Integration i gulvhøjde.

10 Oct

Da jeg boede i Frankrig, hvilket jeg som bekendt har gjort af flere omgange, fandt jeg det nemt at blive en del af diverse sociale netværk, netværk af flere forskellige slags. Det var nemt, fordi jeg blev inviteret med; jeg kunne få lov til at blive en del af en given forsamling, ikke fordi jeg var specielt god til fransk – for det var jeg selvfølgelig ikke i starten –

Meget ulig hvad nogle mennesker synes at tro, så er sprogkundskaber ikke en medfødt kunnen. Det er dog noget man kan lære. Og, ja jeg ved ikke med jer, men jeg har hele mit liv fået tudet begge ører fulde af det faktum at man lærer et sprog bedst ved at tale det. Gerne der hvor det tales mest.

Men det var et sidespring.

Altså, jeg var ikke specielt god til fransk da jeg flyttede til Frankrig, ideen var jo netop at jeg skulle lære det, dernede, men det forhindrede mig ikke i ret hurtigt at blive en del af et fællesskab hvor jeg var den eneste udlænding.

Bevares, jeg kom naturligvis også med i den danske klub og mødte jævnligt op til forskellige danske arrangementer og har endda været til pindemadder og smalltalk hos Le AmbassadØr, jo jo.

Men, det jeg prøver at nå frem til, er at min integration i Frankrig lykkedes til fulde. Også uden at give afkald på mine danske værdier og traditioner på noget tidspunkt.

Derfor har det altid undret mig hvorfor meget integration er sådan en udfordring her i vores lille andedam. Og jeg spekulerede på om det ikke også var vores ansvar at hjælpe folk til en bedre integration.

At organisere noget integration i guldhøjde, i stedet for at den slags skal styres fra Folketingets talerstol og diverse lovforslag. Måske er det også vores ansvar?

Naturligvis skal man selv ville integreres! Det er klart.

Jeg mindes faktisk en del danskere, som bestemt ikke gad spilde deres tid på at lære noget så banalt som sproget eller historien, traditioner endsige noget som helst om de mennesker der nu engang bor i Frankrig, så den slags mennesker der ikke gider integrere sig, findes åbenbart overalt. Og ikke kun i Danmark.

Heldigvis var velviljen stor hvor jeg befandt mig og jeg nød godt af franskmænds generelle lyst til at inkludere mig på lige fod med alle andre, trods sproglige genvordigheder og kulturforskelle.

Og jeg bestemte mig for at give den stafet videre.

Zorronaldo havde i sin nye klasse fået en god ven som er kurder, og vi inviterede ham og hans familie hjem for at lære dem at kende. Sødere mennesker skal man lede længe efter. Og de har heller ikke brug for privat integration; det har de såmænd klaret selv!

Det er ikke desto mindre blevet starten på et venskab her på øen. Et varmt og dejligt venskab mellem såvel voksne som børn og begge vores familier nyder samværet.

For et par uger siden da vi var i staden, var vi lige et smut til Kurdistan – som godt nok ikke findes officielt – men hos vores nye venner fandtes det i allerhøjeste grad.

Og vi nyder at verden er blevet større og lidt mere farverig!

Gør du noget for integration i gulvhøjde?

8 kommentarer to “Integration i gulvhøjde.”

  1. Stegemüller 10. oktober 2013 hos 11:54 #

    Jeg gør ikke noget for integrationen, ikke fordi jeg ikke vil eller ikke finder det vigtigt, men jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal komme i gang med det. Jeg er meget enig med dig i, at det ikke skal foregå fra folketingets talerstol. Det skal ned i jordhøjde, hvis det skal virke, og vi har alle sammen et ansvar.

    • Kong Mor 13. oktober 2013 hos 20:48 #

      Næ det er også lidt svært at finde ud af hvor man skal gøre noget. Hvis man skal gøre noget.

  2. Ellen 10. oktober 2013 hos 21:42 #

    Nej, jeg gør ikke noget aktivt. Men når der blev ansat en ‘af anden etnisk herkomst’ på mit arbejde, behandlede jeg naturligvis ham eller hende, som jeg ville behandle enhver kollega. Det er vel integration i gulvhøjde?
    Man kan ikke tvinge den slags igennem fra Christiansborg; men de er vel nødt til at forsøge at gøre noget? Integration skal komme begge veje fra: man skal gide det land, man er flyttet til, og vice versa. Det har du bl.a. vist, da du flyttede til F. Du har villet og gidet. Det samme har min C, og hun var ‘integreret’ på ganske få måneder.
    Vi kommer nok bare ikke uden om, at der er intolerante mennesker på begge sider af hegnet, så det er bare ikke særlig nemt. Ghettodannelser (frivillige eller påtvungne) gør det heller ikke bedre. Du (og C) var alene, så at sige, i det fremmede, og så er det noget helt andet, vil jeg mene.
    Jeg siger ikke, at vi skal tro på det samme – jeg ‘tror’ fx slet ikke, men man skal respektere andres tro, og det går i høj grad begge veje. Jeg må blankt indrømme, at når jeg hører ‘nogen’ råbe ‘luder’ efter unge, indfødte danskere, fordi de ikke går med tørklæde, så er min lyst til at integrere disse personager meget, meget lille. Vi skal til gengæld også være ligeglade med, at andre synes det er rigtigt at have det tørklæde på.
    Og jeg ved også, at danskerkolonierne på fx Solkysten, dengang det var meget moderne at pensionere sig selv dernede, viste meget lidt tilbøjelighed til at lære spansk eller i det hele taget prøve at tilpasse sig den spanske kultur. Det er naturligvis heller ikke i orden!
    Uh, jeg kunne skrive meget endnu, for det er et uhyre kompliceret spørgsmål med mange, mange facetter.
    Undskyld, at det blev så lang en kommentar …

    • Kong Mor 13. oktober 2013 hos 21:01 #

      Ikke undskylde! Dejligt med en lang kommentar🙂

      Det ER kompliceret og jeg ved ikke om jeg overhovedet gad gå i gang med at hjælpe til med personlig integration, fordi jeg har oplevet så mange gange at det bare ikke nytter. At mange hellere vil udnytte den åbenhed vi har til at lukke det hele sammen så det bliver som det de faktisk flygtede fra..

      Og de højtråbende skrigende personer som ikke kan tale pænt eller opføre sig ordentligt, mener jeg faktisk slet ikke skal integreres. De skal bare rejse deres vej for jeg vil ikke dele noget som helst med dem.

      Jeg vil gerne respektere at andre tror på noget andet eller tror på ikke at tro på noget, men de skal ALDRIG forlange at jeg skal begynde at tro som dem.

      Jeg ville gerne behandle alle ens.. og det gør jeg nok bedst ved ikke at behandle dem ens.. Giver det mening?

      Jeg har min egen søde “Perker”mand her hjemme 🙂 som ikke taler særligt godt dansk. Og han lærer aldrig bedre dansk hvis ikke andre danskere gider tale med ham.. Og så tænkte jeg at det nok også var tilfældet for andre.

      Derfor startede det. Og det fortsatte fordi de er utroligt søde!

  3. Pernille 12. oktober 2013 hos 00:06 #

    Jeg kan rigtig godt lide din tyrkfejl😉 “i guldhøjde”😀
    Og så arbejder jeg for et CHRS (i Frankrig), så hver dag gør jeg lidt for integrationen.
    Men kære kommentatorer, husk at “respekt for vore medmennesker” og at “hjælpe til integration” ikke er det samme…
    Jeg har oplevet hvad der ser ud til at ligne din “integration”, Kong Mor. Men vores kultur er også knap så forskellig fra den franske, end mange andre indvandreres. Og selv om det ikke er 1,82 og lyst hår, der gør udslaget (jeg er 1,68 og ser mere fransk ud, end dansk), er det en helt anden modtagelse, min “fremmedhed” får, end langt de fleste fremmede af mere “klassisk herkomst” her i landet…
    Men klart; man skal ville det, uanset hvad… Og jeg har det som Ellen, der kan skrives meget om emnet…

    • Kong Mor 13. oktober 2013 hos 21:06 #

      Jaja😉 det var da en meget god fejl når det nu skulle være🙂

      Jeg er IKKE 182.. selvom jeg er lyshåret – så kunne jeg snildt gå for at være une Normande! Hvor jeg i øvrigt har en veninde der også arbejder for CHRS.. Morsomt!

      Og ja, folk fra Saint Denis eller les Gitans bliver nok ikke så godt modtaget hos les femmes d’officiers.. Helt klart.

      Det var bare svært svært at skrive om emnet uden det blev til en slags udstilling af fremmede som for en gangs skyld var flinke.. For det var ikke min mening.
      Men ja der kan skrives meget om dette!! Og siges endnu mere!!

  4. overleveren 12. oktober 2013 hos 07:39 #

    Faldt naturligvis osse over guld-højden..🙂

    Jeg synes det er en lidt svær balancegang – for skal man gøre noget særligt ud af det som I gør med at invitere hele familien hjem – eller gøre som Ellen der behandler en kollega af anden herkomst som enhver anden?

    Jeg vil nok helt personligt hælde lidt til Ellens bud – for jeg gør ikke noget særligt for at lære andre kulturer at kende.. men har ikke noget imod dem og lever fint i et boligområde hvor blandingen af kulturer vist er lidt mere kompleks end et godt dansk villakvarter. Nyder variationerne i dufte, lyde og festligheder.

    Og så er jeg personligt udstyret med et handicap af de værre.. jeg er elendig til at lære nye sprog og det er kun fordi jeg er opvokset som to-sproget dansk/engelsk at jeg behersker det til hverdagsbrug. Fransk ville jeg opgive på forhånd og det i en grad hvor jeg end ikke har lyst til at være turist i Paris…

    • Kong Mor 13. oktober 2013 hos 21:09 #

      Hæ🙂

      Det er en balance.. Men som sagt til Ellen, så gjorde jeg det især fordi jeg ville ønske at nogen gad tale med min mand. Gid der var nogen som gad at være sammen med ham. Og acceptere at han taler mærkeligt.
      Når så Sønnens vens mor har lidt udfordringer med at tale dansk, så ville jeg da gerne gøre noget.

      Og fordi jeg gerne ville give stafetten videre.

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: