Archive | november, 2013

Stolthed, famiglie og stamtavlen.

29 nov

Som et lyn brød ordene gennem mit hjernemæssige morgenuld. Og jeg blev helt vågen!

Tænk engang, den allerførste dansker, der for mange herrens år siden råbte vagt i gevær over det menneskeskabte klimasvineri, det var min forfader.

Intet mindre.

Han fik endda også en nobelpris. Godt nok ikke for det med klimaet. For det ville ingen tro på. Nej, han fik den fordi han havde fundet ud af noget med muskler og blod og hvorfor bjergbestigere taber sig på toppen af et bjerg. Eller sådan noget.

Men han blev nævnt den morgen – endda i P1 – ikke på grund af muskeliltningshalløjet, men, fordi han dengang åbenbart sagde højt hvad alle ved idag; at vi skal passe på vores jord! Det var da stort! Og jeg sad og blev meget stolt af at være mig.

Nu ved jeg godt at det var ham der fik prisen. Og ikke mig.

Men altså, når det regner på præsten, drypper det på degnen og lige der, da journalisten fortalte en masse om min mormors onkel, så fik jeg utætte tårekanaler, ene og alene fordi det var familie. Eller Famiglia.. På mafiamåden. For tænk engang, for hundrede år siden sad min forfader og var så klog at ingen ville tro ham.

Det er jo også helt sikkert arveligt den slags. At være klog mener jeg.

Vi har endda fået en bette en i vores famiglie som hedder det samme, så man kan godt sige at vi gør vores bedste for at gå videnskaben lidt i bedene!

Nu døde den oprindelige videnskabsmand naturligvis længe før der overhovedet var tænkt på mig, men der er sikkert stadig en lille bitte smule af iltningen i mine muskler, som mine kusiner og mostre, og jeg, har fået fra ham.

Ikke at der er nogen i famiglie der siden har fået en nobelpris, endsige en pris i noget som helst, så vidt jeg ved – selvom Trine har udgivet en bog – men jeg er sikker på at både Katja og Sandra, for slet ikke at tale om Eva og Katherine, lever i håbet om at vi eller vores søde børn bliver ligeså fremsynede som ham, og også ende på listen over de 100 mest betydningsfulde mennesker i Danmark.

Og så har han da været samtaleemne ved familiesammenkomster fra tid til anden, også før han blev klimaguru i P1.

Desuden er det ham som har skrevet vores stamtavle.

Som er indbundet.

Og går tilbage til engang i 1600tallet.

Jo jo, skam!

Som jeg sad der i bilen, i den mørke morgen og snøftede lidt for mig selv, slog det mig at selvom man er død og begravet for længe siden, så er der stadig nogen som skænker forfædre MK (marmødre?) en lille tanke fra tid til anden. For jeg kom straks i tanke om en masse andre fra Famiglie, som jeg selv kan huske. Og som ikke bare er en del af min familiære hukommelse. Men som desværre heller ikke er her mere. Men det er de så lidt alligevel, fordi nogle af os stadig tænker på dem og bliver så stolte at de sidder og snøfter i bilen en tidlig morgen på vej til arbejde.

Og hvad er så moralen i denne beretning?

At jeg ikke er af køkkenopdræt, og det synes jeg nok er værd at tage med!

Mig – og så Jesus, Platon og de andre.

27 nov

Jeg er kommet i meget fint selskab. Jeg siger det bare.

Jeg kender faktisk hele otte Jesuser, et par Tolkiener, Platoner og så et par andre kendiskloner.

Det siger facebook selv!

Men der hvor jeg undres mest.. Det er når folk, som jeg ved er så forskellige at de ikke engang ville kunne blive enige om at månen er rund, får klistret samme etiket på.

Besynderligt, men hvad forstår bønder sig på agurkesalat.

Retfærdigvis skal det siges at det ikke er folk selv som sætter denne etiket på sig selv. De svarer vist bare på nogle spørgsmål som så genererer et menneske du ligner.. I følge maskinen altså.

 

Starter fra en ende af..

26 nov

På de indlæg der aldrig kom så langt som til bloggen, altså.

Jeg har bestemt mig for at prøve en gang renskrivning direkte fra hjernecellerne. På nogle af dem. Det er jo ikke dem alle sammen jeg kan huske.

Så jeg skal lige have samlet sammen.

I mellemtiden kan I nyde – eller måske er det så som så med nydelsen fotoets kvalitet taget i betragtning – men måske kan I fornemme stemningen jeg kommer i når jeg køre forbi dette:

Juletræ på motorvejen

For en lille uges tid siden kom jeg kørende med morgenuld i 95% af mine hjerneceller, og pludselig blev jeg opmærksom på dette flotte juletræ som stod helt alene og lyste op. Og jeg blev så glad.

Nu er det ikke fordi jeg har noget specielt at gøre med PIT hegn A/S men deres juletræsinitiativ får mig til at smile hver eneste morgen når jeg kører forbi!

Det er jo jul lige om lidt!

Travlt i livet.

24 nov

Det går lidt for stærkt. Og jeg når ikke at lave de indlæg der rumsterer i mit meget morgenuldne hoved når jeg kører på motorvejen på vej til den store by oppe nordpå..

De bliver både lavet, gennemtænkt og redigeret, der et godt stykke tid før kl. 7, men så når de ikke længere.

Det er synd.

Faktisk.

For tænk nu engang hvis I kunne lide dem.

 

 

Tradition eller hva’?

18 nov

Okay, hvornår er noget en tradition?

Hvis nu man har gjort noget to gange i træk, tæller det så som tradition?

Eller skal man blive ved et par gange endnu før det gælder?

Nu har jeg to år i træk, holdt nogle meget morsomme fødselsdage – for mig selv. Sidste år inviterede jeg veninderne til Piratfødselsdag med skattejagt og alt muligt. I år kom veninderne til Lyserød Prinsessefest med stor Prinsesse quiz kreeret af mine døtre.

Dækket op til Prinsessefest i meget lyserødt – og den lyserøde flødeskumsklat i spejlet – det er mig!

Jeg inviterer ganske uden tanke for hvem der måtte passe sammen, blot udvalgt udfra det kriterium at jeg har lyst til at se dem!

En broget flok, hvoraf de fleste ikke kender hinanden, men som dog ender med at finde på noget at snakke om. Og i år kunne nogen af dem da huske at de havde set hinanden sidste år.

Min første fondanterfaring. Lad mig bare sige at jeg nok ikke kommer til at gentage den slags så ofte. Eller også skal jeg bare have mere tid. Meget mere tid.

Voksenfødselsdage har jo en tendens til at blive en kende kedsommelige efterhånden som man kommer op i årene. Det er næsten kun legitimt at fejre noget når man så fylder rundt, men så skal alle inviteres og det ender i store ting med forsamlingshuse og mad udefra og den slags.

Mit alternativ har været at holde børnefødselsdag for mine veninder. Det har vist sig at være ret sjovt – jeg har i hvert fald hygget mig – også selvom det bare var pjat og ballade og folk ikke kender hinanden så snakken nogen gange skal hjælpes lidt på vej.

Goodiebox

Da jeg sagde farvel til pigerne i går, og før de gik ud af døren med deres lille goodiebox, spurgte flere af dem hvilken slags fest de så skulle med til næste år.

Hvilket jeg tager som tegn på at de også synes det er ret sjovt.

Og så har jeg forresten fødselsdag idag!

 

Ø

12 nov

Det kan vel ikke undre nogen at jeg er varm fortaler for Øer. Danske øer. Bosat på en, omgivet af mange, øer fylder meget i min verden.

Derfor kan visse selvbestaltede eksperters tåbelige udtalelser virkeligt få mig i dårligt humør.

At man er forsker og dermed pr. definition klog (?!!) benægter jeg ikke, men måske er en forsker i lokalplanlægning ikke så interesseret i mennesker generelt, og fokuserer muligvis udelukkende på ud- og afvikling af landsbyer, for at gøre Danmark til en rentabel forretning.

Det er sikkert ikke rentabelt at have folk til at bo på en lille ø.

Men dermed ikke ensbetydende med at de skal flytte?

Jeg var så uheldig at høre forskernes – eller i hvert fald en af dem – udtalelser om hvorvidt det kunne betale sig at bo på landet.

Et af hans – mange og dårlige – argumenter for at folk ikke skulle bo på en ø, var at der ved gud ikke kunne være ret spændende at bo hele året.

Undskyld mig, men skal vi absolut alle sammen moses sammen i byer med mere end 100.000 indbyggere for at det er rentabelt?

Og resten af Danmark skal lukkes af og åbnes til sommeren – ikke ulig en forlystelsespark – så alle de stressede byboer kan se hvordan en levende ko ser ud.

Men hvad med os som faktisk gerne vil bo på væk fra større byer, på landet subsidiært på en ø?

Nu er det vel ikke sådan at vi skal til at have kinesiske tilstande i Andedammen?

Sådan at al jord tilhører staten og hvis de vælger at bruge den matrikel min mølle står på, så må jeg smutte. Er det derhen denne forsker vil?

Hvis han ikke kan få ind i sit indskrænkede hoved at der findes mennesker der gerne vil bo på en lille ø, på landet, i udkanten hele året, så må det være hans problem, ikke et større fælles problem som skal hældes ud over andre sagesløse mennesker, som Jensen spreder gylle.

Det er sikkert mere komplekst end som så, men en enkelt mands udtalelser om at “der jo ikke kunne være så sjovt at bo hele året” fremkaldte denne sure bøvs.

Og så regner det også.

Det var da også så længe siden

11 nov

at jeg havde tilbragt en fredag aften på skadestuen med mit afkom.

Blev ringet op af en mand som bad mig komme og hente Zorronaldo. Midt i aftensmaden og min fredagsro. For han havde skåret sig. Og var blevet dårlig. Han har jo nok arvet et par gener af sin mor.

Men altså, naturligvis da. Jeg havde da absolut heller ikke nogen planer for min fredag aften.

Jeg satte First Man til at overvåge både risen og Gårdmand Bjørn, lokkede Divaen til at tage med mig, for det tilfælde at knægten fik det skidt igen. Og godt nok kan jeg meget, men at køre en bil forsvarligt gennem staden samtidig med at jeg holder øje med at min søn ikke går i koma hører ikke til mine spidskompetencer.

Vi ankom til en bagindgang hvor sønnike blev læsset ind i bilen og jeg beordrede Divaen til at kigge på den sårede finger der var pakket ind i en anseelig mængde papir. Hendes rapport lød på at diverse blødninger var holdt op, men at det så ret dybt ud.

Jeg stolede på hende – skulle aldeles ikke nyde noget af at kontrollere hendes observationer – men ringede til lægevagten, da jeg ikke havde den store lyst til at køre frem og tilbage mellem møllen og købstaden sådan flere gange den aften. Vagtlægen mente bestemt at det var en sag for skadestuen.

Hvorpå jeg drejede til venstre i stedet for til højre for enden af Bagergade.

Jeg fik bugseret min søn ind i akutmodtagelsen hvor han omgående fik renset fingeren i noget samt en sprøjte mod stivkrampe. Og så…

Faktisk er det ret fedt nu man tænker over det: vel betaler jeg skat og vel ville jeg gerne have et par tusind mere til os selv hver måned –  ihukommende sidste uges afsløringer af mere velstående menneskers trang til at unddrage sig denne borgerpligt – men faktisk er det jo enormt betryggende at vide man bare kan køre et sted hen, sige: “Min søn har skåret sig, kan I hjælpe?” og vips får han en vaccine mod en livsfarlig sygdom, renset såret og bundet en foreløbig klud om fingeren og vist ind et venteværelse indtil der er tid til at en læge kan se nærmere på det.

Ganske gratis.

Eller nej, det er jo netop ikke gratis, fordi jeg betaler skat. Men mennesker der vil beholde deres mange penge for sig selv, skærer sig vel også indimellem, og hvorfor skulle de få samme behandling uden at bidrage til fællesskabet?

Nå det var en indskudt bemærkning, blot for at opdage at jeg efter to og en halv times venten, stadig var taknemmelig for at jeg for eksempel ikke bor i Mogadiscio eller Dhakas slumbyer.

Så såre vi havde sat os ned i venteværelset begyndte begge mine teenagere at jamre stille på mad. Jeg tænkte ærgerligt på de tre liter kødsauce der lige nu boblede der hjemme, men endte med at give efter og køre hen til McDonalds. På vejen samlede jeg Prinsesse Lyserød op, og så var der pludselig lagt op til indvandrerfest i akutmodtagelsens venteværelse. Med pommes und alles.

Zorronaldo med strittende tommeltot.

Vel installeret i venteværelset igen sammen med tre af mine fire børn, der indbydes delte dagens begivenheder under indtagelse af nuggets og cola, havde jeg valget mellem at se på Region Syddanmarks oplysningskanal der kørte i ring og fortalte hvor mange kvinder der hver dag døde af hjertekar sygdomme, eller “Vild med dans” alt efter hvilken stol jeg sad på.

Det første var for deprimerende, det andet har jeg aldrig set, så jeg tænkte at her var muligheden for ved selvsyn at konstatere at vores alle sammens folkehelt ikke kan danse, nu da mit afkom havde travlt med at underholde hinanden.

Lad mig blot nøjes med at sige at jeg aldrig igen vil udsætte mig selv for det program. Det kommer aldrig nogensinde til at passe til mit temperament at se andre mennesker have det sjovt. Jeg vil hundrede gange hellere selv have det sjovt.

Og hvad Allan angår, så må i meget undskylde, men han dansede han altså.

Sådan så det i hvert fald ud derfra hvor jeg sad. Om han så dansede videre godt skal jeg lade være usagt, men han dansede da. Komikken i kampen mellem levende mennesker og et medie er så afgjort til at få øje på, og lur mig om ikke Allan vinder uanset diverse kryptiske regelændringer. Så kan medieverden måske lære at være en kende mere ydmyge, når de har med mennesker at gøre. Mennesker kan ikke puttes i kasser og forventes at blive der.

Og heldigvis for det.

Jeg overlevede både programmet og ventetiden, og klimaks kom da Zorronaldo endelig blev strippet sammen og vi atter kunne finde vejen hjem til møllen hvor både kødsauce og ris var fortæret for længst.

Da var min fredag aften fuldstændigt forduftet og jeg kunne gå direkte i seng.

Dog ikke uden en lidt træls fornemmelse af at være blevet grundigt snydt for en fredag aften.

Men jeg tager helt sikkert revanche!

 

%d bloggers like this: