Archive | juni, 2013

Endnu et møde med væsnet.

20 Jun

Jeg kom hjem en dag i sidste uge og fandt min yngste søn med armen forbundet. I et viskestykke. Da jeg spurgte hvorfor, fik jeg det svar at han havde ondt i håndleddet. Jeg tillod mig at tvivle på det effektive i mit krøllede viskestykke og ringede derfor til lægevagten, idet klokken naturligvis var langt over almindelig “tilladt-at-have-ondt”tid.

For nu at komme diverse bemærkninger om hønemor og pylregøj i forkøbet, skal jeg skynde mig at sige at jeg i øvrigt også godt kunne huske at han dagen før havde jamret sig. Men at han – da jeg spurgte – meddelte at hans far, og min mand, havde sagt det kun var et slag.

Set i bagklogskabens klare lys burde jeg naturligvis have reageret allerede her. Den slags udtalelser fra en mand der definerer “smerte” som “en information til hjernen” bør naturligvis efterprøves og undersøges af en mor.

Men ravnemor som jeg er, så tænkte jeg ikke så langt før dagen efter. Hvor jeg jo så, som sagt, fik ringet til lægevagten.

Som efter mine symptombeskrivelser sagde: “Tag på skadestuen.” Det kunne jeg jo bare dårligt gøre, da der var gået mere end 24 timer siden denne ulykke – for en ulykke var det – indtraf. Altså fik vi en tid hos vagtlægen.

Som åbnede bagdøren og sendte os direkte op til røntgen efter at have klemt på hånden og rykket i håndleddet.

Så vi fandt op til røntgenafdelingen. Hvor vi sad, meget længe, og ventede på at nogen skulle kalde på os.

Lange tomme gange.

Der endte med at komme en, som tog et billede og så ventede vi lidt igen. Hvorpå nogen så på indersiden af min søns håndled og konstaterede: “Den er slet ikke brækket, tag hjem.”

Jeg insisterede lidt, da jeg før har oplevet at blive sendt hjem med et barn der alligevel havde brækket arm.

Men hans argumenter sad godt fast bag hans hvide kittel og vi tog derfor hjem uden gips, eller panodiler.

Vi mødte ikke desto mindre op til egen læge næste dag, fordi hånden jo stadig ikke var bedre. Og nogen havde faktisk sovet dårligt. Egen læge blev en kende mopset på sine kolleger, og sendte os meget bestemt afsted igen.

Ja – til skadestuen. Og til nye røntgenbillder.

Og til en læge der ville lægge armen i gips, fordi der vist nok var noget med en lille knogle som kunne være svær at få øje på.

Mens min søn – som var svært glad ved udsigten til at få gipsarm – blev gjort klar, spurgte jeg noget spidst den tilstedeværende læge hvorFOR man ikke tager 2 billeder af en barnehånd der gør ondt, når man nu VED at der findes en lille knogle som kan brække og som ofte ikke kan ses ved første almindelige skeletbillede.

Hendes svar var en ynkelig opremsning af noget hun havde lært hos en politiker og så langt fra et klart og brugbart svar, som jeg er fra at blive valgt som pave, og jeg insisterede derfor ikke mere.

Men den slags mangel på logik og sund fornuft går over min forstand. Og jeg synes det er en falsk besparelse at undlade den slags dybere undersøgelser hvis man ikke finder noget første gang.

Men det er ikke noget nyt at jeg ikke er ovenud begejstret for de dele af det danske sundhedsvæsen.

Hvorom alting er, Gårdmand Bjørn fik gips på, fordi han to dage forinden skvattede i sit snørebånd og landede på sin venstre arm og knak en knogle man ikke altid ser ved første forsøg. Lettere euforisk over denne gipsarm, lagde vi vejen forbi konditoriet for at svælge i jordbærkage på denne festdag.

Stadens bedste jordbærkage

Hans begejstring over denne stive arm i hvidt, er dog kølnet en del siden, og han tæller nu dagene til det er slut.

Der er nemlig meget galt med sådan en arm.

Det værste er at det klør. Meget. Og vi måtte finde strikkepinden frem. Så han selv kunne nå ind til de angrebne steder.

Det er også en frygtelig ting at man skal have pakket armen ind i plastikposer for at komme i bad. For slet ikke at tale om at man skal bade med hjælp fra mor. Det er yderst pinligt og jeg må hele tiden vende mig om, så han kan vaske både her og der, uden moderlig opsyn.

En anden meget irriterende ting er at man ikke kan køre på motorcykel med armen i gips.

Eller stå på skateboard.

Ejheller er cykling nogen vanvittig god idé, mener Gårdmandens mor, som bare ikke orker at skulle tilbage og have ny gips på, subsidiært en gips mere, på den anden arm, fordi man er væltet og ikke kan tage fra ordentligt.

Han retter sig med garanti ikke efter mine og sundhedsvæsnets befalinger og henstillinger ovre i skolen, men hvad vi ikke kan se, har vi ikke ondt af. Sålænge han husker ikke at røbe sig selv, går det også nok endda.

Gipsen, som lagde ud med at være pænt hvid og dufte frisk, er nu voldsomt grumset. Og lugter heller ikke fantastisk godt længere.

Da samtlige klassekamerater har skrevet på armen, og hans søskende ligeledes har dekoreret armen efter bedste evne, ligner den efterhånden en islandsk regnbue efter et vulkanudbrud, og han er nu ikke alene om at tælle ned til afklipningen.

Den islandske regnbue.. Eller en meget snusket gipsarm. Hvor er det godt den ikke skulle sidde på i 6 uger!!

Så sikkert som ammen i kirken…

13 Jun

Jeg har travlt med alt muligt andet end blog i disse dage, så intet andet end en gedigen forargelse kan få mig til tasterne for dermed at give plads til en sur bøvs.

Det er det – som nogen sikkert ville have gættet – det med amning her eller der, der bevæger mit fordøjelsessystem, og fremprovokerer denne bøvs.

For hvorfor skal det altid være laveste fællesnævner?

Der er nogle – mig selv iberegnet – som ikke har den store lyst til at se frodige kvinder sidde og blafre med en fuldvoksen basketball og en skrigende baby, mens man nyder sin kaffe på en hyggelig café.

Men hvor mange gange sker det lige?

Hvor tit ser man kvinder i bar overkrop, der prøver at mase en melonstor kropsdel ind i en lille babymund?

?

Nej vel?

Ikke ret tit. Som regel er det noget der foregår i ly af en stofble eller i et hjørne med ryggen til. Men nu er det så i orden at smide ammende kvinder ud på grund af uterlig opførsel.

Og hvis det skal være i orden at nægte adgang til kvinder der vil give deres små børn mad, så har jeg da også lige et par sammenlignings punkter jeg gerne vil nævne.

Mest fordi dette er så langt fra alt hvad der er gængs opførsel i Danmark.

Man må nemlig ikke udelukke homoseksuelle under påskud at deres opførsel er stødende for andre.

Man må heller ikke udelukke formummede og tildækkede kvinder hvis påklædning provokerer andre.

Man må ikke udelukke handicappede, man skal tværtimod – og heldigvis – gøre livet lidt nemmere for kørestolsbrugere.

Se, at man skal give plads og rum til minoritetsgrupper og folk som er anderledes end det store flertal synes jeg da er helt fint.

At rygere er udelukkede er okay fordi det rammer andre fysisk.

Mand-der-kysser-mand, kvinder i tørklæder, handicappede og ammende kvinder generer kun ved deres fremtoning. De er altså hverken farlige for din sundhed eller smitsomme.

– Og nej dit barn bliver ikke bøsse af at se to mænd kysse hinanden. Og du bliver ikke selv ramt af muskelsvind fordi du sidder ved siden af en i kørestol. Ej heller smitter religion – Gud-skelov…

Så meget for minoritetsgrupper.

Nu synes jeg bare ikke at ammende kvinder er en minoritetsgruppe. Faktisk ammer de fleste nybagte mødre i Danmark. Det store flertal af mødre, faktisk. Og hvem er det så lige amningen generer?

Udover restauratøren?

Det Store Forargede Mindretal måske?

Men hvis man udelukker ammende kvinder fordi de er stødende for nogen, så må det da være i orden at udelukke nogle, hvis deres fremtoning er stødende for andre?

Eller hvad?

Men det tør ingen.

Ingen restauratør ville nogensinde turde sige åbent: ”Jeg lukker min restaurant for bøsser”. Eller for ”Kvinder med tørklæde” i og med både bøsser og tørklædeklædte kvinder støder en del. Udelukker man dem, så er hele landet, forståeligt nok, på den anden ende.

Men ammende kvinder må altså gerne udelukkes, fordi der sidder et par snerpede personer som synes det er ulækkert?

Jeg synes for eksempel det er yderst ubehageligt at spise i nærheden af folk der smasker eller hænger ind over tallerknen og skovler i sig, for derpå at tygge maden med åben mund så alle omkringsiddende kan følge med hele vejen ned.

For slet ikke at tale om mænd med sokker i sandalerne, kvinder med knænylonstrømper under en nederdel, folk der stanger tænder eller piller næse, eller klør sig i øret med bilnøglen, JO den slags findes…

Men det må jeg bare leve med.

Moralen må så være…

Ammende kvinder er ikke værd at slås for?

Den eneste løsning jeg derfor lige kan se – for en løsning er der – er simpelthen at gøre amning til en religion.

Så er vi ude over lovlig udelukkelse på grund af andres kvababselser…

Ammen.

Hilsen fra det virkelige liv!

11 Jun

Jeg har travlt.

Vender sikkert snart tilbage med nyt. Men lige nu har jeg travlt med det derude!

Mit hænge-æg ses i baggrunden!

 

Og så flytter vi rundt på jord og sten.. Vi har jo heller ikke andet at lave..

Og så er der jo arbejde.. Fire børn, eksamener, det indendørs, og arbejdet ikke at forglemme. Så jeg har rigeligt at lave.

Men jeg kommer snart igen!

Vroum vroum og lydbøger!

4 Jun

Og nej, jeg prøver ikke at sige som en blender.

Men nu var jeg faktisk blevet en anelse træt af røde biler, sådan generelt, så lynet blev i sidste uge afleveret hos Jan, som så gav mig en rigtig bil i stedet for. En stor en. Med plads til alle mine børn. En bil som bevæger sig når man maser højre pedal i bund lidt ned.

Ikke at jeg gør det, smækker sømmet i bund altså, men det er nu meget rart at kunne.

Men nu sidder jeg altså på toppen af verden igen, har overblik i stedet for at ligge fladt ned på asfalten når jeg bevæger mig på fire hjul, som det var tilfældet i det røde lyn.

Der er kun en hage ved denne fantastiske bil.

Den har en CDafspiller som ikke kan lide lydbøger.

Den vil gerne spille musik.

Men ikke den tredie bog om Arn.

Og det er jo noget nær en katastrofe.

Af den slags som får mandage til at fortsætte ind i tirsdage. Jeg begyndte godt nok at se filmen i sidste weekend, men enten har filminstruktøren ikke læst alle bøgerne ret grundigt, eller også har han regnet med at det var publikummet som ikke havde gidet læse bøgerne, da disse to ting – film og bog – ikke har ret meget til fælles.

Derfor ville jeg så gerne kunne høre resten. Af bogen.

Før jeg surt sætter mig tilrette for at se slutningen af filmen, og bagefter med rette kan brokke mig over den.

Alternativt kunne jeg jo kontakte Hr. Becker himself og, såfremt han ikke havde andet for i de næste par dage, invitere ham med på min køretur så han kunne læse resten for mig.

Det var ellers en fin dag…

3 Jun

– 0g så ringede vækkeuret.

Der er altså noget ved mandage, som gør dem ekstra tunge at danse med.

Jeg ville synes at det burde være ganske naturligt at have i hvert fald en ekstra dag til at komme sig oven på weekender, sådan i al almindelighed.

Nu for eks. denne weekend har vi tilbragt med at fejre Jan. Han blev 50 i december og da der i hans idé om en festlig dag, indgik både grilstegt pattegris og motocrossløb så valgte han meget belejligt at placere fødselsdagen d. 1. juni.

Da Jan er en omsværmet herre, var vi et lille lukket selskab på 160 personer. Og vi blev bespist med det der lignede en udfoldet gris.

En udfoldet, og meget saftig gris!

Maden var ualmindelig lækker – jeg har tit afholdt mig fra at lave gris på grill da det godt kan gå hen og blive en småtør affære. Men ikke denne grissebasse. Den var uovertruffen! Alt det gængse, selskab, vejr, musik osv. gik som det skulle, folk var præcis så sjove, pinlige, fulde (vælg selv) som folk nu engang er, til den slags fester.

Min bordherre blev dog noget bekymret da jeg, på hans spørgsmål om hvad jeg gik og fedtede med udover arbejde, svarede at jeg skrev om mit livs små tildragelser og den slags, på en blog der var fuldt tilgængelig for alle.

“Skriver du så noget grimt om mig på mandag?” ville han vide.

Og jeg forsikrede ham at jeg ikke ville skrive noget grimt om ham. Og at jeg vist kun har skrevet noget grimt om tre eller fire personer siden jeg startede. Hende der spyttede på Divaen, ham der sparkede Gårdmand Bjørns finger af led, og så min nabo.

Selvom naboen ikke rigtigt tæller med mere, nu da han er blevet flink!

Og så måske en forhenværende skatteminister.

Men hans lov var altså også ualmindelig dårlig og uigennemtænkt. Jeg har da vist i øvrigt allerede udtrykt mine følelser for bloggere der hænger andre ud.

Jeg har naturligvis skrevet grimt, bare sådan lidt mere generelt. Og uden at blive personlig. Det er jo også sin sag at berette om andres modbydelige vaner eller særheder, for der er jo en reel risiko for at de svarer igen.

Og med mindre folk taler ualmindeligt grimt til mig, så godkender jeg alle de kommentarer der tikker ind. Folk behøver hverken synes om mig eller være enige med mig, selvom det da gør mig lidt ked af det, hvis de bare slynger noget vrissent ud, uden hverken at svare eller uddybe når jeg prøver at kommunikere med dem.

Hvorom alting er, så valgte jeg fra starten at den slags ageren offentlig gabestok, ikke havde noget at gøre hos Kong Mor. Så folk behøver ikke være bange for at blive hængt ud, bare fordi de sidder ved siden af mig til et middagsselskab.

Desuden er det som regel mig selv, der står for de mere pinlige indslag her på bloggen. Og det har jeg ved Gud ikke tænkt mig at fortælle alle mulige andre om, så de småting må forblive mellem jer og mig.

%d bloggers like this: