Og før et eller andet kvikt hoved gør mig opmærksom på at Kurdistan ikke findes som et faktisk land, skal jeg skynde mig at sige at vi såmænd heller ikke forlod øen. Men vi var på tur til Kurdistan, lidt som i Posemandens bil.
Dette besøg var en naturlig fortsættelse på den kop kaffe der var blevet drukket i møllen for et par uger siden.
En helt banal historie.
Som kan fortælles på mange måder.
…
Men uanset hvordan man fortæller den, så er resultatet det samme:
Jeg har fået en ny veninde.
…
Hvis man – for nu at tale om noget helt andet – ringer til mig for at spørge om jeg giver en kop te, så vil jeg sætte vand på, putte teblade i min tepose, hælde vandet over når det koger, og mens teen trækker vil jeg måske sætte et par kopper på bordet, hvis jeg da ikke lader min gæst selv vælge en kop på mine hylder.
Måske finder jeg en kiks fra den franske skuffe, eller også har jeg bagt boller, men det sker ikke ret tit.
…
Sådan får man ikke te i Kurdistan.
Bestemt ikke.
Til te i Kurdistan
Næ, man bliver trakteret med lækre retter og skønne specialiteter og den mest fantastiske tyrkiske te i fine glas.
Det ene var en slags bulgursalat som mindede lidt om taboulé (kold couscous salat) og de andre var en slags bagel/doughnut/bretzel dyppet i sesam. Det smagte helt fantastisk. Og jeg skal altså ved lejlighed have lokket opskriften ud af hende!
Så lækkert og overdådigt at man næsten bliver helt flov.
Og på stedet lover sig selv at næste gang nogen vil til te hos mig, så skal jeg nok bage en kage. Og et par småkager.
Og dække bord.
Jeg bed mærke i en sætning, og den satte tanker i gang. For som jeg læser det, var det dig, der ringede og inviterede dig selv på te. Og hvor er det dejligt at du har overskud til at ville et andet menneske, og desto skønnere er det at blive mødt med sådan et tebord 🙂
Du har helt ret Lene. Zorronaldo skulle besøge sin ven – hendes søn – og så sms’ede jeg og spurgte om hun gav en kop te. Det gjorde hun! 🙂
Nej hvor ser det lækkert ud – så vil jeg også til te i Kurdistan.
🙂 Det kan jeg godt forstå!
Jeg tror nu, at du blev inviteret?
Men til et flot traktement – du har ganske rigtigt noget at leve op til, for du kan helt sikkert ikke spise hende af med en småkage fra Brugsen, næste gang du inviterer til te 🙂
Chilien var forhåbentlig kun til pynt? Jeg tror ikke lige, jeg ville synes, det var optimalt tilbehør til en god kop te 😉
Jeg inviterede mig selv – fræk som jeg er – og blev mødt af dette.
Jeg skal afgjort gøre en del mere ud af det når hun kommer på besøg til te.
Chilien var der noget af i den der bulgursalat – og jeg smagte en lille bid. Det var en grøn peber med en anelse styrke. SLET ikke stærk! Men meget lækker.
Hvor er du bare dejlig (undskyld), men jeg bliver så glad, når nogen tager sådanne initiativer. Vi danskere er, som du tidligere har nævnt, alt for dårlige til at ‘blande os’ med ‘fremmede’.
Jeg er selv en ynk, hvad det angår, men det er nu nok mest fordi jeg er frygtelig dårlig til at blande mig med nogen; alt for privat og tilbageholdene.. Jeg ville ønske jeg kunne gøre dig kunsten efter, både med ærkedanskere, halvdanskere og ikkedanskere 😉 Kurdistan ser da ud til at være et besøg værd!
Jeg rødmer dybt :$
Jeg ved nu ikke om jeg er specielt dejlig – men jeg ville bare gøre endnu et forsøg på noget.. Og så viste det sig at hun er super sød, og at vi bare klikkede godt sammen.
Det kommer sig nok af at jeg ikke fatter hvorfor ingen danske mænd rigtigt vil min søde mand. Han er lidt ensom.. Og taler ikke så godt dansk. Og jeg orker jo ikke at være hele hans liv.
Ikke at det hjalp ham at jeg inviterede mig selv på te hos min kurdiske veninde, men jeg tænkte: JEG kan også gøre noget hvis nu der sad nogen søde mennesker ligesom min mand, som ikke kendte nogle danskere.
Men det gør hun jo naturligvis, men nu kender hun så også mig 🙂