Nogle skal jo være de sidste.

13 May

Det er en naturlov.

Desuden har jeg lært at de sidste skal blive de første.

Om det så lige var Eventyrløbet Matthæus havde i tankerne da han skrev det med de første og sidste, er jeg ikke helt sikker på, ikke desto mindre tager jeg hans ord for pålydende!

I hvert fald, jeg var med i Eventyrløbet i torsdags.

Eventyrløbet 2013 – eller skal jeg sige “vandring”?

Med kongeligt firkløver og First man og det hele. I arbejdssponsoreret T-shirt.

Fire medlemmer af familien løb og reddede dermed æren.

Andre gik.

Divaen havde ondt i maven og lod sig overtale til at følges med sin invalide mor. Og vi gik. Og selvom vi gik rask til, var det ikke helt nok til at slå nogle rekorder. Men jeg kender en af dem som løb vildt stærkt. Det må smitte lidt af.

Divaen ville lægge ud med at lunte. Det ville mit ben ikke. Følte mig også psykologisk slået hjem af skrækken for om andre fibersprængninger havde tænkt sig at slå sig ned i min krop. Så vi gik.

Bagerst. I feltet. Faktisk i flere felter, idet folk jo bliver sendt af sted på forskudte tidspunkter. Og vi endte hele tre gange med at vandre bagerst. Stoisk. Selvom jeg prøvede at opmuntre Divaen og få hende til at se positivt på det hele havde hun meget svært ved at se det morsomme i at GÅ forbi folk, 700 meter after start.

På et tidspunkt var der en lille dreng som var blevet væk fra sin mor og vi hægtede os lidt på ham for at have en synlig undskyldning. Da det viste sig at det mere var hans mor der var blevet væk fra ham, end ham der var blevet væk fra sin mor, forsvandt den – undskyldningen – desværre igen og vi måtte fortsætte vores ensomme vandring spidsrod gennem byens gader indtil vi nåede skoven.

Der var vi til gengæld ikke spor ensomme mere.

Og blev nok også bandet væk af mange meget seriøse løbere der absolut skulle løbe hvor vi gik. Og før de ophidsede løbere kommer for godt igang vil jeg skynde mig at sige at vi gik pænt i højre side og så langt væk fra midten som det var muligt uden at støde ind i træer.

Desuden gik vi rent faktisk hurtigere end nogen der løb. Særlig en mand fra Odense Tekniske Skole, med pjevset mørkt skæg og briller. Han spænede forbi os, og stod så, gasblå i ansigtet, 500 meter længere henne hvor vi så kunne gå forbi ham, mens han fik pusten igen, hvorpå han spænede forbi os endnu engang og gentog denne ejendommelige opvisning af intervaltræning ikke mindre end seks gange.

Da vi nåede opløbet og indgangen til Stadion, satte Divaen i løb. Hun følte ikke hun ville overleve den ydmygelse det ville være at gå i mål. Da min forfængelighed jo desværre er i familie med hendes, løb jeg med de sidste 200 meter.

Hvilket øjensynligt var en fejl.

Mit ben følte nemlig derefter trang til at tredoble sin normale størrelse og generede mig en hel del de næste 48 timer, men jeg kan nu igen få øje på mellemrummet mellem mine tæer så jeg er nok ovre det værste.

Vi gik tilbagelagde de fem km. på 47 minutter.

Ingenlunde en tid jeg er stolt af, og det er da også kun visheden om at jeg vil tage en gedigen revanche næste år, der får mig til at reklamere med det, her.

Jeg vil derfor som Terminator – på den østrigske måde – sige: “I’ll be back!”

12 kommentarer to “Nogle skal jo være de sidste.”

  1. Inge 13. maj 2013 hos 07:04 #

    Du var med, og det er jo også vigtigt..🙂

    • Kong Mor 13. maj 2013 hos 22:18 #

      Ja det var så!🙂 Det var faktisk ret sjovt.. syntes jeg.. Divaen kunne så ikke se det sjove.

  2. Lene 13. maj 2013 hos 07:24 #

    Det er da en flot tid, når I har gået, basta. Og jeg løber 5 km på 39 minutter, det er da langsomt. OG at gå har rigtig mange gode virkninger, man behøver ikke at løbe, så godt du kom med🙂

    • Kong Mor 13. maj 2013 hos 22:19 #

      Taak!🙂
      Ja -det var godt jeg kom afsted. Blev jo også meldt til længe før min fibersprængning.

  3. Ellen 13. maj 2013 hos 10:04 #

    Jeg har nu lidt svært ved at se det forfærdelige … det er rigtig godt gået af en invalid. Men jeg forstår nok godt Divaens følelser; hun var søreme fint solidarisk hele vejen igennem, skulle jeg mene😉

    • Kong Mor 13. maj 2013 hos 22:20 #

      Forfærdelig var det ikke. Men det er øv ikke at kunne løbe når man gerne vil.
      Hun kunne ikke være andet end solidarisk. Hun havde ondt i maven… Meget.. Så det blev som det blev!

  4. overleveren 13. maj 2013 hos 14:02 #

    Jeg synes faktisk at det er beundringsværdigt at du gennemfører sådan en omgang.. selvom det er i gang.. selvom I går i vejen og kommer sidst. I år må det vigtigste være at være med – næste år har du bare at vinde… din gruppe.. din familie eller noget…🙂

    • Kong Mor 13. maj 2013 hos 22:21 #

      Taak!🙂
      Jeg var også ret stolt af mig selv. Jeg vinder ikke andet end æren til næste år😉

  5. Susanne 13. maj 2013 hos 14:18 #

    Jeg klapper altså også bare over, at du gennemførte. Det burde firkløveret da være noget stolte over. Sejt – siger jeg bare.

    • Kong Mor 13. maj 2013 hos 22:22 #

      Det ved jeg nu ikke. Men vi har jo før gjort den slags sammen – som familie. Når man først er gået igang har man ikke så mange andre valg end at fortsætte. Det meste er inde i skoven!

  6. Rejen 13. maj 2013 hos 16:06 #

    Sejt gået, trods alt ;-D

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: