man da hvad er. Selv nye is som Twister, har navne jeg kan finde ud af at gentage.

Altså i stedet for en is med et navn, der ikke er et navn, men derimod en endeløs opremsning af slik, kiks og andre kageingredienser der ikke har ret meget at gøre i en is, og som  kamuflerer den uden tvivl ganske almindelige is.

Men det skal jeg som sagt ikke kunne udtale mig om, og jeg tvivler på at jeg nogensinde bliver i stand til at huske navnet så længe at jeg kan bestille den næste torsdag.

Her en sand virtuos, Vincent som er en ren mester ud i iskunsten! Almindelige is med navne jeg kan både huske og udtale!

Borgerstrejke og andre trusler.

19 apr

Jeg har tænkt tanken ofte de senere dage.

Hvordan giver jeg igen af samme skuffe så man lytter? Hvordan kan jeg vise min utilfredshed med den manglende respekt for børns rettigheder?

Grundlovssikrede rettigheder som er tilsidesat på grund af selvoptagede brushaner, der har nok i at høre sig selv gale op.

Jeg kunne forestille mig at parkere mine børn i “Borgerservice” for at de kan få den undervisning de har krav på.

Jeg kunne også forestille mig at tilbageholde kommuneskatten indtil jeg havde fået kompensation for de manglende timer.

I yderste instans må jeg jo klage til menneskerettighedsdomstolen for brud på mine børns grundlovssikrede rettigheder, som regeringen i mit land blæser højt og flot på, fordi politisk pseudoværdier vægter tungere.

I går kom jeg næsten til at græde fordi lejrskolerne rundt omkring begynder at blive aflyst og børnene har glædet sig i flere måneder og er så skuffede. Og det groteske er jo at lærerne vil gerne med og holde styr på vores lopper i flere dage. De må bare ikke.

Jeg er ked af det fordi børn keder sig, er utrygge, usikre og forvirrede. De små bliver kastet hid og did og de store drysser dagen væk med et par opgaver her og der som desperate forældre prøver at sætte dem igang med. Men vi er jo ikke lærere!

Der sidder kvalificerede lærere og venter på at lære vores børn en masse spændende, og de må ikke.

Jeg er så edderspændt rasende, at jeg skal passe på jeg ikke bliver grov, men Corydon, Antorini, Ziegler og Bondo kan være evig forvisset om at jeg vil stille dem til ansvar for hele dette formidable rod. Og jeg har en hukommelse som en elefant.

Som jeg ser det vil Ziegler ikke forhandle om noget som helst, Bondo brøler bare op om at de er de andre der slog først. Corydon laver selvmål på selvmål og Antorini er i forvejen så lidt populær her i huset, at det såmænd kan være det samme. Men det er en helt anden historie.

Lige nu handler hverdagen om andre og mere vigtige ting.

Lockouten af skoleelever for eksempel.

Jeg er træt af dette gedemarked og gal på børns vegne i al almindelighed.

Jeg gider ikke lade som om jeg synes det er okay at det skal gå ud over nogen, i fagbevægelsen og den danske models hellige navn.

Det går nemlig altid ud over børnene, og det er ikke i orden. 

Så nu er det på tide I sætter jer ned ved et bord, lukker dørene og kommer ud når I er enige. I mellemtiden, skal lockouten suspenderes så vi kan få ro og orden tilbage i dette anarki, ellers svarer jeg ikke for følgerne.

Ble’ der sagt…

 

 

Lægger an til bøvs.

18 apr

om lockout.

Og er ved at blive meget meget vred.

Jeg er så harm over at alle vasker deres hænder i forhold til børn og deres vilkår lige nu.

Når Ziegler går ud og siger at det også gør ham ked af det at vide at børnene ikke får undervisning, så har det samme effekt på mig som når folk der slår, siger ”det gør lige så ondt på mig at slå dig”.

Er sur og kan ikke få ordene på gled.

Så jeg vil i stedet ud og gå en tur med mine børn, deres kammerater, forældrene og lærere idag, alle parter trænger til at mødes!

%d bloggers like this: