Archive | august, 2013

Frikvarter!

31 Aug

Efter et par uger med en tur til helvede og tilbage, var et mentalt frikvarter noget af det jeg havde allermest brug for. Et pusterum for hverdagens fortrædeligheder, så man kan vende tilbage med fornyede kræfter.

Derfor var det så vældig rart at Tina gad lægge hus til veninde-kollegahygge. Vi endte med at sidde først fire, slutteligt fem, skønne tøser til langt ud på natten.

Skål i bobler!

En af de der aftner, hvor man bare griner så tårerne triller, spiser en masse god forskellig mad og så tre desserter.. Naturligvis!

Efter en del timer gik det endda op for os at vi ikke engang havde talt om arbejdet, hvilket faktisk – når man tænker nærmere over det – er ret unikt; det er jo skønt at vide at man arbejder sammen med så skønne mennesker man åbenbart har så meget andet tilfælles med, at man ikke behøver snakke arbejde når man er sammen udenfor arbejdspladsen!

Genialt, intet mindre.

Dagligt er jeg glad for at have disse vidunderlige kolleger. Jeg har været mange andre steder hvor stemningen var noget anderledes, blot fordi man ikke rigtigt havde noget at sige til hinanden. Naturligvis hjælper det meget at Tina og jeg var veninder i forvejen, men at de andre er så søde, havde jeg ikke regnet med.

Jeg smilede hele vejen hjem, og lå i min seng langt efter min normale sengetid, og har været en anelse kvæstet i dag, men med friske mentale batterier.

Nå, men for nu at komme tilbage til det vigtigste –  desserterne – så fik vi Pain d’épice, en tør fransk krydderkageagtig ting som glider ned af sig selv. Så var der crème brûlé, dog uden brûlé idet Tina ikke havde mere gas i sin brûlé-brænder! Men crèmen smagte aldeles fortrinligt også uden brûlé.

Den anden Tina havde lavet panna cotta. Pyntet med hindbær af egen avl og lakridspulver. Det var ubeskriveligt lækkert, og selvom jeg lider af den meget udbredte syge “Husblasforskrækkelsessyndrom” vil jeg alligevel vove pelsen og forsøge mig udi noget tilsvarende. Den anden Tina sagde nemlig at det var så nemt at det var latterligt.

Pain d’épice, Crème uden brûlé og Panna cotta à l’akrids. Livet er godt, trods alle genvordighederne.

 

Men desserter var der i rigelige mængder, og da mine søde kolleger er ligeså kagetossede som jeg selv, er der virkelig basis for noget stort!

Vores næste kageorgie skal snart aftales og i mellemtiden kan vi gå og glæde os til hindbærsnitter og lakridspiber!

Because we are worth it!

Det anede mig.

30 Aug

Jeg har længe haft en mistanke om det, men nu er jeg faktisk næsten overbevist.

Tadaaahh!

Reklamer virker ikke.

Det er lidt af et scoop ikke sandt?

Men det er faktisk rigtigt.

Jeg ved ikke hvor mange gange folk fortæller mig om en eller anden morsom reklame de har set.

Senest var det Divaen som kom ind for at sige godnat:

“Har du set den der reklame med en havetraktor?”

Hvilket jeg ikke havde fordi jeg hellere vil spilde tiden foran computeren eller en bog, end foran fjernsynet.

“Nå men den var bare vildt sød, med en lille pige og en kæphest som står og kigger bedrøvet på en far der ikke kan starte havetraktoren. Næste billede ser man en glad far og en glad pige som nu rider rundt på en pony der æder græsset”

Her kunne jeg ikke helt regne ud hvad det var en reklame for, og jeg spurgte derfor Divaen hvem der havde lagt navn til.

Det vidste hun ikke.

“Det kan jeg da ikke huske” kom det tørt. “Men den var vildt god.”

Jeg synes så personligt ikke at det er en god reklame, hvis ikke man kan huske hvilket produkt der bliver reklameret for.

Min yndlingsreklame – eller i hvert fald en af mine yndlings – er en reklame for vand. Og den må være god, når selv sådan en som jeg kan huske det!

 

Har ikke rigtigt noget at sige.

29 Aug

Hver gang jeg i disse dage sætter mig til tastaturet for at skrive noget, så går det galt.

Enten bliver det en omgang mavesurt brok over det ene eller det andet.

Det være sig den tåbelige forhenværende skatteminister som jeg – hvis han kommer i offentlig gabestok – gerne vil råbe af. Fra allerforreste række. Så er der den nuværende regering der vil lege med de store uden at gennemtænke eventuelle konsekvenser. Dem har jeg også lyst til at råbe af.

Eller også bliver det en ordentlig omgang selvmedlidende jamren såsom hvad man gør, når man tror man gør det så godt man kan – eller jo det gør man – men det så viser sig at det ikke er godt nok. Og at nogen har trampet lidt vel rigeligt rundt i spinaten.

Eller den slags.

Og det er ærligt talt ikke til at holde ud at læse om.

Går jeg ud fra.

Så det bliver ikke til så meget.

Der er dog nogle få gode ting, og jeg har lært af erfaring, at det er dem man skal fokusere på.

Altså jeg mødte Dorthe igår.

Det var for kort tid til lige at lære alt om hende siden vores veje skiltes efter første klasse, men hendes øjne var præcis som jeg huskede dem. Funklende elektriske blå og fulde af pjat og ballade. Jeg håber vi skal ses igen! Snart.

Noget andet godt er at min chef skal på ferie. Ja nu, tænker I alle – uuuha kongen kan ikke lide sin chef – men det forholder sig ingenlunde sådan. Det forholder sig derimod sådan at chefen har tænkt sig at traktere med Frellsens flødeboller i anledningen af ferien. Så ja – jeg glæder mig enormt til chefens feriestart i eftermiddag!

Så er jeg også glad for at Firkløveret har ladet 4 toms guldbarer ligge på hylden i køkkenet. De er ikke blevet spist, trods det faktum at de har ligget der siden lørdag middag.

Sluttelig er jeg glad for at jeg gik tidligt i seng i går. For jeg er stadig ret mat i koderne, og orker ikke rigtigt noget voksent eller alvorligt. Men jeg vil gerne spille både ruzzle, wordfeud og quiz battle.

Gensyn

28 Aug

I dag kan jeg sidde og glæde mig til at jeg får fri.

Ikke at jeg ikke glæder mig til at få fri til daglig, det er dejligt at have fri, selvom jeg er meget glad for mit job, men altså.

Jeg skal på date!

Med et par søde piger. Den ene er mor til en af Zorronaldos venner, og fordi vi er venner på facebook, opdagede hun at vi har en fælles veninde.

Denne fælles veninde var min bedste veninde og tro følgesvend i første klasse. Så flyttede hun og dengang i stenalderen da jeg var 7år, var der jo hverken mobiltelefoner, skype, MSN, facebook, snapchat eller ret mange andre muligheder for at holde kontakten.

Og hvis ens mødre samtidig ikke lige har set lyset i form af en slags kontakt, så kan den slags venskaber desværre løbe ud i sandet.

Ikke desto mindre skal jeg nu mødes med dem begge i eftermiddag.

Og derfor glæder jeg mig til at få fri fra arbejde.

 

Skinkekringler

27 Aug

Ja det er altså hvad jeg har valgt at kalde dem. I mangel af bedre forslag. Det er ikke helt kringler, men skinken er da tilstede!

Det var de opskrifter jeg lovede at diske op med.

Skinkekringler og små toasts med foie gras. Og så oliven. Men altså skinkekringler.

Man tager en plade butterdej. Såfremt man er så ferm på fingrene at man laver den slags selv så gerne for mig. Jeg gider ikke!

Og på dette stykke butterdej smører man en bøtte flødeost med smag. Efter behag. Jeg har prøvet både med den originale Pikant og med Tartare. Begge dele var lige lækre.

På flødeosten lægger man nogle skiver “rigtig” skinke. Ja, det er dyrere i Danmark, og sværere at få fat i, men alt andet smager tørt og mystisk. Så kan man jo drysse med Piment d’Espelette eller friske krydderurter og til sidst en lækker revet ost. Osten kan være enten inden i, eller uden på.

Den ene langside foldes ind så den dækker osten, og den anden foldes lige så langt så enderne overlapper.

Så folder man den ene langside ind over midten, og dernæst den anden langside ind mod midten så det overlapper og selve butterdejspladen nu kun er 1/3 bred.

Læg den på køl et par timer og skær så fingertykke stykker ud og bag dem i ovnen til de er gyldne og osten er helt smeltet.

De er knasende sprøde udenpå og smeltende bløde indeni.

Og de forsvinder hurtigere end du kan nå at sige rester.

 

Ingredienser:

1 plade butterdej

1 bøtte flødeost med smag

3-4 skiver skinke

Revet ost

Krydderi,

salt og peber

 

 

Kommunal bøvs.

26 Aug

Dette indlæg lagde egentligt ud med at skulle være en gigantisk bøvs.

En kommunal bøvs.

En folkeskolebøvs.

Og jeg måtte vente med at skrive indlægget til jeg var kølet så meget af at jeg ville være i stand til at bruge et pænere sprog end det jeg oprindeligt lagde ud med.

Nu er gassen gået lidt af bøvsen og det er blevet til en undrende bøvs mere end en sur bøvs. Men en bøvs er det.

Altså.

Zorronaldo skulle tilbage i folkeskolen; udfaldet af hans engelske oplevelse var nemlig af sådan karakter at vi slet ikke gider tale om det. Undskyldningerne er mange og lange og vist nok alle lige dårlige, i hvert fald var han ikke i stand til ret meget andet end at sige farvel og tak.

Hvilket han gjorde.

Uden at have en anden løsning ved hånden. En mindre detalje, som dog bekymrede ham ligesom meget som den bekymrede hans forældre.

De kvalificerede læreanstalter der var en mulighed kunne naturligvis ikke svare os i sommerferien, og selvom man godt kan skubbe den slags bekymringer foran sig mens man er på en dejlig ferie, så truer hverdagen og virkeligheden alligevel lidt i horisonten.

Da vi havde nulstillet kilometertælleren på bilen, startede vi ligeledes på en frisk hvad skolegang angik. Heldigvis findes der kommunalt finansierede vagttelefoner til frustrerede mødre og do drenge.

Og disse er sommetider bemandet med rare, effektive folk man er så heldig at kende. Og Hanne tog affære. Når nu vi kendte hinanden, kunne vi jo ligeså godt tage hjem til hende i stedet for at suse til storbyen. Hvilket vi gjorde.

Og hjemme hos Hanne, over en marmelademad, fik Zorronaldo hjælp og vejledning, mens hans mor forsøgte at tie stille. Det holdt hårdt, men denne gang skulle det være hans egen beslutning og ikke noget tåbelige regler presset ned over hovedet på ham.

Og altså skulle han starte i 10. klasse for ellers kom han aldrig videre i systemet, i og med ingen dansk ungdomsuddannelse vil acceptere hans franske eksamensbevis for grundskolen. Og vi udfyldte og gjorde ved, og fik sendt ind som påkrævet.

Og hørte intet.

Og her begyndte visse mødre – især de kongelige – at blive en anelse vrisne.

Da alle andre mennesker var tilbage på deres pind, blev der stadig ikke svaret på de telefonnumre der blev henvist til på deres hjemmeside. Og nogle mødre begyndte nu direkte at hidse sig op over det offentlige skolesystem. Efter et decideret detektivarbejde på hjemmesiden, lykkedes det at finde et telefonnummer på en sekretær.

Som også endte med at tage sin telefon.

Jeg fik præsenteret min søns sag, og ville gerne vide om vi kunne få tilsendt noget materiale så knægten i det mindste som udgangspunkt kunne få at vide hvornår han skulle starte i skole.

Deres scanner virkede ikke, så dette kunne ikke lade sig gøre.

Dernæst ville hun gerne have alle oplysninger – de selvsamme som Zorronaldo havde brugt det meste af en formiddag på at udfylde og sende med post til rette vedkomne – en gang til. Da jeg påpegede at disse faktisk allerede var fremsendt, meddelte sekretæren at disse ikke befandt sig på skolen. Jeg bedyrede så at de helt afgjort var sendt.

Damen betvivlede dog ikke dette, men kunne så fortælle at de jo ikke modtog post når skolen var lukket – i sommerferien – men at brevet så nok befandt sig på posthuset. Jeg fik hvislet at hun jo alt andet lige var tilbage på arbejde NU.

Denne påstand blev mødt med en så tavs og kommunal ligegyldighed, at jeg ikke engang orkede spørge hende hvornår hun så havde tænkt sig at bevæge sig over på posthuset for at hente omtalte post.

Hvis jeg i den private sektor havde undladt at hente post som noget af det allerførste – de var to sekretærer på kontoret da jeg ringede – så var jeg blevet fyret på stedet, og jeg bandede længe og indædt over manglende plads til min søn på byens privatskoler.

Ikke desto mindre startede han i skole, og foreløbigt går det godt. Han synes det er vildt nemt, og han glæder sig over at kunne finde ud af det hele. Moderen er også glad, da udsigten til at sønnen kan få nogle succesoplevelser i stedet for at rende ind i nederlag efter nederlag, ganske givet vil have en positiv indflydelse på hans motivation!

Slangen i paradis er dog den kommunale ånd der hviler over såvel administrativt som pædagogisk personale.

Knægten kom hjem efter første dag og kunne undrende meddele sin – ligeledes måbende – mor, at en dansklærer havde sagt det var bedre at sige fra starten at man kun planlagde at aflevere halvdelen af alle sine stile, men at man så i det mindste afleverede dem.

Den lader jeg lige stå.

Jeg undlader også at kommentere på samfundslæreren der bad alle elever om at tage deres telefon op og sætte dem på “ikke lydløs” med den begrundelse at en lektion varede meget længe og det ville være svært at fastholde interessen non-stop og at det derfor var bedre at blive forstyrret i 2-3 minutter af en sms, svare på den og så efterfølgende være i stand til at samle sin fulde opmærksomhed mod undervisningen.

Gad vide om det også var gældende for læreren?

Jeg skal også nok lade være med at hidse mig op over matematiklæreren der ikke giver lektier for, da han er træt af at skælde ud på alle de som ikke gider lave deres lektier.

Men jeg tænker mit.

Jeg glæder mig trods alt over at 90 % af min søns skolegang hidtil har bestået af en dagligdag der inkluderede både krav og et minimum af konsekvens, i form af lektier og karakterer, og håber at dette fundament vil være nok til at han fortsætter ad den vej.

Selv de bedste ferier får en ende.

23 Aug

Ferien fik en ende. Det gør suppen jeg har kogt på ferien, også.

Men først skulle vi op i bjergene. Og gå. Siden vi var afsted for en del år siden, har alle snakket om at DET skulle vi prøve igen.

Det var en helt anderledes måde at holde ferie på, det der med bjerge. Der er en ro over bjerge som vi nød. Det var så skønt at gå rundt med familien og nyde naturen, udsigten og var være lige der hvor man var.

Denne gang ville vi op til Le Lac Bleu de Chiroulet.

Og vi gik.

Op. Og op.

Vi gik opad. Og opad. Heldigvis var solen gemt bag de skyer der lå fast på bjergene, så vi slap for solskoldninger. Vi slap dog ikke for hestebremser. De var over det hele og vi havde hørt at de var meget aggressive og stak for et godt ord.
Men det havde vi fået at vide dagen før, så vi havde taget vores forholdsregler.

Smurt ind i noget der var lige så kemisk som den første dags klor, efterlod vi en stank hvor vi kom frem, men blev ikke stukket ret mange gange. men man var ikke i tvivl om hvor vi var.

Vi undgik derfor også at tænde ild.

Videre op.

Uheldigvis kom nogle af skyerne efterhånden til at se en anelse truende ud, og da tordenvejr i bjergene ikke er til at spøge med, blev vi enige om at gå ned igen uden at have set Le Lac Bleu.

Så beundrede vi bare noget andet vand. Der godt nok ikke var blåt.

Men det var en skøn tur, og jeg nåede at blive glad indtil flere gange, over at vi har fire teenagere, okay så tre teenagere og en preteen, som gerne vil gå tur med deres familie i bjergene.

Helt uden at brokke sig. De vil endda gerne med igen en anden gang.

Men det var det. Det var den ferie.

En fanatastisk ferie, vi fik nået alt det vi havde lyst til. Ikke nødvendigvis alt det som var planlagt, men det vi havde lyst til.

Og vi fik da også kørt et par kilometer eller tusind..

Åh jo.. alle 5661 km. på 15 dage.

Tak fordi I tog med på turen!

Gad vide hvad jeg nu skal finde på.

%d bloggers like this: