Archive | oktober, 2013

Verdens ondskab.

31 okt

Der er en forfærdelig film som florerer på nettet. Nogle mænd der skubber et æsel ud over en skrænt, direkte i døden. Jeg har ikke selv set det og jeg vil heller ikke se det.

Det er rædsomme mennesker, jeg faktisk helst ikke vil dele art med, ikke desto mindre er det sådan det er. Også selvom jeg ikke vil se på det.

Jeg har dog ved en frygtelig fejltagelse, engang set en asiatisk mor slå og pine sit lille barn – i mange og lange minutter. Jeg kunne slet ikke håndtere det.

Jeg har ikke brug for billederne. Selv ord kan være for voldsomme.

Verden er fuld af ondskabsfulde mennesker; sådan har det altid været, og kald mig naiv, men jeg magter ikke så meget ondskab.

Når man så præsenterer mig for en beretning om en lille dreng, der mistede sin familie men slap væk fra nazisterne, vakler jeg. Tør jeg overhovedet læse den?

En ting er at vide det onde finder sted. Et faktum jeg bestemt ikke prøver at ignorere. Men jeg behøver ikke have det smurt ud over nethinde eller hukommelse for at vide at det findes.

Jeg startede derfor, fuld af bange anelser, på bogen “Den farlige dreng” af Boris Cyrulniks. En fransk – jødisk – psykiaters oplevelser som barn, under krigen.

Forventede lidt at den ville være som mit livs novelle, dog uden den rosenrøde slutning. Vi kender alle historien om jødeforfølgelse under anden verdenskrig. Bevares, det skal aldrig ske igen og derfor skal historien fortælles igen. Og igen.

Mit moderhjerte holdt sig nogenlunde i ro. Jeg tudede ikke en eneste gang.

Historien – så grum den end er – fjernede sig lynhurtigt fra det følelsesporno jeg ikke bryder mig om. Den er mere en slags fagbog, der fortæller lettere sagligt om børns overlevelsesmekanismer i og efter traumatiske situationer.  Boris Cyrulnik vender dog ofte tilbage til sine egne oplevelser, han glemmer bare den røde tråd i historien. Men jeg tror heller ikke rigtigt det er planen, der skal være en rød tråd.

Der er det ved det, at når jeg læser en fransk bog på dansk, så kan jeg høre de franske ord og vendinger, og enten har Ulla Gjedde Palmgren aldrig boet i Frankrig, eller også var hun ikke særligt veloplagt da hun oversatte bogen. Uanset hvor mange fine universitetspapirer hun har på at hun er cand.fransk. Der er naturligvis også den mulighed, at den originale bog er skrevet på et yderst pauvert fransk og at oversættelsen derfor ikke kunne blive anderledes.

Men hvorom alting er, så var sproget underligt fladt i den danske version og det gjorde sig ikke specielt godt. Hvilket undrer mig såre, fordi det på rekordtid er blevet en bestseller i mit andet hjemland.

Sproget og opbygningen lagt til side, så var det trods alt en af de eneste bøger om børn, jødeforfølgelse og anden verdenskrig jeg har været i stand til at læse, uden at få kvalme over verdens ondskab.

På trods af det flade sprog, kunne jeg dog straks genkende stemningen i de franske gader, se for mig de franske karakterer som om jeg gik forbi dem på café de la gare, eller bladrede i gulnede fotoalbums. Sjovt og lidt vemodigt.

Fagligheden holdt det kvalmende væk og jeg blev i stand til at læse lidt om hvordan børn reagerer på traumer. På et sprog selv jeg kunne forstå. Hvilket nok siger mere om sproget end om mig. Interessant.

Selve historien om den lille dreng trådte i baggrunden, og det gjorde slet ikke noget.

 

Heldet følger de tossede.

30 okt

Eller også er der bare noget om liljen på marken.

Først et job og nu dette.

Der må være noget om det.

Hvorom alting er, vi fik et vældigt officielt udseende brev fra Frankrig. Nærmere betegnet, skat.fr.

Det franske skattekontor kunne meddele os at vi havde betalt for meget i skat for sidste år, og at vi kunne få penge tilbage.

Vedlagt lå en check.

Den tog Lise sig meget kærligt af, hvorpå First Man og jeg blev enige om at denne check skulle omsættes i en ny kogeplade. Vi rumsterede en tid på nettet men da det var over vores sengetid blev vi enige om at vente til weekenden! De to resterende – hvoraf den ene også var begyndt at blinke – kunne nok holde til lørdag.

Lørdag formiddag gik jeg en tur i forskellige hårde hvidevarer (sindssyg betegnelse i øvrigt) og med de på internettet florerende priser in mente, turde jeg godt bevæge mig ind i de store butikker i staden.

Ulrik som har solgt alt det andet lir vi har købt mellem år og dag afstemte prisen på den kogeplade der passede i hullet på min stenbordplade, med den franske skattecheck og jeg tjente faktisk et sted mellem 1000 og 3999 kr. på den handel ifølge diverse pricerunner og lignende sider.

Og nu har jeg en helt ny kogeplade!

Som blev indviet i søndags, med pandekageorgie ganske som vanligt!

Lykken står den kække bi.

28 okt

Fredag eftermiddag da jeg, 55 minutter efter fyraften, satte mig i min bil for at finde hjem til møllen, ville jeg lige ringe til min søde mand for at fortælle at jeg var på vej.

Der var dog optaget.

Men inden jeg fik lagt på, ringede han tilbage.

Lidt stakåndet var han i den anden ende, så jeg spurgte om alt var okay, og om der var noget galt.

“Næ” sagde han “Der er ikke noget galt, bortset fra at min sommerferie nu endelig er slut. Jeg starter hos Søren mandag morgen kl. 07.00!”

Og her vil jeg gerne slå et slag for gode mennesker. For mennesker der gider sætte sig ind i hvordan man eventuelt kunne ansætte en voksenlærling. For mennesker der prøver at finde en løsning for andre. Også selvom det ikke lige lå i kortene at man skulle ansætte en voksenlærling.

Jeg har ikke selv haft chancen for at snakke med Søren endnu; jeg har med vilje ikke ringet til ham i weekenden da mine verbale udbrud nok ville have været skjult bag glædeshyl og do-tårer og dermed nok ikke helt så gennemskuelige som hensigten var.

Men der kommer en dag hvor jeg vil tage hen til Søren, takke ham – og Gitte – for deres umådelige store hjerte og vilje til at se nye muligheder som inkluderer min helt egen indvandrers arbejdsmæssige overlevelse her på øen.

Få mennesker har overskud som de to.

Mange genvordigheder til trods, har de stadig, og altid, tanke for andre end dem selv.

På møllematriklen er der i hvert fald bred enighed om at Søren er den allerbedste.

Arbejdsbukserne er nyvaskede, det varme undertøj lagt frem og madkassen støvet af.

Helt klar til brug.

For fra i dag har min søde, første og eneste mand, nemlig arbejde igen!

SØREN længe leve – HURRA HURRA – og SÅ DET LANGE:

HURRAAAAAAAAAAA

Tankevækkende.

26 okt

Og faktisk tragisk.

Lad os tage et tænkt eksempel.

Lad os nu sige at en person fik en skriftlig advarsel på sit arbejde. Og lad os så sige at personens kolleger ikke forstod hvorfor, og faktisk absolut ikke var enige i begrundelsen for at denne advarsel blev givet.

Og at nogle at kollegerne derpå gik til en anden overordnet og fik fortalt deres version af historien.

Og at de turde gøre opmærksom på deres synspunkter – på en sober og saglig måde naturligvis – man kommer jo ingen vegne ved at være aggressiv eller hysterisk.

Hvis vi så siger, at personen med den skriftlige advarsel, snakkede med sin fagforening og fortalte dem om det hele.

Så ville det måske vise sig – i dette tænkte eksempel – at den faglige medarbejder, aldrig i de 10 år hun havde siddet og behandlet den slags sager, havde hørt om at kolleger stod sammen, og kæmpede for hinanden, på den måde.

Hvis det er tilfældet, så står det eddermame skidt til i Danmark.

Det er naturligvis også kun et tænkt eksempel.

Men alligevel stof til eftertanke!

De små glæder…

24 okt

Jeg lagde faktisk ud med gratis, men slettede det igen da det var falsk reklame.

Dette er ikke en reklame. Jeg får i hvert fald ikke noget for det.

Jeg er blevet forfalden til Pickwicks lakridste.

På den afhængige måde.

Og det koster naturligvis noget. Det er ikke meget men dog nok til at jeg altså ikke kan kalde det for en gratis fornøjelse.

Når man som jeg har en sød tand der skal holdes i ave – mest fordi jeg gerne vil kunne passe den prinsessekjole Tina er ved at sy til mig, uden at se alt for pølset ud – så er en kop lakridste, uden tilsat sukker, rigtig god fordi den tager den der sukkertrang der overrumple mig på de særeste tidspunkter af døgnet.

Det er Jessicas skyld. Hun havde den på sit bord, i januar da jeg var til hendes fødselsdag, og det smagte simpelthen vidunderligt.

Siden da har jeg altid haft et mindre lager for aldrig at skulle løbe tør.

Det var det. Reklamen – der ikke var en rigtig reklame – er slut.

Nu vi snakker om den der kjole, ikk’?

Prinsesse lyserødt stof til prinsessekjole.

Den bliver bare så flot. Og med rigtige lyserøde glimmer prinsesse pufærmer.

For Tina er, naturligvis udover at være en skøn veninde, hamrende dygtig til at sy!

 

En ulykke…

23 okt

Kommer sjældent alene.

Jeg var ellers ved at være en anelse træt af alle de genvordigheder mit liv har budt på de sidste par måneder. De var dog af mere mental karakter. Nu er vi gået over til det mere materielle.

Eller det vil sige, vi har manglet en del af det materielle i og med vi prøver at overleve på min løn, nu da First Man ikke har fået løn siden juli.

I sig selv en interessant udfordring.

Men absolut ladsiggørlig.

Det forudsætter dog at der ikke kommer uforudsete forhindringer såsom sure køleskabe og forkølede komfurer.

Jo.

Vores ene køleskab – vi har heldigvis også et mikroskopisk et der stadig virker, indbygget i et skab i køkkenet – opgav ævred og blev mere til et vinskab med en 12-13 grader end det køleskab det fra naturens side var meningen det skulle være.

I dagligdagen er det kun lige akkurat muligt at klemme familiens fornødenheder ind i det lille køleskab. Velvidende at vi er seks, hvoraf fire spiser uanede mængder mad. Hele tiden.

På græshoppemåden.

Men jeg fik dog mast alt vores mad ind i dette køleskab og spekulerede som en gal på hvordan jeg ville kunne holde jul – endsige fødselsdag – med dette ene bitte lille køleskab der knap kan huse to dages forbrug af mad til os.

Mens jeg skumlede over dette, begyndte mine kogeplader at sige mystiske lyde. Og pludselig ville to af pladerne ikke tænde. De opførte sig som om gryderne ikke var magnetiske, og ville dermed ikke varme.

Jeg har dog to plader tilbage, men hverken en julemiddag eller vores vanlige søndags pandekageorgie, kan laves på de to resterende.

Rent bortset fra at jeg godt kunne mistænke de to for også at ville nægte at genkende mine gryder inden alt for længe, da der kommer sære lyde fra dem også. Det er nok bare et spørgsmål om tid inden jeg kan få First Man til at grave sit militær campingblus frem så jeg kan koge havregrød der.

Så pt. foregår madlavning med tilbageholdt åndedrag.

Jeg overvejer at lave mad i min bil, som jo er en campermodel, men det bliver nok lidt koldt til jul.

Til te i Kurdistan

22 okt

Og før et eller andet kvikt hoved gør mig opmærksom på at Kurdistan ikke findes som et faktisk land, skal jeg skynde mig at sige at vi såmænd heller ikke forlod øen. Men vi var på tur til Kurdistan, lidt som i Posemandens bil.

Dette besøg var en naturlig fortsættelse på den kop kaffe der var blevet drukket i møllen for et par uger siden.

En helt banal historie.

Som kan fortælles på mange måder.

Men uanset hvordan man fortæller den, så er resultatet det samme:

Jeg har fået en ny veninde.

Hvis man – for nu at tale om noget helt andet – ringer til mig for at spørge om jeg giver en kop te, så vil jeg sætte vand på, putte teblade i min tepose, hælde vandet over når det koger, og mens teen trækker vil jeg måske sætte et par kopper på bordet, hvis jeg da ikke lader min gæst selv vælge en kop på mine hylder.

Måske finder jeg en kiks fra den franske skuffe, eller også har jeg bagt boller, men det sker ikke ret tit.

Sådan får man ikke te i Kurdistan.

Bestemt ikke.

 

Til te i Kurdistan

Næ, man bliver trakteret med lækre retter og skønne specialiteter og den mest fantastiske tyrkiske te i fine glas.

Det ene var en slags bulgursalat som mindede lidt om taboulé (kold couscous salat) og de andre var en slags bagel/doughnut/bretzel dyppet i sesam. Det smagte helt fantastisk. Og jeg skal altså ved lejlighed have lokket opskriften ud af hende!

Så lækkert og overdådigt at man næsten bliver helt flov.

Og på stedet lover sig selv at næste gang nogen vil til te hos mig, så skal jeg nok bage en kage. Og et par småkager.

Og dække bord.

%d bloggers like this: