Jeg er faktisk kun 40

7 Oct

Det hele startede med, at man i svømmeklubben opfordrede til at folk deltog i “Danmark svøm langt”. Man behøvede ikke være medlem, man skulle blot kunne bevæge sit legeme i vand og svømme minimum 25 meter, og alle kunne derfor være med.

Dermed også flere end bare Gårdmanden og jeg som er de eneste representanter af familien som er medlem af svømmeklubben.

Men vi ville skam også ud og svømme for æren og vort fædreland, og indfandt os derfor fire mand høj – kun fire idet Zorronaldo havde den Yndige på besøg og Prinsessen var taget ud for at løbe i stedet – kort tid efter vi havde sunket frokosten i går på den store “Svøm Langt-dag”.

Vi fik klædt om og entrerede derpå svømmehallen. Derefter var det sådan set bare at hoppe i, og svømme. Langt.

Jeg – der ikke svømmer så vandvittigt godt – kom fremad på en noget adstadig måde. Faktisk ikke ulig en hval. Med hovedet højt over vandet, så jeg absolut ikke risikerede at drukne. Dette afstedkom en del fnisen fra mit afkom, men ikke desto mindre fik jeg svømmet hele 1000 meter på de 30 minutter jeg befandt mig i vandet.

Vel oppe igen, stod min sadistiske – men søde – aquafitnesslærer klar ved udgangen med et tilbud jeg ikke kunne sige nej til. Det kunne jeg ikke, af den simple grund at udover det lød interessant, var det ganske gratis.

Hun ernærer sig nemlig også som kostvejleder eller diætist eller noget. I hvert fald noget med mad… Eller mangel på samme.

Jeg ville kunne få at vide hvor meget jeg vejede, hvor gammel min krop reelt var og hvor slemt det i øvrigt stod til! Helt gratis.

Alt imens jeg tog mod til mig…

– for uanset hvor gratis det så i øvrigt var, var det en meget uhyggelig fornemmelse at kunne få sin reelle alder at vide.

TÆNK nu hvis jeg faktisk var tæt på de 80?

Tænk nu hvis maskinen målte frekvensen på ens gode ideer?

Og det faktum at jeg vejer for meget, har jeg ikke brug for andre mennesker til at fortælle mig, det kan jeg nemlig godt selv se. Og mærke. Men hvis nu jeg var døden nær – uden at være klar over det – på grund af en fedtprocent der langt overstiger det tilladte, ville jeg naturligvis gerne have det at vide, så jeg kunne gøre noget ved det. På et tidspunkt. Engang.

Det behøvede ikke nødvendigvis at være lige der i går eftermiddags, for jeg kunne, trods stress, fedtprocenter og en eventuel begyndende demens, sagtens huske at der stod en nybagt æblekage og hyggede sig i ovnen, hjemme hos os i Møllen. Og den havde jeg altså tænkt mig at smage på, uanset alverdens farlige fedtprocenter, forhøjede BMIer og andre vederstyggeligheder.

Altså sparkede jeg First Man op på maskinen først, mens jeg selv tog lidt mere mod til mig.

Og det var nok meget godt.

For First Man viste sig at være hele 3 år ældre i sin fysiske alder i forhold til sin reelle alder og ligeledes i besiddelse af 40% overvægt.

Og dermed kunne maskinen for min skyld spytte hvilket som helst resultat ud, for er der noget min mand ikke er, så er det overvægtig. Det er muligt han er lidt træt for tiden. Og at hans alder derfor har fået et nøk opad hvis nu maskinen måler hjernekapacitet eller funktion, men ingen skal kalde ham for overvægtig. Han vejer lidt for meget, ligesom mange mænd på omkring de 50, men hans muskelmasse er da nok 25 gange større end samme føromtalte mænd.

Dermed kunne jeg roligt stige til vejrs på maskinen og være fløjtende ligeglad med resultatet.

Det var jeg så slet ikke.

Ligeglad altså.

Maskinen trak nemlig næsten 4 år fra min alder, så min fysiske alder faktisk ikke er mere end 40!

Hahaha!

!!!

Og så overvejede besluttede jeg at man godt alligevel kunne stole på maskinen, bare en lille smule. I hvert fald den del med aldersmåling.

Maskinen fortalte mig endvidere at jeg ikke havde noget kolesterol – det vidste jeg også godt i forvejen det har min læge nemlig fortalt mig – men den fortalte også at jeg vejede 5 kg for meget. Det vidste jeg som sagt også godt.

På vej hjem gik jeg og fik regnet lidt sammen.

Hvor der før var 6 års forskel på min søde mand og jeg, var der nu det dobbelte, og jeg spurgte ham derfor om jeg ikke hellere skulle tage hans taske, nu han pludselig var blevet hele 12 år ældre end mig.

Han svarede ikke, men skulede mørkt frem for sig.

Derhjemme begyndte han – med lun æblekage i munden – da også at argumentere for den manglende kvalitet af disse målinger. Enhver kunne jo se at såfremt han vejede de anbefalede 71 kg, så ville han stå med det ene ben i graven.

Jeg vil dog straks berolige vores omgangskreds, der gruer for så voldsomt et vægttab for First Man, med at det ikke kommer til at ske med mig som husets ansvarshavende kok!

6 kommentarer to “Jeg er faktisk kun 40”

  1. Rejen 7. oktober 2013 hos 06:27 #

    Man er jo kun så gammel som man føler sig. ;-D

  2. Susanne 7. oktober 2013 hos 06:45 #

    Til glæde for nogen og traumatiserende for andre🙂 Jeg holder nu med Rejen. Alder er i virkeligheden bare et tal. Da jeg stod op i går, havde jeg det, som var jeg 60, men blev heldigvis yngre inden i som dagen skred frem. I dag er udgangspunktet slet ikke så tosset. Men jeg er altså over 40.

  3. Lene 7. oktober 2013 hos 09:12 #

    Og jeg blev også glad, da jeg prøvede sådan en maskine, selv om jeg ved at den slet ikke kan holde det den lover. Jeg var nemlig også fire år yngre end jeg reelt er😉

  4. Rasmine 7. oktober 2013 hos 10:25 #

    Det der tør jeg slet ikke, og det skyldes ikke kun, at jeg vejer et par og fyrre kilo for meget. Min far, der havde været overvægtig fra fødslen og aldrig havde dyrket nogen form for motion, blev 82 og døde af noget, der lige så godt kunne have slået en 18-årig ihjel. Jeg har trods alt dyrket et par sportsgrene, og jeg går en hel del mere, fordi jeg aldrig har haft kørekort. Jeg er af den overbevisning, at hvis sådan en maskine fortæller en, at man står med det ene ben i graven, kan man selvfølgelig godt grine ad det, men man risikerer, at ens ukontrollable underbevidsthed begynder at tro på det.

  5. Stegemüller 7. oktober 2013 hos 14:10 #

    Jeg tør simpelthen ikke stille mig op i sådan maskine. Den vil fortælle mig, at jeg er ældre end min biologiske alder og at jeg vejer for meget. Pludselig er jeg begyndt at tage helt ukontrollabelt på. Jeg spiser, som jeg plejer, og det er ikke så godt, når jeg ikke får nogen motion, nu hvor jeg ikke har et arbejde at cykle til hver dag. En anden del af vægtøgningen stammer uden tvivl fra min antidepressive medicin. Jeg overvejer medlemskab af et fitnesscenter, når genoptræningen af min skulder er færdig.

  6. overleveren 8. oktober 2013 hos 06:27 #

    Tvivler på at din mands fysik passer ind i hendes snorlige formler så hun kommer op med det yderst særprægede resultat… men han fik vil taget lidt hævn på sine løbeture og en eller anden ting han kunne bokse i jorden🙂

    Til gengæld undrer jeg mig ikke det mindste over din maskin-alder.. og dig overvægtig ?? FNYS!

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: