Arkiv | april, 2013

Medlem.

17 apr

Divaen er nu fuldgyldigt medlem af klubben, Danmark.

Fik sit eget eksemplar af Grundloven, og pænt forklarende brev fra Mogens Gedebuk. Ikke noget særligt. Men vi ser ham jo også hvert år, oppe i sommerlandet.

Men det jeg ville sige var, at det er stort, fantastisk og fornuftigt at sende et eksemplar af Grundloven til alle der bliver 18.

Og en medfølgende forklaring om at man skylder Danmark, sig selv og de andre at være en del, også af det politiske fællesskab. Jeg fristes til at sige at det under alle omstændigheder umuligt kan blive meget værre end nu, så hvorfor ikke.

Nu med egen Grundlov

Men det er da et sundt initiativ. Et vink der er til at tage og føle på. Tilsendt på ens 18 års fødselsdag.

Danmark – jeg er for en gangs skyld imponeret!

Reklamer

Nu er jeg ikke taler…

16 apr

og nogen har frabedt sig enhver form for verbal udgydelse, så derfor holder jeg min mund.

Men jeg har tænkt på en masse.

På at engang lå jeg og kiggede ud i et dunkelt værelse. Lyset på gangen var tændt, og henlagde værelset i en behagelig skumringsstemning. Det var påskedag, og Dronning Margrethes fødselsdag.

Jeg vendte mig i sengen, med besvær. Det føltes som om jeg var blevet kørt over af en damptromle. Mærkelige, store og ukendte følelser, hvirvlede gennem mit hovede og gjorde mig næsten svimmel. Jeg rakte hånden ud og trak forsigtigt den lille plexiglasvugge tættere til mig.

Og så åbnede hun øjnene. Min førstefødte. Mit kongelige påskebarn.

Og stirrede på mig, med store mørke og rolige øjne. De øjne, netop det øjeblik (perfekt ord) glemmer jeg aldrig. Jeg glemmer måske mig selv en dag, men jeg ved bare at det blik glemmer jeg aldrig nogensinde.

Min skønne datter. Et af mine absolutte yndlingsmennesker.

Hun bliver 18 idag.

Nu er hun voksen. Hun skal nu tage ansvar for sit eget liv. Jeg ved hun vil gøre det flot, for hun er et helt specielt menneske, og det siger jeg ikke kun fordi jeg er så heldig at være hendes mor.

Jeg tror jeg har fyldt hendes kuffert med alt det hun får brug for. Hun kan naturligvis pakke kufferten om, hvis ikke lige det passer til den destination hun vælger, men jeg har gjort det så godt jeg kunne og efter min allerbedste overbevisning.

I kufferten er der respekt. Respekt for det liv der var før, og uden hvilket vi ville være intet. Respekt for traditioner, værdier og respekt for sig selv.

Der er også tro. Troen på at man kan hvad man vil, troen på at man aldrig er alene.

Styrke kom også med. Styrke til at sige fra. Og til.

Der er kærlighed. Kærlighed til sig selv og andre.

Der kom også en masse nysgerrighed med i kufferten. Rejselyst og videbegærlighed.

Jeg håber jeg har givet hende de redskaber der skal til for at hun kan forme sit liv som det kommer. At hun kan udvikle sig og blive ved med at lære. At hun kan tage de rette valg på de rette tidspunkter, og at hun tør gøre noget helt andet i stedet for, hvis det nu viser sig at hun er havnet i en blindgyde.

Min kæreste datter:

TUSIND TILLYKKER’ MED DE 18 ÅR!!!

Tillykke med fødselsdagen

Kend dine begrænsninger…

15 apr

Jeg kan naturligvis lade være med at berette om det, for jeg har en mistanke om at jeg også godt kunne gå hen og blive slemt til grin her, men hvis nu det skulle ske for andre, vil jeg faktisk gerne være behjælpelig med at løse problemet.

Sagen er nemlig den at jeg læste et indlæg hos Mommer, og dernæst hos Overleveren. Om at undgå at ens børn bruger løs af pensionsopsparingen – som i mit tilfælde altså ville være til at overse – når de leger på ens iphone eller do-pad. Spændende ting som jeg ikke vidste.

Og i min visdom tænkte jeg at det var da en udemærket sikkerhedsforanstaltning og som tænkt så gjort. Mens jeg læste fremgangsmåden på ipaden, fik jeg sat begrænsninger på min iphone.

Så langt så godt.

Og så skulle jeg til at tage et billede af en kiks eller en nullermand af banebrydende betydning, og så…

Og kunne jeg så finde mit kamera?

Nej.

Det kunne jeg ikke.

Almindeligt fungerende mennesker vil nu kunne drage en sammenhæng mellem førstnævnte oplysninger og mit manglende kamera, men så langt var jeg ikke kommet.

Der var hverken ikon eller noget som helst at finde. Og ville jeg tage et billede med mit instagram virkede det heller ikke.

Men selve screenshot virkede – altså måtte kameraet også virke. Hvor det end gemte sig.

Ergo tilbragte jeg først 24 timer i dyb sorg over at min iphone var død – eller i hvert fald kameraet – og dernæst 72 timer i total denial, fordi hvis jeg bare lod som ingenting kunne det jo være det kom tilbage af sig selv.

Ingenlunde.

Jeg tændte og slukkede og der skete intet. Absolut ingen verdens ting.

Efter fire døgn var jeg mør, og så var jeg så tåbelig at jeg skrev på Facebook og spurgte om hjælp. Dog inden jeg trykkede på “gendan” og fik slettet alt.

Og næsten samtidigt fandt jeg løsningen på et eller andet nørdet i-forum. Hvor folk som jeg spørger om alle mulige tossede ting de har gjort med deres iphone, og så svarer nørderne og finder løsninger.

Og så kunne jeg jo bare følge deres anvisninger og fjerne begrænsningen på kameraet… Altså først efter et par paniske og sveddryppende øjeblikke hvor jeg ikke helt kunne komme i tanke om koden.

Men min hjerne besluttede sig i sidste øjeblik for at samarbejde, og jeg kunne låse op og få fjernet den lille dims der forhindrede mit kamera i at ville samarbejde.

Ikke et øje tørt. Jeg blev voldsomt glad og fjernede derpå samtlige begrænsninger for at være på den sikre side. Jeg kender derfor nu mine begrænsninger særdeles godt. Og mine børn må bare fortsætte med at holde fingrene fra mors legetøj.

Tilbage var bare at ignorere mobberiet på Facebook.

Men som Kim så vældigt opløftende sagde, så er der så meget andet jeg er god til.

At blive til grin for eksempel…

 

God mandag.

 

 

Hakket kød og dilemma

12 apr

Dilemmaet først. Det slog mig, da jeg var kommet hjem fra arbejde og sad og hørte på mine børns beretninger om dagen der var gået og andre før den, at jeg var midt i den moderne kvindes dilemma.

På den ene side er jeg himmelråbende lykkelig for mit job, det er udfordrende, der er masser at lave, det er spændende og jeg snakker med en masse mennesker på en del forskellige sprog i hele verden. Kina, Vietnam, Bali, Brasilien, Slovakiet, Frankrig, nå ja og så Danmark. Der går ikke en dag uden jeg på et eller andet tidspunkt tænker at jeg har de sødeste kolleger, og at jeg er heldig at have et spændende arbejde!

Nå..

Så var der den anden side…

Og jeg ved at nu sidder der indtil flere som vil gnide sig skadefro i hænderne fordi mine unger også – naturligvis – opfører sig som ganske almindelige uopdragne unger.

Men det er den side der gør at jeg næsten ikke orker at have et arbejde.

Den side dukker op, når jeg hører at der er nogen som glemmer at spise morgenmad, at madpakkerne generelt består af flade madder uden tyngde, hvis den overhovedet bliver lavet, og at frugt er ikke eksisterende i den forbindelse. Den anden side rører også på sig når jeg kan forstå at der bliver kigget morgen fjernsyn, og når jeg kan konstatere at kikseskuffen er tom, slikdåsen ligeså. Som om alt det jeg med møje og besvær har forsøgt at lære dem, går fløjten hvis jeg ikke er i umiddelbar nærhed for at håndhæve det.

Og så er det at jeg hellere vil være hjemme og passe på mine børn til de bliver så store og fornuftige at de ikke laver den slags stunts. For som jeg prøvede at forklare dem, jeg vil heller ikke have de har kasket på inden døre, at de spiser i stuen, eller med albuerne på bordet. Men det er ligesom ikke så slemt som at glemme morgenmad og madpakke, og så erstatte det med kiks.

Og det er i virkeligheden mit dilemma som hjemmegående mor og kvinde med et arbejde. Og bare man dog kunne begge dele.

Men jeg øver mig i at lade dem kunne selv. Især med madlavning. Lige pt. mest af nød da jeg stadig ikke står på mine to ben i ret lang tid ad gangen. Derfor, når jeg er hjemme, er jeg mest at finde på sofaen med benene oppe.

Ligeså i går. Hvor det var Gårdmand Bjørns tur til at lave mad. Menuen stod på lasagne, men jeg fik ham overtalt til pasta og kødsauce, da jeg ikke kunne overskue at guide ham igennem bechamelsauce, råbende fra sofaen.

Først blev han bedt om at få sin far til at give ham en pose hakket kød fra fryseren. Der var åbenbart noget som var mere interessant for det endte med at drengen selv skulle hente sit kød i fryseren.

Jeg fortalte hvordan han kunne tø det op i en gryde, og jeg kunne høre han gik igang.

Jeg kunne også sagtens høre da First Man gav sig til at råbe op ca. 10 minutter senere.

Med fortrydelse i stemmen.

Nysgerrigheden sejrede og jeg humpede ud i køkkenet, kun for at finde min søn i færd med at stirre brødebetynget på et stort stykke okseinderlår der lå og brændte på i en alt for lille gryde.

Men seriøst hvor skulle han vide fra hvordan hakket kød så ud i frossen tilstand?

Altså, jeg sukkede dybt og fik stegen hevet op og lagt i køleskabet og det hakkede kød blev fundet. Hvorpå min søn kunne lave maden færdig!

Og det smagte vidunderligt.

Og i aften skal vi så have okseinderlår.

Borgmestre på glatis.

11 apr

Nu kan vi virkelig komme ud i en sag, hvor folket deler sig.

I er sikkert uden tvivl godt klar over hvad jeg taler om, men skulle det modsatte være tilfældet, vil jeg blot nævne at vores borgmestre hernede fra Ærø, Langeland, Svendborg og Fåborg-Midtfyn, har bedrevet en video.

Såfremt man vil gøre sig den ulejlighed at google dette vil man lande på en ca. 3 minutter lang film på youtube, hvor de fire borgmestre viser deres evner – eller mangel på samme – udi gangnam style à la Sydfynsk med mere.

Man må naturligvis synes om det hvad man vil.

Det er et frit land og alt det der.

Det skal dog ingen hemmelighed være at jeg synes den er hylende grinagtig.

Min tolerance får dog en lidt hård opbremsning når den ene gruppe brøler op om at det dog er for galt at bruge skatteydernes penge på den slags pjat, og den anden gruppe hyler om smagløshed og manglende kultur.

For det første, det med skattepengene… Som udgangspunkt er jeg da enig. Især i disse tider og alt det der. Men på den anden side, så nytter det ikke noget at køre hverken kommuner, skoler, plejehjem eller vuggestuer som forretninger der skal være rentable; det bliver de aldrig. I hvert fald ikke på den finansielle måde. Somme tider skal man bare bruge nogle surt sammenskrabede penge til at have det sjovt for.

Jeg tror det er tydeligt for enhver at de fire herrer havde det sjovt med at gøre tykt grin med sig selv, og få lidt mere fokus på et lille stykke af udkantsDanmark. Det ændrer sikkert ingen verdens ting, men det var da en sjov idé.

Bevares, der er sikkert en del der ikke har moret sig ved synet af denne video, og som kun har kunnet høre deres topskat rasle.

Men præcis som jeg vælger at tage hele familien med i biografen midt i arbejdsløshed og anden elendighed, fordi man altså bare ind imellem skal kunne grine af det hele, så kan jeg godt tage hatten af for gangnam Sydfyn. Jeg betaler selv skat, rigeligt og jeg giver gerne et kvartal eller to for at få lidt mere opmærksomhed til øerne hernede, for vi kunne altså godt bruge lidt humor midt i alle tvangsauktionerne og kontanthjælpen.

De andre som bag finkulturelle fornemmelser forarges, synes jeg endda er værre. Det minder mig lidt om ham Ex-Kultur-Uffe, som med mindre man lavede cirkus og blendede fisk så var man ikke kulturel. Grov generalisering, jeg ved det, men det er ikke meget galt.

Så snart det ikke er sært på den hippe måde, så er det kikset og dermed fuldstændigt latterligt. Og dermed ganske legitimt at rakke ned på det, på Treomåden. (Hr. Treo anmeldte for et par dage siden en koncert hvor han kaldte sangerinden de grimmeste ting, blot fordi det ikke lige var hans smag)

Det er som om almindelige mennesker, med kedelige meninger og gennemsnitlige holdninger ikke regnes for noget. Hvis man ikke har læst Kierkegaard, været på årlige udflugter til Toscana, og lytter til eksperimenterende fusions “jadzz”, så tæller ens humor ikke. Så er man faktisk bare plat.

Og hold op, hvor er jeg træt af at det kun er de rigtige som må mene noget. At det almindelige og provinsielle ikke må tælle med i det store regnestykke. I hvert fald ikke officielt. Men husk nu at der skal være plads til det hele, både cirkusnæser, Hansi og leverpostej…

Okay, leverpostej måtte godt holde sig lidt tilbage, men så den politiske ukorrekte rullepølse, med fedtbræmme, da.

Der er dog heldigvis flere som synes det er befriende at se fire politiske profiler være sammen om den slappe line på så dårlig en video som jeg kan grine sammen med!

Det var så denne torsdags sure bøvs!

Tak for kaffe… og borgmesterstang.

Spring’er vi bare over til vi fall’er?

10 apr

Beklager den “danglishe” overskrift, men det er sådan jeg har det. Jeg tror på at fordi jeg nævnte ordet forår i lørdags, hævnede det sig og gav sig til at sne søndag. Og nu er jeg overbevist om at vi kommer til at gå direkte fra forår til efterår.

Vintergækker i sol.

Og jeg gider ikke helt det pjat længere. Nattefrost d. 9 april.

Det er ikke fair..

FORÅR – NU!!

Kan man ikke godt lockoute vinteren?

Mine børnebørn

9 apr

Jo, den er god nok!

Jeg har faktisk hele tre. Tre søde unger, som jeg kalder mine børnebørn. Det må jeg garanteret godt for både Ingelise og Dorte.

Jeg ved også at Randi vil være enig med mig. Randi er også ‘mormor’.
Jeg vil nemlig til enhver tid hævde, at når mine aupair-piger får børn, så er det også lidt mine børnebørn.

Vi ser dem desværre ikke ret tit. Mest fordi faren ved at få danske aupirpiger til udlandet er jo at de møder en franskmand og ikke vil hjem igen. Så Clara ser vi desværre ikke ret tit, for nu at sige det mildt.

Men så er det godt at der findes andre, der kunne finde en sød dansker og dermed slå sig ned forholdsvis tæt på. Og forøge mængden af Aupair-børnebørn. Kvaliteten er jo i top, en Aupair som har skiftet ble på mine unger bliver helt klart en bedre mor end gennemsnittet.

Der findes få ting der er så hyggelige som når man får lov til at kramme sådan en lille tyk bassemand, eller sludre med en charmerende fræksak som ser op til Gårdmand Bjørn som var han Brad Pitt. Eller måske snarere Captain America, eller sådan noget.

Ulempen er så at man ligger vågen den halve nat, og er lidt hys, fordi det faktisk er lidt bekymrende at bassen har fået skoldkopper i øjet!! Ja, lige midt på det hvide!

Lille Basse med skoldkopper og feber.

Håber virkelig snart han bliver rask igen, og kan holde sine forældre i ørerne.

%d bloggers like this: