Fordomme og komplimenter

16 May

Gårdmand Bjørns motocrosser skulle sælges, da han havde knæene omtrent på niveau med hagen når han sad på den, og jeg havde derfor sat en annonce i gul&gratis.

Blev kontaktet mange gange af folk med spørgsmål de ville have fået svar på helt automatisk, men det forudsatte at man gad læse annonce teksten en anelse grundigere eller måske læse mere end overskriften.

Og så blev jeg ringet op.

Af en der gerne skulle have crosseren med det samme.

Og han havde en lidt – det er nu fordommene kommer ind i historien – ufaglært måde at udtrykke sig på, og jeg spekulerede faktisk på om han havde elektricitet på alle etager. Det lød ikke sådan.

Og det blev ikke bedre da han sagde sit navn. Ejheller hvor han ville komme fra.

Da First Man ikke var hjemme og jeg ikke havde meget lyst til at skulle styre en motocross, mine børn, mistænkelige personnager og mange tusind kroner, uden pædagogisk støtte fra ham.

Jan mekaniker kunne ikke, han skulle sælge en bil. Gode råd var altså dyre, men jeg fik fat i gode venner som kunne – og ville – assistere ved en eventuel handel.

Vi stillede os derfor ud ved den større landevej for at indfange biler fra storbyen med potientielle kunder i, da Møllen er lidt svær at finde.

Jeg jokede med at de sikkert kom i en sort Audi, da mange i den bydel vist havde en forkærlighed for den slags. Det var endnu en fordom.

Der kom nemlig ingen sort Audi. Der kom et rustent vrag af en citroën der havde set bedre dage for mange år siden.

Og så fik jeg indtil flere hjertestop og savnede pludselig min mand intenst.

Havde det så bare været bilen.

Men nej, ikke alene var bilen direkte skræmmende; inde i den sad fire unge mænd af den slags jeg end ikke ville gå forbi ved højlys dag uden at forlange politieskorte.

Jeg tænkte febrilsk at det nok ikke havde været det allermest hensigtsmæssige ligefrem at invitere fire ungersvende af anden etnisk herkomst, fra Vollsmose, på besøg i Møllen. Endnu en fordom!

Men nu var de her, så der var ikke så meget at gøre.

Motocrosseren havde vi taget ud på græsplænen og vi lukkede lågen forsvarligt bag os da alle var inde. Jeg beordrede Gårdmand Bjørn op på sin crosser, med den tanke at når han sad der, kunne der ikke sidde andre.

Vi fik snakket, prøvet og pruttet, og enden blev at de ville betale den pris jeg havde sat som mit mål. Så langt så godt.

Jeg fik straks pengene og de bad mig om at lave en seddel med mit navn og telefon nummer på, som jeg naturligvis gav dem, dog ikke uden at spørge hvorfor.

De kunne så berette at politiet jævnligt stoppede dem for at tjekke at deres fartøjer ikke var af stjålet art. Og man spørger sig selv hvorfor… Sarkasme kan være anvendt..

Jeg slog nogle meget himmelblå op og sagde at de for det første ikke måtte køre andre steder end på en bane med denne crosser, og at de vel ikke var hverken ballademagere eller kriminelle, var de vel???

Det lød simpelthen så dumt at jeg var lige ved at fnise, men blev bremset af mine hjertestop der stadig lurede i baggrunden. Det var jo ikke sikkert at de syntes om at blive fniset af.

Vi gik ud til bilen i samlet procession, jeg – som var svært glad for at det nu var ovre – gik bagerst. Jeg så lidt skeptisk på deres bil og påpegede på mormåden at de altså ikke ville kunne få motocrosseren ind i den bil, hvis de alle fire også skulle transporteres tilbage hvorfra de kom.

Lovligt, forståes.

Ork jo, bedyrede de, hvorpå de lagde bagsædet ned.

Crosseren blev bakset ind og de to der nu havde fået deres pladser optaget af motor og dæk, stod lidt og stirrede rådvilde på bilen. De to andre havde sat sig ind foran og var dermed sikret en siddeplads. Den ene kløede sig under stråhatten og sagde noget jeg ikke forstod ordene af men meningen var god nok.

Resolut maste de sig ind bag i bilen og tog plads oven på den liggende crosser og sagde at jeg var velkommen til at tage et billede af dem.

Som sagt så gjort:

Og mens vi vinkede farvel, indprentede jeg dem at de altså skulle køre ordentligt og i øvrigt huske at skrue støttebenet af når de kørte, samt have halskrave, brynje og rygskjold på. De vinkede igen og så råbte den ene ud af vinduet, og det er så nu, det med komplimenten : “Yo man, du’faame sød, du’er”!

Med accent og det hele.

Ikke et øje tørt!

Og væk var de.

Jeg er ikke så naiv at jeg tror de er medlem af en klub eller at de udelukkende vil køre på bane, men det er ikke mit ansvar mere. Jeg fortalte dem hvordan de ikke skulle gøre, så er resten op til dem. Jeg fik til gengæld lige revideret et par fordomme eller tre!

Og politiet har da ikke ringet endnu…

9 kommentarer to “Fordomme og komplimenter”

  1. Lene 16. maj 2013 hos 07:09 #

    Åh ja, Stine, vores fordomme har vi rigelige af🙂 Jeg husker endnu, da vi lige havde købt gården, og gemalen havde formanet mig , at jeg skulle holde godt øje, når “krejlere” fra Moseby kom for at købe 2.sorterings kartofler. Jeg tror, de følte sig godt overvåget, jeg gik simpelthen i hælene af dem, og der var ikke noget med at prutte om priser🙂 De gad slet ikke komme mere, når jeg var alene hjemme.

  2. Inger 16. maj 2013 hos 08:50 #

    Pinligt.

    • Kong Mor 16. maj 2013 hos 16:55 #

      Hvad er?
      At jeg har fordomme??

  3. Ellen 16. maj 2013 hos 10:23 #

    Du milde for en beretning! Jeg ville nok have reageret nogenlunde som du gjorde, men det var da godt, at et par af fordommene kunne aflives.
    Jeg fornemmer dog, at du også beholdt et par stykker?😉

    • Kong Mor 16. maj 2013 hos 17:18 #

      Nogle af mine fordomme er heldigvis i behold – hvad kunne det ikke ende med hvis alle blev fejet af bordet som disse?
      De fire ungersvende var søde, høflige og belevne. Vi fik faktisk en rigtig god snak om det anstrengende i at blive set på med mistroiske øjne. At jeg havde samme paranoide tanker da det var en tømrer fra Jylland der kom og hentede sikkerhedsudstyr til samme crosser, fandt jeg nødvendigt at fortælle dem som for at undskylde de fordomme jeg havde. Jeg synes de var nogle søde knægte og jeg håber inderligt at de kører ordentligt så de ikkekommer til skade. Deres afskedssalut rørte mig til tårer og det er afgjort en kompliment jeg aldrig nogensinde glemmer!

  4. overleveren 17. maj 2013 hos 04:42 #

    Den kompliment er da lige en til gemmerne og det lyder til at være nogle skægge – og lidt respektløse – unge mænd du har haft besøg af. En ting er deres trafikale holdning som vel retteligt kun kan gå ud over dem selv – men det er da dejligt at du – selvom du sikkert har mødt gangstas – osse har set at de kan være søde, venlige og ærlige.

    Man kan næppe bebrejde politiet at de har styr på de her typer, og for politiet er der jo osse tale om en skønsom blanding af fordomme og simple erfaringer – men nu kan de da i hvert fald dokumentere at lige præcis den minicrosser er købt og betalt.

    • Kong Mor 20. maj 2013 hos 22:29 #

      Lidt respektløse, men søde!
      Og jeg forstår udemærket hvorfor Politiet vil have godt styr på dem..

  5. Bente 18. maj 2013 hos 00:45 #

    Gider du ikke sælge mine Alufælge med tilhørende dæk for mig? Jeg har bare ingen salgstække, åbenbart🙂 nu har de været til salg , Gud ved hvor længe ;( dejligt med lidt rystede fordomme, hvem kan sige sig helt fri?

    • Kong Mor 20. maj 2013 hos 22:31 #

      Jo da! Kom du bare med dem😉 Jeg skal prøve!

      Nej jeg fik også lyst til at vrisse: “lad den rene kaste den første sten”🙂

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: