Arkiv | september, 2013

Anbefalinger.

30 sep

Det der lingkeding ikk’?

Altså det der slags facebook på den meget alvorlige og seriøse måde. Der hvor man ikke har billeder af sig selv med sørøverhat, og hvor man er meget voksen ud over det hele. Der får jeg sommetider sådan nogle fine anbefalinger.

Og mange tak for det.

Det er søde mennesker jeg kender, mere eller mindre godt, som skriver at jeg er god til et eller andet.

Men…

Hvor ved de lige det fra?

Hvordan i alverden kan en veninde fra skoletiden – som jeg aldrig har arbejdet sammen med – vide at, eller snarere om, jeg er dygtig til at oversætte?

Eller en forhenværende kollega som jeg intet havde til fælles med, der nu pludselig siger at jeg er dygtig til at oversætte. Ihukommende at jeg – da vi var kolleger – ikke lavede noget som havde med sprog at gøre overhovedet. Som i absolut og aldeles slet ikke. Snarere tværtimod.

Ikke desto mindre har jeg nu en fin anbefaling på lingkeding om at jeg er god til at oversætte.

Det er meget muligt det giver sig selv, når nu folk ved man har boet i udlandet, men alligevel.

Og jeg begynder at få en grum mistanke om at også dette netværk heller ikke er ret meget bevendt.

Nu har jeg heldigvis et job. Og leder ikke umiddelbart efter et nyt. Og har derfor ikke voldsomt behov for den slags anbefalinger, så jeg kan være lidt ligeglad med om de er relevante eller ej.

Gad nu alligevel godt få en anbefaling fra en som vil sige at jeg er meget god til at spise kage.

Det er nemlig en af mine absolutte spidskompetencer.

Reklamer

Og vinderen ER:

29 sep

Men før vi kommer så langt, så vi jeg da berette om metoden. Alle navne blev skrevet på et lille stykke gult papir, og Prinsessen stod for udvælgelsen!

Iført en meget grim hat som hun erhvervede sig sidste år ved en “Open by night” i den lokale metropol. Jeg advarede hende flere gange mod at investere en del penge i en sikkert ubrugelig lykkepose i en topsmart modebutik med meget tynde ekspeditricer.

Hun fortød i samme øjeblik som posen lå i hendes hånd. Og indholdet viste sig at være denne mystiske hat.

Ikke desto mindre viste den sig at være rigtig brugbar her til aften, til denne lodtrækning idet hun ikke kunne se det fjerneste.

Hun rodede lidt rundt i sedlerne og trak en seddel, OG vinderen blev:

TILLYKKE ANJA

Du er nu den glade vinder af rugbrødssnacks!

Anja, du kan sende mig en mail på kongmor@live.dk og fortælle hvor jeg skal få din præmie sendt hen!

Husk konkurrencen

29 sep

Det er sidste chance for at deltage i den fantastiske konkurrence, hvor du kan vinde en masse rugbrødssnacks til dig selv og nogle andre – som du selv bestemmer.

Du kan deltage i dette indlæg!

Du kan vælge at dele dem ud på din arbejdsplads, dit spinninghold eller til dine klassekammerater.

Jeg kunne naturligvis sagtens have valgt at dele Rolexure ud.. Men jeg holder så meget mere af rugbrødssnacks.

Vinderen trækkes i aften kl. 20.00.

Redefinering af sig selv

26 sep

Som jeg ser der, så handler det måske i højere grad om at redefinere sig selv som menneske, efter ens børn er flyttet hjemmefra.

Tag endelig ikke fejl, jeg mener ikke at man behøver at have børn for at have en identitet, eller for at kunne blive defineret som menneske, men mit udgangspunkt er jo at jeg har børn, og jeg skal finde mig selv i en anden rolle, når disse mine børn flytter hjemmefra engang når de er 35.

Så det er en nyopdagelse og nyopfindelse af sig selv jeg skal ud i, efter min status som mor til hjemmeboende børn, ændrer sig til mor med ikke hjemmeboende børn.

Det er lidt som da jeg blev 30.

Ja. Totalt til grin, men jeg fik dyb, dyb krise over at blive 30. Jeg var sur i 4 måneder. Jeg gik og forestillede mig at nu var mit liv slut, jeg skulle ikke have flere børn og.

Og hvad så? Hvad skullle der så ske? Hvad i alverden skulle jeg få tiden til at gå med resten af mit liv?

Jeg sagde jo det var til grin. Men da jeg fik mit første barn op på maven, fik jeg som et lyn fra en klar himmel en fornemmelse af at: “Nååå, det var DET der var meningen med hele mit liv, nemlig at få børn”

Så jeg forudså mit eget liv – efter 30 – ville være en lang gold og øde ørken. For hvad skulle jeg nu tage mig til når jeg havde fået børn?

Jeg skyndte mig så at få én til.. og endte med at få fire børn på seks år.

Men alligevel, nu hvor de, lige om lidt er flyttet hjemmefra, så ville det være praktisk at jeg fik genopfundet mig selv.

Og da jeg er meget lidt begejstret for katte, og ryatæpper, må jeg nok hellere finde på noget en anelse mere realistisk.

Når nu jeg ikke skal være kokkepige, rengøringskone, chauffør, livsstilscoach, sjælesørger og støttepædagog og andet godt, for fire børn, så skal jeg finde ud af en anden mening med mig.

Ikke at jeg ikke har været helt og aldeles mig de sidste 18 år, for det har jeg bestemt været – bare spørg mine børn – det er ikke som om jeg har sat mit eget liv på pause mens jeg har taget mig af børn, men meget af mit liv har kredset om de her børn og det at være deres mor.

Nu er jeg ikke af den slags som ude i mit levende liv kun kan tale om mine børn – eller det håber jeg da ikke jeg er set med andres øjne – jeg kan sagtens finde dybde og interesse i ting som ikke nødvendigvis omhandler mine børn. Jeg levede trods alt til jeg var 25 uden dem.

Men – som Bente skrev i en kommentar – jeg kan ikke huske hvad jeg fik tiden til at gå med før. Jo brudstykker af den, men ikke al min tid.

Jeg tror nok mest jeg gik rundt og ventede. Ventede på noget andet og mere. Som så kom i form af børn.

Det vigtigste er nok at man stadig kan respektere sig selv nok til at få en ny definition af hvem man er, uden at skulle være en hel masse for andre. Eller for de der børn som man nok – heldigvis – aldrig kan give helt slip på.

Men det ene må ikke udelukke det andet. Jeg bliver ked af det på veninders vegne, når de kan berette om bedsteforældre der har så travlt med at redefinere sig selv, at de glemmer at de også stadig er både forældre og bedsteforældre.

Jeg synes det er så enormt vigtigt, især i vores tid hvor alle bor hver for sig og alle generationerne nærmest bliver holdt hermetisk adskilt fra hinanden, at børn får tid med deres bedsteforældre.

De unge bor sammen på kollegier, familierne bor helt for sig selv, og de gamle bor enten alene eller på plejehjem. Der er ikke så mange muligheder for at lære af hinanden, så jeg synes det er endnu mere vigtigt at man holder sammen på tværs af aldre.

Så ja, jeg skal have fundet en ny mig.

Som ny og moderne ryatæppeopfinder?

Boller fra Snave – Konkurrence

25 sep

Det ved jeg nogen siger.

Eller sådan noget.

Det er en del af alle de reklameslogans som blev et hit, de år jeg ikke boede i andedammen.

Ufatteligt mange vendinger blev simpelthen til uden jeg fik besked, jeg er derfor en total novice på dette område, og til dato er det mig en gåde hvorfor man siger “Boller fra Kohberg” eller “Polle fra Snave”. Og, jeg fniser forsigtigt, for jeg aner ikke hvorfor det er morsomt.

Som jeg så ofte før har snakket om, så er reklamer hvor folk ikke aner hvilken vare der promoveres, virkelig dårlige. De kan jo ikke virke efter hensigten hvis man ikke engang kan huske hvilket produkt det drejer sig om.

Man kan så ikke sige at vendingen “Boller fra Kohberg” hører til i den kategori, idet navnet jo er ret åbenlyst tilstede. At det så betyder noget helt andet – som jeg ikke endnu har fattet – er lidt misvisende. Men jeg har jo heller ikke set reklamen.

Nu er det ikke boller jeg vil skrive om, men rugbrødssnacks. Dog også fra Kohberg. Ren reklame.

Jeg blev kontaktet af Lahme kommunikation, som ville høre om jeg ville lave en konkurrence med de føromtalte snacks. Jeg synes jo det er yderst behageligt at få tilsendt noget der kan spises – Odense Marcipan – kom frit frem!

Og da jeg ydermere kunne få leveret snacks til alle mine mange søde kolleger, var det jo ren win-win.

Der ankom altså fire gigantisk store poser med snacks og jeg fik sendt mail rundt i huset. Der gik ikke mange minutter før en mindre invasion havde tømt poserne, ikke ulig en græshoppesværm. Folk kunne godt lide dem.

Der var nogle med revne gulerødder og rosiner i, og så var der nogle med chokolade, men de kom jo altså først på bordet dagen efter.
Utroligt mange lider åbenbart af en form for rosinfobi, så de var lidt tilbageholdende. Ikke desto mindre prøvede en del af dem, og blev positivt overraskede.

Dem med chokolade i smagte som om de havde glemt chokoladen. Men dejligt lækre og svampede og ikke sådan nogle tørre gnallinger som man kunne frygte. Personligt kunne jeg bedst lide dem med rosiner i.

Samtlige snackposer forsvandt som dug for solen og nu er det så op til mig at lave en konkurrence så en eller anden kan vinde rugbrødssnacks til sig selv og sin arbejdsplads.

Hvilket faktisk er ret diskriminerende. For det kræver at man har en sådan. Og jeg synes jo ikke at arbejdsløse skal holdes udenfor. Det er jo ikke altid selvforskyldt at være arbejdsløs, slet ikke i udkantsdanmark, og man kan have så mange andre sociale netværk, bridgeklub, mødregruppe, loger og så fremdeles, så det står jeg frit for at dele ud hvor I lige har lyst – men jeg vil høre hvilken gruppe du vil dele rugbrødssnacks med!

Altså,  jeg trækker en vinder på søndag 29/09.

For det første gider jeg ikke at gøre det på en glimmeronsdag, og for det andet er søndage altid så gode til den slags overspringshandlinger, og for det tredie kan det være, at jeg i mellemtiden har fundet ud af hvorfor det hedder Boller fra Kohberg.

Så hvis du vil vinde rugbrødssnacks til dig og en eller anden social netværksgruppe efter dit eget valg – husk bare at fortæl hvilken – så læg en kommentar her.

Ingen yderligere regler eller restriktioner.

Men, jeg minder lige for en god ordens skyld, om at jeg har voldsomt brug for at grine lige for tiden!

Siger det bare!

Der er ingen ateister på vej ned.

24 sep

Det er bestemt ingen hemmelighed at jeg har været igennem en rædsom måned. Flere dumme ting har vendt op og ned på vores dagligdag og stillet spørgsmålstegn ved nogle af de ting jeg bare tager for givet.

Og når jeg ser mig omkring, så er der ting jeg bare ikke kan dele med andre. Ting der fylder så meget at de lige skal fordøjes før jeg eventuelt kan begynde at snakke med andre om det. Hvis det overhovedet kommer så langt.

Men når det hele bliver for tungt at bære alene og ens skuldre ikke synes brede nok, ender det med at man bare må have luft og jeg vendte mig til en præst.

Og nej ikke en præst fra familien.

Men tingene blev lettere at bære. Det var sikkert også blevet lettere at bære hvis jeg havde delt det med en ven, men det var ting så store at en ven syntes mig for tæt på.

Når det ser aller mørkest ud, rækker man ud efter hjælp. En ven i nøden. Og måske netop fordi man tør række hånden ud, fordi man tror på at nogen vil lytte, nogen vil støtte og nogen vil trøste, så sker det, og man får den hjælp man har brug for. Ikke nødvendigvis den man regnede med.

Jeg er på vej op igen, træt, lidt rystet, men nu er der endelig plads til lidt mere end bare overlevelse.

Fordi noget vil vise sig. Fordi ting sker fordi de skal ske.

Og fordi jeg tør tro på det.

Og så er det i øvrigt snart jul!

 

 

 

Hvad så bagefter?

23 sep

Med fire børn på henholdsvis 18, 16, 14 og snart 12 år, er vores familieboble snart på nippet til at briste. Divaen rammer sin studentereksamen i maj og Zorronaldo følger efter om et par år.

Oftere og oftere sker det at vi sidder ved aftensmaden med bare et eller to børn. Det har jeg nævnt flere gange før, intet nyt under solen der.

Men hvad gør man lige?

Hvordan flytter man ind i sin nye tilværelse som mor – for mor er man jo altid – til ikke hjemmeboende børn?

Jeg har tilbragt de sidste 18 år af mit liv med at være mor på første række. Til en masse børn. Huset har været fuld af larm og ballade. Mennesker overalt og aldrig helt stille ret længe ad gangen.

Efterhånden som de flytter ud og væk, så skal man også vænne sig til en ny slags familie. Et nyt liv.

Og jeg må indrømme jeg gruer for det. Jeg kommer til at savne dem helt afsindigt!

Jeg elsker mine børn. Det falder for banalitetsgrænsen, men det gør jeg. Med hud og hår. Det er mine absolutte yndlingsmennesker. Og så skal jeg pludselig til at vænne mig til en hverdag uden dem.

Desværre.

Der er sikkert en mængde ting man kan foretage sig uden hjemmeboende børn. For slet ikke at tale om hvor billigt det bliver når man skal købe ind. Men i det store hele tror jeg det er ligeså vigtigt at forberede sig på den nye status som midaldrende ægtepar

Ej, men ER det ikke forfærdeligt?

Her er jeg stadig midt i livet som en vældig ung mor til fire hjemmeboende børn, og lige om et øjeblik er jeg en midaldrende kone på vej mod efterløn.

Nå, efterlønnen findes nok slet ikke om 23 år når jeg er ved at være klar til den, så den behøver jeg ikke bekymre mig om.

Men det andet.

Det med at man skal finde sig tilrette i en ny hverdag.

Denne her “Mor-til-mindre-børn-hverdag” har jo nærmest varet i halvdelen af mit liv. Men jeg skal til at tage et kvantespring af helt andre dimensioner end “sidste blebarn” og “sidste børnehavebarn”. Nu er det snart “sidste folkeskolebarn”.

Og jeg ved godt at Ellen – sidste gang jeg jamrede – sagde at nu begynder “første-epoken”. Men i mellemtiden? Indtil den første “første-epoke”. Hvordan finder man ud af at være mor på afstandsmåden?

Jeg er såmænd ikke så meget i tvivl om hvorvidt Firkløveret vil klare det, for det vil de. De er stærke og fornuftige mennesker, som i øvrigt er fantastisk godt opdraget!

Det er mere mig selv, jeg er nervøs for.

Tænk nu hvis jeg af bare kedsomhed kaster mig over herreløse katte eller ryatæpper?

Jeg, som ikke kan fordrage katte. Eller ryatæpper for den sags skyld.

Dette hjertesuk er muligvis fremkaldt efter en weekend med mere eller mindre kun et barn hjemme.

Divaen er taget til Madrid, Zorronaldo har tilbragt weekenden hos den yndige, med fødselsdag og familiefremvisning. Prinsessen har været i byen og sammen med Astrid, så der var kun Gårdmanden tilbage, og han endte vist med at være en anelse træt af at være det absolutte midtpunkt.

Gad vide om vi skulle få en efternøler?

Og så igen, da jeg var i føtex i fredags, var der en mor med to små børn. En 18-20 mdr. gammel tut sad i indkøbsvognen og en anden tut på omkring de fire, kastede sig rundt på gulvet iført lyserødt og skrålede hysterisk. Hun var uden tvivl træt og udmattet efter en lang uge, og hun endte med at sætte sig på en hylde med dåsemajs. Jeg havde meget ondt af både moren og af pigen, for det var helt tydeligt at de bare ikke orkede mere.

Jeg kiggede på min 18 årige og blev pludselig meget glad for at jeg kun har børn med tocifret alder.

Denne glæde fortog sig dog noget, da jeg senere på aftenen blev nødt til at agere chauffør for  Prinsessen. Hun var noget misfornøjet med at hun skulle hjem, men var træt efter en hyggelig aften med kammeraterne, som dog havde udviklet sig til noget med en del flere promiller end hvad tilladt er, for børn under 16. Og det syntes jeg var knapt så hyggeligt.

Vil i den forbindelse gerne nedkalde en fatwa over den Aldi og den Spar som ville sælge alkohol til unge uden ID.

Så nej, jeg skal ikke have en efternøler, jeg skal bare have tiden til at gå indtil jeg bliver bedstemor.

%d bloggers like this: