Verdens ondskab.

31 Oct

Der er en forfærdelig film som florerer på nettet. Nogle mænd der skubber et æsel ud over en skrænt, direkte i døden. Jeg har ikke selv set det og jeg vil heller ikke se det.

Det er rædsomme mennesker, jeg faktisk helst ikke vil dele art med, ikke desto mindre er det sådan det er. Også selvom jeg ikke vil se på det.

Jeg har dog ved en frygtelig fejltagelse, engang set en asiatisk mor slå og pine sit lille barn – i mange og lange minutter. Jeg kunne slet ikke håndtere det.

Jeg har ikke brug for billederne. Selv ord kan være for voldsomme.

Verden er fuld af ondskabsfulde mennesker; sådan har det altid været, og kald mig naiv, men jeg magter ikke så meget ondskab.

Når man så præsenterer mig for en beretning om en lille dreng, der mistede sin familie men slap væk fra nazisterne, vakler jeg. Tør jeg overhovedet læse den?

En ting er at vide det onde finder sted. Et faktum jeg bestemt ikke prøver at ignorere. Men jeg behøver ikke have det smurt ud over nethinde eller hukommelse for at vide at det findes.

Jeg startede derfor, fuld af bange anelser, på bogen “Den farlige dreng” af Boris Cyrulniks. En fransk – jødisk – psykiaters oplevelser som barn, under krigen.

Forventede lidt at den ville være som mit livs novelle, dog uden den rosenrøde slutning. Vi kender alle historien om jødeforfølgelse under anden verdenskrig. Bevares, det skal aldrig ske igen og derfor skal historien fortælles igen. Og igen.

Mit moderhjerte holdt sig nogenlunde i ro. Jeg tudede ikke en eneste gang.

Historien – så grum den end er – fjernede sig lynhurtigt fra det følelsesporno jeg ikke bryder mig om. Den er mere en slags fagbog, der fortæller lettere sagligt om børns overlevelsesmekanismer i og efter traumatiske situationer.  Boris Cyrulnik vender dog ofte tilbage til sine egne oplevelser, han glemmer bare den røde tråd i historien. Men jeg tror heller ikke rigtigt det er planen, der skal være en rød tråd.

Der er det ved det, at når jeg læser en fransk bog på dansk, så kan jeg høre de franske ord og vendinger, og enten har Ulla Gjedde Palmgren aldrig boet i Frankrig, eller også var hun ikke særligt veloplagt da hun oversatte bogen. Uanset hvor mange fine universitetspapirer hun har på at hun er cand.fransk. Der er naturligvis også den mulighed, at den originale bog er skrevet på et yderst pauvert fransk og at oversættelsen derfor ikke kunne blive anderledes.

Men hvorom alting er, så var sproget underligt fladt i den danske version og det gjorde sig ikke specielt godt. Hvilket undrer mig såre, fordi det på rekordtid er blevet en bestseller i mit andet hjemland.

Sproget og opbygningen lagt til side, så var det trods alt en af de eneste bøger om børn, jødeforfølgelse og anden verdenskrig jeg har været i stand til at læse, uden at få kvalme over verdens ondskab.

På trods af det flade sprog, kunne jeg dog straks genkende stemningen i de franske gader, se for mig de franske karakterer som om jeg gik forbi dem på café de la gare, eller bladrede i gulnede fotoalbums. Sjovt og lidt vemodigt.

Fagligheden holdt det kvalmende væk og jeg blev i stand til at læse lidt om hvordan børn reagerer på traumer. På et sprog selv jeg kunne forstå. Hvilket nok siger mere om sproget end om mig. Interessant.

Selve historien om den lille dreng trådte i baggrunden, og det gjorde slet ikke noget.

 

6 kommentarer to “Verdens ondskab.”

  1. Rasmine 31. oktober 2013 hos 23:09 #

    Jeg læser ALDRIG den slags bøger. Af de samme grunde, som du næsten aldrig gør det. – Det der med at kunne høre, hvad der har stået på originalsproget, kender jeg alt for godt. Det er derfor, jeg stort set aldrig læser bøger, der er oversat fra et sprog, jeg kender. Jeg er heller ikke meget for oversættelser fra andre sprog, for selv om jeg ikke kan høre, hvad der har stået, kan jeg høre, når det danske knirker, og hvis der er for meget af den slags, gider jeg faktisk ikke læse bogen. Jeg løber jo ikke tør for litteratur af den grund.

    • Kong Mor 10. november 2013 hos 23:21 #

      Jeg læste også lidt af nysgerrighed fordi jeg godt kender Cyrulnik fra vores år i Frankrig – en meget dygtig psykiater.

  2. Ellen 1. november 2013 hos 16:04 #

    Rasmines kommentar kunne lige så godt være skrevet af mig🙂
    Jeg kan til nød klare fiktiv ondskab, men det er ikke noget, jeg opsøger, og aldrig, aldrig, når det er børn, det går ud over – det kan jeg slet ikke have!

    • Kong Mor 10. november 2013 hos 23:21 #

      Det er så frygteligt at høre/læse om/ se og jeg magter det slet ikke mere.

  3. Pernille 9. november 2013 hos 21:50 #

    Jeg kan heller ikke læse en bog, hvis den er oversat fra et sprog, jeg kender. Læsenydelsen forsvinder helt, da jeg også bare sidder og tænker på, hvad der egentlig stod. Har du prøvet at se “Borgen” på fransk ? Det du’r bare ikke !!!

    Bogens emne er en anden historie. Jeg har læst Herbjørg Wassmos “Et Glas Mælk, Tak”, og den er i den grad grusom. Min mor havde vist lidt svært ved at forstå hvorfor, jeg anbefalede den. Jeg synes, den er fantastisk skrevet, hvilket sikkert ikke overrasker hendes læsere, og den skildrer skæbner, vi alle ved eksisterer uden for litteraturen, uden helt at vide hvad det er, der foregår. Det er meget individuelt, hvordan man har det med den slags litteratur, men jeg kan bedre kapere den litterære tilgang til grusomhederne, end den vi ser i nyhederne, der somme tider bare ligner en omgang splatter game. Jeg vil gerne ha’ den lange version med alt hvad der foregår i kulissen, og hvordan vi er kommet hertil.

    Men nu er Cyrulnik jo ikke “bare” forfatter og har måske en lidt klinisk vinkel ?? Og måske var det det, at det ikke så meget drejede sig om et enkelt barns skæbne, men mere fagligt og mindre personligt, om traumer, der gjorde at du kunne forholde dig til det ?

    • Kong Mor 10. november 2013 hos 23:26 #

      Nej jeg har heldigvis ikke set Borgen på fransk – det lyder stygt..

      Hende Herbjørg Wassmo er IKKE for mig. Det er SÅ gustent og makabert. Den litterære tilgang skal helst være så neutral som mulig, så snart vi kommer over i det næsten følelsespornografiske så står jeg af. Jeg kunne lige akkurat læse denne her fordi det var upersonligt og klinisk som du så rigtigt beskriver.

Skriv noget - så bliver jeg SÅ glad!!

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: